10 råd til at vinde en romersk valgkamp

Den dummeste kandidat er ham, der tror, folk gider stemme på ham, hvis de ikke kender ham. Det un­der­stre­ger Ciceros bror, Quin­tus, i sin håndbog med valg­råd.

For at sikre dig nok stemmer til at få sejren er du derfor nødt til at lægge alle fine for­nemmelser væk. Selv de skumleste og mest nederdrægtige typer skal du være villig til at omgås.

“Dette er helt legitimt i en valgkamp – ja faktisk vil du blive betragtet som et fjols, hvis du ikke benytter dig af at kunne omgås suspekte typer, som anstændige mennesker normalt ikke vil ses med!” skrev Quintus.

Suspekte typer kunne samtidig være kandidaten behjælpelig med at købe stemmer, skabe panik og tumult ved møder og afstemninger eller banke politiske modstandere og deres tilhængere.

Afstemningerne gik til tider heftigt for sig. I 133 f.Kr. lod Tiberius Gracchus sig genopstille som plebejer-tribun, dvs. repræsentativ leder for Roms mest folkerige klasse, plebejerne.

Her brød en gruppe modstandere af hans jordreform ind under valget og bankede ham ihjel med et stoleben.

Det var vigtigt for en romersk politiker at give masser af løfter, som fyldte vælgerne med håb og en tro på, at han ville arbejde for deres sag.

Om løfterne blev overholdt, var ikke så vigtigt, for en politiker, der ikke lover mere, end han kan holde, har ikke mange venner.

“Det er bedre at bryde et løfte og skuffe nogle få fremmødte på Forum end at have en rasende hob uden for dit hjem, fordi du nægter at love dem det, de vil have!”

Løfter var essentielle i den romerske valgkamp, fordi der ikke eksisterede politiske partier med stridende ideologier og politiske dagsordener.

For politikerne var de en valuta, der blev brugt til at vinde valget, givet ud fra en forventning om, hvad folk gerne ville høre.

Cicero var Roms helt store taler, og Quintus fremhævede, at han skulle gøre alt for at udnytte sine evner. Talekunsten var afgørende for en politikers fremtid, og mange romerske statsmænd indledte deres karriere som advokater i retten.

“Da du er sådan en fremragende taler, og dit omdømme bygger på dette faktum, skal du holde hver eneste valgtale, som om hele din fremtid afhang af den”.

Antikkens lærebøger om retorik fortæller, at hvis en taler fx ønsker at vække med­lidenhed, gør en lidt hæs stemme med en hulkende klang voldsomt indtryk på tilhørerne.

At bryde ud i gråd og sønderrive sin toga kan ligefrem bevæge tilhørerne til tårer. Men lærebøgerne advarer også om, at fremkaldt medlidenhed skal holdes kort, for “intet tørrer så hurtigt som tårer!”

Hvis du ikke svinede din modstander til fra talerstolen og spredte ­rygter om ham i det skjulte, var din valgkamp så godt som dødsdømt.

Den romerske valgkamp var en beskidt affære, hvor retorisk tilsvining af modparten og anklager om korruption var faste indslag og gerne foregik direkte fra talerstolen.

“Det skader ikke at minde om, hvilke slyngler dine modstandere er, og benytte enhver lejlighed til at ­sprede rygter om deres korruption og ­kriminelle og seksuelle udskejelser”.

Rygterne omhandlede især kæmpe gæld, et hæmningsløst forbrug af sex, luksus og korruption i alle afskygninger.

Deres sandfærdighed var af mindre betydning. Historierne havde ikke behov for at blive bevist i en retssag for at have en effekt blandt vælgerne, understregede Quintus

Cicero var selv en mester i tilsviningens kunst. I en senatstale beskrev han den ene af konsulerne som:

“Dette tykke fjols, denne u­ap­pe­tit­li­ge kødklump, dette henslængte, stin­ken­de kadaver – der som en halv­råd­den stolpe knap nok er i stand til at holde sig oprejst og bære et skilt på maven med påskriften: Konsul!”

I sine skrivelser mindede Quintus sin bror om, at valget blev afholdt og vundet i Rom. Det var et dødsstød, hvis det var muligt for en kandidat at sige om sin modstander, at han ­fysisk eller psykisk var fraværende under sin valgkampagne.

“Forlad ikke Rom. Der er ingen tid til ferie under en valgkamp. Bliv i byen og på Forum, og tal med ­vælgerne dag ind og dag ud. Og hold dørene til dit hus åbne dag og nat”.

Kun ved at være tilgængelig, møde vælgerne på Forum og åbne sit hjem for dem kunne en kandidat vise det engagement, der var nødvendigt for at vinde valget.

Ifølge bror Quintus hader vælgeren den kandidat, der siger, at han har for travlt eller har vigtigere ting at tage sig til end at lytte til vælgeren.

Quintus mindede dog sin bror om, at Rom var en by fuld af forræderi, sammensværgelser og bedrag, især under en valgkamp, så han skulle huske altid at være på vagt.

Quintus understregede over for sin bror, at en valgkamp handlede om at gøre sig bemærket og udvise ­entusiasme og generøsitet.

“Husk endelig folks navne og ­ansigter! Intet gør mere indtryk på en vælger, end hvis kandidaten kan huske ham!”

Når kandidater mødte vælgere på Forum i Rom, medbragte de gerne en slave, der havde til opgave diskret at hviske de fremmødtes navne. På den måde kunne han imponere vælgerne og forbedre sine valgchancer.

Ordet “kandidat” stammer desuden fra det latinske candidatus, som betyder “afbleget”. Det hentyder til de afblegede togaer, som kandidaterne ofte var iført for at gøre indtryk på vælgerne.

I sin guide til at vinde et valg understreger Quintus, at det billede, som offentligheden har af kandidaten, ikke behøver at stem­me overens med virkeligheden.

“Du er nødt til at lære at smigre og lyve. Som kandidat må du beherske kunsten at tilpasse dig de personer, du møder, og ændre dit udtryk og din tale efter behov”.

For at vinde et embede var det essentielt, at en kandidat havde bred opbakning, men at være vellidt hos både sam­fun­dets top og masserne var ikke let og krævede som oftest et lidt lemfældigt forhold til sandheden.

Kandidater med en bred støtte begyndte dog også at virke mere o­ver­be­vi­sen­de og fik på den måde endnu flere tilhængere.