Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Briternes første Brexit

I år 410 e.Kr. trak romerne deres sidste tropper ud af England. Landet blev splittet, byer affolket, og fjender invaderede. Viden, velstand og det britiske sprog forsvandt.

Canterbury Museums & Galleries

Intet kan standse den rasende pøbel, der i år 410 vælter gennem de brolagte gader i Londinium og mange andre af det romerske Englands byer.

Med oprørske soldater i spidsen trænger menneskemængden ind i fornemme administrationsbygninger, hvor de romerske embedsmænd forgæves forsøger at dæmpe gemytterne.

Briterne føler sig forrådt af øens højeste myndighed, general Flavius Claudius Constantinus, der har taget romerhæren med sig til kampe på fastlandet.

Han har dermed givet barbariske bander frit spil til at angribe Britannia, som romerne har døbt deres nordligste provins.

Såkaldte romano-briter fører an i revolten, der smider de romerske embedsmænd på porten.

Romano-briterne taler latin, har en eller flere romerske forfædre og lever som indbyggerne i Rom.

Men deres eksistens er truet nu, da legionærerne er rejst.

Andre briter fejrer derimod historiens første “brexit”: Omsider er der udsigt til, at de får deres land tilbage.

Efter 367 år som en del af Det Romerske Imperium kan de selv bestemme.

Både tilhængere og modstandere af selvstændighed håber, at overgangen til selvstyre forløber fredeligt, men håbet bliver snart knust.

Katastroferne vælter ind over England.

Blodige kampe, flugt og forfald vil de næste århundreder præge den før så velhavende grønne ø.

© Wikimedia Commons

Britannia / 410 e.Kr.

I 367 år har provinsen Britannia (England) været en del af Det Romerske Imperium.

På den ene side drømmer briterne om frihed, på den anden side nyder de godt af den romerske civilisation og beskyttelsen, som romerske legioner sørger for.

England mærkede uroen

Romerne var stærke og i fremgang, da de med våbenmagt indlemmede England i imperiet i år 43 e.Kr.

I løbet af de næste 100 år skubbede romerne grænsen længere nordpå til nutidens Skotland og opførte Hadrians Mur, der gik fra kyst til kyst og beskyttede den nye provins mod stammefolket pikterne.

Ingen kunne forudsige, at Romerriget inden længe ville begynde et langvarigt forfald, der endte med sammenbrud i løbet af 470’erne.

Begyndelsen til enden var mordet på kejser Alexander Severus i 235.

Han blev myrdet af sine egne tropper, fordi han i stedet for at anføre et felttog mod germanerne prøvede at bestikke de vilde stammer til at slutte fred med Rom.

Soldaterne så fredstraktaten som et tegn på fejhed og svaghed, og det be­seg­le­de kejserens skæbne.

Samme logik kos­te­de mange af hans efterfølgere livet. I løbet af 50 år gjorde hele 26 romerske generaler oprør og krævede at få magten over det skrumpende imperium.

Uroen betød, at de romerske provinser i perioder var delt mellem flere konkurrerende kejsere.

Omkring år 250 svækkede en pestepidemi yderligere riget og tog dagligt livet af 5.000 mennesker.

Romerrigets problemer medførte, at provinsen Britannia i løbet af 200- og 300-tallet blev svækket økonomisk og militært.

Britannia havde ellers været lidt af et prestigeprojekt for kejseren – op mod 1/16 af Roms årlige budget blev brugt på forsvaret af øen, hvor romerne havde udstationeret 40.000 soldater – en ottendedel af de romerske legioner.

Roms skiftende magthavere trak flere og flere legionærer ud af Britannia, og forskerne mener, at troppeforflytningerne medførte en markant nedgang i briternes økonomi, eftersom soldaterne via deres løn satte mange penge i omløb og styrkede importen af eksotiske luksusvarer som vin og olivenolie.

Arkæologiske udgravninger viser eksempelvis, at to tredjedele af Londiniums (Londons) romerske bygninger omkring år 300 var så alvorligt i forfald, at de blev revet ned.

Seks ud af byens 15 offentlige bade lukkede desuden i kølvandet på den økonomiske nedtur.

Smukke romerske bronzefade blev fremstillet af britisk tin.

© Dea/L.Pedicini/Getty Images

Britisk tin lokkede romerne til øen

I år 43 e.Kr. krydsede kejser Claudius Den Engelske Kanal og erobrede Britannia (England).

