Romerske akvædukter i Rom

Alle ville have romernes akvædukter: Vand gav Rom magt

Romerne erobrede antikken største rige med våben, men det var deres akvædukter, som fik de undertvungne til at erkende imperiets storhed. De gigantiske bygningsværker var et mirakel, der førte køligt, rent vand ind i byerne, hvor taknemmelige indbyggere kunne nyde plaskende fontæner, vandkunster og enorme badeanstalter.

Romerne erobrede antikken største rige med våben, men det var deres akvædukter, som fik de undertvungne til at erkende imperiets storhed. De gigantiske bygningsværker var et mirakel, der førte køligt, rent vand ind i byerne, hvor taknemmelige indbyggere kunne nyde plaskende fontæner, vandkunster og enorme badeanstalter.

Photo Deutsches Museum, Munich, Archives, BN31047

Følg vandet klukke gennem rørene i Roms første akvædukt fra 312 f. Kr., indtil de kalker til og forfalder hen imod Romerigets fald.

Gå på opdagelse i vores mange illustrationer, der fortæller historien om, hvordan romernes akvædukter blev bygget og vedligeholdt.

17 millioner liter vand dagligt

Omkring år 150 e.Kr. indtraf en af de mest skelsættende begivenheder i den nordafrikanske storby Karthagos urolige historie.

Romerne havde erobret byen 300 år tidligere, og siden var Karthago vokset til Romerrigets fjerdestørste by. I al den tid havde de ca. 100.000 indbyggere møjsommeligt måttet hente vand op fra brønde og regnvandscisterner, som i tørketider svandt ind til ingenting.

Men nu var det slut. På den romerske kejsers ordre havde en hærskare af højt specialiserede arbejdere, slaver og ingeniører færdigbygget en af rigets mest imponerende akvædukter.

Karthagos nye vandforsyning leverede hvert døgn ikke mindre end 17 mio. liter livgivende vand. Lige så ufatteligt som vandmængden var det byggeri, der var gået forud.

Fra sit udspring i bjergmassivet Zaghouan bugtede den 90 km lange akvædukt sig som en slange af sten og cement over uendelige sletter, dybe kløfter og brede dale via udhuggede kanaler, broer og kilometerlange arkader.

For indbyggerne var akvædukten et vidunder. Som den romerske forfatter Plinius den Ældre skrev 100 år tidligere, så kunne intet byggeri måle sig med akvædukterne, når man tog byggeriets størrelse og mængden af vand i betragtning:

“Så må vi blankt erkende, at intet andet i den ganske verden er værdigere for vores beundring”.

Antikkens vildeste bygningsværk

De romerske akvædukter var større, længere og mere avancerede end noget, verden før havde set. Uden pumper som hjælpemiddel var den romerske ingeniørs vigtigste allierede tyngdekraften, for kun den kunne lede vandet fra kilde til by.

Akvædukten skulle derfor altid have en hældning, og ingeniøren måtte finde den bedste måde at krydse bjerge, kløfter og sletter på.

Illustration af romers akvædukt fra vandkilde til castellum
© Per O. Jørgensen/Historie

1: Akvæduktens vandkilde

Illustration af romers akvædukt fra vandkilde til castellum
© Per O. Jørgensen/Historie

2: Underjordisk kanal med bassin til bundfældning

3: Inspektions-skakt til vandtunnel

Illustration af romers akvædukt fra vandkilde til castellum
© Per O. Jørgensen/Historie

4: Akvæduktbro med vandkanal på toppen

Illustration af romers akvædukt fra vandkilde til castellum
© Per O. Jørgensen/Historie

5: En omvendt sifon leder vandet over dybe dale og op igen gennem blyrør.

Illustration af romers akvædukt fra vandkilde til castellum
© Per O. Jørgensen/Historie

6: Lange arkader fører kanalen­ over flade sænkninger i landskabet.

7: Akvædukten ender i et castellum, hvor vandet opsamles og sendes ind i byen.

Beviset på fordelen ved Rom

Hovedstaden Rom havde det største atal akvædukter, men overalt, hvor romerne trængte frem – fra nutidens Tyrkiet i øst, Marokko i syd og England i nord – fulgte også deres akvædukter. For befolkningerne i imperiet var akvædukterne et symbol på den højeste civilisation.

I Karthago betød den nye akvædukt fx ikke alene, at indbyggerne aldrig igen skulle bekymre sig om tørke, men også at de fik fontæner i gaderne samt en af imperiets største badeanstalter.

Og det samme gjaldt utallige andre romerske byer, der fik et meget synligt bevis på fordelen ved at være en del af Roms imperium. Som grækeren Aelius Aristides jublede i en tekst om Romerrigets imponerende byggerier:

“Kun de, som står uden for imperiet, fortjener at blive ynket for at gå glip af sådanne velsignelser”.

For Rom var akvædukterne ikke kun en magtdemonstration, men også afgørende for den indre stabilitet. Hærene kunne slå oprør ned, men akvædukterne kunne forhindre, at oprørstanken overhovedet opstod.

Imperiets virkelige erobrere var derfor ingeniørerne.

