Engang var det i dele af Europa straffrit at dræbe en sigøjner, og helt op i 1800-tallet kunne romaer i visse egne på Balkan handles som slaver.
Romaerne har måttet lægge ryg til meget på deres uendelige rejse, der startede i Indien for over 1.500 år siden, da folkevandringstiden var ved at ebbe ud.
Trængslerne for et af verdens sidste nomadesamfund begyndte dog først for alvor, da de knirkende vogntog trillede ind over Europa.
Tag med på romaernes roadtrip fra Indien i den mørke middelalder til det rejsende folks første verdenskongres og en optagelse på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Et folk opstået på landevejen

Ældre foto af ukendte unge romani-kvinder og -børn med levet liv og landevejen prentet i deres ansigter
Europa er det nærmeste, romaerne kan komme på et hjerteland, efter at det nationsløse folk er nået ud til næsten alle afkroge af verden på sine vandringer. Mellem 10 og 12 millioner ud af i alt 15-18 millioner romaer på verdensplan opholder sig i dag i Europa.
Det er langt fra det nordvestlige Indien, hvor romaernes rejse begyndte for omkring 1.500 år siden.
Af uvisse årsager forlod et indisk nomadefolk mellem år 500 og 600 deres hjemland og drog mod vest.
De efterfølgende århundreder rejste det indiske nomadefolk vestpå gennem nutidens Iran og Tyrkiet.
Undervejs begyndte de rejsende at gifte sig på tværs af stammer, og en fælles identitet, sprog og traditioner opstod blandt nomadefolket.
Romaerne blev altså først dannet som folk, da de forlod Indien og indtog landevejene.
“Jeg vandrede hen ad ulideligt lange veje. Gode og brave romaer mødte jeg”. Første linje fra romaernes nationalsang.
Hvor kommer romaerne fra?

Romaerne kalder Indien for “Baro Than” – det store hjemland – og området i Nordindien, som de forlod, rummer den dag i dag romaernes to broderfolk, de kasteløse banjaraer og kalbeliaer.
Sprog, DNA-spor og lokal legende peger i samme retning
I århundreder troede man, at romaerne oprindeligt stammede fra Egypten, men DNA-forskning og lingvistiske ligheder mellem sprogene hindi og romani afslørerede, at romaerne kom fra Indien.
DNA-spor fører tilbage til Indien
I 2013 analyserede en international gruppe af forskere DNA-materiale fra 13 romagrupper rundtom i Europa. Ved at sammenligne DNA-materialet med andre befolkningsgruppers afslørede forskerne, at forfædrene til nutidens romaer forlod det nordvestlige Indien omkring år 500 e.Kr.
Romani minder om hindi
En lang række lingvistiske undersøgelser bakker DNA-resultatet op. De viser nemlig, at der er betydelige ligheder mellem romaernes sprog, “romani”, og oldindiske sprog som sanskrit og nutidige sprog som hindi og punjabi.
Lokal legende udfylder hullerne
Ifølge en lokal legende fra det indiske nomadefolk banjara, som romaerne udspringer fra, blev banjara-folkets forfædre ansat af en stor hinduistisk hær omkring år 600. Hæren kæmpede mod de invaderende muslimske ghaznavider, og ifølge legenden var det muslimernes invasion, der tvang det indiske nomadefolk til at søge mod Europa.
Pesten gjorde romaerne til slaver
Omkring år 1000 ankom romaerne til Konstantinopel i Det Byzantinske Rige. Her tjente de til dagen og vejen som gøglere, musikanter og slangetæmmere.
I begyndelsen af 1300-tallet rejste romaerne videre ind i Europa. Deres karavanespor endte i første omgang i Rumænien, som dengang bestod af de tre fyrstedømmer Valakiet, Transsylvanien og Moldavien.
Havde romaerne håbet på samme gæstfrihed som i Konstantinopel, blev de dog slemt skuffede.