Kejseren var især interesseret i briternes tin, der skulle blandes med kobber for at skabe den eftertragtede handelsvare bronze.

Derudover gav øen romerne let adgang til keltiske slaver, forhindrede galliske oprørere fra Frankrig i at søge tilflugt på øen samt sikrede legionerne masser af landbrugsjord til at dyrke korn.

Både romerske embedsmænd og pensionerede soldater slog sig efterhånden ned på øen og giftede sig med keltiske kvinder. Dermed blev en romersk-britisk elite skabt, og romersk kultur spredte sig til store dele af øen.

I år 212 gjorde kejser Caracalla alle Britannias indbyggere til romerske borgere.

Rom trak briterne med sig i faldet

Mens krisen kradsede i den senromerske tid, blev gamle drømme om selvstændighed igen vakt til live hos mange briter.

Lokale ledere viste sig flere gange at være ivrige efter at gøre oprør mod den guvernør, som kejseren i Rom havde udpeget til at styre Britannia.

Ifølge den romerske historiker Hieronymus (345-420) var Britannia på denne tid “rig på tronranere”, som dog sjældent ville befri briterne fra romersk besættelse, men snarere brugte deres
legionærer i kampen om at blive Roms næste kejser.

Hvor alvorligt interne magtkampe svækkede Romerriget, blev tydeligt i 367, da Britannia og dele af Gallien (Frankrig) blev udsat for “en barbarisk konspiration”, som den romerske historiker Ammianus Marcellinus (330-400) døbte det.

I Gallien blev kysterne hærget af saksiske og frankiske pirater.

Nordpå blev Hadrians Mur stormet, og horder af plyndrende piktere strømmede ind i Britannia, samtidig med at irere sejlede forbi briternes underbemandede forsvarsværker og angreb fra havet.

De fremmede nåede helt ned til Themsen, før de vendte om – med armene fulde af krigsbytte.

“Romersk Britannias landsbyer brændte ned til grunden”, skrev Ammianus Marcellinus i sit værk.

Briternes byer var små kopier af Rom. Her var murstenshuse, kloakker og mænd i toga. Arkæologiske udgravninger viser, at by efter by blev forladt i løbet af 400-tallet.

© Heritage Images/Getty Images

Briterne bekrigede hinanden

Klog af skade sendte Rom i de efterfølgende år flere tropper til Britannia. Men også de nye hærledere fik hurtigt ambitioner.

Eksempelvis ankom spanieren Magnus Maximus til Britannia i 383 og kæmpede så godt, at han selv mange generationer senere blev omtalt som en stor helt i walisiske myter.

Magnus Maximus fandt imidlertid snart ud af, at han selv ville være kejser, hvorpå han tog en god del af øens tropper med sig til kontinentet.

Han døde fem år senere og efterlod Britannia som en svækket og urolig provins.

Uden en stærk romersk tilstedeværelse udbrød der krig mellem de talrige britiske stammer, som Britannia bestod af.

I 300-tallet herskede der ingen nationalfølelse på De Britiske Øer – enten anså en person sig for at være romer eller også tilhørte han/hun dumnonii, catuvellauni eller en helt tredje af de mere end 50 forskellige stammer, som beboede Britannia.

Den dystre tid blev godt hundrede år senere skildret af historikeren Gildas fra Skotland. I værket “Om Britannias undergang og erobring” skrev han:

“Briterne har konger, men de er tyranner. Og dommere, men de er korrupte. De bruger deres tid på at terrorisere og bestjæle uskyldige, mens de støtter og bistår banditter og kriminelle”.

Oven i borgerkrigen kom overfald fra germanske og irske pirater, som hærgede havnebyer og skibe på vej mod kontinentet – snart brød handlen med resten af Det Romerske Imperium sammen.

Noget måtte gøres, og midt i krig og kaos samlede de tilbageværende legionærer og ledende romano-briter sig ifølge den byzantinske historiker Zosimus i 406 om en general ved navn Marcus. Ham kårede de til kejser af Britannia.

Marcus levede imidlertid ikke op til deres forventninger og blev snart henrettet og erstattet med Gratianus, der ifølge den samtidige historiker Orosius var romano-brite og havde beklædt en vigtig post i Britannias romerske administration.

Men han var åbenbart heller ikke nogen stor hærleder, og derfor led Gratianus samme skæbne som sin forgænger.

