Romaernes uendelige rejse

Europa er det nærmeste, romaerne kan komme på et hjerteland, efter at det nationsløse folk er nået ud til næsten alle afkroge af verden på sine vandringer. Mellem 10 og 12 millioner ud af i alt 15-18 millioner romaer på verdensplan opholder sig i dag i Europa.

Det er langt fra det nordvestlige Indien, hvor romaernes rejse begyndte for omkring 1.500 år siden.

Af uvisse årsager forlod et indisk nomadefolk mellem år 500 og 600 deres hjemland og drog mod vest.

De efterfølgende århundreder rejste det indiske nomadefolk vestpå gennem nutidens Iran og Tyrkiet.

Undervejs begyndte de rejsende at gifte sig på tværs af stammer, og en fælles identitet, sprog og traditioner opstod blandt nomadefolket.

Romaerne blev altså først dannet som folk, da de forlod Indien og indtog landevejene.

Omkring år 1000 ankom romaerne til Konstantinopel i Det Byzantinske Rige. Her tjente de til dagen og vejen som gøglere, musikanter og slangetæmmere.

I begyndelsen af 1300-tallet rejste romaerne videre ind i Europa. Deres karavanespor endte i første omgang i Rumænien, som dengang bestod af de tre fyrstedømmer Valakiet, Transsylvanien og Moldavien.

Havde romaerne håbet på samme gæstfrihed som i Konstantinopel, blev de dog slemt skuffede.

Rumænien var som resten af Europa på det tidspunkt plaget af pest – alene mellem 1347 og 1351 døde ca. 75 millioner mennesker ud af en befolkning på anslået 200 millioner.

Behovet for arbejdskraft på landets godser var stort, hvilket fik adelen til at bruge de nytilkomne indvandrere som slaver.

Rettigheder var ikke-eksisterende for romaerne, der blev forfulgt og diskrimineret ved lov og generelt anset som undermennesker i Rumænien.

Som en rumænsk talemåde lød på det tidspunkt: “Sigøjneren er lige så meget et menneske, som et græsstrå er et træ”.

I Moldavien blev en romaslave brændt levende, hvis han voldtog en kvinde. Begik en rumæner den samme udåd, fik han ingen straf.

Nogle romaslaver blev sågar kastreret – de såkaldte skopici – så de kunne arbejde som kuske for rige kvinder uden risiko for, at de forgreb sig på dem.

I Transsylvanien blev slaveriet afskaffet allerede i 1300-tallet, men i Moldavien og Valakiet varede slaveriet ved indtil midten af 1800-tallet.

Da slaveriet endelig blev ophævet fuldstændig i Rumænien, var der ifølge flere historikeres beregninger op mod 600.000 romaslaver i landet.

Ikke overraskende fik de barske forhold i Rumænien en del af romaerne til at flygte ud af landet, og mellem 1415 og 1425 vandrede adskillige romaer til Den Iberiske Halvø.

Her blev romaerne i første omgang værdsat for deres færdigheder som håndværkere og handelsmænd, men da kong Ferdinand og dronning Isabella indledte den spanske inkvisition i 1480, stod romaerne over for endnu et brutalt bump på deres vej.

Kongeparret, der havde bragt hver deres land ind i ægteskabet, ville skabe et samlet Spanien, og romaerne fik valget mellem at assimilere sig – hvilket indebar opgivelse af sprog, klædedragt og lokale traditioner – eller blive udvist af landet.

Den tvungne assimilering lykkedes kun delvist. Romaernes kultur og navnlig deres musik kunne inkvisitionen nemlig ikke holde nede.

Med tiden kom den til at danne grundlaget for den musikstil, som verden i dag kender som flamenco, og som i 2010 blev optaget på UNESCO’s immaterielle verdensarvsliste.

Romaernes særegne musikalske stil med rødder tilbage til Indien har i det hele taget sat et væsentligt aftryk på den vestlige musik op gennem historien – fra klassisk musik til jazz og rock.

Mange romaer valgte at blive i Spanien og forsøgte i det skjulte at bevare deres nomadiske livsstil, mens andre rejste nordpå.

I 1500-tallet havde romaerne spredt sig til det meste af Europa – fra Skandinavien i nord til Spanien i syd og fra England i vest til Rusland i øst.

De omrejsende romaer ernærede sig typisk som musikere, håndværkere, gøglere, tryllekunstnere og spåkoner.

Romaerne bosatte sig i telte og beboelsesvogne i store familie- eller klanfællesskaber – kaldet bands – i og omkring byerne.

Dengang som nu var familien rygraden i romasamfundet.

