Alle ville have romernes akvædukter: Vand gav Rom magt

Omkring år 150 e.Kr. indtraf en af de mest skelsættende begivenheder i den nordafrikanske storby Karthagos urolige historie.

Romerne havde erobret byen 300 år tidligere, og siden var Karthago vokset til Romerrigets fjerdestørste by. I al den tid havde de ca. 100.000 indbyggere møjsommeligt måttet hente vand op fra brønde og regnvandscisterner, som i tørketider svandt ind til ingenting.

Men nu var det slut. På den romerske kejsers ordre havde en hærskare af højt specialiserede arbejdere, slaver og ingeniører færdigbygget en af rigets mest imponerende akvædukter.

Karthagos nye vandforsyning leverede hvert døgn ikke mindre end 17 mio. liter livgivende vand. Lige så ufatteligt som vandmængden var det byggeri, der var gået forud.

Fra sit udspring i bjergmassivet Zaghouan bugtede den 90 km lange akvædukt sig som en slange af sten og cement over uendelige sletter, dybe kløfter og brede dale via udhuggede kanaler, broer og kilometerlange arkader.

For indbyggerne var akvædukten et vidunder. Som den romerske forfatter Plinius den Ældre skrev 100 år tidligere, så kunne intet byggeri måle sig med akvædukterne, når man tog byggeriets størrelse og mængden af vand i betragtning:

“Så må vi blankt erkende, at intet andet i den ganske verden er værdigere for vores beundring”.

Hovedstaden Rom havde det største atal akvædukter, men overalt, hvor romerne trængte frem – fra nutidens Tyrkiet i øst, Marokko i syd og England i nord – fulgte også deres akvædukter. For befolkningerne i imperiet var akvædukterne et symbol på den højeste civilisation.

I Karthago betød den nye akvædukt fx ikke alene, at indbyggerne aldrig igen skulle bekymre sig om tørke, men også at de fik fontæner i gaderne samt en af imperiets største badeanstalter.

Og det samme gjaldt utallige andre romerske byer, der fik et meget synligt bevis på fordelen ved at være en del af Roms imperium. Som grækeren Aelius Aristides jublede i en tekst om Romerrigets imponerende byggerier:

“Kun de, som står uden for imperiet, fortjener at blive ynket for at gå glip af sådanne velsignelser”.

For Rom var akvædukterne ikke kun en magtdemonstration, men også afgørende for den indre stabilitet. Hærene kunne slå oprør ned, men akvædukterne kunne forhindre, at oprørstanken overhovedet opstod.

Imperiets virkelige erobrere var derfor ingeniørerne.

Romerrigets hjerte, Rom, fik sin første akvædukt, Aqua Appia, i 312 f.Kr. Kanalen på lidt over 16 km blev anlagt, fordi byens voksende kvægmarked – Forum Boarium – manglede vand til dyrene.

Hidtil havde romerne klaret sig med vand fra floden Tiberen eller fra brønde på offentlige pladser. Vandet fra Aqua Appia blev ledt gennem landskabet i en nedgravet, underjordisk kanal af sten, der var tætnet med mørtel.

Kanalen endte i Rom, hvor vandet sprøjtede ud i fontæner nær kvægmarkedet.

De ellers så opfindsomme romere havde ikke selv udviklet teknikken med at lede vand over land. Inspirationen kom bl.a. fra grækerne, som romerske købmænd handlede med.

I Grækenland og Lilleasien ledte bønder vand til deres marker vha. kanaler med en lille højdeforskel, som fik vandet til at flyde. Den idé tog romerne med hjem – og videreudviklede i en grad aldrig set før.

Romernes store problem var, at de ingen store pumper havde, så for at lede vandet i den ønskede retning skulle de bruge tyngdekraft. Vandet måtte ofte hentes i bjergene mange kilometer fra byerne, og imellem de to lå ofte kløfter, floder og lavtliggende sletter, som kunne umuliggøre projektet.

