Alt om Colosseum – Romerrigets blodigste legeplads

Hele Rom holdt fri. Endelig var dagen kommet, hvor byens stolthed skulle indvies. Knejsende midt i byen stod den – en bygning som ingen anden i verden.

Sælgere falbød frugt og kolde drikke, mens tusinder og atter tusinder af tilskuere søgte op til deres pladser. Og de sad godt. Højt hævet og med et fint udsyn ned mod arenaen­ i amfiteatrets midte.

Ude på arenaen blev sandet revet en sidste gang, så det var klar til at opsuge blod – masser af blod. Fem år havde det taget at opføre det enorme amfiteater, som nu – i år 80 – stod klar. I kejserlogen sad Titus, hersker over det vidtstrakte Romerrige og dermed også herre over liv og død.

Da kejseren rejste sig for at hilse på de 50.000 tilskuere, fyldte et tordnende brøl amfiteatret. Titus havde lovet romerne 100 dages fest, når amfiteatret stod klar, og nu gav han signal til, at festen kunne begynde.

Vilde dyr og gladiatorer i arenaen

Musikken gjaldede, og ind på arenaen strøg vilde dyr i hobetal: Blandt dem var løver, bjørne og noget så eksotisk som næsehorn.

Dyrene var blevet sultet i nogle dage og havde ikke fået vand. Det gjorde dem desperate og øgede spændingen, når jægerne blev sendt ind for at nedlægge dem efter tur – gerne på en fantasifuld måde.

Den vilde jagt gik, og tilskuerne jublede. Snart var sandet rødt af blod, men i middagspausen blev det fejet bort, og et frisk lag lagt på.

Dræb, dræb, dræb!

Eftermiddagens gladiatorkampe var dagens højdepunkt, og trompeterne lød, da optoget af gladiatorer marcherede hen forbi kejser Titus. Foran hans tribune hævede de sværdene og råbte: “Vi som skal dø, hilser dig”.

Derefter begyndte kampene – kampe på liv og død og kampe, som tilskuerne taktfast kommenterede med råb som: “Dræb, dræb, dræb”. Eller: “Skån ham, skån ham, skån ham”, hvis en gladiator tabte til sin modstander, men i øvrigt havde kæmpet bravt.

I løbet af eftermiddagen blev hobevis af lig trukket ud af arenaen. Roms borgere var ovenud begejstrede.

Selv fra de øverste pladser i det kæmpestore amfiteater kunne de både se og høre kampene bedre end i nogen anden af Roms arenaer. I løbet af de 100 dage, festen varede, blev over 1000 mænd og 9000 dyr dræbt i Colosseum.

Amfiteater skulle slå alle rekorder

Beslutningen om at bygge det enorme amfiteater blev truffet ti år tidligere af kejser Vespasian. Efter mange års uro havde han skabt fred og stabilitet, og nu ønskede han at opføre en permanent scene til de gladiatorkampe, som romerne elskede.

Hans motto lød “Rom rejser sig af asken”, og selv om amfiteatret ikke var det første i Romerriget, så skulle det være det største. Og ikke mindst skulle det­ være solidt.

Tidligere var der rundt omkring i riget blevet opført amfiteatre af træ, men flere gange var det gået galt. Sjusk med de enorme tribuner fik dem til at kollapse, og ved en enkelt lejlighed blev flere tusinde tilskuere kvast til døde, da en tribune kollapsede.

Vespasian krævede derfor, at Roms nye amfiteater skulle bygges i sten. Han stillede strenge krav til kvaliteten og deltog ivrigt i planlægningen af byggeriet.

En sø, som den forhadte kejser Nero havde anlagt, blev udpeget som byggeplads. Det gav en masse praktiske problemer, men symbolværdien var klar: væk med alle minder om Nero.

Materialer kørt ind på oksekærrer

Første opgave for de romerske ingeniører var at flytte et vandløb og dræne den seks meter dybe sø bort. Dræningen blev udført ved hjælp af store rør. Derefter begyndte arbejderne bogstavelig talt at gå i dybden.

Et amfiteater af sten med en vægt på mange millioner tons kræver et meget solidt fundament, så de romerske arbejdere måtte grave yderligere seks meter ned. Det skete med spader og skovle­, og den klæge jord blev kørt bort i store oksekærrer­.

I bunden af det store udgravede hul lagde arbejderne en solid bund af vulkansk sten og beton. Beton var en romersk opfindelse, som gjorde det muligt at bygge både højt og ikke mindst solidt.

Det skønnes, at mellem 20.000 og 30.000 arbejdere var beskæftiget med det gigantiske byggeri.

Til det hårdeste slid, der ikke krævede uddannelse, anvendte man slaver, men meget af arbejdet krævede faglig viden, så der blev trukket hårdt på byens håndværkere, som til gengæld fik god betaling for deres­ arbejde.

Et amfiteater på 17 etager

Snart var fundamentet støbt færdigt, hvorefter tons og atter tons nye byggematerialer blev transporteret til området. Kalksten, mursten, marmor, jernklamper, beton og mørtel blev møjsommelig skrumplet frem til byggepladsen på kærrer trukket af okser.