150 km lange akvædukter

Intet demonstrerede bedre Romerrigets magt og tekniske overlegenhed end akvædukterne, som Roms ingeniører nåede at bygge mindst 1.600 af.

Alt fra badeanstalter til industrier var i Romerriget afhængigt af rindende vand – i enorme mængder.

Ingen brønd kunne skaffe så meget vand, kun akvædukter, hvis let skrånende kanaler udnyttede tyngedekraften til at lede vand fra de fjerneste kilder og videre ind til rigets tørstende byer.

Mens fx oldtidens grækere primært byggede korte akvædukter, opførte romerne akvædukter, der kunne blive op til 150 km lange.

På så lange strækninger skulle kanalerne krydse et utal af forhindringer, som krævede høje broer og lange buearkader, hvis ruiner fortsat kan ses over hele det tidligere imperium.

Romerrigets længste bro i Metz
© FranÇois Bernardin

Længste bro: 1.100 m lang bro i Metz

Bygget: 100-tallet e.Kr.

Byen Divodurum (Metz i nutidens Frankrig) med ca. 40.000 indbyggere fik imperiets længste akvæduktbro på 1.100 m. For at nå frem skulle byens akvædukt nemlig krydse den brede Moselflod.

Romerrigets længste arkade i Karthago
© Bridgeman Images

Længste arkade: 12 km arkade i Karthago

Bygget: Ca. 130 e.Kr.

Tørke tømte næsten Kar­tha­gos cisterner med opsamlet regnvand, og Rom lod derfor en akvædukt opføre. På det sidste stræk inden byen måtte romerne bygge imperiets længste arkade på i alt 12 km.

Romerrigets højeste bro ved Aosta-dalen
© akg-images

Højeste bro: 66 m høj bro gav Aosta sit vand

Bygget: År 3 f.Kr.

Romerkolonien Augusta Praetoria (i dag Aosta) i Norditalien fik rigets højeste bro, da byens akvædukt skulle krydse Aosta-dalen. Fra dalbunden til broens top er der 66 m. Så høj en bro var helt ekstraordinær.

Roms akvædukter hentede vand fra Anio-floden
© Imageselect

Størst kapacitet: 189 mio. liter vand pr. døgn gav Roms akvædukt

Bygget: 52 e.Kr.

Roms Anio Novus-akvædukt, som fik vand fra den mudrede Anio-flod, var imperiets vandrigeste. Vandet blev ved indløbet til byen filtreret af jerngitre og ledt gennem forbundne bassiner, hvor mudder og ral bundfældede sig.

Her var Romerrigets længste akvædukt
© HISTORIE

Længste akvædukt: 150 km vandledning til Apamea

Bygget: 100-tallet e.Kr.

Romerne erobrede den syriske by Apamea i 64 f.Kr. og forfinede den i kejsertiden med badeanstalter og gårdhaver med bassiner. Vandet, der kom fra en 150 km lang akvædukt, gjorde byen attraktiv.

Tyngdekraft ledte vand til byen

Romerrigets hjerte, Rom, fik sin første akvædukt, Aqua Appia, i 312 f.Kr. Kanalen på lidt over 16 km blev anlagt, fordi byens voksende kvægmarked – Forum Boarium – manglede vand til dyrene.

Hidtil havde romerne klaret sig med vand fra floden Tiberen eller fra brønde på offentlige pladser. Vandet fra Aqua Appia blev ledt gennem landskabet i en nedgravet, underjordisk kanal af sten, der var tætnet med mørtel.

Kanalen endte i Rom, hvor vandet sprøjtede ud i fontæner nær kvægmarkedet.

De ellers så opfindsomme romere havde ikke selv udviklet teknikken med at lede vand over land. Inspirationen kom bl.a. fra grækerne, som romerske købmænd handlede med.

I Grækenland og Lilleasien ledte bønder vand til deres marker vha. kanaler med en lille højdeforskel, som fik vandet til at flyde. Den idé tog romerne med hjem – og videreudviklede i en grad aldrig set før.

Vandbroer besejrede naturen

Hverken kløfter eller floder stoppede romerne, der blev eksperter i at bygge avancerede akvæduktbroer. Broerne var så solide, at mange fortsat står.

Roms ingeniører vidste, at alene tyngdekraften kunne bruges til at holde et byggeri oprejst. Når romerne opførte akvæduktbroer, var stenene lagt i et mønster, så de holdt hinanden på plads i en bue. Buernes ben bestod af sten fuget med cement eller beton.

Med tiden voksede akvædukterne i både længde og højde. Bl.a. blev romerne så dygtige til at tilhugge og lægge stenene, at hverken beton eller cement var nødvendigt for at holde dem på plads, da tyngdekraften gjorde arbejdet.

Under kejser Claudius i 100-tallet e.Kr. blev den 728 m lange akvæduktbro (kombineret arkade og bro) ved Se­go­via i det romerske Spanien opført helt uden brug af beton eller cement.

Romere anlægger kanal
© Imageselect

Kanalen lå øverst

På toppen af broen anlagde arbejderne den kanal, hvorigennem vandet blev ledt over på den anden side af kløften. Kanalen var som regel overdækket med stenplader, så vandet blev beskyttet mod frost og fugleklatter.

