12 ting du ikke vidste om gladiatorer

Viljeløse slaver udkæmper dødelige kampe, mens de blodtørstige tilskuere går i ekstase – sådan fremstilles gladiatorerne på film og TV, men i virkelighedens Colosseum var kampene strengt regulerede, og gladiatorerne halvfede mænd, der ofte selv havde valgt deres skæbne.

Shutterstock

1. Der var forskellige typer med hver sin styrke

En gladiator var ikke bare en gladiator. Se de forskellige typer af kæmpere i arenaen her:

2. Fitness-drik hjalp mod skader

Når kroppen var mørbanket, byggede gladiatoren sig op med en aske-drik tilsat eddike.

Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre havde gladiatorerne et enestående middel til at komme til hægterne efter træningen eller de hårde kampe. De drak en blanding af vand, aske og eddike, som blev anset som effektiv imod mavekramper og blå mærker. Nyere forskning antyder, at asken var ­nyttig pga. dens høje kalcium-indhold.

© Shutterstock

Kalcium er essentielt, når kroppen skal genopbygge sine knogler, og derfor har askedrikken hjulpet gladiatorerne til at komme sig oven på de mange slag.

Undersøgelser af 22 gladiator-skeletter i 2014 bekræfter, at de havde et næsten dobbelt så højt kalcium-indtag, som en almindelig romer.

Når en gladiator døde i arenaen, blev han slæbt ud gennem “dødens port”.

© United archives/Getty Images

3. Arenaen var fyldt med dødsritualer

Forløberen for gladiatorkampe opstod i 300-tallet f.Kr., hvor to slaver blev ­tvunget til at kæmpe til døden som en del af romernes bisættelser. Romerne mente, at hvis der blev udgydt blod under højtideligheden, ville det rense den afdødes sjæl.

Kampene var så populære, at de blev overført til alle former for festlig­heder. Sammenhængen mellem kampen og døden forsvandt dog aldrig, og den blev i arenaen markeret med en række ritualer.

Kujoner blev mishandlet med køller
En gladiatorkamp handlede ikke kun om at vinde, men også om at kæmpe med ære. Hvis en gladiator havde skreget af smerte eller tryglet for sit liv, blev han betragtet som en kujon.

Når en vanæret kæmper tabte og blev erklæret død, løb en slave ind og smadrede hans hoved med en kølle, hvorefter den døde blev slæbt hen ad jorden og ud af arenaen.

En såret gladiator med æren i behold kom op på en båre og fik skåret halsen over, uden at publikum så det.

Slaver var klædt ud som dødsguder
Antikke skrifter fortæller, at de slaver, der skulle hente de døde gladiatorer, ­kunne være klædt som døds­guder for at understrege, at det ikke kun var de faldnes kroppe, men også deres sjæle, som blev hentet.

Oftest var slaverne klædt ud som Dis pater, den romerske gud for underverdenen, men der findes også eksempler på, at slaver i stedet skulle forestille den egyptiske gud Anubis eller den etruskiske dødsdæmon Charun.

Døde gladiatorer blev slæbt ud ad en særlig port kaldet Porta Libitinensis – navnet refererede til den romerske gudinde for begravelser, Libitina.

© Shutterstock

4. Vegansk kost gav store maver

Undersøgelser af gladiator-skeletter viser, at de store kæmpere primært levede vegansk.

Fundene bakkes op af romerske forfattere som Plinius den Yngre og Tacitus samt lægen Galen; de nævner alle, at gladiatorerne indtog en særlig diæt, der primært bestod af bønner og byggrød – formentlig fordi den vegetabilske føde er rig på kulhydrater og proteiner.

Nogle romerske historikere kaldte ligefrem gladiatorer for hordearii – “bygspisere”. Kornsorten byg blev anset som dårligere at spise end hvede, og den blev bl.a. brugt til at straffe romerske legionærer, der ikke makkede ret. Men romerne mente dog, at byg styrkede musklerne.

