Ciceros brev om gladiatorkampe

Hvis gigt eller en anden lidelse afholdt dig fra at overvære teaterforestillingen, så kan du betragte dig selv som heldig snarere end kløgtig.

Men hvis du helt bevidst afviste at deltage i noget, som fik alle andre til på forhånd at gå bagover af benovelse, og valgte ikke at deltage, selvom dit helbred tillod det, så glæder jeg mig på dine vegne.

Det gør jeg af to grunde.

For det første er jeg glad for, at du ikke er syg. For det andet glæder det mig, at du brugte din fritid klogt.

Det fornøjer mig, at du var fornuftig nok til at springe forestillingerne over. De er et tidsfordriv, som andre mennesker bjergtages af ganske uden grund.

Du har uden tvivl nydt din fritid på den mest udsøgte måde, eftersom du praktisk taget lever helt afsondret i din dejlige villa.

Du hyggede dig vel, skjult i dit lille studerekammer, mens du nød udsigten over bugten og havnen i Misenum gennem vinduet, som du har fået lavet netop med dette formål for øje.

Men imens du nød morgenen – velsagtens med lidt let læsning – måtte vi andre udholde at være lukket inde i en tæt menneskemængde, alt imens vi overværede en række pantomimer.

Forestillingen sendte os nærmest i koma, så søvnige blev vi.

Mens du kunne nyde resten af dagen på lige præcis den måde, som du selv valgte, var vi tvunget til at udholde “underholdningen”, som Spurius Maecius mente, vi ville nyde.

Hvis du er nysgerrig angående forestillingernes indhold, så kan jeg fortælle dig, at det var utrolig ekstravagant.

Men det var tydeligvis ikke noget, som ville falde i din smag.

Den kan jeg jo tænke mig til, eftersom jeg går ud fra, at den nøje ligner min egen.

For det første, så var skuespillerne, som deltog, pensionister, som var hentet tilbage til scenen til formålet.

Men man må sige, at det jo ikke var uden grund, at de i sin tid trak sig tilbage!

Især din favorit, vores ven Aesopus, var så dårlig, at han fortjente bifald – hvis altså han ville gå med til helt at lade sig pensionere!

I begyndelsen af forestillingen, da han skulle forestille at aflægge en ed, mistede han stemmen under den replik, som lyder:

“Hvis jeg med vilje skulle bedrage jer”.

Jamen, behøver jeg at sige mere?

Du ved jo selv, hvordan det er med de forestillinger, der ikke længere er, hvad de var engang.

Den overdrevne iscenesættelse overdøver desuden fuldstændig den lethed, som forestillingerne burde have.

Den slags overdådighed er jeg sikker på, at du helst ville være foruden.

Hvad nydelse er der dog ved at kigge på 600 muldyr stuvet sammen på scenen under opførelsen af Klytaimnestra eller ved at se på 3.000 vinkar, når de opfører Den trojanske hest?

For slet ikke at tale om horder af infanterister og kavalerister, der med en skønsom blanding af alskens våben udkæmper én eller anden
scenekrig.

Masserne var overvældet ved synet, men jeg ved, at du hellere ville være det foruden.

Jeg tvivler på, at du ville have nydt de græske dramaer eller improviserede farcer, især i betragtning af at den slags ikke er noget, I bruger i Pompeji.

Og du har jo som bekendt så lidt tilovers for grækere, at du ligefrem undgår at gå ad Grækernes Gade, når du skal hjem fra byen til din villa.

Hvordan kunne nogen dog tro, at du ville have nydt at se atleter konkurrere? Jeg ved, hvor meget du afskyr gladiatorer.

Pompejus indrømmer såmænd selv, at de er spild af både tid og penge.

Resten af forestillingen gik ud på at jage vilde dyr.

Der var to jagter om dagen i fem dage.

Overdådigt var det, det kan ingen nægte.

Men hvordan kan en dannet person dog nyde at se en sølle svækling blive slagtet af et dyr, der er mange gange stærkere end han – eller finde fornøjelse ved at se et dyr blive gennemboret af spyd.

Og selv hvis det engang havde været interessant, så har man jo allerede set det hele til bevidstløshed.

I dag blev der sandelig ikke budt på noget nyt.

Den sidste dag var reserveret til elefanterne.

De usofistikerede mængder var helt benovede over dem, men i virkeligheden kunne de slet ikke lide at se det.

Folk fik jo ondt af elefanterne, som – fornemmede folk – havde noget nærmest menneskeligt over sig.

Jeg kan berolige dig med, at jeg hverken går rundt og er ulykkelig eller lever et liv i lediggang.

Retssagerne levner mig ikke fred til at have noget liv.

Jeg har længe været træt af retssager, men det var jeg såmænd allerede dengang for længe siden, da jeg var ung og ambitiøs.

Belønningen, som jeg får, står desuden på ingen måde mål med mine store anstrengelser, og ofte må jeg forsvare mænd, som slet ikke fortjener mit talent.

Mit temmelig lange brev til dig afspejler derfor på ingen måde min overdådige fritid, men derimod min overdådige kærlighed til dig.

Jeg ved ikke, om du kan huske det, men jeg lovede i et af mine tidligere breve at fortælle om forestillingen, så du ikke ville være ked af at gå glip af den.

Hvis jeg har opnået det, så er jeg glad.