Sertorius, hjortekalv, Spanien

Bonderøv bankede Roms elite

Soldaten Sertorius knuste en germansk kæmpehær for Rom, men da den romerske overklasse forsøgte at myrde ham, slap han et guerilla-inferno løs i Spanien. Planen var at opbygge et helt nyt Romerrige.

Soldaten Sertorius knuste en germansk kæmpehær for Rom, men da den romerske overklasse forsøgte at myrde ham, slap han et guerilla-inferno løs i Spanien. Planen var at opbygge et helt nyt Romerrige.

Look and Learn/Bridgeman Images & Shutterstock

Hånlatteren runger ned fra bymuren omkring Langobriga. Nedenfor står den romerske hærfører Quintus Metellus og kigger mistrøstigt op på byens hoverende forsvarere. Året er 78 f.Kr., og det har taget generalen og hans legioner dagevis at nå frem til byen, der ligger i nutidens Sydportugal.

Hans plan var for en gangs skyld at vinde en sejr over sin evige nemesis, oprøreren Quintus Sertorius og hans iberiske guerillatropper, ved at indtage Langobriga med et snuptag.

Byen har nemlig kun én brønd, så indbyggerne er nødt til at hente vand uden for byen. Metellus regnede med at kunne spærre adgangen til vandet og tørste byen til overgivelse. Men Sertorius’ spioner har opsnappet planen, og på rekordtid har han hyret lokale til at bære 2.000 vinskind med vand ind i byen.

Derfor håner Langobrigas indbyggere nu den støvede Metellus og hans udasede tropper. Selv mangler romerne stort set alt, for Sertorius har fjernet alle fødevarer i miles omkreds og brændt kornmarkerne.

“Da Metellus hørte dette, blev han frustreret, for hans soldater havde allerede fortæret deres feltrationer”, skriver den oldgræske forfatter Plutarch.

Iberisk kriger, Spanien

I kampene mod romerne brugte Sertorius især det iberiske kavaleri, som var berømt for sin hurtighed og sit store mod.

© Johnny Shumate

Metellus har intet andet valg end at beordre officeren Aquinus til at søge efter mad længere væk. Aquinus’ næsten 6.000 mand spreder sig i det bjergrige terræn, og efter timers søgen finder de et par kornlagre. Nu gælder det om at bringe byttet tilbage.

Men lagrene er efterladt med vilje, og Sertorius’ krigere har lagt sig i baghold. I en kløft klapper fælden. 3.000 iberiske krigere myldrer frem, og med deres bredbladede falcata-sværd hugger de løs på den romerske bagtrop. Inden Aquinus får vendt sine tropper mod fjenden, angriber andre krigere forfra og dræber endnu flere.

Panikken bryder ud blandt romerne. Officerer og menige smider proviant og våben for at redde livet. En af de flygtende er Aquinus, som må meddele Metellus, at alle forsyninger er tabt.

Uden mad har Metellus intet valg. Sammenbidt giver han sin hær ordre til at vende om. Hundreder er døde, og intet har han opnået. Rom er igen blevet ydmyget.

Vidne til elitens totale fallit

Af alle de udfordringer, som Rom stod overfor i årtierne før Kristi fødsel, var Quintus Sertorius en af de farligste. Han var selv romer og havde lært krigens håndværk af tidens største militærbegavelse. Med hjælp fra en lille hjort fik han forenet Den Iberiske Halvøs stammer med det mål at opbygge et helt nyt Rom.

“Af alle analfabeter og uøvede talere, jeg har kendt – og jeg kan tilføje brovtende og bonderøvsagtige – var den mest upolerede Sertorius”. Politikeren Cicero om Sertorius.

Da Sertorius 32 år tidligere kom til Rom, i 110 f.Kr., tænkte han ikke på oprør. I stedet drømte knægten om at blive jurist og taler. Sertorius’ familie kom fra Nursia nord for Rom og tilhørte ridderklassen, der rangerede lige under senatorklassen – Roms elite af gamle familier.

For Sertorius var mødet med Rom hårdt, da han modsat elitens børn ikke var oplært af dyre undervisere. Og meget tyder på, at han heller ikke havde de rette manerer.

“Af alle analfabeter og uøvede talere, jeg har kendt – og jeg kan tilføje brovtende og bonderøvsagtige – var den mest upolerede Sertorius”, huskede den berømte politiker Cicero.

