Cicero var en ny mand i den politiske arena
Ciceros valgkampagne var forbundet med en særlig udfordring, da han var en “homo novus”, dvs. en “ny mand” i Romerrigets politiske cirkler.
Cicero kom til verden d. 3. januar 106 f.Kr. og stammede fra et landgods nær byen Arpinum ca. 100 km sydøst for Rom.
Så selvom han var ud af en velhavende familie, tilhørte han ikke hovedstadens magtfulde elite, dvs. de gamle og fornemme slægter, som oprindeligt havde monopol på de politiske embeder.
Ciceros slægt havde indflydelse lokalt, men der var ingen i hans familie, der havde spillet en central rolle i romersk politik.
Ikke desto mindre blev Cicero sin tids største taler og én af de berømteste advokater ved de romerske domstole.
Hans enestående evner gav ham et stort netværk af tilhængere, som kompenserede for hans status som “ny mand”.
Cicero var kendt som en stor fortaler for republikken, selv efter at Julius Cæsar kom til magten som diktator i 49 f.Kr.
I den romerske republik var det ikke unormalt, at valg måtte afbrydes pga. slåskampe.
Råd 2: "Lov alt til alle"
Det var vigtigt for en romersk politiker at give masser af løfter, som fyldte vælgerne med håb og en tro på, at han ville arbejde for deres sag.
Om løfterne blev overholdt, var ikke så vigtigt, for en politiker, der ikke lover mere, end han kan holde, har ikke mange venner.
“Det er bedre at bryde et løfte og skuffe nogle få fremmødte på Forum end at have en rasende hob uden for dit hjem, fordi du nægter at love dem det, de vil have!”
Løfter var essentielle i den romerske valgkamp, fordi der ikke eksisterede politiske partier med stridende ideologier og politiske dagsordener.
For politikerne var de en valuta, der blev brugt til at vinde valget, givet ud fra en forventning om, hvad folk gerne ville høre.
Hele riget skulle til Rom for at stemme
I den romerske republik kunne rigets frie mænd stemme, så længe de var over 17 år og havde fuldt romersk borgerskab.
Men alle valg foregik ved personligt fremmøde i Rom, og det var langtfra alle, der havde interesse i, eller råd til, at tage til hovedstaden.
Landarbejdere kunne fx ikke rejse midt i høstsæsonen. I modsætning til i antikkens Athen modtog borgerne ikke økonomisk kompensation for at afsætte en hel dag til valgdeltagelse.
Blandt borgerne uden for Rom var det derfor især de økonomisk velstillede, som i praksis havde mulighed for at stemme.
I folkeforsamlingen comitia tributa, hvor Romerriget blev opdelt geografisk i 35 valgkredse, var fremmødet til tider så lavt i nogle kredse, at der måtte suppleres fra andre kredse.
Antallet af fremmødte på valgstederne har sandsynligvis varieret meget og kan have spredt sig fra nogle få tusind til 50.000 alt efter lejligheden.
Til sammenligning boede der ca. 1 million frie romerske mænd i Italien omkring 100 f.Kr.
Ciceros talegaver gjorde ham til en af de mest respekterede mænd i Romerriget.
Råd 3: "Talegaver er altafgørende"
Cicero var Roms helt store taler, og Quintus fremhævede, at han skulle gøre alt for at udnytte sine evner. Talekunsten var afgørende for en politikers fremtid, og mange romerske statsmænd indledte deres karriere som advokater i retten.
“Da du er sådan en fremragende taler, og dit omdømme bygger på dette faktum, skal du holde hver eneste valgtale, som om hele din fremtid afhang af den”.
Antikkens lærebøger om retorik fortæller, at hvis en taler fx ønsker at vække medlidenhed, gør en lidt hæs stemme med en hulkende klang voldsomt indtryk på tilhørerne.
At bryde ud i gråd og sønderrive sin toga kan ligefrem bevæge tilhørerne til tårer. Men lærebøgerne advarer også om, at fremkaldt medlidenhed skal holdes kort, for “intet tørrer så hurtigt som tårer!”
Under en valgkamp blev bymurene fyldt med politiske slogans.
Pompeji var fyldt med valggraffiti
Mere end 3.000 indskrifter med valggraffiti er fundet i Pompeji. Her optræder bl.a. en Vatia, som var kandidat til at blive ædil. Han blev udsat for en sofistikeret smædekampagne med slogans som:
- “Jeg opfordrer til, at Vatia gøres til ædil. Samtlige drukkenbolte anbefaler det”.
- “Lommetyvene anbefaler Vatia som ædil”.
Valg var nøje planlagt
Romerske valg var komplicerede affærer, men deres vigtigste funktion var at sikre, at de velhavende sad med den største del af magten.
Under republikken foregik de vigtigste valg i de to folkeforsamlinger comitia centuriata og comitia tributa.
De højeste embedsmænd, konsuler, censorer og prætorer, blev valgt på comitia centuriata. Her var romerne inddelt i fem klasser efter formue og fordelt på 193 centurier (stemmeenheder).
Hver centurie havde én kollektiv stemme, som blev afgjort via internt flertal. Det var den rigeste klasse, der stemte først, og for at blive valgt krævede det blot et absolut flertal af hidtil afgivne stemmer.
Ofte blev kandidater derfor valgt, inden romere med en mere beskeden indkomst havde haft mulighed for at afgive deres stemme. Desuden var der flere centurier med velhavende end med fattige borgere.
Lidt mere jævnbyrdig var sammensætningen af folkeforsamlingen comitia tributa, som valgte de lavere embedsmænd.