Sigøjnerfamilien på billedet var af ukendte årsager spærret inde i et fængsel, da den svenske maler Carl d’Unker, der levede og arbejdede i Düsseldorf, malede sit motiv i 1864.
Rumænien var som resten af Europa på det tidspunkt plaget af pest – alene mellem 1347 og 1351 døde ca. 75 millioner mennesker ud af en befolkning på anslået 200 millioner.
Behovet for arbejdskraft på landets godser var stort, hvilket fik adelen til at bruge de nytilkomne indvandrere som slaver.
Rettigheder var ikke-eksisterende for romaerne, der blev forfulgt og diskrimineret ved lov og generelt anset som undermennesker i Rumænien.
Som en rumænsk talemåde lød på det tidspunkt: “Sigøjneren er lige så meget et menneske, som et græsstrå er et træ”.
I Moldavien blev en romaslave brændt levende, hvis han voldtog en kvinde. Begik en rumæner den samme udåd, fik han ingen straf.

Plakaten fra 1852 reklamerer for en auktion i Bukarest i Rumænien, hvor romani-slaver var til salg.
Nogle romaslaver blev sågar kastreret – de såkaldte skopici – så de kunne arbejde som kuske for rige kvinder uden risiko for, at de forgreb sig på dem.
I Transsylvanien blev slaveriet afskaffet allerede i 1300-tallet, men i Moldavien og Valakiet varede slaveriet ved indtil midten af 1800-tallet.
Da slaveriet endelig blev ophævet fuldstændig i Rumænien, var der ifølge flere historikeres beregninger op mod 600.000 romaslaver i landet.
“Sigøjneren er lige så meget et menneske, som et græsstrå er et træ”. Rumænsk talemåde.
Romaernes bidrag til verdensarven

Flamenco opstod i det sydlige Spanien i slutningen af 1700-tallet med impulser fra Afrika, Arabien – og frem for alt: fra romaerne. “El Jaleo” fra 1882 er af den amerikanske maler John Singer Sargent (1856-1925).
Ikke overraskende fik de barske forhold i Rumænien en del af romaerne til at flygte ud af landet, og mellem 1415 og 1425 vandrede adskillige romaer til Den Iberiske Halvø.
Her blev romaerne i første omgang værdsat for deres færdigheder som håndværkere og handelsmænd, men da kong Ferdinand og dronning Isabella indledte den spanske inkvisition i 1480, stod romaerne over for endnu et brutalt bump på deres vej.
Kongeparret, der havde bragt hver deres land ind i ægteskabet, ville skabe et samlet Spanien, og romaerne fik valget mellem at assimilere sig – hvilket indebar opgivelse af sprog, klædedragt og lokale traditioner – eller blive udvist af landet.
Den tvungne assimilering lykkedes kun delvist. Romaernes kultur og navnlig deres musik kunne inkvisitionen nemlig ikke holde nede.
Med tiden kom den til at danne grundlaget for den musikstil, som verden i dag kender som flamenco, og som i 2010 blev optaget på UNESCO’s immaterielle verdensarvsliste.
Romaernes særegne musikalske stil med rødder tilbage til Indien har i det hele taget sat et væsentligt aftryk på den vestlige musik op gennem historien – fra klassisk musik til jazz og rock.
Barnebrude og sigøjner-bander

Sigøjnere er igennem århundrederne blevet mødt med mistro, men undertiden også med en vis empati som i dette maleri fra 1886 af György Vastagh.
Mange romaer valgte at blive i Spanien og forsøgte i det skjulte at bevare deres nomadiske livsstil, mens andre rejste nordpå.
I 1500-tallet havde romaerne spredt sig til det meste af Europa – fra Skandinavien i nord til Spanien i syd og fra England i vest til Rusland i øst.
De omrejsende romaer ernærede sig typisk som musikere, håndværkere, gøglere, tryllekunstnere og spåkoner.
Romaerne bosatte sig i telte og beboelsesvogne i store familie- eller klanfællesskaber – kaldet bands – i og omkring byerne.
Dengang som nu var familien rygraden i romasamfundet.
Strukturen internt i romafamilierne var stærkt patriarkalsk – faren stod for at tjene pengene, mens kvinderne blev hjemme og passede børnene og stod for de huslige pligter.
Døtrene i familien kunne desuden se frem til at blive giftet væk i en meget ung alder – nogle gange helt ned til 12 år – i arrangerede ægteskaber. Den praksis er stadig udbredt i flere romasamfund i dag.
Tilpasningsvenlig romakultur

