Alle romere drømte om at få et triumftog

Med ansigtet malet rødt og laurbærkrans om hovedet kører hærlederen gennem Roms gader. Hele dagen behandler byens indbyggere ham som en gud – til stor fare for Rom og ham selv.

Med ansigtet malet rødt og laurbærkrans om hovedet kører hærlederen gennem Roms gader. Hele dagen behandler byens indbyggere ham som en gud – til stor fare for Rom og ham selv.

Popperfoto/Getty Images

Titusindvis af mennesker jubler, mens Julius Cæsar i år 46 f.Kr. kører gennem Roms gader. Hærføreren bliver hyldet for sit succesfulde felttog, der har føjet hele Gallien (Frankrig) til Romerriget.

Lige foran templet for lykkens gudinde Fortuna sker det værst tænkelige imidlertid: Hjulakslen på Cæsars triumfvogn knækker med et brag og bringer det lange optog til et brat stop.

Hærføreren lader i hast en ny stridsvogn hente, før han rystet fortsætter. Miseren er et dystert varsel for Julius Cæsar, som da også bliver dolket ihjel i senatet to år senere.

Ulykker hørte heldigvis til sjældenhederne under Romerrigets overdådige triumftog, for alle sejl blev sat til for at sikre den sejrende hærfører en perfekt dag.

Gennem mere end 1.000 år var et triumftog den største ære, der kunne tildeles romerske generaler.

For øjnene af alle rigets vigtigste mænd blev hærføreren behandlet som en guddom hele dagen – med alle de risici, som den slags indebar for de overtroiske romere.

Ifølge romersk religion risikerede hovmodige mænd at blive straffet med døden af guderne. Men også den romerske republik løb en betydelig risiko ved at give en af sine hærførere så storslået en modtagelse.

Triumfatoren kunne jo få lyst til at gøre sin guddommelige status permanent og gribe magten.

Kejser Marcus Aurelius (161-180 e.Kr.) i triumftog efter en sejr under den 14 år lange Marcomanner-krig.
Her endte romerne med at besejre germanske stammer og asiatiske rytterfolk, der havde krydset Donaufloden.

© Wikimedia

Triumftog opstod sammen med Rom

Roms grundlægger, kong Romulus, var ifølge antikke romerske optegnelser den første, der modtog en triumphus – en triumf.

Datoen for Romulus’ triumftog var den 1. marts i år ét efter byens grundlæggelse (753 f.Kr.). Ifølge optegnelserne besejrede Romulus caeninenses – dvs. beboerne i nabobyen Caenina.

Ifølge den romerske præst og historiker Orosius (375-418 e.Kr.) var der efterfølgende ikke færre end 320 triumfer frem til de første årtier efter Kristi fødsel.

Det svarer til et triumftog hvert andet eller tredje år og vidner om, at Romerriget blev skabt med sværd i hånd.

Listen over romerske triumfatorer er i dag udstillet på Capitolmuseerne i Rom.

© Mondadori Portfolio/Electa/Arnaldo Vescovo/Bridgeman Images

Marmortavler hylder Roms største sejre

I det 1. århundrede f.Kr. satte romerne sig for at forevige de generaler, som i tidens løb havde sikret imperiet afgørende sejre.

Fasti triumphales (Triumf-optegnelser) kaldes listen, som i dag kun er delvist bevaret. I kronologisk rækkefølge opremser listen alle triumferende generaler siden Roms opståen.

Navnene er hugget ind i marmortavler, der oprindeligt blev udstillet på Roms centrale plads, Forum Romanum.

Som den allerførste triumfator nævnes kong Romulus i år ét ifølge den romerske kalender, hvilket svarer til år 753 f.Kr.

De i alt fire bevarede tavler af Fasti triumphales opremser ikke færre 209 triumfer. Hver triumfator er nævnt med:

  • Sit fulde navn
  • Sin fars og farfars navn
  • Embedet, han bestred
  • Fjenderne, han triumferede over
  • Triumftogets dato.

Et eksempel: Quintus Lutatius Cerco, søn af Gaius, sønnesøn af Gaius, konsul, (triumferede over) faliskerne, 1. marts år 512 (dvs. år 241 f.Kr.)