Af samme årsag byg­­ge­­de grækerne som regel kun akvædukter over relativt små afstande. Ro­­mer­­ne­ fandt dog en løsning, som i dag er det, de fleste ser for sig, når Roms akvædukter nævnes: Akvæduktbroer.

Fra grækerne havde romerne lært om matematiske principper i arkitektur, som de brugte til at løse problemet, fx hvordan en stenbue kan bære enorm vægt og spare store mængder byggematerialer.

Ved at give buen den rette form pressede stenene vægten ned i buens ben, og under buen kunne alt fra floder til mennesker passere.

Med romernes egen opfindelse – det hurtigt størknende beton, som bestod af bl.a. vand og en pulveriseret vulkansk stenart – blev ingeniørerne i stand til at bygge de karakteristiske akvæduktbroer, så vandet kunne ledes over selv de største forhindringer.

Efter en opslidende borgerkrig blev Augustus i år 27 f.Kr. Romerrigets ubestridte leder og ind­led­te dermed Roms så­kald­te kejsertid. I rigets ho­ved­stad voksede vandbe­ho­vet støt, i takt med at flere og flere flyttede til storbyen.

Vandet skulle bruges til byens badeanstalter, offentlige toiletter og ga­de­fon­tæ­ner og til markederne, hvor bl.a. kød- og fiskehandlere i som­mer­he­den skyllede varer og salgsdiske rene.

Også Roms industrier – fx vaskerier og garverier – krævede konstant rindende vand til vaskebaljer og behandling af huder, som skulle lægges i blød.

Ud over akvædukten til Nemausus i nutidens Frankrig lod Augustus også akvædukter opføre i nutidens Spanien, Nord­af­ri­ka og Lilleasien.

Og de følgende romerske kejsere lod ligeledes enorme akvædukter opføre overalt i riget – 300 alene i Gallien. Formålet var at vinde popularitet og vise de lokale, at imperiets rigdomme ikke kun tilhørte Rom, men alle i riget.

Derfor sørgede kejserne også for, at de synlige dele af vandsystemerne blev så imponerende som muligt.

I Nemausus blev det såkaldte castellum, hvorfra vandet fra akvædukten blev for­delt ud til byens forskellige kvarterer, fx udsmykket med relieffer med vand-scenerier. Langs de strækninger, hvor åb­ne vandkanaler løb i byen, gik en bron­ze­ba­lu­stra­de, hvor forbipasserende kun­ne svale sig og betragte den evige strøm af plaskende, friskt vand.

Andre steder gik ingeniørerne endnu længere. I byen Milet i nutidens Tyrkiet endte byens akvædukt fx i en tre etager høj fontæne, der var bygget op som en paladsfacade med smukt udhuggede søjler og et utal af marmorskulpturer, hvorfra vandet i kaskader væltede ned i et enormt bassin forneden.

Dekorationerne var en hyldest til det livgivende vand, men skulle også kaste glans over de romerske bygmestre, som selv var umådelig stolte over deres værk.

“Bare sammenlign disse uundværlige a­kvæ­duk­ter med de helt igennem for­måls­lø­se pyramider eller med grækernes u­nyt­ti­ge, men højt berømmede, byg­nings­vær­ker”, pralede lederen af Roms vand­for­sy­ning, Sextus Frontinus, i sin bog om akvædukterne fra 97 e.Kr.

I takt med at Romerriget blev udvidet til De Britiske Øer i nord og Afrika i syd, ville flere og flere af imperiets byer have en akvædukt.

Ud over at kun­ne ses i landskabet af forbipasserende gav akvædukten pre­sti­ge til by­en. Med rin­den­de vand kun­ne borgerne fremvise fon­tæ­ner og spring­vand, og mod betaling kun­ne byens overklasse få ført vand ind i deres vil­la­er til private havebassiner og toiletter.

Men en akvædukt krævede tusindvis af ar­bej­de­re, og den kunne tage årtier at opføre.

