Efter mordet på kejser Caligula fandt en soldat kejserens onkel Claudius gemt bag et gardin. I det øjeblik var Claudius overbevist om, han skulle dø.

© Scanpix/AKG Images

Claudius købte sig til kejser-titlen

Claudius stammede, savlede og haltede. Han var derfor Roms mest usandsynlige bud på en hersker. Claudius tog imidlertid fusen på alle, da han i 41 e.Kr. købte sig til kejsertitlen og styrede riget mod 14 års fred, stabilitet og velstand. Hans valg af hustruer viste sig dog katastrofalt.

27. februar 2019 af Boris Koll

Skingre stemmer runger igennem de marmorklædte sale i Roms kejserpalads: “Kejseren er blevet myrdet!” lyder høje råb.

Det er middagstid den 24. januar år 41 e.Kr., og efter fire rædselsår år ved magten er den blodtørstige kejser Caligula blevet stukket ned på vej hjem fra teatret.

Morderne kommer fra kejserens livgarde, de såkaldte prætorianere, som nu med dragne sværd gennemsøger paladset. Snart efter høres dødsskrig, da attentatmændene­ ifølge den romerske historiker Sueton gennemborer Caligulas hustru med et sværd og knuser hans lille datters hoved mod en mur.

Dermed er vejen ryddet for en tilbagevenden til republikken – tror de. For komplotmagerne har glemt et prominent medlem af kejserfamilien. Caligulas let komiske og stammende onkel Claudius er fortsat i live og befinder sig i paladset. Opskræmt af skrigene flygter han ud på en balkon og gemmer sig skælvende bag et gardin.

I mellemtiden løber de dele af livgarden, som ikke er en del af komplottet, rundt i paladset på jagt efter morderne. En af dem ser Claudius' fødder stikke ud under gardinet og river det prompte til side. De to mænd står pludselig ansigt til ansigt og bliver lige overraskede.

“Kejser!” udbryder soldaten spontant,­ da han genkender Claudius.

Uden at vide det ændrer han i det øjeblik hele Romerrigets fremtid.

Kejserfamilien skammede sig over Claudius på grund af hans fysiske svagheder. Claudius' egen mor kaldte ham ligefrem et misfoster. Claudius voksede op i en familie, som kun havde foragt tilovers for hans mange svagheder.

© Scanpix/AKG Images

Claudius købte sig til magten

Soldaten fører den skrækslagne Claudius ud til sine kammerater, og efter en kort rådslagning bliver de enige om at tage ham med til prætorianergardens kaserne­ i Roms udkant.

“De placerede ham i en bærestol og bar ham til lejren i en tilstand af fortvivlelse og frygt”, beretter Sueton.

I mellemtiden har Roms senat samlet sig til krisemøde om rigets fremtid. Flere af senatorerne har været med til at planlægge mordet på Caligula i håbet om, at de kan genindføre republikken, som kejserdømmets grundlægger, Augustus, endeligt havde lagt i graven små 70 år forinden.

De har imidlertid ikke planlagt længere frem end til selve attentatet, og de mange hundrede senatorer er tænderskærende uenige om, hvem magten nu skal tilfalde. Mødet trækker derfor ud til de sene nattetimer. Imens har rygtet om, at Claudius befinder sig i prætorianernes varetægt, bredt sig i Rom. 

Indbyggerne ved ikke ret meget om ham, for han er kun sjældent blevet set offentligt. De har til gengæld heller intet ondt hørt om ham, og det gør udslaget. En stor folkemængde samler sig om morgenen omkring senatets mødested og kræver Claudius udråbt til ny kejser.

Da prætorianerne hører det, aflægger de straks troskabsed til Claudius og hylder ham som kejser. Deres bevæggrunde er ikke svære at forstå.

De er kejserens livgarde og vil være overflødige, hvis republikken bliver genindført. Desuden lover Claudius hver af dem en ekstrabonus på 15.000 sestertser – svarende­ til fem fulde­ årslønninger.

Senatorerne bliver rasende, da livgarden proklamerer beslutningen, men de kan intet stille op. Claudius bestiger uden modstand den ledige trone.

Alle anså Claudius for et fjols

Claudius var den mest usandsynlige hersker, Rom nogensinde havde set. Den 50-årige, nyslåede kejser havde hele livet lidt under en nervøs stammen og en mild form for spastisk lammelse, som fik hans hoved og højre hånd til at ryste nu og da. 

Filosoffen­ Seneca, der afskyede Claudius, fortæller desuden, at han havde for vane at savle om munden, og at snot ofte dryppede fra hans næse.

