Afslørede romerne akvæduktens hemmelighed?

Millionbyen Rom kunne kun eksistere på grund af den enorme og stabile vandforsyning. Hemmeligheden blev først genopdaget tusind år efter byens fald.

Millionbyen Rom kunne kun eksistere på grund af den enorme og stabile vandforsyning. Hemmeligheden blev først genopdaget tusind år efter byens fald.

I 95 e.Kr. fik Sextus Julius Frontinus ansvaret for Roms vandforsyning, og to år efter skrev han en grundbog om akvædukter.

I bogen “De aquis urbis Romae” – Om byen Roms vand – angiver han bl.a. rendernes dimensioner og ydelse. Han var så grundig, at paven i 1453 kunne genopbygge en akvædukt efter hans anvisninger.

Udregninger viser, at Rom i gennemsnit dagligt brugte 100-150 millioner liter vand, som strømmende ind gennem byens 11 akvædukter.

Dette forbrug kunne umuligt dækkes af en enkelt kilde, og romerne måtte derfor skaffe vand fra søer og vandløb, der lå helt op til 92 km borte.

Vandet skulle løbe den lange vej ved egen kraft, så de romerske ingeniører byggede akvædukterne med et fald på to meter pr. km. De største transporterede ca. 190.000 m³ vand i døgnet.

Efter Romerrigets opløsning gik mange akvædukter i forfald, ikke fordi byggeriet af dem var et stort mysterium, men fordi vedligehol­delsen var en enorm opgave, der krævede en stærk og stabil centralmagt – men stabilitet eksisterede sjældent i middelalderens krigs­plagede Europa.