Alle romere drømte om at få et triumftog

Triumftog opstod sammen med Rom

Roms grundlægger, kong Romulus, var ifølge antikke romerske optegnelser den første, der modtog en triumphus – en triumf.

Datoen for Romulus’ triumftog var den 1. marts i år ét efter byens grundlæggelse (753 f.Kr.). Ifølge optegnelserne besejrede Romulus caeninenses – dvs. beboerne i nabobyen Caenina.

Ifølge den romerske præst og historiker Orosius (375-418 e.Kr.) var der efterfølgende ikke færre end 320 triumfer frem til de første årtier efter Kristi fødsel.

Det svarer til et triumftog hvert andet eller tredje år og vidner om, at Romerriget blev skabt med sværd i hånd.

Ud over at være romernes hyldest til den succesfulde hærleder havde triumftogene en anden og mindst lige så vigtig side: De var en religiøs takkefest til gudernes konge, Jupiter.

Ifølge romernes tro var ingen sejr på slagmarken mulig uden Jupiters indgriben. Derfor var triumftogenes endestation og ceremoniens absolutte højdepunkt altid ankomsten til templet for Jupiter Optimus Maximus – Jupiter den bedste, den største.

Templet lå midt på Capitolhøjen i Rom. Her skulle den sejrrige general ofre to hvide okser samt skænke guden den laurbærkrans, som han stolt havde båret hele dagen.

Oprindeligt varede et triumftog kun en enkelt dag, for udplyndringen af Roms slagne fjender var i republikkens tidlige år ikke nok til at fylde optoget med store rigdomme. De tidlige triumftog bestod formentlig mest af fjendens kvæg og får.

Med tiden underlagde romerne sig større riger med betydelige rigdomme, og triumftogene voksede i længde, for krigsbyttet og fjendens tilfangetagne soldater skulle vises frem.

Guld og sølv blændede tilskuerne

En af de mest overdådige triumfer i romersk historie blev fejret af konsulen Lucius Aemilius Paullus. Han blev i 168 f.Kr. udnævnt til hærfører og sendt til Balkan for at bringe krigen mod kong Perseus af Makedonien til ende.

Kampene havde på det tidspunkt raset i tre år, men ved Pydna vandt Aemilius Paullus en knusende sejr, som gjorde en ende på kongeriget Makedonien.

I stedet blev landet indlemmet i det hastigt voksende Romerrige.Legionærerne slog 20.000 makedonske soldater ihjel og tog 11.000 til fange, herunder kong Perseus.

Efterfølgende blev Aemilius Paullus belønnet med tilnavnet Macedonicus samt et storslået triumftog gennem Roms gader.

I den græske forfatter Plutarchs skildring af Aemilius Paullus’ liv findes der en detaljeret beskrivelse af triumftoget, der varede hele tre dage – fra den 27. til den 29. november 167 f.Kr.

“Alle templer var åbne, behængt med kranse og duftede af røgelse, og talrige vagter holdt styr på mængden. Triumftoget var inddelt i tre dele – hver på sin dag.

Første dag så man de erobrede statuer, malerier og kolossale billedstøtter blive ført frem på 250 vogne, og dog slog dagen ikke til”, skriver Plutarch, som levede godt 250 år senere, men baserede sin beretning på gamle kilder.

“Næste dag præsenteredes de kostbareste af de makedonske våben. Hjelme var dynget oven på skjolde og brynjer blandet med benskinner, og mellem skjoldene stak sværd og spyd frem, og alt var arrangeret sådan, at de raslede mod hinanden under kørslen og frembragte en uhyggelig, klirrende lyd. Efter vognene marcherede 3.000 mand, der slæbte 750 kar med sølvmønter”.

Skatten var af ufattelig størrelse, men der var meget mere, berettede Plutarch:

“På den tredje dag om morgenen rykkede trompetblæserne frem. De blæste ikke festmelodier, men den march, romerne brugte, når de rykkede frem til slag.

Efter dem fulgte 120 fede okser med forgyldte horn prydede med offerbånd og kranse. Derefter 77 store kar proppet med guldmønter foruden en mægtig diamantbesat guldskål og makedonerkongens personlige guld- og sølvtallerkener. Så fulgte kong Perseus’ egen vogn, hvor hans rustning og diadem lå på en forhøjning, så alle kunne se den”.

Triumftogets hovedperson var naturligvis den triumferende general Aemilius Paullus, men også hans kongelige fanger, som i lænker blev ført gennem byen, spillede en vigtig rolle.

Kong Perseus havde tryglet Aemilius Paullus om at slippe for ydmygelsen, men generalen havde affærdiget ham med ordene, at det jo var “Perseus’ helt eget valg” – underforstået, at kongen bare kunne begå selvmord.

Men det havde makedonernes monark alligevel ikke kunnet få sig selv til, så nu blev han syg og nedbrudt trukket gennem Roms gader.

Folket fik medlidenhed med fjenden

Det var dog ikke altid til at forudsige, hvordan tilskuerne ville reagere på synet af krigens ofre.

I Aemilius Paullus’ triumftog stjal kong Perseus’ børn billedet og blev mødt med medlidenhed – selv blandt de mere hårdkogte romere med hang til blodige gladiatorkampe og løver, der flåede forbrydere. Ifølge Plutarch vakte synet af Perseus’ børn medynk.

“Et stykke efter kom kongens børn, der jo nu var slaver. De var ledsaget af deres lærere, der grædende strakte hænderne ud mod det romerske folk og opfordrede børnene til at gøre det samme.

Det var to drenge og en pige – de var for små til rigtig at forstå omfanget af deres ulykke, men netop dette gjorde folks medlidenhed med dem så meget desto større.

Ja man overså næsten deres far, kong Perseus, og mange følte sig ved synet af børnene vemodigt stemt og fældede tårer over deres skæbne.

Efter børnene kom kong Perseus selv, iført sorte klæder og makedonske støvler. Han rystede over hele kroppen og lignede en vanvittig, så stærkt havde ulykken taget på ham”, forklarede Plutarch.

Triumftogets bagtrop bestod af fire hundrede gyldne kranse, som de undertvungne makedonske byer havde overrakt Aemilius Paullus som tegn på, at han havde sejret.

Generalen kom kørende i en prægtigt udsmykket vogn, iført triumfatorens dragt: En purpurfarvet og guldbroderet toga. Han stod rank i sin triumfvogn, der blev trukket af fire prægtige heste.

Efter generalen fulgte hans mest hengivne legionærer, der bar laurbærgrene og muntert skrålede sejrssange til ære for triumfatoren.

Roms gader kogte af begejstring

For den jævne befolkning var triumftog en kærkommen lejlighed til at holde fri, feste og få et glimt af eksotiske egne, som de ellers kun kendte fra mundtlige beretninger.

Tusinder stimlede sammen og ville nysgerrigt vide, hvordan det havde været muligt at besejre fjenden. Også det havde romerne en løsning på.

I ugerne op til triumftoget lod den sejrrige general store malerier fremstille. De viste afgørende scener fra slagmarken, hvordan de erobrede byer så ud, og hvilke bjerge og floder legionærerne havde krydset.

Malerierne blev båret eller kørt gennem byen af legionærerne og udgjorde et populært element i triumftoget.

Stemningen blandt tilskuerene steg i dagens løb, for der blev spist, drukket og skålet for de tapre legionærer.

I det antikke værk Ars amatoria (Elskovskunsten) fortæller poeten Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.), at de romerske triumftog også var et godt sted at forføre kvinder.

Historisk viden om den besejrede fjende, hans byer, floder og prominente krigsfanger banede vej til hendes hjerte og sovekammer.

“Svar på alt, hvad kvinden spørger om. Og hvis du ikke kender svaret, så opfind det”, lød ét af de muntre råd i Ovids håndbog for horekarle.

Kun genier fik mere end et triumftog

Triumftog var en sjælden ære, som kun overgik få romere, men betød ikke, at de behøvede at være en engangsforestilling i en ambitiøs generals liv.

Var evnerne på slagmarken store nok, og gav magtkampe med Romerrigets nabostater lejlighed til det, kunne en triumfator godt blive fejret flere gange.

I senrepublikken blev den romerske hærfører Pompejus den Store hele tre gange belønnet med et triumftog.

Først førte Pompejus i 83 f.Kr. sine legionærer til sejr på Sicilien og i Nordafrika i en af Romerrigets borgerkrige.

Hans efterfølgende triumftog to år senere vakte forargelse i konservative kredse, fordi Pompejus end ikke var medlem af senatet, og fordi han var så bemærkelsesværdig ung.

“Han fik triumf, før han fik skæg”, bemærkede Plutarch i sin skildring af Pompejus’ liv. Kilderne er uenige om, hvorvidt Pompejus var 24, 25 eller 26 år, men hans unge alder var en kontroversiel sag.

Blandt de romerske senatorer var synspunkterne delte: Nogle anså hans triumf for at være en fantastisk bedrift og beviset på, at den unge mand var et militært geni.

Andre opfattede hans unge alder som en trussel mod Romer­rigets stolte traditioner. Triumftoget blev skæmmet af et uheld, som de konservative kræfter godtede sig over.

Pompejus havde hjembragt en flok elefanter og fik den idé at spænde fire af de enorme dyr for sin triumfvogn i stedet for heste.

Men midt under sejrs­marchen gennem Rom viste det sig, at elefanterne var for tykmavede til at presse sig gennem en af byens porte.

Til senatorernes skræk og folkets jubel prøvede Pompejus hele to gange at lempe elefanterne igennem porten, før han opgav og erstattede dem med heste.

10 år senere fik Pompejus en stor del af æren for at have nedkæmpet det slaveoprør, som Spartacus anførte.

Og i 61 f.Kr. fulgte Pompejus’ tredje og sidste triumftog, som blev ham tildelt efter en stribe sejre over Romerrigets fjender i Mellemøsten.

Ét af de trofæer, der blev båret gennem Rom under Pompjus’ sidste triumftog, bar indskriften: “Dette er et trofæ af hele verden”. I et tempel lod senatet desuden en marmortavle over Pompejus’ bedrifter opstille.

På tavlen kunne romerne læse den noget overdrevne påstand, at hærføreren “udstrakte imperiets grænser til verdens ende”.

Generalen var guddom for en dag

Antikke kilder antyder, at det var skik og brug for triumfatoren at lade sig male rød i ansigtet samt iførte sig en purpurfarvet toga med guldbroderi.

Han blev dermed en tro kopi af jupiterstatuen i byens helligste tempel. Under triumftoget var generalen altså i rituel forstand identisk med romernes overgud.

Den slags kunne give selv de mest beskedne mænd nykker. Triumftogets vigtigste ceremoni bestod derfor i, at generalen ydmygt skulle ofre to okser til Jupiter og lægge sine laurbær for foden af gudestatuen i hans templet.

Igen og igen viste den slags forholdsregler sig ikke at være nok. Alle forsøg på at forhindre magtbegæret i at blomstre hos triumferende generaler slog fejl, beviste Julius Cæsar.

Han havde også mere end de fleste at have sit storhedsvanvid i: Hele fire triumfer tildelte senatet ham efter krige i Gallien, Egypten, Pontos (nutidens Tyrkiet) samt Numidien (Algeriet og Tunesien).

Under et af sine triumftog blev Cæsars nok kendteste slogan båret gennem byen: “Jeg kom, jeg så, jeg sejrede”. Som enkelte af sine forgængere var Julius Cæsar heller ikke bleg for at prale af sejre over andre romere.

Hans legionærer bar også triumferende et billede gennem byen, der viste politikeren Cato den Yngre i færd med at flå sine egne tarme ud, så han slap for Cæsars hævn.

Så vulgær en opførsel vakte forargelse i Rom. Med voksende skepsis betragtede romerne Cæsars ambitioner og hans foragt for traditioner.

Bekymringen for, at han ville gøre sin midlertidige titel som diktator permanent, steg – også selvom Cæsar forærede de fattige romere penge, korn, olie og kød.

Han arrangerede også underholdning i form af gladiatorkampe, atletikstævner, væddeløb, teaterforestillinger og søslag på kunstigt anlagte søer med skibe fra fjendernes besejrede flåde – gaver, som ambitiøse mænd i antikken strøede om sig for at sikre sig folkets opbakning, men forfatteren Sueton (70-130 e.Kr.) forstod sine forfædres bekymring og skrev i sit værk om Julius Cæsar:

“Ikke blot modtog han alt for store æresbevisninger – fortløbende konsulat, diktator på livstid, overopsyn med skik og moral, imperator som fornavn, Fædrelandets Fader som tilnavn, en statue mellem kongerne, ophøjet loge i teatret – men han lod sig også tilkende udmærkelser, der oversteg, hvad der kan tilkomme et menneske”.

Måske flirtede Cæsar virkelig med tanken om et guddommeligt monarki som sit store idol, Alexander den Store.

Den makedonske hærleder var blevet opfattet som søn af Zeus, og en guddommeliggørelse af Cæsar kunne gøre ham til en romersk udgave af Alexander.

Rygterne svirrede i Rom. Et af dem gik ud på, at Cæsar ved næste senatsmøde ville få titel af konge, og det blev den di­rek­te anledning til sammensværgelsen imod ham.

Ifølge romersk tradition var mo­nar­ki forbudt, og i 44 f.Kr., to år efter sit triumftog, blev Cæsar dolket ihjel.

Mange af Cæsars modstandere må have åndet lettet op og tænkt, at de på et hængende hår havde afværget triumftogets yderste konsekvens: Et monarki med en guddom som regent.

Kejser tog monopol på triumf

Mordet på Cæsar viste sig dog at være en stakket frist. Blot 17 år senere blev romernes republik og rigmandsstyre afløst af en kejser, der satte sig på al magt, og i den efterfølgende kejsertid skiftede triumftogene karakter: I stedet for at fejre specifikke sejre på slagmarken blev triumftog afviklet som en hyldest til kejseren.

Især Cæsars efterfølger som rigets stærke mand, Ocatavian, stod for denne linje. Under kejsernavnet Augustus brugte han triumftog til at svække Roms magtfulde familier og styrke sin egen position.

I beretningen om sine gerninger, Res Gestae, opremsede Augustus omhyggeligt sine tre triumftog – blandt andet sejren over Antonius og Kleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.

Et rygte ville dengang vide, at Kleopatra havde begået selvmord netop for at undslippe ydmygelsen ved at gå den tunge gang i Augustus’ triumftog hjemme i Rom.

“Mig skal der ikke triumferes over”, skal Egyptens dronning have mumlet igen og igen inden sin død.

Trods sit selvmord slap hun ikke helt: Augustus lod en model i naturlig størrelse fremstille, så Kleopatra kunne vises frem.

Ifølge den romerske digter Properts, som var øjenvidne til optoget, forestillede modellen hendes dramatiske dødsøjeblik – inklusive slanger, der bed dronningen i armene.

Romernes sidste sejrsfest

Triumftogene fortsatte, selvom også Rom gik under, da vandaler i 455 e.Kr. plyndrede byen.

I Det Østromerske Rige – Byzans med hovedstad i Konstantinopel – fortsatte de stolte traditioner, og ifølge historikeren Prokopios vendte noget af det plyndringsgods, som vandalerne havde slæbt bort, tilbage til romerne årtier senere.

Her bevilgede en romersk kejser undtagelsesvist et triumftog til en af sine generaler, Belisarius.

Sådan kunne folket beskue de jødiske tempelskatte, som i år 71 var blevet båret i storslået triumf gennem Roms gader af general Titus’ og hans far, kejser Vespasians, legionærer.

Efter en kort udflugt til vandalernes rige i Nordafrika blev de nu bragt dem “hjem” til det romerske folk af Belisarius.

Generalens triumftog i år 534 e.Kr. blev romernes sidste og adskilte sig ikke kun fra det oprindelige forbillede ved at foregå i Konstantinopel.

Sejrherren blev heller ikke kørt gennem byen i en prægtig vogn, men vandrede til fods. Og frem for alt endte processionen ikke med en ofring til guden Jupiter.

Romerne havde for længst skiftet statsreligion, så general Belisarius afsluttede sin storslåede sejrsmarch med at kaste sig i støvet foran sin hersker – den kristne kejser Justinian.