Den unge mand meldte sig i stedet til hæren, hvor han fandt sit kald. I 104 f.Kr., blot 22 år gammel, var Sertorius blevet officer og så med egne øjne overklassens arrogance nær Rhône-floden i Gallien. Her forsøgte flere romerske hære at stoppe kimbrerne, et stammefolk fra Jylland.

Sertorius blev anført af overklasseløget Quintus Caepio, som trods alle advarsler sendte sin hær direkte mod den mægtige stamme i håbet om at vinde hele æren for sejren. Resultatet blev en ren nedslagtning af Roms styrker.

“Tabet løb op i 80.000 romerske soldater og 40.000 tjenere og følgere”, skriver den romerske forfatter Livius.

“Han blandede sig med barbarerne for at se og høre alt af betydning”. Forfatteren Plutarch om Sertorius’ spioneren.

Sertorius overlevede hårdt såret ved at svømme over floden. Efter det katastrofale nederlag blev han overført til feltherren Gajus Marius, der var af en helt anden kaliber.

Marius var ligesom Sertorius fra ridderklassen og afskyede overklassen. Men han var også et militært geni, som på rekordtid fik reformeret hæren ved at indrullere Roms underklasse. Under Marius lærte Sertorius alt om krigstaktik, og han meldte sig frivilligt til at forklæde sig som en gallisk kriger, der ville kæmpe for kimbrerne.

“Han blandede sig med barbarerne for at se og høre alt af betydning”, beretter den oldgræske forfatter Plutarch.

Med spionrapporterne fra Sertorius kunne Marius gøre klar til opgøret med kimbrerne.

Sertorius flygtede til Spanien

I år 101 f.Kr. var Marius’ refomerede hær klar til at møde kimbrerne. Det skete ved Vercellae i Gallien, hvor Marius med Sertorius ved sin side dræbte op imod 120.000 kimbrere på slagmarken.

Slag, kimbrerne, teutonerne

Med Sertorius’ hjælp knuste feltherren Marius kimbrerne og deres forbundsfæller teutonerne.

© Classic Image/Imageselect

Sejren gjorde Marius ekstremt populær og sikrede ham en sjette periode som Roms konsul – byens mægtigste embede – mens samfundseliten rasede over, at en mand fra ridderklassen nu var folkets helt. Og i de følgende år blev konfrontationerne mellem Marius’ støtter og eliten – de såkaldte optimater – stadig voldsommere.

Konflikten kulminerede i 88 f.Kr., da Marius med hjælp fra sine politiske allierede fik frataget Lucius Sulla, optimaternes stærke mand, kommandoen over en hær, som skulle på felttog i Lilleasien. Sulla vendte resolut sin hær og indtog Rom, hvorefter han erklærede Marius og hans støtter fredløse, før han genoptog sin march mod Lilleasien.

“For en mand, der har travlt, er tid mere kostbar end penge”. Sertorius efter at have betalt en røverbande for passage.

Herefter brød en blodig borgerkrig ud mellem de to politiske fraktioner. I år 86 f.Kr. lykkedes det i Sullas fravær Marius at blive valgt for syvende gang til konsul, men den gamle feltherre døde dagen efter af et slagtilfælde. Og da Sulla vendte tilbage til Rom i 83 f.Kr., tog han hævn over Marius’ støtter.

“Sulla lod blodet flyde og fyldte byen med utallige døde”, skriver Plutarch.

Sertorius vidste, at han kunne blive det næste offer. Med 2.600 loyale soldater flygtede han derfor mod Spanien. På vej over Pyrenæerne spærrede røvere vejen og forlangte penge for passage. Sertorius betalte uden at blinke.

“For en mand, der har travlt, er tid mere kostbar end penge”, forklarede han sine måbende tropper.

Og Sertorius havde travlt – for Sullas mænd var på vej.

Oprørske iberere bad om hjælp

I Spanien lykkedes det Sertorius at overtage den romersk-kontrollerede del af halvøen. Men han kunne ikke få de iberiske stammer til at kæmpe for sig, og da en romersk hær nåede frem, måtte Sertorius flygte over Gibraltarstrædet.

I Nordafrika havde Sertorius mere held. Her lykkedes det ham at besejre en af Sullas generaler i byen Tingis (nutidens Tanger). Rygterne om sejren nåede snart over strædet til lusitaner-stammen i nutidens Portugal.

Iberisk kriger, Spanien, Rom

De iberiske krigere kæmpede både mod romerne og hinanden – til tider begge dele på én gang.

© Johnny Shumate

Den Iberiske Halvø blev Roms Afghanistan

Den Iberiske Halvø var fyldt med krigeriske stammer, som ikke brød sig om fremmede. I næsten 200 år kæmpede de en rasende kamp mod den romerske besættelse – når de ikke sloges mod hinanden.

Lusitanerne var ligesom de andre stammer i regionen i årevis blevet udplyndret af Roms grådige guvernører, og de indså, at Sertorius kunne hjælpe dem. De sendte derfor bud til Sertorius, der i år 80 f.Kr. sejlede tilbage over strædet.

Med sig havde han sine egne mænd samt 700 afrikanske lejetropper. Dertil kom lusitanerne, så han til sidst havde en styrke på 8.000 mand. Sertorius var derfor klar, da den romerske guvernør Lucius Fufidius dukkede op med en hær.

Sertorius’ spejdere fandt et oplagt sted at møde Fufidius: En sumpet bred af Sydspaniens Baetis-flod. Overmodig sendte Fufidius sine soldater over floden for at angribe Sertorius’ styrker.

“Fufidius opdagede, at bredden var stejl. Da soldaterne samtidig skulle kæmpe, var det svært at komme over”, beretter forfatteren Sallust.

Over 2.000 romere blev hugget ned, før Fufidius måtte tage benene på nakken. I Rom besluttede en chokeret Sulla at sende en af sine mest loyale mænd afsted – Quintus Metellus.

Falcata, sværd

De iberiske krigere var kendt for at kæmpe med falcata-sværd, som let kunne hugge en arm af.

© Akg-Images/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Sertorius skabte guerillahær

Sejren over Fufidius fik de skeptiske stammer til at støtte Sertorius, der – modsat andre romere – behandlede dem med respekt.

Men fjenden var på vej. Så snart sneen smeltede i foråret 79 f.Kr., ankom feltherren Metellus med sin hær. Sertorius kunne dog glæde sig over, at flere landflygtige romerske officerer sluttede sig til ham. I lejren tog oprørslederen fat på at lære de lokale guerillakrig. Stammerne kunne dog ikke begribe, hvorfor de ikke bare kunne udkæmpe ét stort slag.

Sertorius hentede derfor en hingst og et gammelt øg. Mens høvdingene så på, skulle en stærk mand rive øgets hale af og en ældre mand plukke hingstens hale. Kraftkarlen måtte give op, mens den gamle fik plukket halen til sidste hår. På samme vis skulle romerne bekæmpes – ét hår ad gangen – belærte Sertorius.

Oprørslederen trak sine folk op i højlandet, da Metellus nærmede sig. Som forventet fulgte romerne efter, og guerillaerne kunne angribe døgnet rundt. Metellus måtte efterlade al oppakning og forbyde sine mænd at tænde bål om natten af frygt for nye angreb.

“Konstant udsultet og uden telte eller lejrbål var hans hær ubrugelig”, skriver Plutarch.

Efter gentagne nederlag sendte en ydmyget Metellus bud til Sulla efter forstærkning. Men de nye hære tog Sertorius også varmt imod. Hver gang romerne fouragerede, angreb de stedkendte guerillaer.

“Den kom, når han kaldte, og fulgte ham på hans vandringer gennem lejren”. Plutarch om Sertorius’ tamme hjortekalv.

For at opretholde krigernes loyalitet fik Sertorius en idé, da en jæger forærede ham en kridhvid hjortekalv.

“Den kom, når han kaldte, og fulgte ham på hans vandringer gennem lejren”, fortæller Plutarch.

Ifølge Sertorius gav gudinden Diana ham besked om fjendens bevægelser gennem hjorten. I virkeligheden kom informationen fra Sertorius’ spioner, men de overtroiske iberere godtog historien.

Pompejus fik tæsk

Sertorius fik ny hjælp, da feltherren Marcus Perpenna i 76 f.Kr. kom til halvøen med 20.000 legionærer for at støtte oprøret. Den voksende støtte fik Sertorius til at etablere et senat med 300 medlemmer, der – ligesom senatet i Rom – skulle styre den nye iberiske stat.

Desværre for Sertorius ankom også en ung, stålsat modstander: Den Sulla-tro feltherre Pompejus. Ivrig efter at vise sit værd drog Pompejus mod Sertorius’ lejr ved byen Lauron. Selvsikker lovede Pompejus byens borgere, at de fra bymuren skulle se Sertorius få klø. Men da Pompejus sendte en del af hæren ud for at fouragere, blev de angrebet af Sertorius’ kavaleri og jaget ud på sletten foran byen.

Netop som Pompejus skulle til at sende sin hær ud for at hjælpe tropperne, dukkede Sertorius op med sin skjulte hovedstyrke. Rædselsslagen indså Pompejus, at han ikke kunne redde sine tropper uden at risikere at blive angrebet i ryggen.

Trods sine mænds dødsskrig lod Pompejus sig ikke lokke frem. 10.000 legionærer blev hugget ned af Sertorius’ tropper, før Pompejus grædefærdig trak sig med sin hær.

Skelet af iberer

I Valencia har arkæologer fundet et skelet, fra Pompejus erobrede byen i 75 f.Kr.

© Linda Kennedy/Imageselect

Den ambitiøse Pompejus indså, han ikke kunne undvære Metellus. Og med to stærke hære mod sig var Sertorius tvunget til at ændre slagplan. Han trænede nu sine krigere i at kæmpe i romersk formation.

Ildprøven for oprørshæren fandt sted i 75 f.Kr. ved floden Sucro. Ved morgengry marcherede Pompejus’ legioner frem. Sertorius red langs fronten og opmuntrede sine mænd. Oprørerne pressede romerne tilbage, og en såret Pompejus undslap kun, fordi mørket faldt på.

Næste dag ville Sertorius at udslette Pompejus, men så dukkede Metellus uventet op. Sertorius måtte derfor trække sig med bister bemærkning:

“Var den gamle kælling ikke dukket op, havde jeg pisket hvalpen hele vejen tilbage til Rom”.

Mithridates 6., Sertorius

Efter at have besejret Sertorius tog Pompejus mod øst, hvor han besejrede Mithridates, der begik selvmord.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Alliance kunne have knust Rom

Hen imod slutningen af krigen på Den Iberiske Halvø kom Sertorius i kontakt med Roms mægtigste fjende mod øst, Mithridates 6. af Pontos. Kongen havde en plan, som kunne have beseglet Roms skæbne.

Sertorius’ oprørere var i undertal i forhold til modstanderen Rom. Derfor indgik Sertorius samarbejde med Middelhavets pirater. Med base i spanske havnebyer drog piraterne på togt. Observerede piraterne romerske krigsskibe på vej mod Spanien, fik Sertorius besked. Via piraterne kom Sertorius i år 75 f.Kr. i kontakt med kong Mithridates 6. af Pontos-riget ved Sortehavet.

Kongen hadede Rom og havde en kæmpemæssig hær. Med Mithridates på sin side kunne Sertorius efter at have besejret de romerske hære på Den Iberiske Halvø marchere mod Rom fra vest, mens Pontos-hæren drog mod Italien fra øst. Sammen kunne de knuse Sullas Rom.

“Romerne ville ikke have kunnet stå imod så store styrker og så stærke feltherrer, hvis de angreb samtidigt”, mente forfatteren Plutarch.

Forhandlinger var i gang, men i sidste ende takkede Sertorius nej. Havde de to mænd fuldført deres plan, kunne det have ændret verdenshistorien.

Mord endte oprøret

Sertorius omgrupperede for at møde sine fjender i et nyt slag. Men succesen var steget ibererne til hovedet. Uden en plan angreb krigerne frontalt romernes lejr. Næsten 8.000 døde forgæves i romernes pileregn fra lejrens palisader.

Med sin slagne hær søgte Sertorius igen op i bjergerne. Men Pompejus udlovede amnesti og næsten tre tons guld til den, som dræbte Sertorius. Maddingen lokkede general Perpenna. Under en middag i oprørernes lejr dolkede Perpenna og en flok medsammensvorne Sertorius.

Uden sin karismatiske leder gik oprørshæren hurtigt i opløsning. Tilbage stod Perpenna med sine soldater. Pompejus nægtede dog at udbetale dusøren og lokkede i stedet Perpenna i et baghold.

Perpenna blev fanget og bad for sit liv, men Pompejus lod ham halshugge. Oprøret mod Rom var slut. Kun mindet om romeren Sertorius, der med sine iberiske krigere og en lille, hvid hjort slog Roms stærkeste hære, levede videre.