Artilleri vandt Roms glemte slag: Germanerne blev spiddet

På bakkens sider står en skov af små, farvede metalvimpler, som viser, hvor arkæologerne har fundet artilleribolte, pilespidser og kastespyd.

“Romerne må have delt sig og omringet bakken på tre sider”, indskyder Petra Lönne, der sammen med Michael Brangs og flere andre har ledet udgravningen.

Fundet af Harzhorn-slagmarken, som fortsat er under udgravning, er intet mindre end en sensation. Ifølge forskerne burde den nemlig slet ikke eksistere.

Amatør fandt spor efter ukendt slag

Harzhorn-højdedraget kom i forskernes søgelys i 2008, da en amatørarkæolog troppede op hos kredsarkæolog Petra Lönne og fremviste en række fund, han havde gjort otte år forinden på Harzhorn-højderyggen. Finderen havde oprindeligt troet, at genstandene stammede fra middelalderen, og havde derfor lagt dem i sin skuffe, men bekendte havde siden opfordret ham til at indlevere fundet.

Da Petra Lönne så genstandene, heriblandt en hakke, spydspidser samt en helt speciel hestesko kaldet en hipposandal, troede hun ikke sine egne øjne:

“Min første tanke var, at de umuligt kunne stamme fra lokalområdet”.

Den såkaldte hipposandal kunne nemlig kun være romersk. Ganske vist forsøgte romerne under kejser Augustus at indlemme Germanien, men da op imod 20.000 romerske tropper under ledelse af feltherren Varus blev udslettet af germanerne i år 9 e.Kr., trak Augustus alle tropper hjem og opgav området.

Angiveligt vandrede kejseren efter katastrofen hvileløst rundt i paladset og råbte: “Varus, giv mig mine legioner tilbage”.

Siden katastrofen havde romerske hære kun været på strejftog i Germanien, så hvordan var en hestesko, som først kom i brug omkring 50 e.Kr. – et halvt århundrede efter varus-slaget – endt helt oppe i Harzhorn?

Petra Lönne samlede et hold arkæologer og gik straks med metaldetektorer i gang med at gennemtrawle området.

Detektorerne bippede konstant, og fra skovbunden dukkede pilespidser, artilleri-missiler og spyd og endda rester af ringbrynjer op. Der var ingen tvivl: Harzhorn gemte på resterne fra et voldsomt slag, som ingen kilder nogensinde har nævnt.

“For en arkæolog er det en drøm at finde den slags i sit område”, forklarer Lönne, som snart fik beviser for, hvornår slaget blev udkæmpet.

Blandt de mange fund, som væltede op af jorden, var en række mønter. Den yngste mønt stammede fra den unge kejser Alexander Severus’ tid. Fundet blev afgørende, for forskerne vidste, at Severus i år 234 havde måttet afbryde et felttog mod perserne i nutidens Irak for i stedet at haste med hæren til grænsen mod nord, hvor germanere i stort tal var brudt igennem.

Da kejseren nåede frem til grænsebyen Mogontiacum – nutidens Mainz – blev den blot 26 år gamle Severus myrdet af sine egne soldater på bud af en af sine generaler, Maximinus Thrax, som derefter lod sig udråbe til kejser.

Romersk historiker skrev sandt

Ifølge den romerske historiker Herodian overtog Thrax straks Severus’ hær og invaderede i år 235 e.Kr. Germanien:

“Han lagde hele landet øde, ødelagde det modnende korn og brændte byerne, efter at hæren havde plyndret dem”.

Herodian skrev, at Thrax trængte dybt ind i Germanien, men moderne historikere har længe ment, at det var en overdrivelse. Ifølge deres teori nøjedes Thrax med at hærge området umiddelbart på den anden side af grænsen.

Ifølge Petra Lönne tyder alt imidlertid på, at Harzhorn-slagmarken, der ligger over 300 km fra den romerske grænse, stammer fra Thrax’ felttog. Teorien understøttes af, at arkæologerne på slagmarken har fundet et stort antal pilespidser af en type, som kun blev brugt i Østen.

Det stemmer med Herodians beretning om, at Thrax overtog kejser Severus’ hær, som bl.a. omfattede bueskytter fra nutidens Irak samt persiske lejesoldater.

Herodian løj altså ikke.

Ifølge Michael Brangs, der stod for det store arbejde med at gennemsøge Harz­horn-skoven med metaldetektor, fandt arkæologerne også en romersk mønt fra nutidens Tyrkiet – en mønt, som kun havde værdi i dette område.

Nogle af soldaterne har altså også været udstationeret i en af provinserne i Tyrkiet.

Forskerne mener, at Thrax’ hær var på vej tilbage fra felttoget i nord, da den faldt i det germanske baghold. Harzhorn var et oplagt sted at angribe, fordi en sump blokerede vejen mod syd.