Slaver fik til opgave at bygge stilladser
© Imageselect

Slaver byggede stilladser

For at arbejde i højden skulle arbejderne bruge stilladser. Den opgave tilfaldt slaver, som fældede træer i nærheden af byggepladsen og byggede stilladserne af dem. Stilladset bestod af planker lagt i et træskelet bundet sammen af reb.

Arbejdere lægger buens sten
© Imageselect

Buerne holdt sig selv på plads

Med støttestilladser kunne arbejderne lægge buens sten. Hver sten havde skrå sider. Når den midterste sten, slutstenen, var lagt, holdt buen sig selv på plads, og støttestilladset kunne derefter fjernes.

Byggematerialer løftes op med kran
© Imageselect

Slaver knoklede i kranens hjul

Byggematerialer såsom sten og indvendige støttestilladser til buerne blev løftet op med en kran. Trædehjulet, som blev betjent af slaver, var forbundet til en talje og et reb, som hævede byggematerialet. En romersk kran kunne løfte seks-syv tons.

Stenbrud forsyner akvædukt-byggeri
© Imageselect

Byggeklodser kom fra stenbrud

Akvædukter krævede tonsvis af byggesten. Til akvæduktbroen Pont du Gard i nutidens Frankrig hentede romerne sten på trækvogne fra et brud tre kilometer væk. Byggeriet af broen krævede over 50.000 tons sten.

Vandledning til Tarragona-akvædukten i Spanien
© Till F. Teenck

Kanalen lå øverst

På toppen af broen anlagde arbejderne den kanal, hvorigennem vandet blev ledt over på den anden side af kløften. Kanalen var som regel overdækket med stenplader, så vandet blev beskyttet mod frost og fugleklatter.

Akvæduktbroerne

Romernes store problem var, at de ingen store pumper havde, så for at lede vandet i den ønskede retning skulle de bruge tyngdekraft. Vandet måtte ofte hentes i bjergene mange kilometer fra byerne, og imellem de to lå ofte kløfter, floder og lavtliggende sletter, som kunne umuliggøre projektet.

Af samme årsag byg­­ge­­de grækerne som regel kun akvædukter over relativt små afstande. Ro­­mer­­ne­ fandt dog en løsning, som i dag er det, de fleste ser for sig, når Roms akvædukter nævnes: Akvæduktbroer.

Fra grækerne havde romerne lært om matematiske principper i arkitektur, som de brugte til at løse problemet, fx hvordan en stenbue kan bære enorm vægt og spare store mængder byggematerialer.

Ved at give buen den rette form pressede stenene vægten ned i buens ben, og under buen kunne alt fra floder til mennesker passere.

Med romernes egen opfindelse – det hurtigt størknende beton, som bestod af bl.a. vand og en pulveriseret vulkansk stenart – blev ingeniørerne i stand til at bygge de karakteristiske akvæduktbroer, så vandet kunne ledes over selv de største forhindringer.

Også i byen var tyngdekraften afgørende

Ofte var akvæduktens mest udfordrende strækning de sidste kilometer inden byen.

Akvædukten endte i et fordelingsbassin – et castellum – hvorfra vandet i rør blev ledt ind i byen.

Det var afgørende, at et castellum lå højere end byen, for at skabe skabe tryk nok til at føre vandet gennem rørene.

En del byers opland var gerne flad slette, så for at opretholde nok hældning til at forsyne castellum måtte romerne bygge kilometerlange arkader.

Da romerne i 142 f.Kr. anlagde den 95 km lange Aqua Marcia, hvis vand endte inde i Rom, var 11 km af akvædukten opført som stenbuer, på hvis top vandet løb i en kanal.

Akvæduktens kanal var lukket for oven for bl.a. at forhindre, at bønderne stjal det vand, som var tiltænkt Roms tørstige indbyggere.

Efterhånden som republikken Rom fra 300-tallet f.Kr. indlemmede resten af Italien, blev rindende vand et udbredt tegn på velstand og civilisation.

Men selvom Rom i de følgende århundreder underlagde sig stadig større områder uden for Italien – de såkaldte provinser – fik de færreste af de undertvungne folkeslag del i den rigdom, som erobringerne medførte.

Det skulle imidlertid snart ændre sig.

Park med akvædukt i Rom
© Imageselect

Arkade holdt vandet i højden

Hvis byens opland var flad slette, opførtes en såkaldt arkade. Den bestod af stenbuer, hvorpå vandkanalen løb. Arkaden sørgede for, at akvædukten nåede byen i en tilstrækkelig højde.

Akvæduktens vand opsamles fra et castellum
© akg-images

Castellum fordelte vandet

Akvædukten endte i et castellum, et hus med et fordelingsbassin, som lå i byens udkant. Bassinet, hvorfra store ledninger sendte vandet ind i byen, skulle ligge højt, så vandet havde tilstrækkeligt tryk.

1: Indløb
2: Udløb

Vandtårne fører vandet til husene
© Per O. Jørgensen/Historie

Vandtårnene gav ensartet tryk

I byer med store højdeforskelle såsom Pompeji blev vandet ledt fra et castellum og op i vandtårne, som sørgede for, at vandtrykket hverken var for højt eller for lavt. Fra vandtårnene løb et virvar af mindre rør til fontæner og privathuse.