Strukturen internt i romafamilierne var stærkt patriarkalsk – faren stod for at tjene pengene, mens kvinderne blev hjemme og passede børnene og stod for de huslige pligter.

Døtrene i familien kunne desuden se frem til at blive giftet væk i en meget ung alder – nogle gange helt ned til 12 år – i arrangerede ægteskaber. Den praksis er stadig udbredt i flere romasamfund i dag.

Kulturen i romasamfundene har taget kolorit efter det omgivende samfund. Derfor er det også svært at definere en særlig romakultur.

Romaer deler ikke samme religion, men bekender sig gerne til de trosretninger, der eksisterer i det land, de slår sig ned i.

Romaernes sociale adfærd er dog stadig i stor stil præget af deres indiske oprindelse – nærmere bestemt den hinduistiske religion.

Forholdet mellem urenhed og renhed er et gennemgribende træk i hinduismen. Alt, hvad der forbindes med det urene, skal holdes adskilt fra det, der karakteriseres som rent.

Romaerne betragter fx kønsorganerne samt den nedre del af kroppen som urene. Derfor vaskes bukser, kjoler og undertøj også separat fra andet tøj.

Fødsler anses også for urene og skal derfor foregå uden for boligen. I de første 40 dage efter en barnefødsel anses moren som uren.

Romaernes særlige levevis og mørklødede udseende gjorde dem ikke kun uønskede i Spanien.

Overalt, hvor romaerne trillede ind med deres karavaner og telte, blev de mødt med afsky og fordømmelse.

I år 1500 udviste den tysk-romerske kejser, Maximilian 2., alle romaer fra riget og gjorde det straffrit for sine undersåtter at dræbe enhver roma, der befandt sig inden for rigets grænser.

Begrundelsen var, at romaer generelt blev mistænkt for at være kættere, at udøve trolddomskunster og bortføre børn.

De samme fordomme om “sigøjnerne” eksisterede også i andre europæiske nationer.

Op gennem 1500-tallet blev romaerne udvist ved lov i bl.a. Frankrig (fra 1504), Sverige (fra 1525), England (fra 1530) og Danmark (1536).

I 1538 begyndte Portugal rutinemæssigt at deportere romaer til kolonierne i Amerika, og snart fulgte Spanien og England trop.

Gennem de næste par århundreder blev tusindvis af romaer sendt over Atlanten, hvor de knoklede som slaver i sukkerrørsplantager og på bomuldsmarker.

I dag lever efterkommere af romaslaverne i Virginia, Louisiana, Cuba og Brasilien samt på De Caribiske Øer.

Med Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 kulminerede forfølgelsen af romaerne.

I 1935 føjede nazisterne romaerne til de racistiske Nürnberglove under et særligt dekret, der beskrev “sigøjnerne” som et underlegent folk og “fjender af den race-baserede stat”.

Frem til 2. verdenskrigs afslutning dræbte nazisterne og deres kollaboratører mellem 200.000 og en halv million romaer i koncentrationslejre.

Romaernes lange rejse fra Indien til alle afkroge af Europa har været farefuld og fyldt med overgreb. Og selv i dag er vejen til at blive respekteret, anerkendt og behandlet på lige fod med andre europæere stadig meget lang for romaerne.

Studier viser, at 80 pct. af alle romaer i EU i dag lever under fattigdomsgrænsen, og knap halvdelen af europæerne siger, at de føler sig utrygge ved at leve i nærheden af romaer.

LÆS MERE OM: Nazisternes folkedrab på romaerne

Den 8. april 1971 løb den første verdenskongres for romaer af stablen i den engelske by Orpington nær ved London. I alt 23 repræsentanter for romasamfund i ni europæiske lande var samlet til kongressen.

I knap 1.000 år var de nationsløse nomader blevet diskrimineret, forfulgt og marginaliseret over hele Europa, og såret efter nazisternes udryddelse af flere hundrede tusinder romaer knap tre årtier tidligere var stadig ikke helet.

Missionen for kongresdeltagerne var derfor klar: Romaerne skulle anerkendes som et folkeslag uden land og som et nationalt mindretal med samme rettigheder som deres medborgere.

Under kongressen blev det besluttet, at den racistiske betegnelse “sigøjner” fremover skulle afløses af roma, der slet og ret betyder “menneske” på romaernes officielle sprog, romani.

Romaernes flag, der blev tegnet tilbage i 1933, blev valgt som officielt flag, og den serbiske romamusiker Žarko Jovanović' sang “Djelem, djelem” blev kåret som romaernes officielle nationalsang.

“Djelem, djelem” betyder, “jeg vandrede, jeg vandrede”, og sangen begynder med ordene: “Jeg vandrede hen ad ulideligt lange veje. Gode og brave romaer mødte jeg”.