Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

10 råd til at vinde en romersk valgkamp

I 64 f.Kr. stillede den berømte taler Marcus Tullius Cicero op som konsul i Rom. For at hjælpe Cicero skrev hans bror, Quintus en håndbog i valgkamp. Vi har samlet de 10 bedste råd fra Quintus, som viser, at smædekampagner og brudte valgløfter også var en stor del af politiske valg for 2.000 år siden.

Ivy Close Images/Imageselect & G. Dagli Orti/Bridgeman Images

Cicero var en ny mand i den politiske arena

Ciceros valgkampagne var forbundet med en særlig udfordring, da han var en “homo novus”, dvs. en “ny mand” i Romerrigets politiske cirkler.

Cicero kom til verden d. 3. januar 106 f.Kr. og stammede fra et landgods nær byen Arpinum ca. 100 km sydøst for Rom.

Så selvom han var ud af en velhavende familie, tilhørte han ikke hovedstadens magtfulde elite, dvs. de gamle og fornemme slægter, som oprindeligt havde monopol på de politiske embeder.

Ciceros slægt havde indflydelse lokalt, men der var ingen i hans familie, der havde spillet en central rolle i romersk politik.

Ikke desto mindre blev Cicero sin tids største taler og én af de berømteste advokater ved de romerske domstole.

Hans enestående evner gav ham et stort netværk af tilhængere, som kom­pen­se­re­de for hans status som “ny mand”.

Cicero

Cicero var kendt som en stor fortaler for republikken, selv efter at Julius Cæsar kom til magten som diktator i 49 f.Kr.

© DEA/G. Dagli Orti/Getty Images

I den romerske republik var det ikke unormalt, at valg måtte afbrydes pga. slåskampe.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Råd 1: "Bliv venner med de mest afskyelige"

Den dummeste kandidat er ham, der tror, folk gider stemme på ham, hvis de ikke kender ham. Det un­der­stre­ger Ciceros bror, Quin­tus, i sin håndbog med valg­råd.

For at sikre dig nok stemmer til at få sejren er du derfor nødt til at lægge alle fine for­nemmelser væk. Selv de skumleste og mest nederdrægtige typer skal du være villig til at omgås.

“Dette er helt legitimt i en valgkamp – ja faktisk vil du blive betragtet som et fjols, hvis du ikke benytter dig af at kunne omgås suspekte typer, som anstændige mennesker normalt ikke vil ses med!” skrev Quintus.

Suspekte typer kunne samtidig være kandidaten behjælpelig med at købe stemmer, skabe panik og tumult ved møder og afstemninger eller banke politiske modstandere og deres tilhængere.

Afstemningerne gik til tider heftigt for sig. I 133 f.Kr. lod Tiberius Gracchus sig genopstille som plebejer-tribun, dvs. repræsentativ leder for Roms mest folkerige klasse, plebejerne.

Her brød en gruppe modstandere af hans jordreform ind under valget og bankede ham ihjel med et stoleben.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Råd 2: "Lov alt til alle"

Det var vigtigt for en romersk politiker at give masser af løfter, som fyldte vælgerne med håb og en tro på, at han ville arbejde for deres sag.

Om løfterne blev overholdt, var ikke så vigtigt, for en politiker, der ikke lover mere, end han kan holde, har ikke mange venner.

“Det er bedre at bryde et løfte og skuffe nogle få fremmødte på Forum end at have en rasende hob uden for dit hjem, fordi du nægter at love dem det, de vil have!”

Løfter var essentielle i den romerske valgkamp, fordi der ikke eksisterede politiske partier med stridende ideologier og politiske dagsordener.

For politikerne var de en valuta, der blev brugt til at vinde valget, givet ud fra en forventning om, hvad folk gerne ville høre.

I 64 f.Kr., da Ciceros ­valgkamp stod på, havde Romerriget oplevet 100 år med kraftig ekspansion.