1: En arkade skulle ligge højere end et castellum.

2: Et castellum, hvorfra vandet løb ind i byen, lå på et højt punkt i byens udkant.

3: For at reducere vandets tryk blev det ledt op i vandtårne.

4: Fra vandtårnene blev vandet i mindre rør ført ind i privathusene.

Provinserne skulle have vand

Efter en opslidende borgerkrig blev Augustus i år 27 f.Kr. Romerrigets ubestridte leder og ind­led­te dermed Roms så­kald­te kejsertid. I rigets ho­ved­stad voksede vandbe­ho­vet støt, i takt med at flere og flere flyttede til storbyen.

Vandet skulle bruges til byens badeanstalter, offentlige toiletter og ga­de­fon­tæ­ner og til markederne, hvor bl.a. kød- og fiskehandlere i som­mer­he­den skyllede varer og salgsdiske rene.

Også Roms industrier – fx vaskerier og garverier – krævede konstant rindende vand til vaskebaljer og behandling af huder, som skulle lægges i blød.

Statue af kejser Augustus

For at styrke riget indledte kejser Augustus opførelsen af et stort antal akvædukter uden for Italien.

© Bridgeman Images

Da Augustus overtog magten, havde Roms om­kring én million indbyggere glæde af hele fem akvædukter på i alt 212 km, som hvert eneste døgn førte mindst 500 mio. liter vand ind i byen.

Augustus så sig imidlertid ikke kun som Roms leder, men som hele imperiets, og han besluttede derfor at rette op på ubalancen mellem rigets hovedstad og provinserne i forhold til statsfinansierede byggerier. Og snart lod han statskassen betale for opførelsen af alt fra amfiteatre til akvædukter i provinserne.

En af de berømteste akvædukter fra Augustus’ tid blev opført for at lede vand til byen Nemausus – nutidens Nîmes i Frank­rig. Akvædukten, som sandsynligvis blev påbegyndt i år 19 f.Kr., var 50 km lang og ledte dagligt ca. 20 mio. liter vand til byens 60.000 borgere.

Undervejs krydsede akvædukten floden Gardon, og de romerske ingeniører måtte der­for opføre en gigantisk bro. Resultatet blev akvæduktbroen Pont du Gard, der med 275 m var en af rigets længste.

Broen, der på det højeste punkt måler 49 m, havde buer i tre etager opført i gyld­ne sandsten. De bærende blokke i bro­en vejer op til seks tons hver, og de man­ge bue-åbninger skulle forhindre, at den stærke mistral-vind, som ofte blæser i området, væltede broen omkuld.

Det fak­tum, at Pont du Gard fortsat knejser over Gardon efter 2.000 år, vidner om de romerske ingeniørers kundskaber.

Vandet blev tappet fra søer, floder og kilder

Byggeriet af en akvædukt begyndte, ved at man fandt en højtliggende vand­kil­de. Vandet kunne hentes flere steder.

Modeltegning af kunstig sø
© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Kunstig sø: Vand blev opdæmmet

Smelte- og regnvand eller vand fra kildevæld blev opdæmmet i en stor, kunstig sø. Herfra blev vandet tappet via tunneller og sendt videre i akvædukten.

1: Vandet blev tappet via et tårn, så søens bundslam ikke kom med.
2: Dæmning
3: Vandtunnel
4: Sø

Romerne byggede dæmningsmur ved floderne, så vandet kunne udnyttes
© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Floder: Vand fra naturens akvædukt

Romerne hentede vand fra floder ved fx at bygge en lav dæmning tværs over strømmen. Det hævede vandstanden, så vandet kunne ledes ind i kanalen.

1: Vandet ledes ind i akvæduktens kanal
2: Dæmningsmur med overløb
3: Strømmens retning

Romerne byggede tunneler, der kunne hente vand fra kilder
© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Kilder: Tunnel hentede vandet

Den mest almindelige måde at hente vand på var at tappe det fra en kilde i en bjergside. Det kunne fx gøres ved at grave en tunnel ind i bjerget.

1: En tunnel tapper vand fra kilden.
2: Vandet samles i et nedfældningsbassin.
3: Vandet løber ud i akvædukten.

Byggerierne skulle imponere

Ud over akvædukten til Nemausus i nutidens Frankrig lod Augustus også akvædukter opføre i nutidens Spanien, Nord­af­ri­ka og Lilleasien.

Og de følgende romerske kejsere lod ligeledes enorme akvædukter opføre overalt i riget – 300 alene i Gallien. Formålet var at vinde popularitet og vise de lokale, at imperiets rigdomme ikke kun tilhørte Rom, men alle i riget.

Derfor sørgede kejserne også for, at de synlige dele af vandsystemerne blev så imponerende som muligt.

I Nemausus blev det såkaldte castellum, hvorfra vandet fra akvædukten blev for­delt ud til byens forskellige kvarterer, fx udsmykket med relieffer med vand-scenerier. Langs de strækninger, hvor åb­ne vandkanaler løb i byen, gik en bron­ze­ba­lu­stra­de, hvor forbipasserende kun­ne svale sig og betragte den evige strøm af plaskende, friskt vand.