Den proteinrige kost kan også have haft et mere praktisk formål – at give gladia­torerne et beskyttende fedtlag omkring maven, der ville mindske risikoen for, at de indre organer blev ramt under kamp.

Tilskuerne elskede at se blod, så den gladiator, der var i stand til at fortsætte trods sine blødende sår, gjorde kampen endnu mere underholdende.

Den 200 m lange gang fra Ludus Magnus til Colosseum eksisterer stadig.

© Mondadori Portfolio/Getty Images

5. Gladiatorerne levede i et fængsel

Officielt havde gladiatorer ingen rettig­heder og levede under slavelignende forhold i en kaserne eller skole kaldet en ludus. Her brugte de tiden på hård træning med gamle gladiatorer som lære­mestre. Skolen fungerede som en form for fængsel, hvor mændene hver aften blev låst inde i trange celler.

Bare 200 m fra Colosseum lå Romerrigets største skole for gladiatorer – Ludus Magnus. Den husede 2.000 gladiatorer og var forbundet med Colosseum via en lang, underjordisk tunnel, så gladiatorerne kom direkte fra skolen ind til deres kamp – uden mulighed for at slippe væk.

Den daglige træningen var offentlig og foregik i en særlig skolearena, som havde plads til 3.000 tilskuere. Gamb­ling om udfaldet af en kamp var nemlig meget udbredt, så spillere kom for at vurdere gladiatorernes form.

6. To dommere og strikse regler skulle øge den blodige spænding

Gladiatorkampe var arrangeret og blev betalt af en såkaldt editor – fx kejseren eller en højtstående ­embedsmand – og var hans gave til ­tilskuerne, som kunne komme gratis ind. Editoren brugte kampene til at ­styrke sin popularitet, og derfor var det ikke så vigtigt, at en gladiator vandt hurtigt og overbevisende, men snarere at underholdningsværdien var i top.

Gladiatorernes rustning varierede alt efter deres type, men den efterlod altid sårbare punkter. Romerne mente, at det hverken var spændende eller værdigt at se en gladiator, der ikke var i stand til at kæmpe med fuld styrke, fordi han var såret i benet eller armen.

En ubeskyttet overkrop øgede derimod spændingen, fordi ét heldigt udfald kunne afgøre kampen. Kampene foregik også altid mellem forskellige typer, hvor parringer som murmilloen mod thraex blev set som en godt match.

To dommere i arenaen sørgede for, at gladiatorerne kun brugte deres egne våben og ikke stak fx en finger i øjnene på modstanderen.

En gladiators mål var heller ikke at dræbe modstanderen, men at såre ham så hårdt, at han gav op. Herefter var det editoren, der skulle bestemme, om den faldne kæmper skulle skånes. Ofte loddede han stemningen hos publikum. Hvis flertallet råbte “Missos!” (udgang), mente de, at gladiatoren fortjente at leve. Den anden mulighed var “IIugula!” (skær halsen over).

Editor offentliggjorde derefter sin beslutning med tommelfingeren. Vendte tomlen mod jorden, skulle gladiatoren skånes. Vendte fingeren opad, skulle taberen henrettes. Kampene var dog sjældent rene blodbad. Forskere har beregnet, at kun ca. 10 pct. endte med døden i det 1. århundrede.

Gladiatorkampen var ikke et uciviliseret blodbad, men foregik efter faste regler og var styret af strenge dommere – alt sammen for at give publikum en spændende kamp.

The picture art collection/imageselect

På den bedste plads sad arrangøren af kampene (editoren), hvilket i Colosseum ­oftest var kejseren. Han bestemte taberens skæbne, men lod sig gerne påvirke af tilråb.

The picture art collection/imageselect

Når en gladiator var besejret, kiggede sejrherren op på editor, som havde arrangeret kampene, for at vise, at han afventede hans afgørelse.