Herpå indsatte briterne den ambitiøse general Flavius Claudius Constantinus som kejser, og han tog navnet Konstantin 3.

Til briternes fortvivlelse var Konstantin dog få måneder senere på vej over Kanalen med de sidste romerske legioner – for at kæmpe mod germanere og vinde titlen som kejser over hele imperiet.

Briterne så måbende på, mens Constantinus sejlede alle Britannias legionærer til Frankrig.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Ambitiøs general tømte England for tropper

En magtliderlig hærleder udløste briternes første brexit, da han rakte ud efter kejsertitlen.

Mellem år 196 og 407 gjorde briterne mindst otte gange oprør.

De krævede bedre beskyttelse mod bl.a. skotske stammefolks plyndringstogter og udråbte deres egen kejser.

Den sidste af dem var general Flavius Claudius Constantinus – kendt som Konstantin 3. Men som så mange andre før ham svigtede også Konstantin provinsen Britannia.

Nytårsaften 406 havde de germanske stammer alanerne, vandalerne og sveberne krydset Rhinen og var trængt langt ind i romersk Frankrig.

For at nedkæmpe “barbarerne” og iscenesætte sig selv som Roms næste kejser besluttede Constantinus at krydse den britiske kanal.

I foråret 407 tømte han derfor Britannia for legionærer og lod kun enkelte tropper blive tilbage til at bevogte murene om de vigtigste byer. Provinsen var dermed mere sårbar end nogensinde før.

Constantinus’ plan lykkedes næs­ten.

Han fik stoppet germanerne og pressede bagefter den romerske kejser Honorius til at gøre ham til medkejser under navnet Konstantin 3.

Blot to år senere led Konstantin dog nederlag på slagmarken, og Honorius fik overrakt sin rivals afhuggede hoved.

Briterne måtte passe sig selv

Kun embedsmænd efterlod Konstantin 3. i Britannia – og en masse våben ifølge historikeren Gildas:

“Briterne tog til våben og kæmpede for sig selv, befriede byerne fra de barbarer, der pressede dem. Hele Armorica (Bretagne) og andre provinser i Gallien efterlignede briterne, idet de befriede sig selv på samme måde og fordrev de romerske embedsmænd…”

Der var ingen folkeafstemning forud for oprøret, og langtfra alle var enige i, at en “brexit-løsning” var den bedste.

Noget tyder på, at en gruppe romano-briter skrev til imperiets officielle kejser, Honorius, og indtrængende tiggede ham om at komme dem til undsætning.

Uheldigvis for dem havde Honorius hænderne fulde.

Italien var under angreb fra visigoterne – et angreb, der skulle ende med, at Rom blev plyndret.

Ifølge historikeren Zosimus afviste kejseren pure briternes anmodning:

“Honorius skrev breve til byerne i Britannia og bad dem forsvare sig selv”.

Forbindelsen til Rom var nu endegyldigt brudt, og borgerkrigen fortsatte i Britannia.

Krigsherrer, som ofte stadig bar romerske legionær-uniformer, kæmpede mod hinanden om magten, og landet blev delt op i et virvar af småriger – måske så mange som 26 kongedømmer opstod i kølvandet på romernes exit.

Angelsaksisk udsmykning i guld er fundet talrige steder i England.

Universal History Archive/Getty Images, Print Collector/Getty Images

Historikerne ved ikke, om Britannia gik bankerot i løbet af få uger, eller om det var en lang og smertefuld proces, der gradvist fik romersk velstand og viden til at forsvinde.

Forskere har konstanteret, at der ikke længere blev sendt nyprægede mønter fra Rom til den fjerne provins, hvilket tyder på, at romernes skatteopkrævning var brudt sammen.

Da briterne ikke betalte skat, havde administrationen ingen penge til at udbetale løn.

Derfor flygtede de sidste romerske embedsmænd til kontinentet sammen med rige romano-britiske familier. Og ingen nye embedsmænd blev uddannet til at tage over for de gamle.

Snart var Britannia drænet for folk, der kunne læse og skrive.

Infrastrukturen forfaldt, da det i Romerriget var overklassen, der betalte for vedligeholdelse af veje og offentlige bygninger.

I løbet af 400- og 500-tallet overtog fremmede folkeslag store dele af det vestlige England.

© Universal History Archive/Getty Images, Print Collector/Getty Images

Vilde barbarer strømmede til England

Briterne inviterede selv barbarerne til England, men det var en skæbnesvanger fejl. Snart erstattede anglere, saksere og jutere romerne som Englands magthavere.