Andre steder gik ingeniørerne endnu længere. I byen Milet i nutidens Tyrkiet endte byens akvædukt fx i en tre etager høj fontæne, der var bygget op som en paladsfacade med smukt udhuggede søjler og et utal af marmorskulpturer, hvorfra vandet i kaskader væltede ned i et enormt bassin forneden.

Dekorationerne var en hyldest til det livgivende vand, men skulle også kaste glans over de romerske bygmestre, som selv var umådelig stolte over deres værk.

“Bare sammenlign disse uundværlige a­kvæ­duk­ter med de helt igennem for­måls­lø­se pyramider eller med grækernes u­nyt­ti­ge, men højt berømmede, byg­nings­vær­ker”, pralede lederen af Roms vand­for­sy­ning, Sextus Frontinus, i sin bog om akvædukterne fra 97 e.Kr.

The Baths of Caracalla (1899) af Lawrence Alma-Tadema

I Rom og i provinserne nød høj og lav de romerske bades store luksus.

© Bridgeman Images

Romerne elskede deres badeanlæg

Gadefontæner var en stor vandsluger, men akvædukternes vigtigste funktion var at give vand til den største luksus: Romernes offentlige badeanlæg.

For en borger i Det Romerske Imperium kunne intet slå det daglige besøg i et offentligt badeanlæg. Derfor var de fleste akvædukters primære formål at levere de enorme mængder vand, som en badeanstalt krævede.

Da kejser Trajan i 104 e.Kr. iværksatte opførelsen af et nyt badeanlæg i Rom med plads til 3.000 gæster, krævede det en helt ny akvædukt, Aqua Traiana. Byggeriet stod færdigt fem år efter og bragte dagligt 114 mio. liter vand til byen – langt det meste til Trajans bade.

I en romersk badeanstalt mødtes gæsterne for at sludre, diskutere politik og udveksle sladder. Badene var også stærkt eftertragtede i provinserne. Ifølge en inskription på et romersk badeanlæg i Syrien gav anlægget “Nydelse og lykke” til alle borgere.

Selv i den romerske del af nutidens Tyskland, hvor heden ikke generede på samme vis som sydpå, var badeanlæg populære. Byen Augusta Treverorum (nutidens Trier) fik omkring 300 e.Kr. et badeanlæg med bassiner, fontæner og sportsanlæg. For at få vand nok måtte byen have hele to akvædukter, hvoraf den længste på 13 km førte ca. 25 mio. liter vand ind i byen pr. døgn.

Triers badeanlæg havde både koldt- og varmtvandsbassiner, hvoraf de største var 90 m lange. Det varme vand ankom i rør fra anstaltens i alt seks kedelrum og endte i tre bassiner. Slaver sled i kedelrummene, hvorfra også hed damp blev ført ind under badets gulve, så gæsterne fik fodvarme.

Statussymboler kostede dyrt

I takt med at Romerriget blev udvidet til De Britiske Øer i nord og Afrika i syd, ville flere og flere af imperiets byer have en akvædukt.

Ud over at kun­ne ses i landskabet af forbipasserende gav akvædukten pre­sti­ge til by­en. Med rin­den­de vand kun­ne borgerne fremvise fon­tæ­ner og spring­vand, og mod betaling kun­ne byens overklasse få ført vand ind i deres vil­la­er til private havebassiner og toiletter.

Men en akvædukt krævede tusindvis af ar­bej­de­re, og den kunne tage årtier at opføre.

Fx kostede Nîmes-akvædukten med Pont du Gard det romerske skatkammer ca. 30 mio. sestertier. Beløbet svarede til års­løn­nen for 25.000 romerske soldater – en svimlende sum, som kun romerske kej­se­re eller romerske rigmænd i forening kunne rejse.

Alligevel satsede nogle byer – med u­ø­ve­de kræfter – på selv at stå for byggeriet, hvilket ofte endte katastrofalt.

Romersk springvand

Det rindende vand fik ro­mer­ne til at gå a­mok i private spring­vand.

© Imageselect

Eliten brugte vandet til haver og springvand

Hvis en borger ønskede privat rørføring med vand fra en akvædukt, krævede det en officiel tilladelse og kostede penge.

Røret, der førte vandet ind i husholdningen, blev udstyret med en bronzedyse – en calix – som kunne købes i flere udgaver. Dysens diameter, som stod stemplet på siden, afgjorde nemlig, hvor meget vand der løb ind i boligen, og dermed, hvor meget borgeren skulle betale.

I huset blev vandet brugt til køkken og toiletter, og de rigeste brugte det til haveanlæg og springvand. Undersøgelser viser, at da Pompeji fik sin akvædukt, byggede de rige straks et væld af kunstfærdige springvand og vandbassiner i deres private haveanlæg.

Bortødte millioner på en akvædukt

I 112 e.Kr. blev den romerske senator Plinius den Yngre guvernør i provinsen Bithynien ved Sortehavet. En af de første opgaver var at rette op på de kronisk dårlige finanser i byen Nicomedia.

“Indbyggerne har bortødet 3,2 mio. sestertier på en akvædukt, som står efterladt i ufuldendt tilstand; jeg vil nærmere kalde det en ruin, og nu har de hævet skatterne i et omfang på 2 mio. sestertier til en ny”, klagede Plinius i et brev til den daværende kejser, Trajan.