Fx kostede Nîmes-akvædukten med Pont du Gard det romerske skatkammer ca. 30 mio. sestertier. Beløbet svarede til års­løn­nen for 25.000 romerske soldater – en svimlende sum, som kun romerske kej­se­re eller romerske rigmænd i forening kunne rejse.

Alligevel satsede nogle byer – med u­ø­ve­de kræfter – på selv at stå for byggeriet, hvilket ofte endte katastrofalt.

I 112 e.Kr. blev den romerske senator Plinius den Yngre guvernør i provinsen Bithynien ved Sortehavet. En af de første opgaver var at rette op på de kronisk dårlige finanser i byen Nicomedia.

“Indbyggerne har bortødet 3,2 mio. sestertier på en akvædukt, som står efterladt i ufuldendt tilstand; jeg vil nærmere kalde det en ruin, og nu har de hævet skatterne i et omfang på 2 mio. sestertier til en ny”, klagede Plinius i et brev til den daværende kejser, Trajan.

Kejseren gav guvernøren frie hænder til at udskyde udgifter såsom en kostbar restaurering af byens gymnastik-plads for at skaffe penge til akvædukten.

Oftest blev de kostbare byggerier finansieret af imperiets statskasse. I år 125 e.Kr. skrev Herodes Atticus, guvernør af den romerske provins Asia (i nutidens Tyrkiet), til kejser Hadrian, at indbyggerne i byen Troja kun havde mudret brøndvand at drikke.

Han bad derfor al­ler­nå­digst kejseren om 3 mio. drakmer, så indbyggerne kunne bygge en ca. 25 km lang akvædukt. Hadrian frigav be­red­vil­ligt pengene, men da prisen ved fær­dig­gø­rel­sen havde nået over det dob­bel­te, smækkede kejseren kassen i – by­en måtte selv betale differencen.

Selvom kejserne ofte finansierede de store akvædukter med penge fra statskassen, skete det, at de i stedet gav de vandhungrende byer en nedsættelse i den årlige tribut, så de med de sparede penge selv kunne betale akvædukterne.

Som regel måtte den romerske stat dog alligevel hjælpe med teknisk bistand, for kun staten havde de nødvendige eksperter – og de kom alle fra hæren.

På kejser Augustus’ tid talte den romerske hær omkring 125.000 mand, og langt­fra alle var blot soldater. Med på felt­togene fulgte højt specialiserede hånd­vær­ke­re, landmålere og ingeniører, der skulle kunne opføre alt fra forter til bro­er over floder.

Det var disse eksperter, som kejserne som oftest satte til at stå for opførelsen af de teknisk avancerede akvædukter. I mange tilfælde blev også hærens soldater sat til at hjælpe med det praktiske arbejde.

I andre tilfælde hyrede byg­mest­re­ne lokale til byggeriet, mens sla­ver blev brugt til det farligste og mest slid­som­me arbejde med fx at hugge tun­nel­ler gennem bjerge eller grave grøfter.

Selve udlægningen og koordineringen stod hærens ingeniører dog for, da det kræ­ve­de specialviden både at finde det beds­te sted at hente vandet og ikke mindst at sørge for, at de mange kilometer tunneller, kanaler og broer fik den helt rette hældning.

Ifølge militæringeniøren Vitruvius, der i 20 f.Kr. skrev et digert værk om arkitektur- og in­ge­ni­ør­kunst, krævede bare det at finde vand, der kunne føde akvædukten, en eks­pert. Han havde dog selv et godt råd:

“Testen er at lægge sig med kinden mod jorden før solopgang, hvor søgningen finder sted. Udgravning skal ske der, hvor fugtighed synes at kravle opad og stige i luften – dette tegn kan ikke ske på tør jord”, forklarede militæringeniøren.

Når vandkilden var lokaliseret og gravet fri, skulle projektets byggeleder konstant overvåge, at akvædukten fulgte den optimale rute gennem landskabet. At føre kanalen gennem et bjerg var et ingeniørmæssigt vovestykke. Ud over komplicerede beregninger skulle arbejdere hakke sig vej gennem ren klippe.

