2. Fitness-drik hjalp mod skader
Når kroppen var mørbanket, byggede gladiatoren sig op med en aske-drik tilsat eddike.
Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre havde gladiatorerne et enestående middel til at komme til hægterne efter træningen eller de hårde kampe. De drak en blanding af vand, aske og eddike, som blev anset som effektiv imod mavekramper og blå mærker. Nyere forskning antyder, at asken var nyttig pga. dens høje kalcium-indhold.
Kalcium er essentielt, når kroppen skal genopbygge sine knogler, og derfor har askedrikken hjulpet gladiatorerne til at komme sig oven på de mange slag.
Undersøgelser af 22 gladiator-skeletter i 2014 bekræfter, at de havde et næsten dobbelt så højt kalcium-indtag, som en almindelig romer.
4. Vegansk kost gav store maver
Undersøgelser af gladiator-skeletter viser, at de store kæmpere primært levede vegansk.
Fundene bakkes op af romerske forfattere som Plinius den Yngre og Tacitus samt lægen Galen; de nævner alle, at gladiatorerne indtog en særlig diæt, der primært bestod af bønner og byggrød – formentlig fordi den vegetabilske føde er rig på kulhydrater og proteiner.
Nogle romerske historikere kaldte ligefrem gladiatorer for hordearii – “bygspisere”. Kornsorten byg blev anset som dårligere at spise end hvede, og den blev bl.a. brugt til at straffe romerske legionærer, der ikke makkede ret. Men romerne mente dog, at byg styrkede musklerne.
Den proteinrige kost kan også have haft et mere praktisk formål – at give gladiatorerne et beskyttende fedtlag omkring maven, der ville mindske risikoen for, at de indre organer blev ramt under kamp.
Tilskuerne elskede at se blod, så den gladiator, der var i stand til at fortsætte trods sine blødende sår, gjorde kampen endnu mere underholdende.
6. To dommere og strikse regler skulle øge den blodige spænding
Gladiatorkampe var arrangeret og blev betalt af en såkaldt editor – fx kejseren eller en højtstående embedsmand – og var hans gave til tilskuerne, som kunne komme gratis ind. Editoren brugte kampene til at styrke sin popularitet, og derfor var det ikke så vigtigt, at en gladiator vandt hurtigt og overbevisende, men snarere at underholdningsværdien var i top.
Gladiatorernes rustning varierede alt efter deres type, men den efterlod altid sårbare punkter. Romerne mente, at det hverken var spændende eller værdigt at se en gladiator, der ikke var i stand til at kæmpe med fuld styrke, fordi han var såret i benet eller armen.
En ubeskyttet overkrop øgede derimod spændingen, fordi ét heldigt udfald kunne afgøre kampen. Kampene foregik også altid mellem forskellige typer, hvor parringer som murmilloen mod thraex blev set som en godt match.
To dommere i arenaen sørgede for, at gladiatorerne kun brugte deres egne våben og ikke stak fx en finger i øjnene på modstanderen.
En gladiators mål var heller ikke at dræbe modstanderen, men at såre ham så hårdt, at han gav op. Herefter var det editoren, der skulle bestemme, om den faldne kæmper skulle skånes. Ofte loddede han stemningen hos publikum. Hvis flertallet råbte “Missos!” (udgang), mente de, at gladiatoren fortjente at leve. Den anden mulighed var “IIugula!” (skær halsen over).
Editor offentliggjorde derefter sin beslutning med tommelfingeren. Vendte tomlen mod jorden, skulle gladiatoren skånes. Vendte fingeren opad, skulle taberen henrettes. Kampene var dog sjældent rene blodbad. Forskere har beregnet, at kun ca. 10 pct. endte med døden i det 1. århundrede.
8. Gladiator kunne være et smart karrievalg
I den romerske republiks sidste år (ca. 146-31 f.Kr.) blandede frie borgere sig med slaverne i gladiatorskolen. Forskere mener, at omkring halvdelen af alle gladiatorer i denne tid var frivillige.
En tilværelse med gratis kost og logi samt løn og gaver fra fans gjorde gladiatorlivet attraktivt for fx soldater med gæld. Desuden kæmpede en gladiator sjældent mere end to gange om året.
Når en fri mand blev gladiator, underskrev han en flerårig kontrakt, hvor han opgav sine rettigheder og skulle sværge en ed på at være villig til at blive “brændt, pisket, slået og dræbt”, hvis gladiatorskolens ejer beordrede det.
10. Dagen begyndte med dyrekamp
Gladiatorkampe var hovedattraktionen i arenaen, men kun en lille del af dagens program. Som opvarmning var især jægeres – kaldet venatores – kamp mod rovdyr et meget populært indslag.
Jægerne var som regel kun bevæbnet med et spyd, når de skulle dræbe bl.a. løver og krokodiller. Alt fra giraffer til strudse blev sluppet løs i arenaen, og selvom dyret vandt en kamp, blev det alligevel dræbt.
I de første 100 dage efter Colosseums åbning i 80 e.Kr. blev 9.000 dyr slået ihjel. Ifølge nogle forskere førte behovet for eksotiske dyr i arenaerne bl.a. til, at den lille nordafrikanske elefant uddøde.
12. Fagforening kunne hjælpe
Selvom flertallet af gladiatorer var slaver, levede de et helt andet liv end de millioner af almindelige slaver i Romerriget. Gladiatoren fik løn af sin ejer, typisk pr. kamp, og en bonus, hvis han vandt. Pengene blev bl.a. brugt på en form for fagforening kaldet et collegia.
Selvom gladiatorerne kæmpede til døden, så de hinanden som brødre, og collegiaet havde bl.a. en demokratisk valgt leder. Kontingenterne blev primært brugt til at sikre, at en falden gladiator fik en god begravelse.
Mange gravsten for gladiatorer er rejst af deres kolleger og fortæller bl.a. om, hvilken type gladiator den afdøde var, og hvor mange kampe han havde vundet. Gladiatorer, der ikke var medlem af et collegia, fik som regel ingen begravelse – en meget ydmygende skæbne. I stedet blev deres kød brugt til at fodre dyr med, hvilket ifølge den romerske tro betød, at sjælen ikke ville kunne finde hvile i det næste liv.