Troppekolonnen var derfor nødt til at marchere via højderyggen mod vest. Ifølge Michael Brangs har kolonnen, der sandsynligvis talte 6-8.000 mand, været 3-5 km lang.

“Germanerne skulle kun at kæm­pe imod en del af kolonnen og behøvede derfor ikke mange krigere”, siger Brangs.

Tilsyneladende lod germanerne den forreste del af kolonnen passere, men angreb så bagagevognene, der fragtede soldaternes udstyr. Arkæologerne har fundet rester af de vogne og deres last, som det lykkedes germanerne at angribe og i nogle tilfælde stjæle. Men efter det indledende angreb begyndte det for alvor at gå galt for germanerne.

De romerske styrker gik tilsyneladende til modangreb, for arkæologerne har fundet både romerske kastespyd og pile fra bueskytter på det første kampsted. Modangrebet var så effektivt, at germanerne måtte flygte op ad højderyggen, og nu indsatte romerne deres stærkeste våben – det frygtede ballist-artilleri.

Romerne perfektionerede artilleriet

Oldtidens missil-maskiner blev opfundet af grækerne omkring 400 f.Kr. og viste sig at være et overordentlig slagkraftigt våben. De kunne affyre stenkugler eller kraftige pile ved hjælp af såkaldt torsion – latin for “vridning”. Våbnenes kraft kom fra ekstremt snoede reb, hvis ophobede energi kunne affyre et projektil med voldsom hastighed.

Forskere har regnet ud, at de kraftigste kompositbuer fra middelalderen havde en maksimal såkaldt trækvægt på 68-72 kg. Til sammenligning havde den såkaldte cheiro-ballist – romernes bedste feltartilleri – en trækvægt­ på hele 335 kg og skød med samme styrke uanset soldatens kræfter.

Romerne begyndte at bruge våbnet i 200-tallet f.Kr., og på Julius Cæsars tid små 100 år senere havde romerske hære perfektioneret brugen. Det mest anvendte artilleri var den såkaldte skorpion, som var så relativt lille, at den kunne betjenes af to-tre mand og indsættes på selve slagmarken som feltartilleri.

Cæsar anvendte artilleriet med stor succes under sit felttog mod gallerne og under invasionen af Britannien i år 55 f.Kr., hvor han bl.a. brugte artilleriet til at presse de britiske krigere væk fra strandene.

Forsøg med rekonstruerede skorpioner viser, at våbnets bolte kan gennemtrænge to centimeter tykke planker på 340 meters afstand.

Hverken skjolde eller krops-panser kunne modstå en fuldtræffer.

Selv de romerske soldater kunne blive overraskede over artilleriets styrke.

Da Cæsar under borgerkrigen kæmpede mod andre romerske styrker i Nordafrika, hånede en fjendtlig officer Cæsars mænd, som prompte affyrede en skorpion mod manden.

Missilet gik ifølge en romersk kilde tværs igennem officeren og spiddede ham til en hest bagved. Det fik – forståeligt nok – den dræbte officers folk til at tage benene på nakken.

Ifølge den romerske militærhistoriker Vegetius, der i 300-tallet e.Kr. skrev et storværk om tidligere tiders romerske militær, havde hver legion på ca. 5.000 mand typisk 55 ballister. Omkring år 100 e.Kr. udviklede romerne en ny, forbedret type feltartilleri: Cheiro-ballisten.

Våbnets frontramme, som holdt de snoede reb, var modsat skorpionens træramme lavet af jern. Jernrammens forbedrede styrke gav våbnet endnu mere kraft. Skytset blev fragtet på vogne, hvorfra de endda kunne affyres. Det var sandsynligvis bl.a. denne type artilleri, som romerne satte ind, da de blev angrebet ved Harzhorn.

Germanerne blev mejet ned

Cheiro-ballisten havde en maksimal skudlængde på over 400 m, men var ifølge tyske forsøg mest effektiv på omkring 75 m. Ifølge Michael Brangs opstillede romerne efter germanernes første angreb deres artilleri et stykke nede ad Harzhorn-højdedraget, hvorfra de beskød angriberne.

“Vi fandt mange artilleribolte i skræntens sider, men ikke heroppe på toppen, så det tyder på, at germanerne løb ned ad skråningen – muligvis i et forsøg på at ø­de­læg­ge artilleriet”, forklarer Brangs, mens han peger ned over den græs- og træ­be­vok­se­de­ skråning.

Germanernes udfald lykkedes tilsyneladende ikke. I stedet tog de flugten længere op ad højdedraget med romerne lige i hælene. Den 1.800 år gamle slagmark har aldrig været dyrket, så for arkæologerne er den en guldgrube af information.

De genstande, som de to kæmpende parter tabte under slaget, ligger, præcis som de blev efterladt dengang, og det samme gælder både pilespidser og artilleri-bolte, som har boret sig ind i skråningen med voldsom kraft.

Ud fra boltenes placering har det derfor været muligt for forskerne at finde ud af, hvor artilleriet har stået, da det beskød germanerne. Derfor kan forskerne fx se, at de første artilleri-salver blev affyret fra nord mod syd, og det er årsagen til, at forskerne vurderer, at romerne var på vej hjem, da de blev angrebet.

“Men de artilleri-bolte, vi har fundet, er kun dem, som ikke ramte målet og i stedet borede sig ind i skråningen”, påpeger­ Petra Lönne.

Ifølge forskerne flygtede de germanske krigere efter romernes modangreb op på en lille bakketop på højdedraget.

“Og her ser vi interessant nok også bolte, som er blevet affyret fra syd mod nord, så romerne må have omringet germanerne”, forklarer Michael Brangs.

At dømme efter de 89 artilleri-bolte, som arkæologerne har fundet indlejret i bakketoppen, blev germanerne udsat for en veritabel spærreild af artilleri-bolte og pile afskudt fra buer.

“Og der er tale om flere typer bolte, så man må antage, at de hørte til forskellige typer artilleri”, forklarer Petra Lönne.

Også de forskellige skudvinkler tyder på, at flere artilleri-maskiner har beskudt germanerne på samme tid. Den konstante beskydning fra en våbentype, som de germanske krigere sandsynligvis aldrig havde set før, må have skabt total panik blandt krigerne. Samtidig eller umiddelbart bagefter angreb romersk rytteri og fodsoldater sandsynligvis krigerne på bakketoppen fra øst.

På bakkeskråningen har arkæologerne fundet romerske kastespyd, men også metalresterne fra en romersk bagagevogn, som germanerne må have erobret under det indledende angreb. Under det romerske angreb er vognen væltet ned ad skrænten, og indholdet, bl.a. hakker og andet soldaterudstyr, er faldet ud.

Romerske tropper blev angrebet igen

Efter det store slag på den lille bakketop flygtede germanerne tilsyneladende videre mod vest, og arkæologerne har kun fundet sporadiske spor efter yderligere kampe på højdedraget. Til gengæld har arkæologerne fundet tydelige spor efter kamp i et nærliggende område.

Ved Kahlberg, 1,9 km mod syd, har arkæologerne fundet resterne af flere romerske bagagevogne med indhold samt både romerske og germanske kastespyd.

“Her lå i sin tid en kilde, så måske er romerne kommet hertil efter slaget for at få vand til sig selv og dyrene, og så er de blevet angrebet igen”, siger Petra Lönne.

Alt tyder på, at romerske fodsoldater hurtigt kom deres kammerater til undsætning og fik drevet fjenden på flugt.

I alt har arkæologerne fundet 2.800 genstande på de to slagmarker samt et enkelt skelet af en hest, men endnu har de ikke fundet nogen menneske-knogler. Både romerne og germanerne må derfor have taget deres døde med sig.

Meget tyder på, at germanerne plyndrede slag­mar­ken, da de romerske tropper mar­che­re­de videre. De genstande, som ar­kæ­o­logerne har fundet, er derfor kun dem, som lå skjult.

Fundet kræver historie-omskrivning

Ifølge forskerne har Harzhorn-fundet tvunget historikerne til at omskrive historiebøgerne. Slaget viser, at den romerske hær i 200-tallet, som var en ekstremt urolig tid med et utal af kejsere, modsat tidligere teorier faktisk fortsat havde stor slagkraft og både kunne gennemføre felttog dybt inde i Germanien og effektivt slå angreb tilbage.

Samtidig er slagmarken også enestående, fordi den har gjort det muligt for forskerne for første gang nogensinde at rekonstruere et romersk­ slag trin for trin.

Ifølge Petra Lönne er det dog svært definitivt at konkludere, at germanerne tabte slaget, for intet tyder på, at de satsede på at nedkæmpe den romerske hær – til det havde de for få krigere.

“Angrebet skete muligvis, fordi de ville befri de germanere, som romerne utvivlsomt havde taget som slaver undervejs”, forklarer hun og påpeger, at arkæologerne på slagmarken også har fundet et par romerske håndjern, som en slave muligvis har haft på.

“De kan også have angrebet af ren desperation, fordi romerne havde plyndret og ødelagt den mad, som germanerne skulle leve af i den kommende vinter. De havde ganske enkelt intet at leve af”.

Ifølge Lönne fortsætter udgravningerne. Måske gemmer Roms glemte slagmark på endnu flere hemmeligheder.