Projektet krævede desuden lodrette luftskakter, så de arbejdere, der knoklede under jorden, ikke blev kvalt af iltmangel.

Markører i form af pæle sat ved skakterne blev brugt som visuel opmåling. Ved at stille sig ved en markør kunne ingeniøren og hans hjælpere pr. øjemål vurdere, om strækningen mellem markørerne fulgte den planlagte linje.

Metoden var primitiv og send­te ar­bej­der­ne på vild­spor, hvis der blev la­vet ba­re den mindste fejl.

Især hvis ud­grav­nin­gen foregik sam­ti­dig i hver side af et bjerg, erfarede den romerske militæringeniør Nonius Datus, som i 152 e.Kr. stod for opførelsen af en akvædukt til havnebyen i Saldae i nutidens Algeriet.

Datus havde lavet beregningerne og sat to arbejdshold i gang med at hugge en tunnel gennem bjerget fra hver sin side, hvorefter han måtte forlade stedet – muligvis for at lede et andet byggeri. Snart blev han imidlertid hidkaldt af provinsens ophidsede guvernør.

“Jeg fandt dem alle grædefærdige og mis­mo­dige. De havde opgivet alt håb om, at de to tunneller nogensinde ville mø­des, eftersom begge tunneller nu var kom­met over halvvejs gennem bjerget. Og som altid i sådanne tilfælde faldt skylden på mig, ingeniøren”, skrev Datus bit­tert i en rapport.

Han mente dog ikke, at skylden var hans, for beregningerne passede:

“Entreprenøren og hans assistenter hav­de lavet brøler efter brøler. I hver en­de af tunnellen har de afveget fra linjen, begge lidt mod højre. Havde jeg ventet lidt længere med at vende tilbage, vil­le Saldae have fået to tunneller i stedet for en!” hoverede ingeniøren.

Takket være Nonius Datus’ indgriben og et hold soldaters gravearbejde blev de to tunneller på samlet 428 m rettet til, så de mødtes inde i bjerget, og Saldae­ fik sin 24 km lange akvædukt.

Selv efter færdiggørelsen af en a­kvæ­dukt var arbejdet på anlægget ikke færdigt. Vandet, der løb i vandledningerne, trak – af­hæn­gigt af kildens beskaffenhed – masser af urenheder med sig.

Nedfældningsbassiner i vandkanalerne filtrerede det værste skidt fra. De skulle derfor jævnligt tøm­mes af arbejdere via inspektionsskakter. Et sådant bassin lå nær afslutningen på Roms Anio Novus-akvædukt.

Da bassinet blev fundet, var det fyldt med ærtestore sten – ført med fra kilden 70 km borte. Mængden var så enorm, at den nutidige ejer siden anlagde en hel kilometer vej med stenene.

En anden kilde til konstant arbejde for arbejderne var de store mængder kalk, som vandet tog med sig og aflejrede. Forsøg viser, at et lag på blot 3 cm kalk i en kanal kunne reducere vandgennemstrømningen betragteligt.

Af samme årsag var de underjordiske kanaler bygget så store, at arbejdere kunne bevæge sig i dem og hugge aflejringerne væk – et slid, som aldrig stoppede.

Netop behovet for konstant vedligehold blev de romerske akvædukters endeligt. Da den vestlige del af Romerriget i 400-tallet brød sammen, og barbar-stammer strømmede ind, vedligeholdt ingen længere akvædukterne, som for de flestes vedkommende i løbet af få årtier kalkede til og brød sammen.

Tilbage stod romernes tørlagte akvæduktbroer og kilometerlange buearkader, der i århundreder havde tilført byerne uendelige mængder vand. Selvom vandet forsvandt, vedblev byggerierne dog med at imponere.

I den spanske by Mérida kaldte borgerne i middelalderen fx ruinerne af byens akvædukt for “Los Milagros” – Miraklet – til minde om det vand-vidunder, som Roms navnløse ingeniører i fordums tid havde skabt.