Her var stemmerne ikke baseret på formue, men på geografisk placering, hvor samtlige romerske borgere blev inddelt i 35 såkaldte triber.
Ofte var fremmødet af vælgere fra triberne uden for Rom dog lavt, da de ikke havde råd til eller mulighed for at rejse til hovedstaden.
Begge folkeforsamlinger favoriserede de velhavende og sikrede, at hvis de stod sammen, kunne de bestemme valgets udfald, uden at de fattige overhovedet fik mulighed for at stemme.
Dette var helt bevidst, og ifølge Cicero selv var hensigten med opdelingen af folket, at: “… sikre, at stemmemagten blev kontrolleret, ikke af pøbelen, men af de velhavende”.
Men det var ikke altid, at de rige kunne blive enige, og kilderne vidner om, at de fattige romeres stemmer kunne være afgørende.
Selvom valgkampene især drejede sig om at få opbakning fra de rige og privilegerede, så kom mange kandidater derfor stadig med forslag, som ville være populære hos resten af befolkningen.
Romerske embedsmænd var beskyttet af liktorer – betjente, der kunne kendes på deres knipler bestående af stokke med en økse i midten.
Råd 6: "Forlad ikke Rom under valgkampen"
I sine skrivelser mindede Quintus sin bror om, at valget blev afholdt og vundet i Rom. Det var et dødsstød, hvis det var muligt for en kandidat at sige om sin modstander, at han fysisk eller psykisk var fraværende under sin valgkampagne.
“Forlad ikke Rom. Der er ingen tid til ferie under en valgkamp. Bliv i byen og på Forum, og tal med vælgerne dag ind og dag ud. Og hold dørene til dit hus åbne dag og nat”.
Kun ved at være tilgængelig, møde vælgerne på Forum og åbne sit hjem for dem kunne en kandidat vise det engagement, der var nødvendigt for at vinde valget.
Ifølge bror Quintus hader vælgeren den kandidat, der siger, at han har for travlt eller har vigtigere ting at tage sig til end at lytte til vælgeren.
Quintus mindede dog sin bror om, at Rom var en by fuld af forræderi, sammensværgelser og bedrag, især under en valgkamp, så han skulle huske altid at være på vagt.
For at undgå, at én person fik for meget magt, valgte romerne altid to konsuler.
Råd 7: "Folk skal kunne huske dig"
Quintus understregede over for sin bror, at en valgkamp handlede om at gøre sig bemærket og udvise entusiasme og generøsitet.
“Husk endelig folks navne og ansigter! Intet gør mere indtryk på en vælger, end hvis kandidaten kan huske ham!”
Når kandidater mødte vælgere på Forum i Rom, medbragte de gerne en slave, der havde til opgave diskret at hviske de fremmødtes navne. På den måde kunne han imponere vælgerne og forbedre sine valgchancer.
Ordet “kandidat” stammer desuden fra det latinske candidatus, som betyder “afbleget”. Det hentyder til de afblegede togaer, som kandidaterne ofte var iført for at gøre indtryk på vælgerne.
Højtstående magistrater samt senatorer bar en toga med en bred purpurbræmme.
Embede gav indflydelse på livstid
I den romerske republik var der tre kriterier, der skulle opfyldes, for at stille op til et politisk embede: Fuldt romersk borgerskab, betydelig rigdom og mindst 10 års militærtjeneste.
De statslige anliggender var delt op mellem fem embedsmænd kaldet magistrater, delt op efter rang:
Det mandlige overhoved i en romersk familie havde stort set absolut magt over både familiens kvinder og børn.
Råd 10: "Image er vigtigere end virkelighed"
I sin guide til at vinde et valg understreger Quintus, at det billede, som offentligheden har af kandidaten, ikke behøver at stemme overens med virkeligheden.
“Du er nødt til at lære at smigre og lyve. Som kandidat må du beherske kunsten at tilpasse dig de personer, du møder, og ændre dit udtryk og din tale efter behov”.
For at vinde et embede var det essentielt, at en kandidat havde bred opbakning, men at være vellidt hos både samfundets top og masserne var ikke let og krævede som oftest et lidt lemfældigt forhold til sandheden.
Kandidater med en bred støtte begyndte dog også at virke mere overbevisende og fik på den måde endnu flere tilhængere.
Cicero gjorde ikke modstand, da han blev dræbt, men blottede efter sigende nakken for sine bødler.
Cicero vandt og blev myrdet
Med brorens mange gode råd i baglommen var Cicero godt rustet til sin valgkamp i 64 f.Kr. Hans modstandere var Gaius Antonius Hybrida og Lucius Sergius Catilina, som begge var erfarne politikere, der dog havde et noget blakket ry.
Antonius var dybt forgældet og tidligere smidt ud af senatet. Og Catilina var kendt for at begå incest med sin søster og forføre smådrenge.
Cicero vandt valget sikkert og blev romersk konsul. Han havde store drømme om politisk enighed, sammenhold og styrkelse af republikken, men de gik aldrig i opfyldelse.
Tiden var præget af borgerkrig samt sociale spændinger mellem overklassen, der sad på magten, og masserne, der kun havde begrænset medbestemmelse.
20 år senere endte Ciceros kamp for republikken endegyldigt som en fiasko. Han blev myrdet på ordre af Marcus Antonius under de borgerkrige, der fulgte i kølvandet på Julius Cæsars mord i 44 f.Kr.
Cicero havde kraftigt kritiseret Marcus Antonius, der så sig selv som arvtageren til Cæsars politik.
