Cicero var en ny mand i den politiske arena
Ciceros valgkampagne var forbundet med en særlig udfordring, da han var en “homo novus”, dvs. en “ny mand” i Romerrigets politiske cirkler.
Cicero kom til verden d. 3. januar 106 f.Kr. og stammede fra et landgods nær byen Arpinum ca. 100 km sydøst for Rom.
Så selvom han var ud af en velhavende familie, tilhørte han ikke hovedstadens magtfulde elite, dvs. de gamle og fornemme slægter, som oprindeligt havde monopol på de politiske embeder.
Ciceros slægt havde indflydelse lokalt, men der var ingen i hans familie, der havde spillet en central rolle i romersk politik.
Ikke desto mindre blev Cicero sin tids største taler og én af de berømteste advokater ved de romerske domstole.
Hans enestående evner gav ham et stort netværk af tilhængere, som kompenserede for hans status som “ny mand”.
Hele riget skulle til Rom for at stemme
I den romerske republik kunne rigets frie mænd stemme, så længe de var over 17 år og havde fuldt romersk borgerskab.
Men alle valg foregik ved personligt fremmøde i Rom, og det var langtfra alle, der havde interesse i, eller råd til, at tage til hovedstaden.
Landarbejdere kunne fx ikke rejse midt i høstsæsonen. I modsætning til i antikkens Athen modtog borgerne ikke økonomisk kompensation for at afsætte en hel dag til valgdeltagelse.
Blandt borgerne uden for Rom var det derfor især de økonomisk velstillede, som i praksis havde mulighed for at stemme.
I folkeforsamlingen comitia tributa, hvor Romerriget blev opdelt geografisk i 35 valgkredse, var fremmødet til tider så lavt i nogle kredse, at der måtte suppleres fra andre kredse.
Antallet af fremmødte på valgstederne har sandsynligvis varieret meget og kan have spredt sig fra nogle få tusind til 50.000 alt efter lejligheden.
Til sammenligning boede der ca. 1 million frie romerske mænd i Italien omkring 100 f.Kr.
Pompeji var fyldt med valggraffiti
Mere end 3.000 indskrifter med valggraffiti er fundet i Pompeji. Her optræder bl.a. en Vatia, som var kandidat til at blive ædil. Han blev udsat for en sofistikeret smædekampagne med slogans som:
- “Jeg opfordrer til, at Vatia gøres til ædil. Samtlige drukkenbolte anbefaler det”.
- “Lommetyvene anbefaler Vatia som ædil”.
Valg var nøje planlagt
Romerske valg var komplicerede affærer, men deres vigtigste funktion var at sikre, at de velhavende sad med den største del af magten.
Under republikken foregik de vigtigste valg i de to folkeforsamlinger comitia centuriata og comitia tributa.
De højeste embedsmænd, konsuler, censorer og prætorer, blev valgt på comitia centuriata. Her var romerne inddelt i fem klasser efter formue og fordelt på 193 centurier (stemmeenheder).
Hver centurie havde én kollektiv stemme, som blev afgjort via internt flertal. Det var den rigeste klasse, der stemte først, og for at blive valgt krævede det blot et absolut flertal af hidtil afgivne stemmer.
Ofte blev kandidater derfor valgt, inden romere med en mere beskeden indkomst havde haft mulighed for at afgive deres stemme. Desuden var der flere centurier med velhavende end med fattige borgere.
Lidt mere jævnbyrdig var sammensætningen af folkeforsamlingen comitia tributa, som valgte de lavere embedsmænd.
Her var stemmerne ikke baseret på formue, men på geografisk placering, hvor samtlige romerske borgere blev inddelt i 35 såkaldte triber.
Ofte var fremmødet af vælgere fra triberne uden for Rom dog lavt, da de ikke havde råd til eller mulighed for at rejse til hovedstaden.
Begge folkeforsamlinger favoriserede de velhavende og sikrede, at hvis de stod sammen, kunne de bestemme valgets udfald, uden at de fattige overhovedet fik mulighed for at stemme.
Dette var helt bevidst, og ifølge Cicero selv var hensigten med opdelingen af folket, at: “… sikre, at stemmemagten blev kontrolleret, ikke af pøbelen, men af de velhavende”.
Men det var ikke altid, at de rige kunne blive enige, og kilderne vidner om, at de fattige romeres stemmer kunne være afgørende.
Selvom valgkampene især drejede sig om at få opbakning fra de rige og privilegerede, så kom mange kandidater derfor stadig med forslag, som ville være populære hos resten af befolkningen.
Cicero vandt og blev myrdet
Med brorens mange gode råd i baglommen var Cicero godt rustet til sin valgkamp i 64 f.Kr. Hans modstandere var Gaius Antonius Hybrida og Lucius Sergius Catilina, som begge var erfarne politikere, der dog havde et noget blakket ry.
Antonius var dybt forgældet og tidligere smidt ud af senatet. Og Catilina var kendt for at begå incest med sin søster og forføre smådrenge.
Cicero vandt valget sikkert og blev romersk konsul. Han havde store drømme om politisk enighed, sammenhold og styrkelse af republikken, men de gik aldrig i opfyldelse.
Tiden var præget af borgerkrig samt sociale spændinger mellem overklassen, der sad på magten, og masserne, der kun havde begrænset medbestemmelse.
20 år senere endte Ciceros kamp for republikken endegyldigt som en fiasko. Han blev myrdet på ordre af Marcus Antonius under de borgerkrige, der fulgte i kølvandet på Julius Cæsars mord i 44 f.Kr.
Cicero havde kraftigt kritiseret Marcus Antonius, der så sig selv som arvtageren til Cæsars politik.