Det røde vognhjul symboliserer romaernes tilstedeværelse i de enkelte lande. Størrelsen og nuancen af den grønne farve illustrerer, hvor stor deres population er. Jo klarere grøn, desto flere romaer lever der i nationen. Farven og symbolikken er inspireret af romaernes flag (se nedenfor).
Kulturen i romasamfundene har taget kolorit efter det omgivende samfund. Derfor er det også svært at definere en særlig romakultur.
Romaer deler ikke samme religion, men bekender sig gerne til de trosretninger, der eksisterer i det land, de slår sig ned i.
Romaernes sociale adfærd er dog stadig i stor stil præget af deres indiske oprindelse – nærmere bestemt den hinduistiske religion.
Forholdet mellem urenhed og renhed er et gennemgribende træk i hinduismen. Alt, hvad der forbindes med det urene, skal holdes adskilt fra det, der karakteriseres som rent.
Romaerne betragter fx kønsorganerne samt den nedre del af kroppen som urene. Derfor vaskes bukser, kjoler og undertøj også separat fra andet tøj.
Fødsler anses også for urene og skal derfor foregå uden for boligen. I de første 40 dage efter en barnefødsel anses moren som uren.
Deporteret til kolonierne i Amerika

Drab, slaveri og udvisning var romaernes virkelighed i århundreder. Efter at den værste forfølgelse var overstået, fortsatte romaerne dog med at leve som pariaer i civilisationens udkant. Maleri af Alois Schönn fra 1857: “Sigøjnerlejr ved floden”.
Romaernes særlige levevis og mørklødede udseende gjorde dem ikke kun uønskede i Spanien.
Overalt, hvor romaerne trillede ind med deres karavaner og telte, blev de mødt med afsky og fordømmelse.
I år 1500 udviste den tysk-romerske kejser, Maximilian 2., alle romaer fra riget og gjorde det straffrit for sine undersåtter at dræbe enhver roma, der befandt sig inden for rigets grænser.
Begrundelsen var, at romaer generelt blev mistænkt for at være kættere, at udøve trolddomskunster og bortføre børn.
De samme fordomme om “sigøjnerne” eksisterede også i andre europæiske nationer.
Op gennem 1500-tallet blev romaerne udvist ved lov i bl.a. Frankrig (fra 1504), Sverige (fra 1525), England (fra 1530) og Danmark (1536).
I 1538 begyndte Portugal rutinemæssigt at deportere romaer til kolonierne i Amerika, og snart fulgte Spanien og England trop.
Gennem de næste par århundreder blev tusindvis af romaer sendt over Atlanten, hvor de knoklede som slaver i sukkerrørsplantager og på bomuldsmarker.
I dag lever efterkommere af romaslaverne i Virginia, Louisiana, Cuba og Brasilien samt på De Caribiske Øer.
Nazisternes folkedrab