Hele riget skulle til Rom for at stemme

I den romerske republik kunne rigets frie mænd stemme, så længe de var over 17 år og havde fuldt romersk borgerskab.

Men alle valg foregik ved personligt frem­mø­de i Rom, og det var langtfra alle, der hav­de interesse i, eller råd til, at tage til ho­ved­sta­den.

Landarbejdere kunne fx ikke rejse midt i høstsæsonen. I mod­sæt­ning til i antikkens Athen modtog bor­ger­ne ikke økonomisk kompensation for at af­sæt­te en hel dag til valgdeltagelse.

Blandt borgerne uden for Rom var det der­for især de økonomisk velstillede, som i praksis havde mulighed for at stem­­me.

I folkeforsamlingen comitia tributa, hvor Romerriget blev opdelt geo­gra­fisk i 35 valgkredse, var frem­mø­det til tider så lavt i nogle kredse, at der måt­­te suppleres fra andre kredse.

Antallet af fremmødte på valgstederne har sandsynligvis varieret meget og kan have spredt sig fra nogle få tusind til 50.000 alt efter lejligheden.

Til sam­men­lig­ning boede der ca. 1 million frie ro­merske mænd i Italien omkring 100 f.Kr.

Cicero speech

Ciceros talegaver gjorde ham til en af de mest respekterede mænd i Romerriget.

© Look and learn/Bridgeman Images

Råd 3: "Talegaver er altafgørende"

Cicero var Roms helt store taler, og Quintus fremhævede, at han skulle gøre alt for at udnytte sine evner. Talekunsten var afgørende for en politikers fremtid, og mange romerske statsmænd indledte deres karriere som advokater i retten.

“Da du er sådan en fremragende taler, og dit omdømme bygger på dette faktum, skal du holde hver eneste valgtale, som om hele din fremtid afhang af den”.

Antikkens lærebøger om retorik fortæller, at hvis en taler fx ønsker at vække med­lidenhed, gør en lidt hæs stemme med en hulkende klang voldsomt indtryk på tilhørerne.

At bryde ud i gråd og sønderrive sin toga kan ligefrem bevæge tilhørerne til tårer. Men lærebøgerne advarer også om, at fremkaldt medlidenhed skal holdes kort, for “intet tørrer så hurtigt som tårer!”

roman election propaganda graffiti

Under en ­valgkamp blev bymurene fyldt med politiske slogans.

© Heritage Images/Getty Images

Råd 4: "Svin din modstander til"

Hvis du ikke svinede din modstander til fra talerstolen og spredte ­rygter om ham i det skjulte, var din valgkamp så godt som dødsdømt.

Den romerske valgkamp var en beskidt affære, hvor retorisk tilsvining af modparten og anklager om korruption var faste indslag og gerne foregik direkte fra talerstolen.

“Det skader ikke at minde om, hvilke slyngler dine modstandere er, og benytte enhver lejlighed til at ­sprede rygter om deres korruption og ­kriminelle og seksuelle udskejelser”.

Rygterne omhandlede især kæmpe gæld, et hæmningsløst forbrug af sex, luksus og korruption i alle afskygninger.

Deres sandfærdighed var af mindre betydning. Historierne havde ikke behov for at blive bevist i en retssag for at have en effekt blandt vælgerne, understregede Quintus

Cicero var selv en mester i tilsviningens kunst. I en senatstale beskrev han den ene af konsulerne som:

“Dette tykke fjols, denne u­ap­pe­tit­li­ge kødklump, dette henslængte, stin­ken­de kadaver – der som en halv­råd­den stolpe knap nok er i stand til at holde sig oprejst og bære et skilt på maven med påskriften: Konsul!”