The picture art collection/imageselect

Hvis en falden gladiator kiggede direkte på sin overmand uden at blinke, ville han blive set som modig og måske blive skånet af publikum.

The picture art collection/imageselect

Med løftede fingre signalerede en gladiator, at han gav op. Herefter afventede han editors og tilskuernes dom.

The picture art collection/imageselect

Vestalinderne var det kvindelige præsteskab i den romerske statsreligion. De var højt respekterede og havde deres egne pladser i Colosseum.

The picture art collection/imageselect

For at belønne en succesfuld ­gladiator kunne ejeren ­tillade, at han mødte en ­kvindelig beundrer i skjul.

© getty images & carole raddato

7. Kvinderne flokkedes om Roms sexsymboler

Mændene fra Roms overklasse foragtede gladiatorerne, men kvinderne tilbad de brutale mænd fra arenaen.

Gladiatorene stod nederst på den sociale rangstige, på samme ­niveau som prostituerede, men kvinderne kunne ikke modstå kombina­tionen af dødsforagt og hårdtpumpede muskler. I Pompeji findes der graffiti, hvor gladia­toren Celadus omtaler sig selv som “den, som kvinderne sukker efter”. En anden kalder sig “den, som fanger pigerne i sit net om natten”.

Gladiatorer var berømte for deres virilitet, og deres sved og blod blev solgt som et afrodisiakum i små flasker med gladiatorens navn på. Den romerske digter Ovid anbefaler gladiatorkampe som det bedste sted at møde kvinder, fordi arenaens til­skuerbænke var fyldt med dem – og stemningen var løssluppen.

Satirikeren Juvenal beretter i sine skrifter om en senators hustru, der angiveligt havde en affære med en gladiator. Ifølge Juvenal var gladiatoren både gammel og grim:
“Men han var dog en gladiator, og den profession får dem alle til at ligne Adonis. Det er sværdet, kvinderne elsker”, skriver Juvenal.

Romerrigets superstjerner var elsket af folket:

  • De kendteste gladiatorer havde deres egne fanklubber, som trofast heppede på dem og hyldedekæmpernes bedrifter med graffiti på byens vægge.
  • Historikere finder det sandsynligt, at gladiatorer ligefrem blev brugt som blikfang for forskellige produkter – ligesom nutidens atleter.
  • Også børn menes at have været fascineret af kampene. Arkæologer har fundet små lerfigurer af gladiatorer, som sandsynligvis har været brugt som legetøj.
  • Selvom kampene i arenaen blev betragtet som pøbelens sport, er der fundet mange eksempler på, at velhavende romere havde malerier og statuer af gladiatorer.
© Shutterstock

8. Gladiator kunne være et smart karrievalg

I den romerske republiks sidste år (ca. 146-31 f.Kr.) blandede frie borgere sig med ­slaverne i gladiatorskolen. Forskere mener, at omkring halvdelen af alle gladiatorer i denne tid var frivillige.

En tilværelse med gratis kost og logi samt løn og gaver fra fans gjorde gladiatorlivet attraktivt for fx soldater med gæld. Desuden kæmpede en gladiator sjældent mere end to gange om året.

Når en fri mand blev gladiator, underskrev han en flerårig kontrakt, hvor han opgav sine rettigheder og skulle sværge en ed på at være villig til at blive “brændt, pisket, slået og dræbt”, hvis gladiatorskolens ejer beordrede det.

Kejser Commodus (161-192 e.Kr.) kæmpede selv i ­arenaen, ofte klædt ud som Herkules.

© Marie-Lan Nguyen/capitoline Museums

9. Kampe kunne holde ­kejseren på tronen

Gladiatorkampe var et vigtigt propagandaredskab for Roms kejser, hvis han ville styrke sine popularitet. I forbindelse med kejser Hadrians 43-års fødselsdag i år 119 e.Kr. arrangerede han fx seks dages kampe, hvor der også blev kastet bolde ud til publikum – de kunne indløses til gaver.