Ud over at være romernes hyldest til den succesfulde hærleder havde triumftogene en anden og mindst lige så vigtig side: De var en religiøs takkefest til gudernes konge, Jupiter.

Ifølge romernes tro var ingen sejr på slagmarken mulig uden Jupiters indgriben. Derfor var triumftogenes endestation og ceremoniens absolutte højdepunkt altid ankomsten til templet for Jupiter Optimus Maximus – Jupiter den bedste, den største.

Templet lå midt på Capitolhøjen i Rom. Her skulle den sejrrige general ofre to hvide okser samt skænke guden den laurbærkrans, som han stolt havde båret hele dagen.

Oprindeligt varede et triumftog kun en enkelt dag, for udplyndringen af Roms slagne fjender var i republikkens tidlige år ikke nok til at fylde optoget med store rigdomme. De tidlige triumftog bestod formentlig mest af fjendens kvæg og får.

Med tiden underlagde romerne sig større riger med betydelige rigdomme, og triumftogene voksede i længde, for krigsbyttet og fjendens tilfangetagne soldater skulle vises frem.

Guld og sølv blændede tilskuerne

En af de mest overdådige triumfer i romersk historie blev fejret af konsulen Lucius Aemilius Paullus. Han blev i 168 f.Kr. udnævnt til hærfører og sendt til Balkan for at bringe krigen mod kong Perseus af Makedonien til ende.

Kampene havde på det tidspunkt raset i tre år, men ved Pydna vandt Aemilius Paullus en knusende sejr, som gjorde en ende på kongeriget Makedonien.

I stedet blev landet indlemmet i det hastigt voksende Romerrige.Legionærerne slog 20.000 makedonske soldater ihjel og tog 11.000 til fange, herunder kong Perseus.

Efterfølgende blev Aemilius Paullus belønnet med tilnavnet Macedonicus samt et storslået triumftog gennem Roms gader.

I den græske forfatter Plutarchs skildring af Aemilius Paullus’ liv findes der en detaljeret beskrivelse af triumftoget, der varede hele tre dage – fra den 27. til den 29. november 167 f.Kr.

“Efter vognene marcherede 3.000 mand, der slæbte 750 kar med sølvmønter.” Historikeren Plutarch, ca. 45-120 e.Kr.

“Alle templer var åbne, behængt med kranse og duftede af røgelse, og talrige vagter holdt styr på mængden. Triumftoget var inddelt i tre dele – hver på sin dag.

Første dag så man de erobrede statuer, malerier og kolossale billedstøtter blive ført frem på 250 vogne, og dog slog dagen ikke til”, skriver Plutarch, som levede godt 250 år senere, men baserede sin beretning på gamle kilder.

“Næste dag præsenteredes de kostbareste af de makedonske våben. Hjelme var dynget oven på skjolde og brynjer blandet med benskinner, og mellem skjoldene stak sværd og spyd frem, og alt var arrangeret sådan, at de raslede mod hinanden under kørslen og frembragte en uhyggelig, klirrende lyd. Efter vognene marcherede 3.000 mand, der slæbte 750 kar med sølvmønter”.

Skatten var af ufattelig størrelse, men der var meget mere, berettede Plutarch:

“På den tredje dag om morgenen rykkede trompetblæserne frem. De blæste ikke festmelodier, men den march, romerne brugte, når de rykkede frem til slag.

Efter dem fulgte 120 fede okser med forgyldte horn prydede med offerbånd og kranse. Derefter 77 store kar proppet med guldmønter foruden en mægtig diamantbesat guldskål og makedonerkongens personlige guld- og sølvtallerkener. Så fulgte kong Perseus’ egen vogn, hvor hans rustning og diadem lå på en forhøjning, så alle kunne se den”.

“Et stykke efter kom kongens børn, der jo nu var slaver.“ Plutarch (46 - 127 e.kr.), græsk-romersk historiker.

Triumftogets hovedperson var naturligvis den triumferende general Aemilius Paullus, men også hans kongelige fanger, som i lænker blev ført gennem byen, spillede en vigtig rolle.

Kong Perseus havde tryglet Aemilius Paullus om at slippe for ydmygelsen, men generalen havde affærdiget ham med ordene, at det jo var “Perseus’ helt eget valg” – underforstået, at kongen bare kunne begå selvmord.