Kejseren gav guvernøren frie hænder til at udskyde udgifter såsom en kostbar restaurering af byens gymnastik-plads for at skaffe penge til akvædukten.

Oftest blev de kostbare byggerier finansieret af imperiets statskasse. I år 125 e.Kr. skrev Herodes Atticus, guvernør af den romerske provins Asia (i nutidens Tyrkiet), til kejser Hadrian, at indbyggerne i byen Troja kun havde mudret brøndvand at drikke.

Han bad derfor al­ler­nå­digst kejseren om 3 mio. drakmer, så indbyggerne kunne bygge en ca. 25 km lang akvædukt. Hadrian frigav be­red­vil­ligt pengene, men da prisen ved fær­dig­gø­rel­sen havde nået over det dob­bel­te, smækkede kejseren kassen i – by­en måtte selv betale differencen.

Selvom kejserne ofte finansierede de store akvædukter med penge fra statskassen, skete det, at de i stedet gav de vandhungrende byer en nedsættelse i den årlige tribut, så de med de sparede penge selv kunne betale akvædukterne.

Som regel måtte den romerske stat dog alligevel hjælpe med teknisk bistand, for kun staten havde de nødvendige eksperter – og de kom alle fra hæren.

Nîmes-akvædukten
© HISTORIE

Sifon: Genialt system krævede enorme mængder bly

Til Nîmes-sifonens rør måtte romerne bruge 2.000 tons bly, som skulle hentes­ langvejsfra. De foretrak derfor altid at bygge en bro om muligt.

Vandet blev samlet i en overdækket vandtank.

Fra tanken løb vandet i lukkede blyrør ned og tværs over dalen.

På dalens modsatte side løb vandet op igen og endte i en ny vandtank.

For at få fart på vandet, når det nåede over på den modsatte side, lå modtager­-tanken lavere end afsender-tanken.

Model over Nîmes-akvæduktens sifon

Nîmes-akvæduktens sifon løb 123 m ned til dalbunden og derfra op igen. En strækning på i alt 2,6 km.

© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Rør fik vandet til at strømme opad

Ved at anlægge en såkaldt omvendt sifon (græsk betegnelse for rør) blev romerne i stand til at få vand i en akvædukt til at flyde opad. Den U-formede sifon blev bygget, når en bro ikke var en mulighed, fordi dalens dybde oversteg, hvor højt romerne kunne bygge broer (ca. 60 m).

Sifonen udnyttede princippet om forbundne kar, dvs. at i vandkar, der er forbundet med rør, vil vandspejlet stille sig i samme højde. Bl.a. Nîmes-akvædukten havde en sifon, hvor vandet skulle forcere en 123 m dyb dal.

På den ene side blev vandet ledt ind i en overdækket vandtank og videre ned i dalbunden gennem ni tykke blyrør. Trykket fik vandet i rørene til at fortsætte op ad dalens modsatte side til en an­den vandtank, hvorfra det flød videre i en normal vandkanal.

Tunnel strittede i to retninger

På kejser Augustus’ tid talte den romerske hær omkring 125.000 mand, og langt­fra alle var blot soldater. Med på felt­togene fulgte højt specialiserede hånd­vær­ke­re, landmålere og ingeniører, der skulle kunne opføre alt fra forter til bro­er over floder.

Det var disse eksperter, som kejserne som oftest satte til at stå for opførelsen af de teknisk avancerede akvædukter. I mange tilfælde blev også hærens soldater sat til at hjælpe med det praktiske arbejde.

I andre tilfælde hyrede byg­mest­re­ne lokale til byggeriet, mens sla­ver blev brugt til det farligste og mest slid­som­me arbejde med fx at hugge tun­nel­ler gennem bjerge eller grave grøfter.

Selve udlægningen og koordineringen stod hærens ingeniører dog for, da det kræ­ve­de specialviden både at finde det beds­te sted at hente vandet og ikke mindst at sørge for, at de mange kilometer tunneller, kanaler og broer fik den helt rette hældning.

Ifølge militæringeniøren Vitruvius, der i 20 f.Kr. skrev et digert værk om arkitektur- og in­ge­ni­ør­kunst, krævede bare det at finde vand, der kunne føde akvædukten, en eks­pert. Han havde dog selv et godt råd:

“Testen er at lægge sig med kinden mod jorden før solopgang, hvor søgningen finder sted. Udgravning skal ske der, hvor fugtighed synes at kravle opad og stige i luften – dette tegn kan ikke ske på tør jord”, forklarede militæringeniøren.

Vandtårne i Pompeji

I dag kan turisterne i Pompeji fortsat se byens vandtårne. Blytankene på tårnenes top samt de blyrør, som førte vandet fra og til tankene, er dog for længst forsvundet.

© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE

Vandet løb døgnet rundt

De romerske akvædukters vandstrøm kunne ikke lukkes, så når først vandet begyndte at løbe ind i byen, gjaldt det modsat i dag om IKKE at spare på det.

