Efter en række felttog lykkedes det i 50 f.Kr. den romerske feltherre Julius Cæsar at erobre hele Gallien (vor tids Frankrig). Derpå bad det romerske senat ham om at opløse sin hær. Men Cæsar havde andre planer.
Sammen med sine legioner krydsede han Rubicon – en flod, der angav grænsen mellem Gallien og Italien – og indledte en borgerkrig, som han vandt.
Med sine fjender besejret kunne Julius Cæsar konsolidere sin magt og udråbte i begyndelsen af 44 f.Kr. sig selv til dictator perpetuo (diktator på livstid) – en beslutning, der skulle blive skæbnesvanger.
“Også du, Brutus?” Cæsars sidste ord – angiveligt.
Senatorerne i Rom frygtede, at Cæsar planlagde at lade sig udråbe som konge og afskaffe republikken. At Cæsar opførte sig arrogant og bl.a. afskedigede to plebejertribuner (folkevalgte politikere), nærede denne frygt.
Derfor gik en sammensværgelse bestående af 60 senatorer i aktion. Under et senatsmøde den 15. marts 44 f.Kr. stak de Cæsar ned. Blandt konspiratorerne var Marcus Junius Brutus, søn af diktatorens elskerinde.
“Også du, Brutus?” skal Cæsar have udbrudt inden sin død.
FOR OG IMOD: Forfatterne gengav et rygte
Cæsars sidste ord er videregivet af forfatteren Sueton (ca. 70-130 e.Kr.) på græsk. Hos Sueton lyder de: “Kai su, teknon” (Også du, mit barn). Det latinske udbrud “Et tu, Brute?” (Også du, Brutus?) er en omtrentlig oversættelse af ordene.
Citatet fra Sueton er omstridt, andre af antikkens forfattere nævner det ikke. Muligvis skyldes selvcensuren et hensyn til Cæsars ære. I Rom blev det nemlig forventet, at en soldat gik tavs i døden.
Mordet blev begået af en gruppe senatorer – blandt dem Marcus Junius Brutus, hvis mor var diktatorens elskerinde. Cæsar behandlede angiveligt Brutus som en søn, og da han så ham, kan han have ytret ordene i oprigtig skuffelse.
Sueton troede ikke selv på, at Cæsar henvendte sig til Brutus. I sin bog gør forfatteren tydeligt opmærksom på, at han blot videregiver et rygte, han har hørt.
Andre forfattere afviste ligeledes, at den døende Cæsar skulle have nævnt Brutus. Blandt dem var den græske filosof Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.), der dog i lighed med Sueton skriver, at Cæsar kom med et overrasket udbrud, da han blev overfaldet af senatorerne.
Den latinske version af citatet dukker først op i 1500-tallet, hvor det optræder i flere skuespil. Mest berømt af disse er William Shakespeares “Tragedien om Julius Cæsar”, hvori diktatoren udtaler de berømte ord i tredje akt.
KONKLUSION: Cæsars berømte sidste ord stammer fra de skrå brædder
Tanken om, at Cæsar skulle have ytret de berømte ord “Et tu, Brute?”, stammer fra antikken. Men datidens forfattere gjorde det ganske klart, at de udelukkende videreformidlede et rygte, som de ikke selv troede på.
Den latinske version af citatet er desuden en senere konstruktion. I de antikke kilder angives det klart, at Cæsar – ifølge rygterne – udtalte de berømte ord på græsk, et sprog, som de fleste lærde romere mestrede.
En efterfølgende obduktion viste, at kun ét af de 23 stik, Cæsar fik, var dødeligt.
Cæsars sidste ord dukker første gang op på latin godt 1.500 år senere – som en replik i tragedien “Caesar Interfectus” fra 1582. Manuskriptet er gået tabt, men sætningen findes også i Shakespeares stykke om Julius Cæsar fra 1599.
I sidste ende findes der dog intet bevis for, at virkelighedens Julius Cæsar henvendte sig direkte til Brutus, og selv hvis han gjorde, har det været på græsk.
MYTEKNUSERNES DOM: Cæsar sagde aldrig “Et tu, Brute?”.