© AKG-Images/Ritzau Scanpix

Pompeji var fyldt med valggraffiti

Mere end 3.000 indskrifter med valggraffiti er fundet i Pompeji. Her optræder bl.a. en Vatia, som var kandidat til at blive ædil. Han blev udsat for en sofistikeret ­smædekampagne med slogans som:

  • “Jeg opfordrer til, at Vatia gøres til ædil. Samtlige drukkenbolte anbefaler det”.
  • “Lommetyvene anbefaler Vatia som ædil”.

Valg var nøje planlagt

Romerske valg var komplicerede affærer, men deres vigtigste ­funktion var at sikre, at de velhavende sad med den største del af magten.

Under republikken foregik de vigtigste valg i de to folkeforsamlinger comitia centuriata og comitia tributa.

De højeste embedsmænd, konsuler, censorer og prætorer, blev valgt på comitia centuriata. Her var romerne inddelt i fem klasser efter formue og fordelt på 193 centurier (stemmeenheder).

Hver centurie havde én kollektiv stemme, som blev afgjort via internt flertal. Det var den rigeste klasse, der stemte først, og for at blive valgt kræ­ve­de det blot et absolut flertal af hidtil afgivne stemmer.

Ofte blev kandidater derfor valgt, inden romere med en mere beskeden indkomst havde haft mulighed for at afgive deres stemme. Desuden var der flere centurier med velhavende end med fattige borgere.

Lidt mere jævnbyrdig var sammensætningen af folkeforsamlingen comitia tributa, som valgte de lavere embedsmænd.

Her var stemmerne ikke baseret på formue, men på geografisk placering, hvor samtlige romerske borgere blev inddelt i 35 såkaldte triber.

Ofte var fremmødet af vælgere fra triberne uden for Rom dog lavt, da de ikke havde råd til eller mulighed for at rejse til hovedstaden.

Begge folkeforsamlinger favoriserede de velhavende og sikrede, at hvis de stod sammen, kunne de be­stem­me valgets udfald, uden at de fattige overhovedet fik mulighed for at stem­me.

Dette var helt bevidst, og ifølge Cicero selv var hensigten med opdelingen af ­folket, at: “… sikre, at stemmemagten blev kontrolleret, ikke af pøbelen, men af de velhavende”.

Men det var ikke altid, at de rige kunne blive enige, og kilderne vidner om, at de fattige romeres stemmer kunne være afgørende.

Selvom valgkampene især drejede sig om at få opbakning fra de rige og privilegerede, så kom mange kandidater derfor stadig med forslag, som ville være populære hos resten af befolkningen.

Valgene i republikken foregår især på Marsmarken i Rom.

Ancient Facts & photo 12/Imageselect

Fold holdt styr på vælgerne

Romerske valg fandt sted hvert år – normalt i juli måned og datoen skulle offentliggøres 17-25 dage inden afholdelsen. De begyndte ved solopgang i et indhegnet område. Indhegningen blev kaldt ovile – fårefolden. Passagen til valgurnen var indrettet som en smal bro – formodentlig for at undgå kaos og tumult.

Ancient Facts & photo 12/Imageselect

Stemmesedlen var en vokstavle

Oprindeligt blev stemmer afgivet mundtligt, men efter 139 f.Kr. fik vælgerne udleveret en lille vokstavle, hvorpå de skrev deres foretrukne kandidaters initialer.

Ancient Facts & photo 12/Imageselect

Resultaterne blev lagt i en urne

Vælgeren lagde vokstavlen med sin stemme ned i en stor valgurne, der var placeret på et lille podie.

Denne del af afstemningen er blevet afbilledet på romerske mønter.

Ancient Facts & photo 12/Imageselect

Vagter holdt styr på vælgerne

Valget blev overvåget af såkaldte custodes, som sikrede, at ingen afgav mere end én stemme. ­Vagterne var udpeget af den ­embedsmand – typisk en konsul – der stod for at afholde valget.

Ancient Facts & photo 12/Imageselect

Romerske em­beds­mænd var beskyttet af liktorer – betjente, der kunne kendes på deres knipler ­bestående af stokke med en økse i midten.