Men det havde makedonernes monark alligevel ikke kunnet få sig selv til, så nu blev han syg og nedbrudt trukket gennem Roms gader.

Folket fik medlidenhed med fjenden

Det var dog ikke altid til at forudsige, hvordan tilskuerne ville reagere på synet af krigens ofre.

I Aemilius Paullus’ triumftog stjal kong Perseus’ børn billedet og blev mødt med medlidenhed – selv blandt de mere hårdkogte romere med hang til blodige gladiatorkampe og løver, der flåede forbrydere. Ifølge Plutarch vakte synet af Perseus’ børn medynk.

“Et stykke efter kom kongens børn, der jo nu var slaver. De var ledsaget af deres lærere, der grædende strakte hænderne ud mod det romerske folk og opfordrede børnene til at gøre det samme.

Det var to drenge og en pige – de var for små til rigtig at forstå omfanget af deres ulykke, men netop dette gjorde folks medlidenhed med dem så meget desto større.

Ja man overså næsten deres far, kong Perseus, og mange følte sig ved synet af børnene vemodigt stemt og fældede tårer over deres skæbne.

“Han rystede over hele kroppen og lignede en vanvittig.” Plutarch om den tilfangetagne kong Perseus af Makedonien, der var med i triumftoget.

Efter børnene kom kong Perseus selv, iført sorte klæder og makedonske støvler. Han rystede over hele kroppen og lignede en vanvittig, så stærkt havde ulykken taget på ham”, forklarede Plutarch.

Triumftogets bagtrop bestod af fire hundrede gyldne kranse, som de undertvungne makedonske byer havde overrakt Aemilius Paullus som tegn på, at han havde sejret.

Kun en dygtig hærfører, som var sendt i krig med senatets velsignelse, kunne hædres med et triumftog.

© Shutterstock

Senatet bestemte hvem der fik et triumftog

Ikke enhver krig resulterede i, at en sejrrig romersk hærfører blev belønnet med en triumphus – et triumftog gennem Rom. Senatet afgjorde, om alle krav var opfyldt, for statskassen betalte for festen.

Et triumftog var det største, en romersk hærfører kunne drømme om. Hæderen var så stor en fristelse, at nogle tyede til ufine midler for at opnå den sjæld­ne ære.

I en retstale ironiserede den berømte romerske advokat Cicero (106-43 f.Kr.) over en general, der “på sin jagt efter triumfpotentiale om­hyg­ge­ligt gennemgik Alperne med for­­stør­rel­ses­glas – uden dog at få øje på en fjende”.

For at undgå, at lykkeriddere i tide og utide drog i krig på statskassens regning, skulle særlige krav være opfyldt, før et tri­umf­tog kunne komme på tale.

Gennem århundrederne har kravene efter alt at dømme varieret en del.

Generalen kom kørende i en prægtigt udsmykket vogn, iført triumfatorens dragt: En purpurfarvet og guldbroderet toga. Han stod rank i sin triumfvogn, der blev trukket af fire prægtige heste.

Efter generalen fulgte hans mest hengivne legionærer, der bar laurbærgrene og muntert skrålede sejrssange til ære for triumfatoren.

Roms gader kogte af begejstring

For den jævne befolkning var triumftog en kærkommen lejlighed til at holde fri, feste og få et glimt af eksotiske egne, som de ellers kun kendte fra mundtlige beretninger.

Tusinder stimlede sammen og ville nysgerrigt vide, hvordan det havde været muligt at besejre fjenden. Også det havde romerne en løsning på.

I ugerne op til triumftoget lod den sejrrige general store malerier fremstille. De viste afgørende scener fra slagmarken, hvordan de erobrede byer så ud, og hvilke bjerge og floder legionærerne havde krydset.

Malerierne blev båret eller kørt gennem byen af legionærerne og udgjorde et populært element i triumftoget.

Triumftogenes præcis rute er i dag uvis, men legionærerne marcherede forbi en række af Roms vigtigste bygninger og pladser: 1) Pompejusteatret, 2) Octavians søjlehal, 3) Marcellusteatret, 4) Jupiters tempel, 5) Forum, 6) Colosseum 7) Circus Maximus.

Stemningen blandt tilskuerene steg i dagens løb, for der blev spist, drukket og skålet for de tapre legionærer.

