21 skæve fakta om Romerriget

Romulus og Remus
De to brødre blev født af tempeljomfruen Rhea, som krigsguden Mars havde voldtaget.

Hun sendte dem ned ad Tiberen i en kurv, men en ulv reddede og opfostrede drengene.

Som voksne grundlagde de en by, og bagefter dræbte Romulus sin bror i et skænderi. Romerne elskede den rå historie, der forbandt dem med Mars. Romulus og Remus grundlagde byen Rom.

De første konger udpegede 100 råd­givere fra Roms stærkeste klaner. I begyndelsen kunne “patres” frit udskiftes, men efterhånden blev patricierne en social klasse, der havde eneret på de øverste embeder.

Monarkiets fald var resultatet af en voldtægt. Kong Lucius Tarquinius Superbus’ søn forgreb sig i 509 f.Kr. på en ærbar patricierfrue, der bagefter tog sit eget liv for at undslippe skammen.

Rasende romere smed kongefamilien ud af byen og udråbte i stedet res publica – folkets sag eller republikken. Fremover herskede senatet, der bestod af Roms mægtigste familier.

De romerske guder

Fra gammel tid havde romerne tradition for at se guder overalt omkring sig.

Floder, årstider, måneder og selv hvert enkelt hus havde hver deres hellige beskytter, som skulle forkæles med ofringer. Ellers risikerede mennesker at blive straffet med sygdom og ulykker.

De græske guder

Romerne kopierede alt græsk, også de olympiske guder.

Zeus blev til Jupiter, Ares fik navnet Mars, og de omdøbte Afrodite til Venus, men deres roller var uændrede. Den importerede skare forblev centrum for Roms statsreligion frem til kristendommens indtog.

De østlige guder

Modeluner føjede hele tiden nye guder til de gamle og velkendte.

Da Egypten blev opslugt af riget i 1. århundrede f.Kr., blev det populært for romerinder at tilbede Isis, gudinden for moderskab. Omkring samme tid opstod en kult omkring den mandige indisk-persiske Mithra, som især tiltrak mange legionærer.

Alle de romerske veje førte væk fra Rom. De blev nemlig anlagt, så hæren hurtigt kunne komme frem til steder, hvor oprør eller invasioner truede.

Udgangspunktet for alle vejene var Den Gyldne Milesten, der blev opstillet på Forum Romanum i hjertet af Rom.

Alle andre milesten i imperiet var opstillet i forhold til dette centrum – med en indbyrdes afstand på én romersk mil, svarende til omkring 1.478 m.

Vejene gik altid snorlige mod bestemmelsesstedet, for de romerske ingeniører lod sig ikke påvirke af geografi som fx vandløb og bakker.

I alt byggede de 272 hoved­veje, der strakte sig over 85.000 km og bandt selv den fjerneste provins til Romerrigets pulserende hovedstad.

Togaen var upraktisk, gjorde det umuligt at bruge venstre hånd og kunne ikke tages på uden hjælp.

Derfor gik overklassen med de seks meter klæde, som beviste, at de havde slaver til alt.

Selv den største snob afskyede dog sin uldtoga på en hed sommerdag.

Det kom på mode at klæde sig lettere, men da Augustus blev kejser, befalede han eliten at vikle sig ind i stof igen.

Naturen var romernes læremester. Cloaca Maxima, Roms store kloakledning, var sandsynligvis blot et vandløb, der efterhånden blev dækket over af bygge­ivrige borgere.

I tørre perioder hobede skidt sig op i den underjordiske å, og en grufuld stank bredte sig.

Hørmen forsvandt først, da romere fik den idé at lede vand fra akvædukterne igennem.

Hårtab fik den aldrende, men forfængelige Julius Cæsar til altid at bære laurbærkrans.

Normalt bar feltherrer det sejrssymbol under triumftog, men senatet gav Galliens erobrer og vinderen af de romerske borgerkrige ret til at smykke issen til hverdag.

Ingen vovede at nægte ham den ære, for i årene frem til sin død i 44 f.Kr. var Cæsar reelt diktator i Rom.

Romerrigets størrelse og antallet af legioner fulgtes ad. Hver af de slagkraftige enheder udgjorde en minihær.

På kongernes tid var Legionen hele den romerske hær – dengang en lille styrke af værnepligtige borgere.