Middelalderens krønikeskrivere Gildas og Nennius skrev, at de første germanere kom til England som såkaldt foederati – lejesoldater.

Efter de romerske legioners afrejse hyrede briterne germanske krigere til at beskytte dem mod skotter, irere og andre germanere.

Krige på det europæiske fastland, stigende vandstand langs Nordsøens kyster og en befolkningseksplosion i Nordeuropa fik i løbet af 400-tallet titusindvis af germanere til at udvandre til England.

Snart var germanerne så mange, at de ikke længere ville lade sig kommandere, men krævede retten til at regere.

Hvor blodige kampene blev, strides historikerne om, men de er enige om, at germanernes sprog og kultur bredte sig mod vest i løbet af 500- og 600-tallet.

Kun i Wales og på Englands vestligste spids overlevede briternes oprindelige kultur.

Byerne blev affolket

De byer, som romerne havde bygget – med gadenet, vandforsyning og kloakker – forsvandt i løbet af ganske få år.

I 420 var samtlige af Britannias fornemme villaer forladt, og folk holdt op med at bygge huse af mursten.

Det blomstrende byliv forsvandt, mens folk flyttede ud på landet.

Her var den også gal, for romernes viden om landbrug i stor skala blev ikke længere overleveret.

De store, bugnende kornmarker, der havde muliggjort masseproduktion af brød til titusindvis af legionærer, groede til.

I stedet satsede folk på små jordlodder, hvor en hyrde kunne holde øje med det græssende kvæg.

Ud over samfundets ledere forsvandt også flere håndværksmæssige kundskaber.

Arkæologerne kan se, at jernproduktionen i området Weald i Syd­øst­eng­land ophørte i 410, mens målinger af blyforurening i grønlandsk indlandsis afslører, at briternes omfattende produktion af bly styrtdykkede efter romernes exit.

Til arkæologernes forbløffelse glemte de forladte briter også kunsten at lave keramik.

I hvert fald tyder faldet i keramiske fund fra perioden på, at der efter år 500 ikke var én e­nes­te keramiker tilbage i Britannia.

Fors­ker­ne mener, at keramikernes fag var så tæt knyttet til overklassen, at de alle måtte udvandre sammen med den romano-britiske elite.

Fund gjort i Canterbury viser, at manglen på krukker – som udgjorde sen-antikkens vigtigste emballage – blev så stor, at urner med afdøde menneskers aske i blev gravet op for at blive genanvendt til madlavning.

Viden om at bygge huse, fæstninger og bymure af sten forsvandt også, og efterhånden som de gamle romerske villaer blev så forsømte, at de ikke længere kunne holde regnen ude, opførte briterne lerklinede hytter med stråtag.

Romernes mønter fortsatte med at være i brug i årtier, men gradvist blev den avancerede pengeøkonomi afløst af simple byttehandler, hvor en malkeko kunne erhverves ved at give fx en kvindelig slave i bytte.

Den kristne tro, som så småt var begyndt at spire frem i Britannia, forsvandt også, og kirkerne blev revet ned.

Uden romerske legionærer brød Britannia sammen i løbet af få år.

© Shutterstock

Briterne fik nye herrer

Engang omkring år 425 strømmede fremmede krigere i land på Britannias østkyst: Anglere, saksere og jutere fra det nordlige Tyskland og Danmark.

Ifølge den engelske munk Bedas bog fra 731, “Historia ecclesiastica gentis anglorum” (Det engelske folks kirkehistorie), kom de, fordi en hårdt presset britisk konge havde hyret dem.

Kongen hed Vortigern og hans rige blev hærget af irske pirater samt piktere fra Skotland.

Vortigern lovede sine germanske lejetropper rigelige forsyninger af mad, og at de måtte slå sig ned i det sydlige England sammen med deres familie, hvis de hjalp ham med at forsvare hans rige.

I begyndelsen var germanerne få i antal, men snart blev de så mange, at deres ledere ifølge værket “Historia Brittonum” besluttede at tage magten. Vortigern blev myrdet, og germanerne erobrede det meste af England.

Historien er efter alt at dømme en forenkling af de virkelige hændelser i England i 400-tallet.

Forskerne mener i dag, at anglernes, saksernes og juternes ankomst skyldes mere end invitationer fra en eller flere britiske konger.

Germanerne havde et indgående kend­skab til England – både fra piratover­fald langs Nordsøkysten og fra de germanske foederati (lejetropper), som romerne havde udstationeret i Britannia i årenes løb.

Den viden blev afgørende, da germanerne langs Nord­sø­ens kyster blev presset af o­ver­be­folk­ning, uro i kølvandet på Romerrigets sam­men­brud og stigende vand­stand i havet, som o­ver­svøm­me­de deres landsbyer.

I jagten på nyt land at kolonisere sejlede de over til England, som var så splittet, at briterne ikke formåede at stoppe dem.

Med andre ord blev England i løbet af 400- og 500-tallet løbet over ende af en blanding af bådflygtninge, pirater og lejetropper, som gjorde oprør.

Ifølge historikeren Gildas fik germanernes fremmarch katastrofale følger for briterne, som døde i hobevis:

“Brudstykker og lig var dækket med en lilla skorpe af størknet blod, som havde det været igennem en skrækkelig vinpresse”, skrev han malerisk.

I dag afviser forskerne dog, at de germanske indtrængende ligefrem gennemførte et folkemord på briterne og slog sig ned på deres jord efter en effektiv omgang etnisk udrensning.

DNA-undersøgelser af nutidens englændere tyder på, at germanerne kun kom til at udgøre 10-20 procent af de 2-4 millioner mennesker, som dengang beboede England.

I stedet for at blive slagtet overlevede briterne efter alt at dømme ved at underkaste sig deres nye herrer eller indgå fredsaftaler med deres nye germanske naboer.

I midten af 600-tallet blev de første engelske mønter udstedt af en angelsaksisk konge.

Imageselect

Germanerne giftede sig lokalt

Ud fra antallet af germanske grave i England kan forskerne se, at juterne primært slog sig ned i nutidens Kent – det sydøstligste England tættest på den franske kyst.

Anglerne og sakserne begyndte med at bosætte sig på kysten nord for Kent, og herfra roede de op ad Englands talrige floder i deres fladbundede langbåde og oprettede landsbyer, når de fandt et ideelt sted.

Da unge krigere udgjorde hovedparten af invasionsstyrken, har mange af dem giftet sig med britiske kvinder – måske sågar enkerne efter dem, der faldt i kamp mod de indtrængende.

Dermed begyndte den kulturelle og sproglige underminering af briterne allerede kort efter germanernes ankomst.

Ligesom under romerne tabte britisk sprog og kultur også indflydelse, fordi der var mange fordele i at lære sig sejrherrernes germanske skikke og sprog.

Men det var en langtrukken proces, der betød, at britisk og germansk kultur levede side om side i et par århundreder, hvor England bestod af et kludetæppe af små kongeriger.

Germanske kongeriger som Wessex grænsede op til britiske kongedømmer som Cornwall.

Ligesom briterne anså germanerne sig ikke for at være ét folk, men var splittet i talrige stammer, som ovenikøbet var underinddelt i klaner, hvor krigerne kun var loyale mod en stærk leder, der ofte gik sine egne vegne.

Talrige slag blev derfor udkæmpet, hvor germanere og briter stod sammen mod fx piktere på plyndringstogt eller mod en britisk småkonge og hans germanske allierede.

Forskerne forestiller sig, at slag og krige som regel endte med en aftale om, at germanerne fik mere land mod løfterne om at holde fred.

Eksperterne advarer også mod at tro, at germanerne skyllede ustoppeligt ind over England – formentlig har de også mødt masser af modgang, som for en kortere eller længere perioder satte deres fremmarch i stå.

Teorien bygger blandt andet på munken og historikeren Gildas’ værk fra 500-tallet, hvori han skriver:

“På denne tid var indbyggerne (briterne, red.) nogle gange sejrrige, andre gange var det fjenden. Dette fortsatte frem til det år, hvor belejringen af Badon Hill fandt sted. Her fandt noget nær den sidste store massakre på de skurk-agtige fremmede sted”.

Ifølge Gildas var briternes sejr ved det sagnomspundne, men aldrig nærmere lokaliserede Mount Badon den sidste større britiske sejr.

Herefter tilfaldt magten over England og briterne de angliske og saksiske småkonger.

Benediktinermunken Beda skrev i 731 en krønike om det angelsaksiske England.

© Universal Image Group/Getty Images

Briterne endte med at tale tysk

Den kortvarige selvstændighed kom til at koste briterne deres sprog, viser moderne forskning.

Før briterne blev en del af Romerriget, talte de et keltisk sprog, der senere udviklede sig til walisisk.

De briter, der fik tæt kontakt med romerne, lærte sig også latin.

Da anglerne og sakserne blev Englands nye herrefolk fortsatte indbyggerne i de vestligste egne af landet med at tale keltisk, mens briter i det østlige England gradvist tog de fremmede magthavers sprog til sig.

Med tiden kom briterne til at tale engelsk, der består af 70 pct. angelsaksiske ord, viser moderne sprogforskning.

Et angelsaksisk skrift fra 1000-tallet beretter om en cyning – kongen.

© Universal Image Group/Getty Images

Barbarernes sprog smittede af

  • Druncen

    betød i 400-tallet beruset på angelsaksisk. På engelsk blev det til "drunk". Havde briterne bevaret deres sprog, ville englænderne i dag sige, at de blev "wedi meddwi". Det betyder beruset på walisisk, som er det sprog, der minder mest om briternes oprindelige keltiske tungemål.

  • Cyning

    betød konge på angelsaksisk. Ordet blev over tid forvandsket til den engelsk ord "king". På walisisk hedder konge "brenin".

  • Cwen

    betød dronning på angelsaksisk. Ordet blev over tid til "queen". Var briterne fortsat med at tale en form for keltisk, ville de i stedet for en queen have haft en "brenhines" Victoria og "brenhines" Elizabeth 2.

  • Niht

    betød nat på angelsaksisk og endte med at hedde "night" på engelsk. På walisisk hedder det "nos".

  • Mete

    betød kød på angelsaksisk og blev med tiden til det engelske ord "meat". Havde briterne bevaret deres oprindelige sprog, havde de i stedet køb "cig" i supermarkedets slagerafdeling.

Landet fik navn efter de fremmede

Briterne kom til at betale en høj pris for nederlaget til germanerne, som med tiden smeltede sammen og blev kendt som angelsakserne:

Briterne blev andenrangsborgere i deres eget land.

En angelsaksisk lov fra slutningen af 600-tallet slog fx fast, at en morder kun behøvede at betale halvt så meget i weregild (blodpenge) til offerets familie, hvis de var af britisk afstamning. Mord på angelsaksere kostede derimod dyrt.

Med tiden blev briternes keltiske sprog fortrængt og angelsaksiske vandt indpas.

Da England i 927 for første gang blev forenet under én konge, var det en angelsaksisk majestæt ved navn Athelstan, som satte sig på tronen.

Han var barnebarn af den ligeledes angelsaksiske konge Alfred den Store af Wessex.

Athelstan blev konge over et land, der ikke længere hed Britannia eller Briternes land, men bar navnet Anglernes land.

På det oldengelske sprog, som hans undersåtter talte, blev anglere kaldt engle (udtalt en-gli), og Anglernes land blev med tiden til nationen England.

Myten om kong Arthur og sværdet Excalibur udspiller sig i tiden efter romernes exit.

© Shutterstock

Kong Artur opstod i kølvandet på Brexit

Intet er så ærkeengelsk som kong Arthur og ridderne af det runde bord, mener mange englændere i dag.

Myten om Arthur har sin rod i tiden omkring romernes exit, og fx står der i Historia Brittonum (Briternes historie) fra år 828:

“På den tid kæmpede den mægtige Arthur mod sakserne. I kampen dræbte han egenhændigt 960 (fjender, red.), og han sejrede overalt”.

Krønikeskriveren Gildas fortæller i sit værk fra 560’erne om en hærleder ved navn Ambrosius Aurelianus, som var af romersk-britisk oprindelse.

Aurelianus skal have anført briterne under et slag, som angiveligt fandt sted ved et ukendt højdedrag kaldet Mount Badon:

“Under hans ledelse genvandt vort folk sin styrke og udfordrede sejrherrerne (angelsakserne, red.). Gud samtykkede, og slaget gik deres vej”.

I myterne om kong Arthur endte briterne med at blive fordrevet til Wales og en angelsaksisk konge satte sig på tronen.

Læs også:

Vikinger

Hævngerrige vikinger væltede England omkuld

13 minutter
Mælk, Tollense, bronzealder
Arkæologi

3.200 år gamle knogler vidner om mælks sejrsmarch

2 minutter
Nyhed romersk æg udgravet
Romerriget

Forbløffende æggefund i England

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul