På verdenskortet gør Qatar ikke meget væsen af sig.
Som et næsten usynligt vedhæng til Saudi-Arabien ligger ørkenstaten som en lavtliggende sandbanke ud til Den Persiske Golf.
Men på trods af at Qatar ikke fylder meget mere end Jylland, er emiratet et af de rigeste og mest indflydelsesrige lande i verden.
Qatar råder over et gigantisk lager af naturgas og olie, som på få årtier har forvandlet staten fra et fattigt fiskerisamfund til det femterigeste land i verden (anno 2021) ifølge Den Internationale Valutafond (IMF).
Under ledelse af Emir Sheik Tamim bin Hamad al-Thani har Qatar siden årtusindskiftet for alvor positioneret sig som et helle for alverdens rigeste mennesker.
Qatar-halvøen minder tilfældigvis i sin form om en dhow for fuldt sejl. Fiskefangst og perlefund fra regionens traditionsrige bådtype var tidligere eksistensgrundlaget for Qatars økonomi.
Den enorme rigdom kommer dog med en stor pris.
På trods af en støt voksende demokratiseringsproces regeres Qatar stadig efter den religiøse sharialovgivning.
Og er man en af de mange migrantarbejdere, som arbejder og lever i Qatar, skal man spejde langt efter et liv i overflod – hvis man da overhovedet er så heldig at holde sig i live.
Fra hungersnød til uhyrlig rigdom
Det gamle Qatar: Al Jumail – forladt perlefiskerby i Qatar.
Qatar er et emirat, der fungerer som en slags monarki.
Qatar har været styret af den magtfulde familie al-Thani siden begyndelsen af 1900-tallet, da ørkenstaten blev et britisk protektorat.
På det tidspunkt var Qatar et fattigt fiskerisamfund, der baserede hovedparten af sin økonomi på fiskeri og perlefiskeri.
Omkring 1920 oplevede Qatar en kæmpe økonomisk krise, da perlefiskeriindustrien kollapsede.
I årtierne, der fulgte, var Qatar plaget af fattigdom, underernæring, hungersnød og sygdomme.
Transformationen fra fattigt uland til en af verdens rigeste nationer begyndte med opdagelsen af olie i 1939.
Efter 2. verdenskrig producerede Qatar 46.500 tønder olie om dagen. I 2016 var produktionen nået op på næsten to millioner tønder om dagen.
Olie og gas flyder som guld
Tankskib, der sejler med flydende gas – en stor eksportvare for Qatar.
Nye oliefelter blev opdaget ud for Qatars kyster op gennem 1950’erne og 1960’erne, men det var først, da man fandt et gigantisk gaslager ud for kysten – det såkaldte South Pars/North Dome Gas-Condensate-felt – at lykken for alvor begyndte at vende.
Da efterspørgslen på gas steg, i takt med at den globale efterspørgsel på alternativer til olie begyndte at vokse efter årtusindskiftet, gik strømmen af penge ind i landet amok.
Ifølge Verdensbanken tidoblede Qatar næsten sit bruttonationalprodukt fra 2000 til 2015, og i dag er Qatar den næststørste eksportør af naturgas i verden efter Rusland.
Mens den russiske gaseksport hovedsageligt foregår gennem gasledninger, der fører til Europa og Tyrkiet, eksporterer Qatar sin gas ad søvejen i form af flydende naturgas (LNG).
Doha er Qatars hovedstad og juvelen i det hovedrige olie- og gasland.
Rigdommen er særlig centreret omkring Qatars hovedstad, Doha, der huser 1,1 million indbyggere – lidt under halvdelen af landets samlede befolkning på 2,8 millioner indbyggere.
5 skæbneøjeblikke fra Qatars historie
Qatars emir har investeret milliarder i Al Jazeera, der på få årtier er blevet en dominerende faktor på nyheder fra den arabiske verden – både i den arabiske region og i Vesten.
1868
Qatar bliver invaderet af Bahrain, men englænderne kommer Qatar til undsætning og bringer en sheik fra den magtfulde al-Thani-familie til magten.
1916
Qatar får status som britisk protektorat. Emiren, Abdullah al-Thani, underskriver en traktat, der garanterer, at han kun kan afstå territorium til briterne til gengæld for beskyttelse mod al aggression til søs samt støtte i tilfælde af landangreb.
1971
Efter forhandling med Storbritannien sikrer sheik Ahmad i 1971 Qatar fuld selvstændighed. Efterfølgende bryder der interne magtkampe ud mellem medlemmer af al-Thani-familien om, hvem der skal lede landet.
1995
Emir Amir Hamad bin Khalifa al-Thani gennemfører et blodløst kup mod sin egen far og tager styringen af landet. Siden kuppet i midten af 1990’erne er Qatar blevet moderniseret gennem en række reformer – både politisk og økonomisk.
2006
Qatar overhaler Indonesien som verdens største eksportør. Indtjeningen fra gas udgør 60 % af landets BNP, og i 2008 toppede Qatar listen over verdens rigeste lande.
Byggeboom i Qatar
Qatar er et paradis for de superrige. Men bag ørkenstatens glitrende facade dør fattige migrantarbejdere i tusindvis.
I dag knejser et utal af moderne og svinedyre skyskrabere over storbyen, hvor temperaturerne når op på ulidelig varme 50 grader om sommeren.
Siden årtusindskiftet har Doha oplevet et decideret byggeboom med opførelsen eller den igangværende konstruktion af 58 skyskrabere, fodboldstadioner og andre gigantiske byggeprojekter.
Få steder i verden lever der så mange milliardærer side om side, hvilket den massive tilstedeværelse af milliondyre biler på motorvejene vidner om.
VM i fodbold 2022
Al Thumama Stadium er et af i alt syv nye fodboldstadioner, Qatar har opført op til afholdelsen af VM i vinteren 2022. Qatar har ikke selv den store tradition for fodbold, og deres landshold er rangeret som nr. 50 på FIFA’s rangliste over landshold.
Ikke alle indbyggerne i Qatar lever godt af olie- og gaspengene.
Kun en ud af fem qatarere er født i landet, og langt hovedparten af indbyggerne er gæstearbejdere fra Indien, Iran og Nordafrika.
I 2020 indførte Qatar en reform, der sikrer migrantarbejderne en mindsteløn på 1.700 danske kroner om måneden. Tidligere var mindstelønnen på lidt over 1.200 kroner.
Den nye mindsteløn giver en timeløn på omkring 9 kroner.
Lønstigningen kom efter et massivt internationalt pres for at forbedre forholdene for de tusindvis af migrantarbejdere, der har arbejdet i døgndrift på at gøre Qatar klar til at afholde VM i fodbold i vinteren 2022.
Slavelignende forhold for migranter
Begravelse for en hjemkommen nepalesisk migrantarbejder, Kripal Mandal på 39 år. Han afgik ved døden i Qatar.
En Amnesty-rapport fra 2021 afslørede, at forholdene for migrantarbejderne i Qatar ikke er mærkbart forbedret.
Slavelignende forhold er stadig mere reglen end undtagelsen i Qatar.
Ifølge den britiske avis The Guardian har i alt 6.500 migrantarbejdere fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka mistet livet, siden Qatar overraskende vandt VM-værtsskabet i 2010.
Det svarer til, at 12 migrantarbejdere fra de fem asiatiske lande er døde hver eneste uge det seneste årti.
Som en unavngiven migrantmedarbejder afslørede det over for Amnesty i 2021:
“Det er kun på papiret, at der er sket forandring. Når du ser arbejdere på en virksomhed, er det kun meget små forandringer, som er sket. Forholdene er stadig rystende”.