Ved overgangen til republik blev den delt op i infanterienheder på hver omkring 4.500 mand, og dermed var den klassiske legion opstået.

Først var de to, så blev de fire, og under borgerkrigene, der bragte republikken til fald, nåede antallet af legioner op omkring 50. Imperiet voksede i mellemtiden så meget, at amatørsoldater ikke længere kunne bruges.

En reform omkring år 100 f.Kr. erstattede tvangsudskrevne borgere med professionelle tropper, der fik fast løn og et stykke jord efter hjemsendelsen, mod at de tjente i 16 år – senere 25 år.

Under kejserne ebbede de store erobringskrige ud, og antallet af legioner faldt til 25-30, der bevogtede grænserne.

Opgaven krævede sjældent store styrker, og i 200-tallet var den gamle hær transformeret til næsten 150 legioner a ca. 1.000 mand.

Kun et fåtal af dem kunne dog måle sig med fortidens enheder af veludrustede veteraner.

Legionen var hærens hårde kerne. Romerhæren talte masser af fremmede lejesoldater, men rygraden bestod af veludrustet romersk infanteri.

En stor reform i 102 f.Kr. slog fast, hvordan legionærerne skulle inddeles.

Kristne var forbrydere, fordi de nægtede at anerkende den romerske statsreligion. Og i Rom kunne kriminelle idømmes damnatio ad bestias – henrettelse ved dyr.

Kejser Nero slog ifølge antikke kilder hårdt ned på kristne, og det samme gjorde nogle af hans efterfølgere.

Men historikere mener i dag, at de fleste romere nøjedes med at undre sig over den sære tro.

Historikere regner Augustus for den første kejser. Han var Cæsars arving og vandt i 27. f.Kr. magten i Rom efter en blodig borgerkrig – akkurat ligesom sin forgænger.

Modsat Cæsar undgik han dog at blive snigmyrdet bagefter. I løbet af 40 år forvandlede Augustus sit herredømme til en ny styreform, han kunne give i arv.

Vandforsyningen til Rom gik via 11 akvædukter.

• Total længde: 480 km
• Optimalt fald: 2 m/1 km
• Pris for den dyreste: 180 mio. sestertier

Roms gader lå øde hen, når rigets bedste vognkørere dystede i livsfarlige væddeløb på kæmpestadionet Circus Maximus.

Romerne elskede fornøjelser, og intet overgik deres begejstring for hestevæddeløb. Gennem hele Romerrigets historie flokkedes borgere til Circus Maximus, hvor De Røde, Hvide, Blå og Grønne Hold dystede, og store løbsdage kunne tiltrække op til 150.000 tilskuere.

Holdene havde trofaste fanskarer, der ofte tørnede sammen i blodige masse­slagsmål.

Arkæologer har desuden fundet forbandelsestavler, som romere gravede ned i banen for at hidkalde dæmoner over yndlingsholdets modstandere.

Selv kejserne kunne rammes af furor circensis – cirkusfeber. Caligula var fx en svoren tilhænger af Det Grønne Hold.

Circus Maximus

Målt i areal var væddeløbsstadionet Roms største bygning. Anlægget havde en længde på 650 m og var 120 m bredt, og 150.000 fans kunne følge deres heltes bedrifter fra tilskuerpladserne.

Nutidige psykiatere ville sandsynligvis have givet Nero diagnosen “psykopat”, der kendetegnes ved fravær af hæmninger og mangel på ind­følingsevne over for andre mennesker.

Kejseren elskede at optræde som sanger, skuespiller og sportsmand.

Samtidig så han fjender overalt og lod sin mor myrde, henrettede én hustru og sparkede en anden ihjel. “Ak, hvilken kunstner der dør med mig”, jamrede Nero, da han blev afsat og begik selvmord.

Hvis de ellers havde tid, tog romerne til byens offentlige badehuse hver dag. De såkaldte termer var nemlig et mødested og centrum i det sociale liv.

Badene rummede sportsplads, varme og kolde bassiner og saunaer.

Rige og fattige var under samme tag, handler blev indgået, og prostituerede jagtede kunder.

Romernes vane gjorde dem dog ikke rene. Ifølge kejser ­Marcus Aurelius bød badene kun på “olie, sved, skidt og fedtet vand”.

Almindelige romere havde ikke råd til at spise for sjov.

Men ved overklassens middagsselskaber, hvor ret efter ret blev båret ind, var det almindeligt at skabe plads ved at stikke en pind eller en finger i halsen.

Ramte maveindholdet forbi de opstillede skåle, stod en slave med titlen “opkast­samler” klar til at tørre op.

En trænet gladiator kunne købes for 1.000-2.000 sestertier – 10-20 gange en legionærs årsløn – men arenaens største stjerner blev handlet for svimlende beløb på helt op til 15.000 sestertier.

Ejeren af en dygtig gladiator kunne hente nogle af sine penge hjem igen via væddemål.

Og den olieindsmurte kæmpe høstede folkets beundring – særligt kvindernes. Adelsfruer var villige til at betale rundhåndet for en hyrdetime i selskab med sæsonens mest populære gladiator.

Afstandene i romernes vidtstrakte rige gjorde det vanskeligt at drive en effektiv statsadministration.

Kejserne havde for svag kontrol over provinserne, oprør blussede op konstant, og hæren var ineffektiv. Problemet blev kun større af, at mange af de hyppigt skiftende kejsere var uduelige.

Kejser Diokletians løsning var at udpege kompagnoner. I 285 e.Kr. gav han rigets vestlige provinser til feltherren Maximianus, og syv år senere udpegede de begge en medkejser og arving.

Det såkaldte tetrarki skulle gøre herskerbyrden overkommelig ved at dele den op.

Systemet skabte dog ikke fred, for da Diokletian gik på pension, gav efterfølgerne sig til at bekrige hinanden.

Romerriget blev genforenet, brød midtover og samledes på ny, indtil kejser Theodosius 1. døde i 408 e.Kr. Hans to sønner arvede hver sin del, og herefter var spaltningen permanent.

Det Vestromerske Rige fik kun en kort levetid, mens Det Østromerske Rige eksisterede under navnet Byzans frem til 1453.

Intet køkken uden fiskesovs. Romerne spiste den på alt, selv desserter: fiskesovsen garum. De var vilde med smagen, og proteinbomben gik også for at være et godt middel mod bl.a. hundebid og diarré.

Den perfekte garum

• Bland blod og indvolde fra din yndlingsfisk i et kar. Tilsæt småfisk og rigeligt med salt.
• Lad karet stå i solen i en-tre måneder. Varmen forvandler indholdet til en tyktflydende masse, mens saltet hæmmer forrådnelsen.
• Sigt karrets indhold, så kun en tyk, klar væske er tilbage. Giv resten til de fattige.
• Tilsæt krydderier, og servér. Velbekomme.

En slave var slave for livet – medmindre ejeren satte ham eller hende fri, hvilket skete for nogle. Det eneste alternativ var at købe sin frihed for samme pris, som slaven oprindeligt blev handlet for.

Beløbet kunne være højt, hvis den trælbundne var ung og sund eller havde nyttige evner.

Lykkedes det en slave at opnå frihed, blev han automatisk romersk borger.

Mens Det Vestromerske Rige blev svækket af indre magtkampe, pressede vandrende folkeslag på udefra.

I 400-tallet mistede imperiet sin betydning.

Permanent kaos herskede i toppen

Det lykkedes aldrig at skabe et stabilt styre.

Enhver kunne blive kejser, blot det lykkedes ham at vinde tilstrækkelig støtte blandt legionerne, og Romerriget var i lange perioder lammet af borgerkrige.

I løbet af et enkelt år kunne adskillige kejsere nå at overtage magten blot for at blive myrdet eller afsat af en anden romer med lige så stort magtbegær.

Bunden gik ud af økonomien

Plyndrende hære, faldende handel og håbløs administration fik samfundsøkonomien til at skrumpe.

Indbyggertallet faldt i Romerrigets storbyer, og efter år 250 e.Kr. blev ingen nye teatre eller gladiator-arenaer opført.

Kejserne var magtesløse, og når de alligevel intet kunne stille op, mistede de endnu mere autoritet.

Befolkningen i provinserne vænnede sig til, at de måtte klare sig selv.

Barbarer væltede over grænserne

Hunnerne trængte ind i Europa fra Asien, og de drev andre folkeslag foran sig ind over Romerrigets grænser.

Roms svækkede hære kunne ikke dæmme op for goter, vandaler, frankere og burgundere, der i 476 e.Kr. afsatte Romulus Augustulus, den sidste vestromerske kejser.