Når akvædukten nåede byen, skulle vandet fordeles ud i et kringlet rørsystem. Fra et fordelingsbassin i byens udkant blev vandet gennem rør sendt ind i byen. Størst viden om byernes vand-systemer har forskerne fra udgravninger i romerbyen Pompeji.

Byen lå på en skråning, så fordelingsbassinet lå 18 m højere end fx bymidten. Den store højdeforskel gav vandet så højt et tryk, at det kunne ødelægge vandrørene.

Derfor udnyttede romerne igen princippet om, at i kar forbundet med vandrør vil vandet stige til samme højde. Det gjorde de ved at opføre en række vandtårne. Fra fordelingsbassinet blev vandet via rør ledt op i en blytank på tårnets top.

Tårnet var kun seks meter højt, så når vandet i blytanken blev sendt videre ud til fontæner og privathuse, var trykket reduceret med 2/3. Byen havde i alt 14 af disse tårne, der stod i forskellige niveauer over hele byen.

Tårnene var indbyrdes forbundet og sørgede dermed for, at vandtrykket blev ens alle steder. Ud over huse fødede tårnene også 50 offentlige fontæner, hvor folk kunne hente vand. Da akvædukten konstant førte nyt vand til, løb fontænerne dag og nat. Tusinder af liter vand løb derfor ud på gaderne, hvor det skyllede skidt og snavs ned i kloakken.

Akvædukt gennem bjerg

Når vandkilden var lokaliseret og gravet fri, skulle projektets byggeleder konstant overvåge, at akvædukten fulgte den optimale rute gennem landskabet. At føre kanalen gennem et bjerg var et ingeniørmæssigt vovestykke. Ud over komplicerede beregninger skulle arbejdere hakke sig vej gennem ren klippe.

Projektet krævede desuden lodrette luftskakter, så de arbejdere, der knoklede under jorden, ikke blev kvalt af iltmangel.

Markører i form af pæle sat ved skakterne blev brugt som visuel opmåling. Ved at stille sig ved en markør kunne ingeniøren og hans hjælpere pr. øjemål vurdere, om strækningen mellem markørerne fulgte den planlagte linje.

Metoden var primitiv og send­te ar­bej­der­ne på vild­spor, hvis der blev la­vet ba­re den mindste fejl.

Især hvis ud­grav­nin­gen foregik sam­ti­dig i hver side af et bjerg, erfarede den romerske militæringeniør Nonius Datus, som i 152 e.Kr. stod for opførelsen af en akvædukt til havnebyen i Saldae i nutidens Algeriet.

Datus havde lavet beregningerne og sat to arbejdshold i gang med at hugge en tunnel gennem bjerget fra hver sin side, hvorefter han måtte forlade stedet – muligvis for at lede et andet byggeri. Snart blev han imidlertid hidkaldt af provinsens ophidsede guvernør.

“Jeg fandt dem alle grædefærdige og mis­mo­dige. De havde opgivet alt håb om, at de to tunneller nogensinde ville mø­des, eftersom begge tunneller nu var kom­met over halvvejs gennem bjerget. Og som altid i sådanne tilfælde faldt skylden på mig, ingeniøren”, skrev Datus bit­tert i en rapport.

Han mente dog ikke, at skylden var hans, for beregningerne passede:

“Entreprenøren og hans assistenter hav­de lavet brøler efter brøler. I hver en­de af tunnellen har de afveget fra linjen, begge lidt mod højre. Havde jeg ventet lidt længere med at vende tilbage, vil­le Saldae have fået to tunneller i stedet for en!” hoverede ingeniøren.

Takket være Nonius Datus’ indgriben og et hold soldaters gravearbejde blev de to tunneller på samlet 428 m rettet til, så de mødtes inde i bjerget, og Saldae­ fik sin 24 km lange akvædukt.

Den nedgravede akvædukt

Med hakker, skovle og masser af matematik førte romerne vand fra kilden gennem udgravede kanaler, der lå gemt under jordoverfladen.

De fleste forbinder Roms akvædukter med de imponerende broer, der førte vandet over fx kløfter. Men i virkeligheden bestod op mod 80 pct. af en romersk akvædukt af skjulte kanaler gravet ned i jorden og dækket af ca. én meter jord.

Af hovedstaden Roms samlede akvæduktsystem på over 500 km lå eksempelvis de 433 km under jorden.

Kanalerne blev til, ved at romerne først gravede en grøft. Selve vandkanalen blev anlagt nede i grøften.

Kanalernes størrelse varierede, men typisk var de ca. én meter brede og dobbelt så dybe for at gøre plads til, at arbejdere senere kunne rense kanalen.

Gulv og sider blev opført af tilhuggede stenblokke, mens loftet enten bestod af stenplader eller blev muret som en hvælving.

Ingeniørerne udnyttede så vidt muligt landskabets naturlige hældning, når de anlagde kanalen, men ved store højdeforskelle måtte vandets fart dæmpes vha. omveje.

Akvædukten Aqua Traiana er 60 km lang, selvom Rom i fugleflugtslinje kun ligger 50 km fra kilden. De ekstra 10 km er snoede omveje for at reducere hældningsgraden.

