I 95 e.Kr. fik Sextus Julius Frontinus ansvaret for Roms vandforsyning, og to år efter skrev han en grundbog om akvædukter.
I bogen “De aquis urbis Romae” – Om byen Roms vand – angiver han bl.a. rendernes dimensioner og ydelse. Han var så grundig, at paven i 1453 kunne genopbygge en akvædukt efter hans anvisninger.
Udregninger viser, at Rom i gennemsnit dagligt brugte 100-150 millioner liter vand, som strømmende ind gennem byens 11 akvædukter.
Alle vandveje førte til Rom
Igennem et sindrigt system med rør og tyngdekraften som hjælp blev Rom forsynet med vand.
Kilderne
lå op til 92 km borte.
Ved indløbet
blev vandmængden reguleret.
Vandrørene
var bygget af mursten eller beton.
Akvædukterne
løb som regel kun over jorden på en syvendedel af strækningen.
Vandet
blev ført til byens offentlige fontæner og badehuse.
Dette forbrug kunne umuligt dækkes af en enkelt kilde, og romerne måtte derfor skaffe vand fra søer og vandløb, der lå helt op til 92 km borte.
Vandet skulle løbe den lange vej ved egen kraft, så de romerske ingeniører byggede akvædukterne med et fald på to meter pr. km. De største transporterede ca. 190.000 m³ vand i døgnet.
Efter Romerrigets opløsning gik mange akvædukter i forfald, ikke fordi byggeriet af dem var et stort mysterium, men fordi vedligeholdelsen var en enorm opgave, der krævede en stærk og stabil centralmagt – men stabilitet eksisterede sjældent i middelalderens krigsplagede Europa.