Cicero forhindrede romersk justitsmord

Mange romere benytter de urolige tider til at gennemføre deres egne, private hævntogter eller begå rovmord.

Indbyggerne dukker sig. De, som ikke er berørt af drabene, accepterer lovløsheden for selv at overleve.

Heller ikke retsvæsenet blander sig, for dommerne frygter Sullas vrede, og deres kendelser følger automatisk hans interesser.

En uskyldig mand i knibe

Alligevel vækker mordet på Roscius opsigt. Hurtigt bliver jordbesidderens egen søn, Sextus Roscius den Yngre, mistænkt for mordet.

I det familiebevidste Rom står fadermord nærmest på linje med gudsbespottelse. Den skyldige bliver straffet med døden, og stor vanære vil hvile over hans efterladte.

Sextus Roscius den Yngres liv forvandler sig til et mareridt.

Endnu før faderen er begravet, bliver Sextus smidt ud af sit hus med den besked, at faderen har stået på Sullas dødsliste og hans i alt 13 gårde er beslaglagt. De skal på auktion, og fortjenesten tilfalde staten.

I almindelig handel er gårdene 9 millioner sestertier værd, men på auktionsdagen indbringer de sølle 2000! Køberen er Chrysogonus, en frigiven slave med nære kontakter til Sulla.

Rystet og rådvild rejser Sextus til Rom, hvor han får husly hos Caecillia Metella, en indflydelsesrig kvinde, der er i familie med Sullas hustru og var en nær ven af den dræbte Sextus Roscius den Ældre.

I Rom er Sextus foreløbig i sikkerhed, men fred får han ikke. Snart efter bliver han beordret til at møde for retten i Forum Romanum, anklaget for at have dræbt sin far.

Caecillia Metella sætter alt ind på at hjælpe Sextus. En efter en kalder hun Roms mest velestimerede advokater til sit hus.

Sextus Roscius den Yngre bedyrer igen og igen, at han var hjemme i Ameria på mordnatten, hvor han passede familiens gårde i faderens fravær. Men det hjælper ham ikke.

Når advokaterne hører, at Chrysogonus er indblandet, lister de hurtigt bort igen.

Chrysogonus er Sullas mand til det grove, ved advokaterne, og de har ingen lyst til at lægge sig ud med den blodtørs­tige diktator Sulla.

Advokaternes manglende mod er en katastrofe for Sextus, for uden advokat har han ingen mulighed for at forsvare sig. Ifølge den romerske retspleje må den anklagede nemlig ikke selv tale i retten.

I desperation henvender Caecillia Metella sig til den 26-årige Marcus Tullius Cicero. Han har studeret lovene og kalder sig advokat, men endnu har han aldrig ført en straffesag.

Anklageren tager ordet

Da dagen oprinder, er Forum propfyldt. I Rom er retssager topunderholdning på linje med gladiatorkampe og væddeløbskørsel.

Med en formodet fadermorder på anklagebænken trækker sagen mod Sextus fuldt hus. Tusinder er mødt op, og folk strækker hals for at se den formastelige, der mismodig kryber sammen under de nysgerrige blikke.

Anklageren, den erfarne og veltalende Gaius Erucius, fremlægger selvsikkert sagen. Motivet er oplagt, mener han.

Længe har Sextus følt sig forsmået, når faderen tog til Rom og morede sig, mens Sextus måtte blive i Ameria for at slide ved landbruget.

Da faderen for nylig gjorde ham arveløs, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Og, fremfører Erucius, han har vidner: Titus Roscius Magnus, der er i familie med den afdøde og i retten hævder at være dennes fortrolige. Magnus indtager vidneskranken og støtter ivrigt anklageren i, at Sextus har en slet karakter og var faldet i unåde hos sin far.

Det ser sort ud for Sextus. Hans eneste håb er, at grønskollingen Cicero får overbevist dommerne om hans uskyld. Chancen er minimal, ved han.

Inden retssagen har Cicero samlet al den viden om sagen, som han kunne få fat i. Hurtigt indså han, at sagsforløbet rejser utallige spørgsmål: Hvordan kunne Sextus Roscius den

Ældre fx havne på Sullas dødsliste, når Roscius var en af diktatorens støtter? Og hvordan lykkedes det Chrysogonus at købe Roscius’ ejendomme for en slik?

Af alle involverede i denne sag har Sextus fået mindst ud af mordet på hans fader, indser Cicero. Under sine undersøgelser formulerer han det spørgsmål, som frem til vore dage kommer til at præge al politimæssig efterforskning:

“Cui bono?” – hvem nyder fordel af forbrydelsen? Hvem har et motiv?

Øjenvidnerne bliver bragt til tavshed

Det nemmeste ville være at indkalde Roscius’ slaver som vidner i retten. De var sammen med deres herre i Rom, da han blev dræbt.

De vil kunne identificere drabsmanden – eller komme med en beskrivelse, som entydigt vil frikende den anklagede søn.

Men slaverne siger intet – de er overtaget af Chrysogonus, der forbyder dem at tale.

Cicero beslutter sig for at spille højt spil og indkalde anklagerens vidne, Magnus. Ved hjælp af hans vidneudsagn kan Cicero påvise, at Magnus var i Rom på mordnatten.

Cicero kalder ham “en gammel gladiator” – romernes udtryk for en slagsbror.

Og ikke nok med, at Magnus var i byen, fremhæver Cicero. Han ankom forbløffende hurtigt til gerningsstedet, og liget var stadig varmt, da Magnus sendte et bud til Ameria for at overbringe nyheden om drabet til sin medsammensvorne slægtning Titus Roscius Capito – ikke til den dræbtes søn Sextus.

Med sig havde sendebuddet den blodtilsølede dolk som bevis på mordet.

Cicero ryster retten

Den anklagede Sextus er endnu langt fra en frifindelse, men Cicero har flere overraskelser. Triumferende ruller han dødslisten med de fredløses navne ud.

Roscius den Ældre står som den sidste, men af listen fremgår det, at navnet er føjet til fire dage efter Roscius' død!

Dødsdommen er underskrevet af ingen ringere end Chrysogonus.

Tilskuerne i Forum Romanum måber. Retssagen har taget en helt uventet drejning.

Cicero tager igen ordet for at beskrive de begivenheder, som fulgte efter mordet: Magnus og Capito sendte bud til Chrysogonus for at foreslå et sam­arbejde.

De fortalte om Sextus Roscius den Ældres store rigdom og bad om hjælp til at skaffe arvingen af vejen.

“Ærede dommere, for ikke at opholde Dem længere: En sammensværgelse blev formet”, konkluderer Cicero.

Da Roscius' gårde kom på aution, sørgede de tre for, at ingen turde byde, og Chrysogonus fik dem uhørt billigt. Som tak for samarbejdet gav han tre gårde til Capito, mens Magnus blev udnævnt til forvalter af de øvrige, afslører Cicero.

Alle i Forum Romanum kender den romerske bysladder om den brutale Chry­sogonus, der kun adlyder diktatoren Sullas ordrer.

Uroen breder sig blandt tilskuerne. Men Cicero sørger behændigt for, at hans anklage mod Chry­sogonus ikke rammer Sulla.

Dikatoren har så travlt med vigtige sager, at han “dårligt har tid til at trække vejret”, påpeger Cicero: “Ikke sært, at noget undgår hans opmærksomhed”.

Tilhørerne er stadig ikke beroliget. At påstå at Chrysogonus står i ledtog med mordere, og at han har indgået i en sammensværgelse for at få fingre i nogle gårde, er meget dristigt.

Med den magt Chrysogonus besidder, kan han få Cicero dræbt blot ved at vifte med en lillefinger. Men Cicero er ikke færdig endnu.

Han har nemlig fundet ud af, at borgerne i Ameria havde sendt en delegation til Sulla for at få ham til at fjerne Roscius’ navn fra dødslisten.

Var det sket, ville den afdødes navn være renset, og sønnen blevet anerkendt som den retmæssige arving.

Men delegationen mødtes aldrig med Sulla, forklarer Cicero. Uden for diktatorens hus blev den stoppet af Chrysogonus, der lovede at tage sig af sagen.

Nu var den unge Sextus for alvor en trussel mod komplottet. Sammen med Magnus og Capito besluttede Chrysogonus at gå rettens vej for at slippe af med Sextus.

De købte anklageren Erucius til at føre sagen – og med en fadermorder på anklagebænken kunne det ikke slå fejl. Dommerne ville sende Sextus i døden, forventede de tre.

Frygt blandt dommerne

Chrysogonus, Magnus og Capito mente, at deres plan var vandtæt, fordi ingen advokat ville påtage sig Sextus' sag.

“De troede, at han ville mangle advokater. Men sandheden mangler ikke”, slår Cicero fast og stiller så det spørgsmål, som stiller sagen på spidsen:

“Cui bono?”

Hvem har gavn af mordet?

Cicero leverer selv svaret:

“Det er sagsøgerne, der har tilegnet sig denne mands formue. Det er sagsøgerne, der havde en interesse i, at Sextus Roscius’ fader skulle myrdes. Den anklagede har faderens død kun bragt sorg og fattigdom”.

Beviserne er fremlagt. De virker overbevisende, men Cicero tør ikke lade dem stå alene. I sin afsluttende tale lægger han pres på dommerne, der selv er jordbesiddere og dermed i fare for at blive ofre for mænd som Chrysogonus:

“Ærede dommere. Kun ét håb er tilbage for Sextus Roscius den Yngre og for republik­ken: jeres velvilje og nåde!”

Alt for længe har vold og uret hersket i Rom. Nu er det nok, mener Cicero. “Fjern denne sygdom fra staten, ærede dommere”, appellerer han.

Ciceros ord runger ud over tilhørerne. Dommerne kan mærke vreden ulme i forsamlingen. Cicero har sat dem i et farligt dilemma: De kan vælge at frikende Sextus og risikere Sullas vrede, eller de kan dømme Sextus og miste deres ry som retskafne mænd.

Presset på dem er enormt. Deres eneste mulighed for at redde æren og livet er, at Cicero har bedyret, at han ikke retter nogen anklage mod Sulla.

Tøvende finder de deres tavler frem, hvorpå de hver især skal nedfælde deres dom. Mængden holder vejret, mens retsformanden tæller dommernes stemmer op. Så griber han den tavle, som afgørelsen er skrevet på.

Langsomt drejer retsformanden tavlen og afslører et stort A – for Absolvo, frikendt. Mens Sextus forsøger at fatte, at han igen er en fri mand, jubler tilskuerne i Forum. Retfærdigheden har sejret. Sextus er en fri mand.

Efterskrift

Artiklen om mordet på Sextus Roscius den Ældre bygger på de taler, som Cicero holdt under retssagen i Forum Romanum i år 81 f.Kr. Talerne blev nedskrevet af hans skriverslave og bevaret.