Claudius fremstod derfor for kejser-familien­ som et fjols, der helst skulle holdes så langt væk fra offentlighedens opmærksomhed som muligt. Og det var blevet Claudius' redning i den blodige magtkamp, som igennem årene havde udspillet sig i kejserfamilien.

Den romerske historiker Dio Cassius lader det ligefrem skinne igennem, at Claudius med vilje overdrev sine særheder: “Han levede i bestandig frygt, derfor­ anstillede han sig dummere, end han egentlig var”, skriver Cassius.

10 tons guld sikrede loyaliteten

At Claudius på ingen måde var så dum, som mange antog, beviste han ved tronbestigelsen. Han havde nemlig til fulde forstået, at i Romerriget var politisk magt baseret på bevæbnede mænds loyalitet. 

Han insisterede derfor på, at ikke bare prætorianerne, men hver eneste soldat i hele imperiet skulle have en pose penge, som en personlig gave fra den nyudråbte kejser.

Til det formål skulle han bruge 135 mio. sestertser – en uhyrlig sum, som modsvarede værdien af 10 tons guld. 

De mange penge forekom næsten umulige at opdrive, men Claudius havde arvet alle sin forgængers rådgivere, som tilsammen udgjorde en intakt statsadministration. 

Blandt embedsmændene var en frigiven slave, Pallas, der fungerede som rigets finansminister. Han var formidabelt dygtig og formåede at fremskaffe de påkrævede penge.

Det skulle vise sig at være i sidste øjeblik. Utilfredse senatorer konspirerede allerede med den ambitiøse provinsguvernør Furius Scribonianus, som stod i provinsen Dalmatia på Balkan med to legioner. Kun Adriaterhavet skilte ham fra magten i Rom.

Og nu bar Claudius' investering frugt, for Scribonianus' soldater nægtede at følge ham i et oprør mod kejseren, som lige havde foræret dem en masse penge. 

Efter at have mistet sine soldaters loyalitet måtte provinsguvernøren begå selvmord, og kupforsøget løb ud i sandet. Særlingen Claudius havde satset – og vundet.

Under Claudius' felttog i Britannien blev kong Caratacus taget til fange.

© Scanpix

Claudius opfyldte Cæsars drøm

Med militærets opbakning havde Claudius konsolideret sin magt, men ikke sin anseelse. Han havde brug for et storslået resultat, som kunne vise, at han var værdig til kejserposten. Han besluttede derfor at invadere De Britiske Øer, som Julius Cæsar havde måttet opgive­ næsten 100 år forinden.

Felttoget var omhyggeligt forberedt. Claudius udvalgte fire garvede legioner, hvilket akkurat skulle være nok til at løse opgaven. 

De lokale keltere var splittet op i mange kongeriger, og Claudius håbede, at han med romernes del og hersk-politik kunne overtage dem ét ad gangen. Som øverstbefalende for invasionen valgte han hærføreren Aulus Plautius, hvis loyalitet han var sikker på.

Claudius frygtede, at andre skulle forsøge at gribe magten i Rom, mens han var borte. Han besluttede derfor at begrænse sin deltagelse til et absolut minimum. Plautius­ skulle forestå de indledende kampe. Han selv ville komme senere, når det afgørende slag skulle stå.

De romerske legioner blev samlet i Nordfrankrig i foråret år 43 e.Kr., hvorefter en romersk flåde sejlede invasionsstyrken over Kanalen. Plautius' styrker slog uden større besvær den britiske kong Togodumnus’ hær.

Nu manglede de at nedkæmpe en anden­ lokal konge, Caratacus, hvis hovedstad lå ved det nuværende Colchester. 

Men Plautius holdt sine styrker tilbage. Han ventede på Claudius, som var på vej fra Rom. Da kejseren ankom, ledede­ han sammen med Plautius den videre fremrykning, og Caratacus' hovedstad­ faldt snart efter.

Romerne var gået fra sejr til sejr, og mange lokale småkonger valgte nu at gå over til de tilsyneladende uovervindelige erobrere. Felttoget havde været en kæmpemæssig succes – præcis som kejseren havde håbet.

Romerne tiljublede Claudius

Da nyheden om den storslåede sejr nåede Rom, trådte senatet sammen og bevilgede straks Claudius et triumftog – det første i Rom i et halvt århundrede. Claudius fik dermed tildelt den største ære, som kunne tilfalde en romer.