I det antikke værk Ars amatoria (Elskovskunsten) fortæller poeten Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.), at de romerske triumftog også var et godt sted at forføre kvinder.

Historisk viden om den besejrede fjende, hans byer, floder og prominente krigsfanger banede vej til hendes hjerte og sovekammer.

“Svar på alt, hvad kvinden spørger om. Og hvis du ikke kender svaret, så opfind det”, lød ét af de muntre råd i Ovids håndbog for horekarle.

Kun genier fik mere end et triumftog

Triumftog var en sjælden ære, som kun overgik få romere, men betød ikke, at de behøvede at være en engangsforestilling i en ambitiøs generals liv.

Var evnerne på slagmarken store nok, og gav magtkampe med Romerrigets nabostater lejlighed til det, kunne en triumfator godt blive fejret flere gange.

I senrepublikken blev den romerske hærfører Pompejus den Store hele tre gange belønnet med et triumftog.

“Han fik triumf, før han fik skæg.“ Plutarch i hans beretning om Pompejus.

Først førte Pompejus i 83 f.Kr. sine legionærer til sejr på Sicilien og i Nordafrika i en af Romerrigets borgerkrige.

Hans efterfølgende triumftog to år senere vakte forargelse i konservative kredse, fordi Pompejus end ikke var medlem af senatet, og fordi han var så bemærkelsesværdig ung.

“Han fik triumf, før han fik skæg”, bemærkede Plutarch i sin skildring af Pompejus’ liv. Kilderne er uenige om, hvorvidt Pompejus var 24, 25 eller 26 år, men hans unge alder var en kontroversiel sag.

Blandt de romerske senatorer var synspunkterne delte: Nogle anså hans triumf for at være en fantastisk bedrift og beviset på, at den unge mand var et militært geni.

Andre opfattede hans unge alder som en trussel mod Romer­rigets stolte traditioner. Triumftoget blev skæmmet af et uheld, som de konservative kræfter godtede sig over.

Pompejus havde hjembragt en flok elefanter og fik den idé at spænde fire af de enorme dyr for sin triumfvogn i stedet for heste.

Men midt under sejrs­marchen gennem Rom viste det sig, at elefanterne var for tykmavede til at presse sig gennem en af byens porte.

Til senatorernes skræk og folkets jubel prøvede Pompejus hele to gange at lempe elefanterne igennem porten, før han opgav og erstattede dem med heste.

10 år senere fik Pompejus en stor del af æren for at have nedkæmpet det slaveoprør, som Spartacus anførte.

Og i 61 f.Kr. fulgte Pompejus’ tredje og sidste triumftog, som blev ham tildelt efter en stribe sejre over Romerrigets fjender i Mellemøsten.

Ét af de trofæer, der blev båret gennem Rom under Pompjus’ sidste triumftog, bar indskriften: “Dette er et trofæ af hele verden”. I et tempel lod senatet desuden en marmortavle over Pompejus’ bedrifter opstille.

På tavlen kunne romerne læse den noget overdrevne påstand, at hærføreren “udstrakte imperiets grænser til verdens ende”.

Titusbuen i Rom blev rejst til minde om kejser Vespasian og hans søn Titus. Relief­ferne viser deres sejre over jøderne i provinsen Judæa.

© Shutterstock

De første triumfbuer fik et kort liv

Ud over en sejrsparade gennem byen blev Roms store hærledere også hyldet med monumenter. De tidlige triumfbuer blev revet ned efter brug, men i kejsertiden skulle store sejre foreviges.

I Roms barndom opførte byens indbyggere en symbolsk byport, som deres sejrrige tropper skulle gå igennem under triumftoget.

Porten blev opført i simple materialer som tegl og sten, for den skulle rives ned igen, når festlighederne var forbi. De tidlige triumfbuer havde en høj hvælving, hvor fjendens våben kunne hænges op som pynt.

Fra kejsertidens begyndelse i 27 f.Kr. ændrede triumfbuerne karakter. Kejseren blev dyrket som en guddom, og monumenter over hans triumfer skulle i al evighed minde romerne om monarkens storhed.

Kejsertidens triumfbuer blev opført i marmor og dekoreret med relieffer. Buernes reliefmotiver var både en visualisering af sejren og en glorificering af kejserens militære bedrifter.

Motiverne kunne også henvise til kejserlige reformer og velgørenhed – som fx uddeling af korn og penge til de fattige i perioder med hungersnød.

Kejserens arving vogtede nidkært over sine forfædres monumenter, for de var med til at legitimere hans egen ret til at regere Romerriget. I begyndelsen af 300-tallet var der derfor ikke færre end 36 triumfbuer i Rom.

Kun tre af dem har overlevet til i dag: Titusbuen (opført i 81 e.Kr.), Septimius Severus-buen (203 e.Kr.) og Konstantinbuen (315 e.Kr.).

Generalen var guddom for en dag

Antikke kilder antyder, at det var skik og brug for triumfatoren at lade sig male rød i ansigtet samt iførte sig en purpurfarvet toga med guldbroderi.

Han blev dermed en tro kopi af jupiterstatuen i byens helligste tempel. Under triumftoget var generalen altså i rituel forstand identisk med romernes overgud.

Den slags kunne give selv de mest beskedne mænd nykker. Triumftogets vigtigste ceremoni bestod derfor i, at generalen ydmygt skulle ofre to okser til Jupiter og lægge sine laurbær for foden af gudestatuen i hans templet.

Igen og igen viste den slags forholdsregler sig ikke at være nok. Alle forsøg på at forhindre magtbegæret i at blomstre hos triumferende generaler slog fejl, beviste Julius Cæsar.

Han havde også mere end de fleste at have sit storhedsvanvid i: Hele fire triumfer tildelte senatet ham efter krige i Gallien, Egypten, Pontos (nutidens Tyrkiet) samt Numidien (Algeriet og Tunesien).

Under et af sine triumftog blev Cæsars nok kendteste slogan båret gennem byen: “Jeg kom, jeg så, jeg sejrede”. Som enkelte af sine forgængere var Julius Cæsar heller ikke bleg for at prale af sejre over andre romere.

Hans legionærer bar også triumferende et billede gennem byen, der viste politikeren Cato den Yngre i færd med at flå sine egne tarme ud, så han slap for Cæsars hævn.

Romas keisere reiste også søyler over sine triumfer - med relieffer fra slagmarken.

© Wikimedia

Så vulgær en opførsel vakte forargelse i Rom. Med voksende skepsis betragtede romerne Cæsars ambitioner og hans foragt for traditioner.

Bekymringen for, at han ville gøre sin midlertidige titel som diktator permanent, steg – også selvom Cæsar forærede de fattige romere penge, korn, olie og kød.

“Han (Cæsar, red.) lod sig også tilkende udmærkelser, der oversteg, hvad der kan tilkomme et menneske.” Forfatteren Sueton (70-130 f.Kr.).

Han arrangerede også underholdning i form af gladiatorkampe, atletikstævner, væddeløb, teaterforestillinger og søslag på kunstigt anlagte søer med skibe fra fjendernes besejrede flåde – gaver, som ambitiøse mænd i antikken strøede om sig for at sikre sig folkets opbakning, men forfatteren Sueton (70-130 e.Kr.) forstod sine forfædres bekymring og skrev i sit værk om Julius Cæsar:

“Ikke blot modtog han alt for store æresbevisninger – fortløbende konsulat, diktator på livstid, overopsyn med skik og moral, imperator som fornavn, Fædrelandets Fader som tilnavn, en statue mellem kongerne, ophøjet loge i teatret – men han lod sig også tilkende udmærkelser, der oversteg, hvad der kan tilkomme et menneske”.

Måske flirtede Cæsar virkelig med tanken om et guddommeligt monarki som sit store idol, Alexander den Store.

Den makedonske hærleder var blevet opfattet som søn af Zeus, og en guddommeliggørelse af Cæsar kunne gøre ham til en romersk udgave af Alexander.

Rygterne svirrede i Rom. Et af dem gik ud på, at Cæsar ved næste senatsmøde ville få titel af konge, og det blev den di­rek­te anledning til sammensværgelsen imod ham.

Ifølge romersk tradition var mo­nar­ki forbudt, og i 44 f.Kr., to år efter sit triumftog, blev Cæsar dolket ihjel.

Triumftog var yndede motiver i romersk kunst. Et vinbæger viser fejringen af den senere kejser Tiberius.

© Marie-Lan Nguyen

Mange af Cæsars modstandere må have åndet lettet op og tænkt, at de på et hængende hår havde afværget triumftogets yderste konsekvens: Et monarki med en guddom som regent.

Kejser tog monopol på triumf

Mordet på Cæsar viste sig dog at være en stakket frist. Blot 17 år senere blev romernes republik og rigmandsstyre afløst af en kejser, der satte sig på al magt, og i den efterfølgende kejsertid skiftede triumftogene karakter: I stedet for at fejre specifikke sejre på slagmarken blev triumftog afviklet som en hyldest til kejseren.

Især Cæsars efterfølger som rigets stærke mand, Ocatavian, stod for denne linje. Under kejsernavnet Augustus brugte han triumftog til at svække Roms magtfulde familier og styrke sin egen position.

“Mig skal der ikke triumferes over.” Egyptens dronning Kleopatra kort før sit selvmord.

I beretningen om sine gerninger, Res Gestae, opremsede Augustus omhyggeligt sine tre triumftog – blandt andet sejren over Antonius og Kleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.

Et rygte ville dengang vide, at Kleopatra havde begået selvmord netop for at undslippe ydmygelsen ved at gå den tunge gang i Augustus’ triumftog hjemme i Rom.

“Mig skal der ikke triumferes over”, skal Egyptens dronning have mumlet igen og igen inden sin død.

Trods sit selvmord slap hun ikke helt: Augustus lod en model i naturlig størrelse fremstille, så Kleopatra kunne vises frem.

Ifølge den romerske digter Properts, som var øjenvidne til optoget, forestillede modellen hendes dramatiske dødsøjeblik – inklusive slanger, der bed dronningen i armene.

© Shutterstock

Små sejre måtte nøjes med ovationer

På marmortavlerne over Roms største sejre – de såkaldte Fasti triumphales – omtales ikke kun 209 store triumfer, men også 30 såkaldte ovationer.

Betegnelsen dækker over en mindre sejr, som udløste en slags trøstepræmie til generaler, der ikke helt havde gjort sig fortjent til et stort triumftog.

Hvis fjenden fx ikke var en egentlig stat, men slaver eller pirater, blev sejren betragtet som mindre betydningsfuld.

Hærføreren måtte også nøjes med en ovation, hvis blodsudgydelserne havde været for beskedne, eller hvis krigen endnu ikke var afsluttet.

Ovationen adskilte sig på mange måder fra et triumftog: Generalen fik ikke lov til at køre i triumfvogn, men måtte gå eller ride på hest. Han bar ikke triumftøj og var hverken ledsaget af sine tropper eller senatorerne.

Kronen af laurbær var udskiftet med myrter, og den sejrrige hærfører ofrede ikke prægtige okser, men får til Jupiter.

Romernes sidste sejrsfest

Triumftogene fortsatte, selvom også Rom gik under, da vandaler i 455 e.Kr. plyndrede byen.

I Det Østromerske Rige – Byzans med hovedstad i Konstantinopel – fortsatte de stolte traditioner, og ifølge historikeren Prokopios vendte noget af det plyndringsgods, som vandalerne havde slæbt bort, tilbage til romerne årtier senere.

Her bevilgede en romersk kejser undtagelsesvist et triumftog til en af sine generaler, Belisarius.

Sådan kunne folket beskue de jødiske tempelskatte, som i år 71 var blevet båret i storslået triumf gennem Roms gader af general Titus’ og hans far, kejser Vespasians, legionærer.

Efter en kort udflugt til vandalernes rige i Nordafrika blev de nu bragt dem “hjem” til det romerske folk af Belisarius.

Generalens triumftog i år 534 e.Kr. blev romernes sidste og adskilte sig ikke kun fra det oprindelige forbillede ved at foregå i Konstantinopel.

Sejrherren blev heller ikke kørt gennem byen i en prægtig vogn, men vandrede til fods. Og frem for alt endte processionen ikke med en ofring til guden Jupiter.

Romerne havde for længst skiftet statsreligion, så general Belisarius afsluttede sin storslåede sejrsmarch med at kaste sig i støvet foran sin hersker – den kristne kejser Justinian.