© Granger/Imageselect

Råd 6: "Forlad ikke Rom under valgkampen"

I sine skrivelser mindede Quintus sin bror om, at valget blev afholdt og vundet i Rom. Det var et dødsstød, hvis det var muligt for en kandidat at sige om sin modstander, at han ­fysisk eller psykisk var fraværende under sin valgkampagne.

“Forlad ikke Rom. Der er ingen tid til ferie under en valgkamp. Bliv i byen og på Forum, og tal med ­vælgerne dag ind og dag ud. Og hold dørene til dit hus åbne dag og nat”.

Kun ved at være tilgængelig, møde vælgerne på Forum og åbne sit hjem for dem kunne en kandidat vise det engagement, der var nødvendigt for at vinde valget.

Ifølge bror Quintus hader vælgeren den kandidat, der siger, at han har for travlt eller har vigtigere ting at tage sig til end at lytte til vælgeren.

Quintus mindede dog sin bror om, at Rom var en by fuld af forræderi, sammensværgelser og bedrag, især under en valgkamp, så han skulle huske altid at være på vagt.

roman consuls

For at undgå, at én ­person fik for meget magt, valgte romerne altid to konsuler.

© North Wind Picture Archives/Imageselect

Råd 7: "Folk skal kunne huske dig"

Quintus understregede over for sin bror, at en valgkamp handlede om at gøre sig bemærket og udvise ­entusiasme og generøsitet.

“Husk endelig folks navne og ­ansigter! Intet gør mere indtryk på en vælger, end hvis kandidaten kan huske ham!”

Når kandidater mødte vælgere på Forum i Rom, medbragte de gerne en slave, der havde til opgave diskret at hviske de fremmødtes navne. På den måde kunne han imponere vælgerne og forbedre sine valgchancer.

Ordet “kandidat” stammer desuden fra det latinske candidatus, som betyder “afbleget”. Det hentyder til de afblegede togaer, som kandidaterne ofte var iført for at gøre indtryk på vælgerne.

Højtstående magistrater samt senatorer bar en toga med en bred purpurbræmme.

© Shutterstock

Embede gav indflydelse på livstid

I den romerske republik var der tre kri­te­rier, der skulle opfyldes, for at stille op til et politisk embede: Fuldt romersk bor­ger­skab, betydelig rigdom og mindst 10 års militærtjeneste.

De statslige anliggender var delt op mellem fem embedsmænd kaldet magistrater, delt op efter rang:

  • Konsul

    Republikkens øverste ledere var de to konsuler. Blandt deres vigtigste opgaver var at lede den romerske hær som øverstkommanderende.

  • Censor

    To censorer varetog fol­ke­tæl­lin­ger med henblik på bl.a. skat­te­ind­tæg­ter. Desuden havde censorerne mu­lig­hed for at udstøde se­nats­med­lem­mer, som de fandt uværdige.

  • Prætor

    De otte prætorer varetog rets­plejen og stod for byens le­del­se, hvis begge konsuler var i felten. De blev ofte udsendt som provinsstatholdere efter deres em­beds­pe­ri­o­de i Rom.

  • Ædil

    Roms fire ædiler sørgede for ro og orden og førte opsyn med offentlige bygninger, veje og byens kornforsyning samt bl.a. gladiatorkampe.

  • Kvæstor

    Nederst i hierarkiet var kvæstorerne, som der på Ciceros tid var 20 af. De havde opsyn med Roms statskasse og regn­ska­ber både hjemme og ude. I tilfælde af krig blev hver kon­sul i felten ledsaget af en kvæstor, der førte tilsyn med krigskassen.

  • Senatet – Den konstante magtfaktor i romersk politik

    Ud over de valgte embedsmænd eksisterede også senatet, der bestod af tidligere magistrater.

    Alle folkevalgte blev efter deres embede automatisk medlem af senatet på livstid, der på Ciceros tid var oppe på ca. 600 mænd.

    Senatet mødtes regelmæssigt for at de­bat­te­re og rådgive konsulerne. Det var i princippet kun en råd­gi­ven­de forsamling, men reelt den mest indflydelsesrige instans i romersk politik.

    Det skyldtes, at senatet besad en enorm autoritet og kunne træffe beslutninger om alt lige fra inden- og udenrigspolitik til økonomi og religion.

Roman family

Det mandlige over­hoved i en romersk familie havde stort set absolut magt over både familiens ­kvinder og børn.

© Christophel Fine Art/Getty Images

Råd 8: "Få styr på dit bagland"

Professionelle spindoktorer fandtes ikke i antikken, men det var stadig essentielt at have mennesker, som fik kandidaten til at fremstå vellidt og troværdig.

Ifølge Quintus lå denne opgave hos baglandet af familie, venner og politiske forbindelser. De skulle stå sammen og udbrede flatterende omtaler af kandidaten – både privat og i det offentlige rum.

Mange af Ciceros politiske forbindelser bestod af klienter, han havde forsvaret ved de romerske domstole, og som derfor stod i taknemmelighedsgæld til ham.

“Takket være dig har dine klienter bevaret deres ejendom, deres omdømme og i visse tilfælde deres liv, så tøv ikke med at kræve, at de nu til gengæld ­bakker dit kandidatur op!”

brutus coin
© Photo 12/Getty Images

Råd 10: "Image er vigtigere end virkelighed"

I sin guide til at vinde et valg understreger Quintus, at det billede, som offentligheden har af kandidaten, ikke behøver at stem­me overens med virkeligheden.

“Du er nødt til at lære at smigre og lyve. Som kandidat må du beherske kunsten at tilpasse dig de personer, du møder, og ændre dit udtryk og din tale efter behov”.

For at vinde et embede var det essentielt, at en kandidat havde bred opbakning, men at være vellidt hos både sam­fun­dets top og masserne var ikke let og krævede som oftest et lidt lemfældigt forhold til sandheden.

Kandidater med en bred støtte begyndte dog også at virke mere o­ver­be­vi­sen­de og fik på den måde endnu flere tilhængere.

cicero killed

Cicero gjorde ikke mod­stand, da han blev dræbt, men blottede efter sigende nakken for sine bødler.

© Hulton Archive/Getty Images

Cicero vandt og blev myrdet

Med brorens mange gode råd i bag­lom­men var Cicero godt rustet til sin valgkamp i 64 f.Kr. Hans mod­stan­de­re var Gaius Antonius Hybrida og Lucius Sergius Catilina, som begge var erfarne politikere, der dog havde et noget blakket ry.

Antonius var dybt forgældet og tid­li­ge­re smidt ud af senatet. Og Ca­ti­li­na var kendt for at begå incest med sin søster og forføre smådrenge.

Cicero vandt valget sikkert og blev romersk konsul. Han havde store drømme om politisk enighed, sammenhold og styrkelse af republikken, men de gik aldrig i op­fyl­del­se.

Tiden var præget af bor­ger­krig samt sociale spændinger mellem overklassen, der sad på magten, og masserne, der kun havde begrænset med­be­stem­mel­se.

20 år senere endte Ciceros kamp for republikken endegyldigt som en fiasko. Han blev myrdet på ordre af Marcus Antonius under de borgerkrige, der fulgte i kølvandet på Julius Cæsars mord i 44 f.Kr.

Cicero havde kraftigt kritiseret Marcus Antonius, der så sig selv som arv­tageren til Cæsars politik.

Læs også:

Romerriget

Cicero afslørede morderisk komplot

12 minutter
Præsidentvalg i USA

Præsidentvalg i USA - hvem, hvad og hvornår?

10 minutter
Grækere

Så få kunne stemme under det græske demokrati

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul