I slutningen af marts 37 e.v.t. gik en højtidelig procession af gardersoldater fra Neapolis mod Rom ad Via Appia. Den dystre kejser Tiberius' vilkårlige regime var endelig forbi. Rom havde fået en ny kejser i Gajus Julius Cæsar Germanicus, der nedstammede fra kejserrigets grundlægger – hans mormor havde været kejser Augustus' datter.
På begge sider af vejen stod folkemasser, der entusiastisk råbte "vores stjerne," "vores dukke" og "vores øjesten" efter den 24-årige kejser. Gajus var allerede en kendis. Som toårig havde han fået kælenavnet Caligula – "lille støvle" – af hans far Germanicus' soldater. Nu troede alle på en ny og gylden tidsalder. De tog så grumme fejl.
Sværtet til eller grusom?
Blandt historiens tyranner er der få, der er så berygtede som Caligula. Man behøver ikke vide særlig meget om det antikke Rom for at vide, at han regnes som én af de "onde kejsere." Alle de klassiske ingredienser er med: Blodtørstig grusomhed, sexorgier, sindssyge indfald og storhedsvanvid. Men hvilke af disse oplysninger er sande, og hvilke er blot opfundet for at sværte en forhadt kejser til?
De mest udførlige kilder om hans liv blev nedskrevet af romeren Sueton og grækeren Dio Cassius henholdsvis 80 og 180 år efter hans død. Meget af det, de har med, minder om den rene sladder med formuleringer som "det siges at..." og "det fortælles at..." Det lå i eftertidens interesse at udmale Roms tredje kejser som ond, så de samtidige kejsere fremstod bedre.
I dag er forskerne mere uenige om Caligulas eftermæle. Var han virkelig ond eller blot offer for systematisk mudderkastning? Ord som "forrykt," "udyr" og "galning" hørte til den hårde politiske jargon. Tingene kørte uden tvivl af sporet mod slutningen, men fejlen var ikke kun Caligulas, men også hans omgivelsers.
Allerede i barndommen gik det galt. Caligula var del af en intern magtkamp i kejserfamilien. Augustus valgte sin adoptivsøn Tiberius som arving, men havde været fremsynet nok til også at få Tiberius til at adoptere sin nevø, Augustus' søsters datters søn, Germanicus.
Germanicus var en fremgangsrig feltherre, der desuden var gift med Augustus' datters datter, Agrippina. Det populære par fik flere børn, deriblandt Caligula.
Agrippina med sine børn, deriblandt Caligula, vender tilbage til Rom med sin ægtemand, Germanicus', aske.
Den vrantne Tiberius derimod havde ry for at være kontrolleret af sin mor, enkekejserinden Livia. I den romerske offentlighed var der mange, der ville have foretrukket, at Germanicus og Agrippina blev det nye kejserpar.
Faren døde på mystisk vis
Konflikten endte tragisk. Caligula var blot syv år, da hans far døde under mystiske omstændigheder – rygtet ville vide, at Tiberius og Livia havde ladet ham forgifte. Enken Agrippina havde folkestemningen på sin side, faktisk mere end hvad godt var for hende. Hun blev landsforvist til en øde ø, og Caligulas to storebrødre døde begge i fangenskab.
Da Caligula var 19 år, blev han sendt til øen Capri ud for Neapolis, hvor Tiberius tilbragte sine sidste ti år som kejser. Sammen med sine tre søstre var Caligula et politisk gidsel med en konstant dødsdom hængende over hovedet. Han lærte dog at indsmigre sig hos despoten, og deltog efter sigende i kejserens orgier. Nogen politisk eller militær uddannelse modtog han ikke.
Da det stod klart, at Tiberius var døende, hjalp præfekten for kejsergarden Caligula til magten ved en paladsrevolution, måske ved at kvæle Tiberius med en pude. Senatet måtte bøje sig for den nye kejser, da soldaterne bragte ham til Rom.
Da Caligula efterfulgte sin grandonkel Tiberius på kejsertronen, var der store forhåbninger om, at den unge mand ville blive en bedre hersker.
Alvorligt syg
I begyndelsen var alt godt. Med pomp og pragt lod han de jordiske rester af sine brødre begrave. Forgængerens dødsdomme blev ophævet. Folket fik ret til at vælge magistrater igen som under republikken. Caligula gav skuespil og gladiatorlege og uddelte penge til folket. Byggeprojekter der var blevet indstillet under Tiberius, blev nu hurtigt bygget færdige, bl.a. et tempel til Augustus. Der var indvielser og banketter dagen lang.
Men så, efter et halvt år på tronen, blev Caligula alvorligt syg. Hvorfor er uklart. Krævede det hektiske program sin pris? Igennem hele sit liv havde Caligula levet isoleret uden offentlige pligter. Måske kunne han ikke holde til sit nye liv?
Da han endelig rejste sig fra syge-sengen, var det som en forandret person. Hvad enten hans karakter havde ændret sig, eller han blot havde foretaget en barsk politisk analyse, så indså han nu, at han kunne blive erstattet.
Mange af Caligulas rappe replikker ser ud til at være blevet til bevingede ord.
En skarp og ofte citeret tunge
Caligula var interesseret i retorik og anerkendt som en dygtig taler. Når han blev vred, kunne han overfuse folk med både brutal ærlighed og spidse bemærkninger. Hans farfars mor Livia, Augustus' snedige enke, sammenlignede han med en "Odysseus i kvindeklæder."
Sin farmor Antonias råd afviste han med ordene: "Husk at jeg kan gøre, hvad jeg vil, mod hvem jeg vil." Når han kærtegnede sine elskerinders hals, var det gerne med betragtningen: "Dette fine lille hoved vil trille så snart jeg befaler det."
En populær forfatters tale affærdigede han som "sand uden kalk," dvs. dårligt blandet cement. Da publikum ved et hestevæddeløb heppede på et andet hold end han, var kommentaren: "Jeg ville ønske det romerske folk kun havde én hals."
Mange citater synes at være blevet bevingede ord. Truslen om at gøre sin hest til konsul regnes blandt dem.
Men Caligulas uhæmmede tunge skabte tit en dårlig stemning. At han ofte lod vide, at han havde brug for "at trække sig tilbage for at rense hjernen," bidrog sikkert til rygtet om galskab.
Hans svigerfar, som Caligula mente havde været lidt for magtbegærlig, mens han lå syg, blev presset til selvmord. En person, der havde lovet guderne sit liv i bytte for kejserens, blev tvunget til at overholde sit løfte. Således begyndte tre års rædselsherredømme. En væsentlig drivfaktor var, at kejseren konstant følte sig truet.
Både Augustus og Tibirius havde været gamle mænd, over 70 år ved deres død, men nu skulle en 25-årig håndtere de hovmodige adelsmænd i senatet. Hvad forventede man overhovedet af en kejser? Forgængerne havde holdt lav profil og styret noget, der på overfladen var en republik, udelukkende gennem deres autoritet.
Caligula rev masken af det hykleriske politiske skuespil. På Capri havde han hængt ud med eksil-konger fra Roms lydriger. Han kunne vel ikke være mindre end dem? Nu var han konge, og det skulle alle komme til at mærke. Han afprøvede grænserne for, hvad der var acceptabelt i det romerske samfund.
Viste sin magt gennem luksus
Som kejser kontrollerede han statskassen og kunne med den demonstrere sin magt gennem luksus. Paladser blev bygget og revet ned, middagsselskaber for astronomiske beløb afholdt, specialbyggede skibe med mosaikprydede baderum søsat – ingen i den misundelige romerske overklasse kunne overgå kejseren.
Selv hans yndlingshest fik en stald af marmor og en krybbe af elfenben. Men mens folk omkring ham således lærte deres plads at kende, fremstod Caligula mere og mere som et stort og ansvarsløst barn. Hele verden var hans legeplads.
Malcolm McDowell spillede titelrollen i filmen Caligula fra 1979.
Kostumedrama blev pornofilm
At Caligula stadig er så berygtet, beror til stor del på filmen Caligula fra 1979. I begyndelsen var det tænkt som et storstilet kostumedrama a la Ben-Hur, men det gik sløjt med at skaffe finansiel opbakning.
Grundlæggeren af det amerikanske mandeblad Penthouse, Bob Guccione, ville dog gerne skyde penge i filmen, på den betingelse at der kom mere sex med i den. Som instruktør foreslog han Tinto Brass, kendt for at lave blød porno i 1970'erne.
Caligula blev indspillet i 1976, men havde ikke premiere før 1979, da Guccione og en af hans venner havde tilføjet scener med decideret porno. At filmen alligevel blev spillet i almindelige biografer og havde anerkendte navne som Malcolm McDowell og Peter O'Toole på rollelisten, skabte stor opstandelse.
Kritiken var nådesløs: "Caligula er noget sygeligt, fuldstændig værdiløst og skammeligt makværk," skrev en af USA's mest kendte anmeldere.
Caligula er siden blevet klippet om og udgivet i forskellige versioner på dvd. I dag er kejser Caligulas omdømme nært knyttet til filmen.
Som andre eneherskere er Caligula blevet anklaget for seksuelle udskejelser. Han havde selvfølgelig både mandlige og kvindelige elskere. Fra tid til anden tog han for sig blandt sine gæsters hustruer ved middagsselskabet, var væk et stykke tid, for så at vende tilbage med en fuld anmeldelse af samlejet. Ingen vovede at sige ham imod. Med sine tre søstre begik han selvfølgelig incest, særligt med favoritsøsteren Drusilla.
Sådanne oplysninger finder man hos senere historikere, men aldrig hos samtidige vidner, såsom filosoffen Seneca, der ellers nok forstod at håne kejserfamilien.
At Caligulas position var usikker, er hævet over enhver tvivl. Han havde ingen nære slægtninge at læne sig op ad, bortset fra søstrene. Da Drusilla døde, lod han hende ophæve til gudinde og erklærede landesorg. Han fik først en arving, da hans fjerde og sidste hustru fødte en datter. Når det arrige barn kradsede sine legekammerater i øjnene, skal han glad have kaldt hende fars pige.
Frygten spredte sig
Langt mere alvorlig var konflikten med senatet. Caligula slog ned på både indbildte og virkelige sammensværgelser. Særligt gemen var en ny lov om majestætsfornærmelse, ifølge hvilken bare det at tale ondt om kejseren var højforræderi.
Caligula blev tilbedt som gud.
Krævede at blive dyrket som gud
Romerske kejsere og kejserinder blev med tiden dyrket som guder. De havde deres egne templer og festdage og blev set som rigets skytsånder.
Men Caligula var den første til aktivt at gå efter guddommeligheden. Cæsar og Augustus var blevet erklæret guddommelige og havde fået rejst templer til sig, men det var kun sket efter deres død som tak fra det romerske folk.
Til forskel fra forgængerne og mange efterfølgere så Caligula sig som en levende gud – en egomani der provokerede mange af hans undersåtter.
Senatorerne stak hinanden i håb om at vinde fordele. Blodet løb i stride strømme og frygten spredte sig.
Den gensidige foragt mellem kejseren og senatet havde nået sit absolutte lavpunkt. Det er i dette forgiftede klima, man skal forstå anekdoten om, at Caligula truede med at udnævne sin hest Incitatus til konsul, Roms højeste embede efter kejseren selv. Var det en gal hjernes påfund eller en velovervejet fornærmelse af senatet? Under alle omstændigheder blev det dog ved truslen.
Opgav invasionsforsøg
Efter to år var situationen blevet utålelig. Caligula måtte sikre sig støtte fra Roms virkelige magtfaktor – hæren. I et forsøg på at overgå sin fars glorværdige gerninger på slagmarken, planlagde han både en operation i Germanien og en invasion af Britannien.
Troppestyrker af et hidtil uset omfang blev samlet. Men resultatet var en ynk, hævder kilderne. Kampene hinsides Rhinen gav ingen konkrete resultater, men Caligula delte rask væk ud af nyopfundne udmærkelser, og kaldte felttoget en succes.
Ved Den Engelske Kanal fik han kolde fødder og gav i stedet mændene ordre til at samle muslingeskaller som krigsbytte fra Oceanet, for så at vende hjem til Rom. Moderne historikere giver forskellige forklaringer på, hvad der egentlig skete
Invasionen af Britannien blev droppet af Caligula, der i stedet beordrede sine soldater til at samle muslingeskaller.
Det hele bærer præg af en omfattende militærøvelse og magtdemonstration ved rigets farligste grænser. Selv muslingeskallerne er blevet fortolket som kelternes joller eller hytter.
For romerske militærfolk var det aldeles uhørt – en Phoney War! Har man hørt mage? Den romerske elite, der siden skrev historien, gjorde alt for at latterliggøre det som en gal mands tåbeligheder.
Fejrede med en bro af skibe
Tilbage i Italien fejrede Caligula sejren ved at lade en 1,3 km lang viadukt af skibe opføre over bugten ved Baiae (nord for Neapolis), hvor han red frem og tilbage i et harnisk hentet fra Alexander den Stores grav. Showet virker inspireret af den bro, som perserkongen Xerxes lagde over Hellesponten under sin invasion af Grækenland i 480 f.v.t.
Men løjerne kostede penge. Caligula fandt på nye, upopulære skatter, bl.a. på varer i madbutikker, mens prostituerede skulle betale skat for "en tjeneste" pr dag, altså en slags moms.
Efteråret 40 e.v.t. eskalerede hans magtfuldkommenhed til den rene terror. Caligula ville dyrkes som en gud. Udstyret med gyldent skæg og med Jupiters tordenkile i hånden, eller klædt som Venus, havde han natlige stævnemøder med månegudinden og førte samtaler med Jupiterstatuen i templet på Capitol.
Caligula taler til månen. Italiensk 1800-talsstik.
Af frygt for mordforsøg bar han altid på sig to notesbøger kaldet "Sværdet" og "Dolken," som indeholdt navnene på alle, som skulle henrettes. Samtidig beklagede han de fredelige tider og ønskede sig militære nederlag, hungersnød, pest og jordskælv. Som en gestus kastede han mønter ud fra et hustag, men mange, der stimlede sammen, blev dræbt af de jernklumper, der blev kastet ned efterfølgende.
Diplomater blev forhånet
En af de få samtidige øjenvidneskildringer stammer fra en mand ved navn Filon, der stod i spidsen for en jødisk delegation fra Egypten. Jøderne bad om at få lov til at slippe for at dyrke kejseren som gud, men Caligula afviste dem med hånlige spørgsmål om, hvorfor jøder ikke spiste svinekød, samtidig med at han tydeligvis var mere interesseret i de tips om møbler, som hans indretningsarkitekt fremførte.
På dette tidspunkt havde Caligula opbrugt sin goodwill fra alle sider. Hverken senatet, hæren, det romerske folk eller indbyggerne i provinserne kunne støtte ham længere.
Han var ikke kompetent til at herske på egen hånd, men frem for at overlade ansvar til det politiske system, havde hans spontane udfald til alle sider fremmedgjort ham lige så meget fra resten af samfundet som fra virkeligheden.
Caligulas ukonventionelle og uhøflige optræden var ikke længere en magtdemonstration; det handlede efterhånden kun om en forfængelig mands opmærksomhed – et egotrippet show uden skyggen af statsmandskunst. Kejseren måtte væk.
Myrdet i teatret
En lille kreds af senatorer og officerer indledte en sammensværgelse. Hovedmanden var Cassius Chaerea, der havde gjort tjeneste under Germanicus, da Caligula endnu var "lille støvle." Den 24. januar 41 e.v.t. slog man til midt under en teaterforestilling.
En afgørende faktor var, at kejseren to dage senere planlagde at sejle til Alexandria. Nogle frygtede, at han ville forlægge rigets hovedstad til Egypten. Så det var måske sidste chance. Under påskud af at nogle skuespillere ville tale med ham, blev han lokket ned i en kældergang, hvor han blev dolket ihjel. Det samme blev hans hustru og etårige datter.
Kun keisarillinen kaarti murhasi Caligulan, hänen setänsä Claudius löytyi verhon takaa.
I senatet var der en gruppe, der håbede, at det var enden på kejserdømmet. Men sådan gik det ikke. Gardersoldaterne fandt Caligulas 50-årige onkel bag et draperi og udråbte ham mod sin vilje til ny kejser.
Igen måtte senatet bøje sig. Claudius havnede dermed i en svær position. For at overleve måtte han genoprette troen på kejserdømmet. Problemet havde blot været, at man havde haft en dårlig kejser. Og således begyndte muderkastningen mod Caligulas minde.
At Caligula ikke kan have været sindssyg i klinisk forstand, er de fleste historikere i dag enige om. Romersk jura og lægevidenskab havde ord for den slags. Det interessante ved Caligula er derfor ikke hvor skør han var.
Vigtigere er det at forstå, hvorfor hans omgivelser – senatet, hæren og folket – så langt hen ad vejen gik med på, ja opmuntrede, hans udskejelser, inden de endelig satte en brutal stopper for dem i år 41 e.v.t.