Året var 311 f.Kr., da krigslykken omsider vendte for Rom. I otte år havde byen udkæmpet en blodig krig mod de samnitiske bjergstammer i Syditalien. Og i samtlige otte år havde de ellers så sejrssikre romere kun oplevet nederlag.
Krigen var blevet udkæmpet i Campanien næsten 150 km syd for Rom, og de romerske tropper havde været tvunget til at mase sig sydpå ad ældgamle, snoede og hullede stier i ugevis, før de omsider nåede frem til kamppladsen.
Det store problem var, at hverken friske tropper eller forsyninger kunne nå hurtigt nok frem, og romerne indkasserede lussing efter lussing. Men i 312 f.Kr. tog Roms øverste embedsmand for offentlige byggerier, Appius Claudius, en beslutning, der skulle ændre magtbalancen i Syditalien for altid.
Appius Claudius beordrede anlæggelsen af en hærvej, der skulle føre hele vejen fra Rom og ned til krigsskuepladsen i Campanien.
Tusinder af soldater og straffefanger blev beordret ud med hakker og skovle for at bistå det enorme anlægsarbejde, og efter et år skar en mere end fire meter bred vej sig tværs igennem klipper og moser.
Snart efter bevægede kilometerlange kolonner af romerske tropper, krigsmaskiner og forsyningsvogne sig i en lind strøm ned mod Campanien via den nye vej. Samnitterne kæmpede tappert imod bølgen af romerske tropper, der væltede ind i deres område, men forgæves.
Og blot få år efter anlæggelsen af hærvejen måtte samnitterne overgive sig og lade romerne få overherredømmet over Campanien.
Romernes veje var så godt byggede, at mange stadig kan ses, bl.a. denne vej, som løber fra Antiochia til Aleppo i Syrien.
Den romerske hærs motorveje
Den vej, som Appius Claudius beordrede anlagt i 312 f.Kr., fik navnet “Via Appia” efter ham selv og blev senere forlænget, så den nåede helt ned til havnebyen Brindisi i Sydøstitalien – en rute på mere end 500 km.
Romerne gav Via Appia tilnavnet “Vejenes Dronning”, og på sigt blev den prototypen på de mange tusind km veje, som romerne i de følgende 600 år anlagde.
De første veje, der førte ud af Rom, var dog ikke planlagte. Fra portene i den voksende by bugtede et netværk af veje sig ud til de nærmeste byer. De fleste var jordveje, men enkelte var brolagte eller anlagt direkte oven på klipperne.
“Så mange hold i arbejde på én gang! Nogle skærer træer ned, andre graver sten fri...”. Digteren Statius om anlæggelsen af en vej.
Men efter anlæggelsen af Via Appia begyndte romerne for alvor at bygge veje ud fra strategiske overvejelser. Det primære formål med vejene var, at de skulle fungere som motorveje for de romerske hære.
Dermed kom vejene til at fastholde og sikre forbindelsen mellem Rom og de stadig flere territorier, der blev erobret. Vejene sluttede desuden typisk ved en militærlejr, som så kunne bruges som udgangspunkt for nye erobringer – og nye veje.
De store hærveje blev planlagt og derfor også betalt af den romerske stat. Et korps af militære ingeniører stod for planlægningen, og ofte var det soldater, som leverede arbejdskraften.
Men også straffefanger og slaver blev undertiden brugt til det hårde slid, og selv civile kunne blive hyret som vejarbejdere, hvis bygherren manglede arbejdskraft.
Digteren Statius, som fulgte anlægget af en vej, skrev begejstret: “Så mange hold i arbejde på én gang! Nogle skærer træer ned, andre graver sten fri fra bakkerne eller glatter blokkene. Nogle lægger sten side ved side, andre arbejder med at bygge dræn eller omlægge vandløb”.
Sten og grus skabte superveje
De romerske ingeniører satte en stor ære i at bygge veje, der kunne holde i adskillige årtier uden vedligeholdelse. Hemmeligheden var seks lag sten, mørtel og grus.
En godt anlagt romersk vej kunne som tommelfingerregel holde uden reparationer i mindst 100 år. Årsagen var, at de romerske ingeniører fulgte et nøje fastlagt skema for vejanlæggelse. Først blev træer, buske og andre forhindringer fjernet, hvorefter selve vejen blev gravet ud.
Det normale var at udgrave en rende, som var ca. en meter dyb og så bred, at to vogne kunne passere hinanden. Dernæst blev vejen langsomt bygget op af lag af småsten, mørtel og grus. Øverst lagde vejbyggerne en belægning af sten.
Midten af vejen lå lidt højere end siderne, så regnvand kunne løbe ud i grøfter langs vejen. Selve vejen var også hævet lidt over omgivelserne for at undgå oversvømmelser, men også fordi vejen så var lettere at forsvare i tilfælde af angreb.
Var der ingen passende lokale sten til rådighed, nøjedes romerne med at lægge et lag grus øverst som vejbelægning. Det blev til gengæld tromlet hårdt ved at trække tunge stenblokke hen over det.
Hårdt stampet ler
i bunden sørgede for, at vejen ikke begyndte at synke.
Større flækkede sten
evt. blandet med mørtel, udgjorde vejens fundament.
Et lag knytnævestore strandsten
ledte nedsivende vand væk.
Strandsten
på størrelse med nødder blandet med sand udgjorde vejens kerne.
Tromlet grus og sand
fungerede som stabilisatorlag for de øverste vejsten.
Vejbelægningen
bestod typisk af tilhuggede stenplader af basalt eller granit.
100 år uden reparationer
De romerske vejingeniører havde ikke mange hjælpemidler til rådighed, men med tiden fik de så stor ekspertise i anlæg af veje, at vejene som hovedregel ikke havde brug for større reparationer de første 100 år.
Vejbyggerne valgte kun sjældent de lette løsninger. Hvor det var muligt, lod ingeniørerne vejene følge en fuldstændig lige linje, og romerne fulgte hellere højdedrag og vandskel end dale og hulninger i terrænet.
Det gav færre problemer med vandløb og oversvømmelser, men til gengæld mange stigninger og fald. Helt undgå besværlige strækninger kunne de ikke.
Nogle sumpe eller vandløb kunne romerne ganske enkelt ikke komme udenom, så de udviklede særlige underlag af træstolper, hvis en vej måtte krydse et sumpet område.
De høje standarder bevirkede, at den romerske stat til tider tvang byer langs de store veje til at betale en del af anlægsudgifterne. I 100-tallet e.Kr. kostede bare en enkelt kilometer af den 569 kilometer lange Via Appia omkring 70.000 kr. at anlægge i materialer og arbejdskraft.
Til sammenligning koster en kilometer tysk motorvej i dag omkring 50 mio. kr. at anlægge.
Broer og tunneller sprængte naturens rammer
Ingeniørerne stødte ofte på naturlige forhindringer som floder og kløfter, og det krævede, at romerne opførte store broer.
De hvilede på massive bropiller, som så vidt muligt blev bygget på land. Broerne var typisk meget høje, for romerne vidste, at selv et lille vandløb kan svulme op og skylle en bro væk.
Veje på tre kontinenter
Vejnettet blev hele tiden udbygget, og mellem de statsejede hovedveje opstod et system af sekundære veje. Alperne var længe noget af en udfordring, men også dem overvandt romerne til sidst.
I år 15 f.Kr. åbnede den første romerske vej over Alperne, og hele tiden voksede vejnettet. Omkring år 110 e.Kr. nåede de romerske veje deres største udstrækning, da mere end 370 veje bandt det vidtstrakte rige sammen.
Tilsammen målte vejene ca. 80.000 km og strakte sig over tre kontinenter, Europa, Asien og Afrika, men Rom var og blev det ubestridte magtcentrum. Alle veje førte til imperiets hovedstad.
Den nordligste af de romerske veje sluttede ved Hadrians Mur, romernes forsvarsværk i det nordlige England langs grænsen til Skotland. Den sydligste, der fik navnet “Via Nerva”, fulgte Middelhavskysten i Afrika og var med sine 2.000 km Romerrigets længste vej.
Da romerne erobrede nutidens Rumænien omkring år 100 e.Kr., anlagde de en vej helt ud i Donaus delta, så de kunne færdes på solide veje fra Sortehavet til Nordsøen.
Vejen langs Donau var en af dem, der gav ingeniørerne sved på panden. På en strækning var klipperne så besværlige, at de kun kunne hugge dele af vejen ind i klippen.
For at give vejen tilstrækkelig bredde måtte romerne derfor lade en del af vejen hænge ud over floden – understøttet af solide træbjælker, som var fæstnet til klippen.
Det bevirkede, at vejen nærmest kom til at svæve tre meter over flodens vand.
Vejene samlede tre kontinenter
Tværs gennem ørkener, op over bjergpas og hen over enorme sletter strakte de romerske veje sig. Da vejnettet var på sit højeste, bestod det af 80.000 km veje i Europa, Asien og Afrika.
Sammen med et væld af skibsruter bandt vejene det enorme imperium sammen til en stor enhed.
De sørgede for, at en romersk hær kunne marchere hele vejen fra Rom til England i løbet af kun lidt over to måneder.
Postvæsen med ridende postbude
Vejenes vigtigste formål var og blev militært. Takket være de gode veje kunne tropper flyttes med hidtil uset hastighed. Fuldt udrustede soldater tilbagelagde typisk 30-35 km om dagen fire dage i træk, hvorefter de holdt en hviledag.
En deling soldater kunne altså marchere mere end 700 km i løbet af bare en måned og derved hurtigt nå frem og nedkæmpe eventuelle oprør.
“... vores dygtige søn, som i en alder af 18 år blev myrdet af røvere”. Tekst på mindesten ved romersk vej.
Vigtige beskeder kunne nå endnu hurtigere frem, for romerne organiserede et postvæsen baseret på vejene.
Det blev kaldt “cursus publicus” (offentlig tjeneste) og bestod i første omgang af slaver eller soldater. Under kejser Augustus (27 f.Kr.-14 e.Kr.) blev postvæsenet reorganiseret.
Han indsatte ridende postbude og anlagde stationer med 10-18 km imellem. Her kunne postrytterne bytte deres trætte hest ud med en ny, frisk og dermed tilbagelægge op til 75 km om dagen.
Vejene kunne være livsfarlige
De almindelige indbyggere i det vidtstrakte Romerrige brugte også vejene, men mest lokalt. Folk var ikke meget for at bevæge sig over lange afstande, for på trods af de gode veje var lange rejser besværlige. Og farlige.
Overalt lurede bander af kriminelle eller bortløbne slaver, så risikoen for at blive udplyndret eller dræbt var stor, især på de lange og tyndt befolkede vejstrækninger.
Til fods
kunne romere gå ca. 35 km om dagen på en god vej og endnu mindre, hvis fx et æsel skulle med. Til gengæld var transporten gratis.
I ilmarch
kunne hårdt trænede romerske soldater med fuld oppakning på 40-50 kilo tilbagelægge omkring 40 km om dagen.
Den tohjulede hestevogn
var beregnet til hurtigkørsel med kun lidt bagage og kunne tilbagelægge omkring 65 km om dagen.
Hesten
var den hurtigste transportform, og uden bagage kunne ryttere tilbagelægge ca. 75 km om dagen – svarende til 500 km på en uge.
Kareten
var den mest luksuriøse transportform og derfor også temmelig dyr. De hestetrukne kareter kunne typisk tilbagelægge mellem 50 og 60 km om dagen.
Arkæologer har bl.a. fundet en sten, som et forældrepar satte til minde om Valerius Marcus, “vores dygtige søn, som i en alder af 18 blev myrdet af røvere”.
I håb om en sikker rejse ofrede romerne gerne til guderne, og langs vejene stod der mange altre. De fleste var viet til Merkur, de vejfarendes beskytter.
Nær byerne var sikkerheden bedre, men heller ikke på de mange overnatningssteder langs vejene kunne folk vide sig alt for sikre. Vejkroerne var yndede tilholdssteder for røvere og andet rakkerpak på udkig efter uheldige ofre.
Byvejene flød over i regnvejr, og fodgængere trådte derfor på store sten, når de skulle over gaden.
Romerrigets fire hovedvejstyper
De store romerske statsveje (viae publicae)
var primært planlagt som militærveje, og det var typisk den romerske stat, der både betalte anlæg og vedligehold af disse veje.
Provinsveje (viae vicinales)
var veje, som de romerske provinser blev pålagt at anlægge internt i deres eget område, og som derfor betaltes alene af provinserne selv.
Privatveje (viae privatae)
var de veje, som private mennesker lod anlægge mellem mindre byer og områder. Vejene blev alene betalt af et eller flere private mennesker.
Byveje
var de enkelte byers ansvar. Vejene stillede andre krav end veje i landdistrikter, idet de også skulle kunne håndtere fodgængere. Byvejene havde derfor bl.a. fodgængerovergange.
Roms veje holdt i mere end 1.000 år
For at øge sikkerheden oprettede romerne et særligt vejpoliti, “stationarii”. Dets opgave var at holde røvere borte fra vejene, men med et vejnet på næsten 100.000 km var opgaven så godt som håbløs.
Med tiden blev det også håbløst for romerne at vedligeholde det vidtforgrenede vejnet.
Efterhånden som imperiet smuldrede, forfaldt også vejene, men ikke desto mindre var de så solide, at de helt op til 1700-tallet fortsat var rygraden i det europæiske vejnet.
Og i Algeriet er en romersk vej fra år 145 e.Kr. fortsat i brug. Blot er brolægningen nu dækket med asfalt.