Triumftoget fandt sted i år 44 e.Kr. Som traditionen bød, kørte den laurbærkransede Claudius gennem byen i stridsvogn, fulgt af sine soldater. Langs ruten tiljublede tusinder af romere kejseren. 

Med i optoget var den tilfangetagne kong Caratacus, som ikke forventede at overleve dagen.­ Kongen holdt dog en følelsesladet tale, hvori han forsvarede sin kamp mod de romerske tropper og påpegede, at hvis han nu blev henrettet, ville han blive glemt for altid: 

“Hvis du på den anden side lader mig leve, vil jeg være et evigt eksempel på din barmhjertighed”, sagde han ifølge historikeren Tacitus til Claudius.

Kejseren valgte derfor at skåne sin slagne modstanders liv.

Optoget blev fulgt af flere dages festligheder med hestevæddeløb, dyrekampe, skuespil og dans. Efter sådan en fest kunne ingen almindelige romere længere være i tvivl: Claudius var en stor kejser. Den bedste i mands minde.

Claudius' hustru, Messalina, var berygtet i Rom for sine vilde orgier – som ikke indbefattede hendes mand. 

© Getty Images

Kejseren sled for folket

Claudius' to forgængere havde ikke givet det romerske samfund ret meget. Kejser Tiberius havde tilbragt de sidste 10 år af sin regeringstid på øen Capri, da han ikke gad balladen i Rom. Og Caligula havde koncentreret sig om sine store fester og seksuelle adspredelser.

Den nye kejser havde en helt anden holdning til sit arbejde. Claudius var myreflittig og stærkt optaget af at gavne samfundet. Krigen mod England havde styrket ham enormt, men han havde ingen planer om nye krige – han så hellere fred og udvikling. Det var også, hvad de almindelige romere ønskede.

Ifølge Sueton var Claudius især optaget af de livsnødvendige kornleverancer til Rom. Under en lang tørkeperiode var han nemlig blevet overfaldet på gaden, fordi kornlagrene var tomme:

“Han blev stoppet midt på forum af pøblen, som råbte skældsord og kastede brødstykker efter ham, og han undslap kun med nød og næppe ind i paladset via en bagdør”, beretter Sueton.

Derfor beordrede kejseren en mægtig havn anlagt i Ostia ved Tiberflodens udmunding i Middelhavet. Havnen skulle gøre det lettere for de store kornskibe fra provinserne at nå sikkert frem også om vinteren. 

Claudius tilbød endda at dække eventuelle tab, som kornskibenes ejere måtte lide på grund af Middelhavets­ barske vinterstorme. Roms vandforsyning var en anden af de helt store offentlige opgaver, som kejseren kastede sig over.

Caligula havde indledt byggeriet af en ny stor akvædukt, som skulle bringe frisk vand fra bjergene til hovedstaden. Byggeriet var imidlertid langtfra afsluttet. Claudius gjorde det til en af sine vigtigste opgaver at bygge akvædukten færdig.

Aqua Claudia, som bygningsværket kom til at hedde, var selv efter romersk målestok et gigantisk ingeniørprojekt. Akvædukten var 69 km lang og blev afsluttet i år 52. I dag – næsten 2.000 år senere – står dele af den stadig.

Kvinder blev Claudius' ulykke

Trods den store indsats for Rom har de romerske historikere ikke været skånsomme i deres kritik af kejseren som person. 

De beretter bl.a., at Claudius yndede at være dommer ved retssager, men ofte faldt i søvn. Andre gange var han så distræt, at han inviterede folk, han havde ladet henrette, til middag og undrede sig, når de ikke dukkede op.

Ifølge Dio Cassius var Claudius' største problem, at han stort set kun var blevet opdraget af kvinder: “Derfor manglede han det mandlige sind, som præger den frie mand. Herren over Rom og provinserne var selv slave”.

Claudius' håbløse valg af hustruer tyder på, at kritikerne havde ret. Mens Claudius forsøgte at bekæmpe korruptionen i rigets provinser, stortrivedes nemlig korruptionen ved hans eget hof. 

Claudius' hustru Messalina, som han var gift med ved sin tiltræden som kejser, skal angiveligt have tjent styrtende på at drive tuskhandel med de eftertragtede borgerskabsbeviser – i samarbejde med centrale kejserlige embedsmænd.

Messalina var 33 år yngre end Claudius og ifølge overleveringerne gudesmuk. Men hun var også en svigagtig kvinde, som var klar til at sove med enhver mand, som kunne hjælpe med hendes intriger. 

Satirikeren Juvenal­ kaldte hende spottende for “hore-kejserinden”, og det blev da også Messalina, som kastede Claudius ud i sit livs værste krise.

“Er jeg stadig kejser?”

Ifølge den romerske historiker Tacitus blev Messalina i 48 e.Kr. så betaget af den fremtrædende senator Gaius Silius, at hun overbeviste ham om at lade sig skille fra sin hustru til fordel for hende. Messalina og Salinus giftede sig derefter i overværelse af flere offentligt kendte personer, selv om hun i forvejen var gift med Claudius. 

Det var en uhørt skandale. Værre var det dog, at Gaius Silius som kejserindens nye mand kunne gøre krav på tronen. 

Claudius, som på det tidspunkt opholdt sig i Ostia, blev derfor fuldstændigt lamslået, da nyheden nåede ham. Helt rundt på gulvet stillede han sine rådgivere det ofte citerede spørgsmål: “Er jeg stadig kejser?”

Rådgiverne svarede, at han fortsat var kejser – hvis ellers han handlede hurtigt. Det gjorde Claudius. Bevæbnede mænd blev sendt ud og fandt hurtigt Silius, som blev henrettet på stedet. Messalina søgte tilflugt i et haveanlæg og sendte skrækslagent bud til Claudius om at vise hende barmhjertighed. 

Claudius undlod at svare, og hans politiske rådgiver, Narcissus, sendte soldater ud for at færdiggøre arbejdet. Imens var Messalinas mor taget ud til sin datter for at råde hende til at tage sit eget liv og ikke vente på bødlerne. 

Hun tog et sværd og trykkede det først mod struben og derefter brystet. Men modet svigtede. Kort efter ankom bødlerne. Ifølge legenden modtog Claudius meddelelsen om hustruens død uden at vise hverken sorg eller glæde, men bestilte i stedet et stort glas vin.

Skandalen var umulig at holde hemmelig. Kejseren var vanæret for øjnene af hele imperiet. Messalina havde også trukket tæppet væk under hendes og Claudius’ fælles barn, Britannicus. Han var stadig søn af kejseren, men han var også søn af en skøge. Det var ikke længere sikkert, han kunne efterfølge sin far.

Claudius grundlagde traditionen­ om, at nye kejsere var tvunget til at betale legionerne for deres troskab. Skikken kostede adskillige kejserkandidater livet, fordi de ikke tilbød penge nok. 

© Russian Paintings Gallery

Giftige svampe tog livet af Claudius

Claudius indså, at han var mere sårbar end nogensinde før. Det var et overlevelsesspørgsmål hurtigt at få bragt orden i husstanden. På anbefaling af sin rådgiver Pallas besluttede han at indgå ægteskab med sin niece, Agrippina. Hun var ukompromitteret og tilhørte de inderste cirkler af kejserslægten.

Agrippina sagde ja til det ifølge romerretten incestuøse ægteskab med sin onkel, men på én betingelse: Claudius skulle adoptere hendes søn – Nero. Det lovede Claudius. Samtidig gennemførte senatet en lovændring, så ægteskabet juridisk ikke længere var incest.

Ægteskabet med Agrippina blev en ny katastrofe for Claudius. Hustruens eneste dagsorden var at køre Nero i stilling som ny kejser. Det lykkedes til fulde. Under konstant pres fra hustruen udstyrede Claudius sin adoptivsøn med stadig flere æresbevisninger.

For offentligheden blev det efterhånden tydeligt, at Nero var den nye kronprins. Da det mål var nået, havde Agrippina ikke mere at bruge Claudius til. Den 13. oktober 54 e.Kr. var kejserfamilien samlet til et fælles måltid. 

Ifølge de romerske historikere glædede Agrippina sin mand med hans livret, en tallerkenfuld svampe, som Claudius spiste med stor appetit. Kort efter fik han forgiftningssymptomer og måtte bæres i seng, hvor han døde – 63 år gammel.

Straks samme dag førte prætorianerne Nero til deres kaserne i Roms udkant. Her blev han – helt uden om senatet – udråbt til kejser efter at have lovet soldaterne en bonus af samme størrelse som den, Claudius havde betalt. 

Et blodigt tyranni skulle til at tage sin begyndelse. Mange ville komme til at savne de 14 fredelige år under særlingen Claudius. 

Læs mere

Josiah Osgood: Claudius Caesar – Image and Power in the Early Roman Empire, Cambridge­ University Press, 2011. Barbara Levick: Claudius, Routledge, 2009.

Måske er du interesseret i...

Læs også