Igennem ­kejsertiden blev det sværere for private borgere at arrangere kampene, for kejseren forsøgte at forhindre, at mulige rivaler til tronen skulle have glæde af ­kampenes folkeforførende effekt.

For at gøre de vilde dyr aggressivere, blev de sultet i dagevis inden en kamp.

© dea/g. dagli orti/Getty images

10. Dagen begyndte med dyrekamp

Gladiatorkampe var hovedattraktionen i arenaen, men kun en lille del af dagens program. Som opvarmning var især jægeres – kaldet venatores – kamp mod rovdyr et meget populært indslag.

Jægerne var som regel kun bevæbnet med et spyd, når de skulle dræbe bl.a. løver og krokodiller. Alt fra giraffer til strudse blev sluppet løs i arenaen, og selvom dyret vandt en kamp, blev det alligevel dræbt.

I de første 100 dage efter Colosseums åbning i 80 e.Kr. blev 9.000 dyr slået ihjel. Ifølge nogle forskere førte behovet for eksotiske dyr i arenaerne bl.a. til, at den lille nordafrikanske elefant uddøde.

Roms aristokrati brugte gladiatorkampe til at give deres middags­selskaber ekstra kulør.

© Giovanni Lanfranco/museo del Prado

11. Rige romere lejede gladiatorer

De første gladiatorkampe blev sandsynligvis afholdt i 300-tallet f.Kr. Dengang var alle gladiatorskoler private og kontrolleret af en såkaldt lanista, som ejede gladiatorerne og tjente penge på at leje dem ud.

Gladiatorerne kæmpede derfor ikke kun til store offentlige begivenheder, men blev også lejet af rige romere som underholdning ved et middagsselskab. Da gladiatorerne var lanistaens ejendom, slog lejekontrakten fast, at ­lejeren skulle betale en stor erstatning, hvis en gladiator mistede livet eller blev lemlæstet.

En lanista ville fx have 20 denarii (sølvmønter) pr. gladiator for en aften, og 1.000 denarii, hvis én blev dræbt.

De samme regler gjaldt ved offentlige kampe, og da publikum elskede at se blod, var udgifterne ofte enorme. For at spare byggede kejser Domitian fire kejserlige gladiatorskoler omkring 90 e.Kr., så staten kunne bruge sine egne gladiatorer og ikke behøvede at betale erstatning, hvis en gladiator blev dræbt.

Når en gladiator døde, blev evt. tætte familiemedlemmer også kompenseret af hans kolleger.

© José moreno Carbonero/museo del Prado

12. Fagforening kunne hjælpe

Selvom flertallet af gladiatorer var slaver, levede de et helt andet liv end de millioner af almindelige slaver i Romerriget. Gladiatoren fik løn af sin ejer, typisk pr. kamp, og en bonus, hvis han vandt. Pengene blev bl.a. brugt på en form for fagforening kaldet et collegia.

Selvom gladiatorerne kæmpede til døden, så de hinanden som brødre, og collegiaet havde bl.a. en demokratisk valgt leder. Kontingenterne blev primært brugt til at sikre, at en falden gladiator fik en god begravelse.

Mange gravsten for gladiatorer er rejst af deres kolleger og fortæller bl.a. om, hvilken type gladiator den afdøde var, og hvor mange kampe han havde vundet. Gladiatorer, der ikke var medlem af et collegia, fik som regel ingen begravelse – en meget ydmygende skæbne. I stedet blev deres kød brugt til at fodre dyr med, hvilket ifølge den romerske tro betød, at sjælen ikke ville kunne finde hvile i det næste liv.

Læs også:

Romerriget

Romerrigets kvindelige gladiatorer forargede

11 minutter
Romerriget

Hvornår fik romerne gladiatorer?

2 minutter
Romerriget

Top 5: De største gladiatorer

6 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!