Romaer drevet sammen i nazi-tiden i den sydtyske by Asperg. Næste station var koncentrationslejrene.
Med Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 kulminerede forfølgelsen af romaerne.
I 1935 føjede nazisterne romaerne til de racistiske Nürnberglove under et særligt dekret, der beskrev “sigøjnerne” som et underlegent folk og “fjender af den race-baserede stat”.
Frem til 2. verdenskrigs afslutning dræbte nazisterne og deres kollaboratører mellem 200.000 og en halv million romaer i koncentrationslejre.
Romaernes lange rejse fra Indien til alle afkroge af Europa har været farefuld og fyldt med overgreb. Og selv i dag er vejen til at blive respekteret, anerkendt og behandlet på lige fod med andre europæere stadig meget lang for romaerne.
Studier viser, at 80 pct. af alle romaer i EU i dag lever under fattigdomsgrænsen, og knap halvdelen af europæerne siger, at de føler sig utrygge ved at leve i nærheden af romaer.
LÆS MERE OM: Nazisternes folkedrab på romaerne
Hvad skal man kalde romaerne?

Jacques Callot's printserie fra 1600-tallet om romaer på farten er muligvis inspireret af en rejse, han selv foretog fra Nancy til Rom i selskab med en gruppe romaer.
Briterne kaldte i århundreder romaerne for gypsies – en forkortet version af “egyptian” (egypter) – fordi man troede, at tilflytterne stammede fra Nillandet. I dag går nomadefolket under fællesbetegnelsen romaer, der betyder “menneske” på romani. Lokalt har romaerne dog taget egne navne.
Athinganoi
Da romaerne nåede til Konstantinopel for ca. 1.000 år siden, blev de indiske tilflyttere kaldt athinganoi. Ordet kan oversættes til “uren” eller “kætter”.
Egyptere
Diskriminationen fortsatte, da romaerne kom til Europa. Her blev de kaldt “sigøjnere”. På engelsk hedder sigøjner gypsy og på spansk og fransk hhv. gitanos og gitanes. Benævnelserne er allesammen nedsættende forkortelser for “egypter”. I lang tid troede europæerne nemlig, at romaerne stammede fra Egypten.
Menneske
I dag anses sigøjner for at være racistisk, og den etniske minoritetsgruppe foretrækker betegnelsen roma, som betyder “menneske” på det traditionelle sprog romani.
Travellers
Selvom romaerne i Europa deler fælles sprog og historie, er forskellene store, afhængigt af hvor i Europa romaerne slog sig ned. Romaernes sprog og kultur har nemlig taget farve af det omkringliggende samfund, og i lande som England, Spanien og Tyskland betegner romaerne sig som hhv. travellers, kalé og sinti. Sidstnævnte henviser til området Sindh i Indien, hvor romaerne bl.a. menes at stamme fra.
Romaernes verdenskongres

Romaernes flag blev vedtaget under verdenskongressen i 1971 og består af tre farver: Den grønne farve symboliserer naturen, og den blå farve himlen. Det røde hjul i midten, der binder himmel og jord sammen, er et hinduistisk askoha-hjul, der også findes på det indiske flag.
Den 8. april 1971 løb den første verdenskongres for romaer af stablen i den engelske by Orpington nær ved London. I alt 23 repræsentanter for romasamfund i ni europæiske lande var samlet til kongressen.
I knap 1.000 år var de nationsløse nomader blevet diskrimineret, forfulgt og marginaliseret over hele Europa, og såret efter nazisternes udryddelse af flere hundrede tusinder romaer knap tre årtier tidligere var stadig ikke helet.
Missionen for kongresdeltagerne var derfor klar: Romaerne skulle anerkendes som et folkeslag uden land og som et nationalt mindretal med samme rettigheder som deres medborgere.
Under kongressen blev det besluttet, at den racistiske betegnelse “sigøjner” fremover skulle afløses af roma, der slet og ret betyder “menneske” på romaernes officielle sprog, romani.
Romaernes flag, der blev tegnet tilbage i 1933, blev valgt som officielt flag, og den serbiske romamusiker Žarko Jovanović' sang “Djelem, djelem” blev kåret som romaernes officielle nationalsang.
“Djelem, djelem” betyder, “jeg vandrede, jeg vandrede”, og sangen begynder med ordene: “Jeg vandrede hen ad ulideligt lange veje. Gode og brave romaer mødte jeg”.