Romere måler hældningen på akvædukt

1: Vha. lodliner blev chorobaten­ sat i vater. 2: I blæsevejr blev chorobaten sat i vater vha. en rende med vand. 3: En assistent blev sendt ud på den planlagte kanalrute med en målepind. 4: Ingeniøren fandt målepindens højde gennem to sigtekorn. Efter endnu en måling kunne faldgraden fastlægges.

© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Kæmpestort vaterpas sikrede hældningen

For at vandet blev ledt i den rigtige ret­ning, skulle akvædukten have en hæld­ning, der sikrede konstant fald frem mod endemålet. Hældningen behøvede ikke at være stor.

Fx fal­der akvædukten, som løber over Pont du Gard-broen, i gennemsnit blot 24 cm pr. kilometer ned mod byen Nîmes.

Med en såkaldt chorobat, der fun­ge­re­de som et vaterpas, kunne ro­mer­ne kontrollere hældningsgraden. In­stru­men­tet, der lignede en bænk og kun­ne være op til seks meter langt, hav­de op til fire lodliner.

Streger på en tværbjælke viste, når lodderne hang helt lodret, og chorobaten altså stod i vater. I blæst var lodderne u­bru­ge­li­ge, så derfor var der en rende med vand i den øverste plade. Flug­­-te­de væsken med pladen, var in­stru­men­tet ligeledes i vater.

Når chorobaten stod vandret, blev en mand sendt ca. 12 m ned ad den plan­lag­te rute med en målepind.

Ingeniøren aflæste nu højden vha. to sigtekorn – ét i hver ende af chorobaten. Herefter blev processen gentaget 12 m læn­ge­re ude. Ud fra de to målinger kunne ingeniøren fastlægge faldgraden helt nøjagtigt.

Kanalerne krævede vedligeholdelse

Selv efter færdiggørelsen af en a­kvæ­dukt var arbejdet på anlægget ikke færdigt. Vandet, der løb i vandledningerne, trak – af­hæn­gigt af kildens beskaffenhed – masser af urenheder med sig.

Nedfældningsbassiner i vandkanalerne filtrerede det værste skidt fra. De skulle derfor jævnligt tøm­mes af arbejdere via inspektionsskakter. Et sådant bassin lå nær afslutningen på Roms Anio Novus-akvædukt.

Da bassinet blev fundet, var det fyldt med ærtestore sten – ført med fra kilden 70 km borte. Mængden var så enorm, at den nutidige ejer siden anlagde en hel kilometer vej med stenene.

© www.romanaqueducts.info

Kanalens sider blev pudset­ spejlglatte

Når kanalen var bygget, støbte romerne be­ton på dens bund og sider. Betonen blev derefter pudset op med cement.

Sten til ydervæggen

Kanalens fun­da­ment og sider blev opført i groft til­hug­ge­de sten eller brændte tegl.

Beton

Oven på stenene støbte ro­mer­ne­ et tykt lag beton.

Cement

På betonen påførtes til sidst lag på lag af vandtæt cement. Det sids­te lag blev pudset helt glat, så vandets kalk ikke så let satte sig fast.

Akvædukternes endeligt

En anden kilde til konstant arbejde for arbejderne var de store mængder kalk, som vandet tog med sig og aflejrede. Forsøg viser, at et lag på blot 3 cm kalk i en kanal kunne reducere vandgennemstrømningen betragteligt.

Af samme årsag var de underjordiske kanaler bygget så store, at arbejdere kunne bevæge sig i dem og hugge aflejringerne væk – et slid, som aldrig stoppede.

Netop behovet for konstant vedligehold blev de romerske akvædukters endeligt. Da den vestlige del af Romerriget i 400-tallet brød sammen, og barbar-stammer strømmede ind, vedligeholdt ingen længere akvædukterne, som for de flestes vedkommende i løbet af få årtier kalkede til og brød sammen.

Tilbage stod romernes tørlagte akvæduktbroer og kilometerlange buearkader, der i århundreder havde tilført byerne uendelige mængder vand. Selvom vandet forsvandt, vedblev byggerierne dog med at imponere.

I den spanske by Mérida kaldte borgerne i middelalderen fx ruinerne af byens akvædukt for “Los Milagros” – Miraklet – til minde om det vand-vidunder, som Roms navnløse ingeniører i fordums tid havde skabt.

Romersk Eifel-akvædukt tæt på Köln

I den romerske Eifel-akvædukt nær Köln reducerede­ kalk kanalens bredde dramatisk. Kalken aflejrede sig i lag på lag på kanalens sider og bund.

© Imageselect

Kalk ødelagde romernes vandmirakel

De romerske akvædukters endeligt kom i form af det kalk, der blev ført med vandet fra kilden. Da den vestlige del af Romerriget gik under, var der ingen, som længere fjernede kalkaflejringerne.

De støt voksende aflejringer sænkede vandets fart drastisk og pressede det samtidig højere og højere op i kanalerne, indtil vandet ikke kunne komme højere. I stedet banede vandet sig vej ud gennem kanalernes øvre del og fik ofte loftet til at styrte sammen.

Rørsystemer i Pompeji

I Pompeji ledte sindrige rørsystemer vand ind i de riges springvand.
1: Vandtilførsel til springvand. 2: Lukkehane

© Niels-Peter Granzow Busch/HISTORIE