For at få materialerne frem, måtte Vespasian ophæve et tidligere forbud mod kørende trafik i Roms snævre gader. Efterhånden som murene rejste sig, blev der mere og mere brug for kraner. Med taljer, stærke reb og ikke mindst hårdt slid blev de tonstunge kalksten lagt på plads.

Kejser Vespasian besøgte tit byggepladsen, hvor ydermurene nu begyndte at nå op i deres sluthøjde på 52 meter, svarende til et moderne hus på 17 etager.

Også de mange gallerier, korridorer og indvendige trapper begyndte at tage form, og overalt myldrede det med arbejdere og håndværkere.

Nogle arbejdede på detaljer, så som udsmykningen langs trapperne, andre var stadig i gang med det grove støbe- og murerarbejde.

Vespasians søn overtager

Kejser Vespasian var en gammel mand, og i år 79 blev han alvorligt syg. Han bad om at blive båret over i det endnu ikke færdige amfiteater, og liggende på en båre gav han det gigantiske bygningsværk navnet “Det Flaviske Amfiteater” efter sit familienavn, Flavius.

Først langt senere blev teatret kendt som Colosseum.­ De fleste historikere hælder til, at det enorme bygningsværk lånte sit navn fra en gigantisk statue af kejser Nero, der stod i nærheden, og som i folkemunde blev kaldt kolossen.

Vespasian bibeholdt sin humor til det sidste. Ifølge overleveringen skal han på dødslejet, da han pludselig fik stærke smerter, have udtalt:

“Av, jeg tror, jeg er ved at blive en gud.” med henvisning til, at det var tradition, at de romerske kejsere blev ophøjet til guder, når de forlod denne verden.

Den gamle kejser døde 23. juni år 79. Efter Vespasian overtog hans søn Titus kejsertitlen. Han havde lovet sin far at færdiggøre Colosseum, og i år 80 var byggeriet nået så langt, at den 100 dage lange åbningsfest kunne afvikles.

Folk strømmer til fra hele riget

Colosseum blev hurtigt en vigtig del af tilværelsen, ikke alene for Roms indbyggere, men for hele det store rige. Selv fra de fjerneste afkroge kom folk rejsende for med egne øjne at se den spektakulære bygning og opleve de bloddryppende kampe i arenaen.

Forestillingerne var et højdepunkt, alle så frem til, og der var rift om billetterne, der som hovedregel var gratis – sponsoreret af kejseren eller byens rigmænd.

De vidste, at hvis man skulle være populær hos den romerske befolkning, så var de letteste metoder enten gratis mad eller underholdning.­

Trængslen var enorm op til en forestilling. Udenfor havde vagter opsat barrierer til at styre folkemængden. Der blev indgået væddemål, og fanklubber hujede på deres favorit blandt dagens gladiatorer.

På uddelte programmer var der plads til, at tilskuerne kunne notere et “V” for sejr, et “M” for slået, men ikke dræbt og et “” – det græske bogstav “theta” – for dræbt.

Indenfor var Colosseum indrettet, så mængden af mennesker i løbet af få minutter kunne gelejdes på plads, alt imens de kantede sig frem mellem sælgere, der falbød alskens lækkerier eller souvenirs til minde om netop denne dag.

Også byens prostituerede fandt snart ud af, at Colosseums hvælvede gange var et godt sted at kapre kunder, da langt de fleste af tilskuerne var mænd.

Der var dog også kvinder blandt publikum, men de kom ikke så meget for at se de blodige kampe som for at se gladiatorernes muskelsvulmende kroppe.

Krigsfanger henrettes i pausen

Trængslen på Colosseums stejle stentrapper var undertiden så stor, at en stakkel blev skubbet ud over kanten og faldt op til tre meter ned. Flere døde ved disse styrt, men det var og blev på arenaens sand, at døden herskede.

Ofte blev middagspausen udnyttet til at henrette krigsfanger. Fangerne blev bragt hjem til Rom fra de mange træfninger og krige, der blev udkæmpet langs Romerrigets grænser. Med tiden blev også kristne i stort tal ombragt på den store arena, mens folk jublede.

Drabene kunne være temmelig bestialske, for der lå hele tiden et pres på arrangørerne om at overgå hinanden i enten antal døde eller måden, hvorpå ofrene blev dræbt.

Mand mod krokodille var en af de meget populære varianter, men også menneskeafbrændinger var en sikker succes. Der er eksempler på, at dødsdømte blev svøbt i stof, som derefter blev overhældt med olie og antændt.

Den dødsdømtes sidste opgave i livet var så at danse rundt som levende fakkel til stor morskab for publikum. En anden meget populær forestilling var opførelsen af diverse græske tragedier og myter med dødsdømte­ i hovedrollen.

En kriminel kunne eksempelvis blive klædt ud som den berømte græske sagnfigur Orfeus, der ifølge legenden kunne fortrylle selv dyrene med sit fløjtespil.

Mens han således intetanende sad og spillede på sin fløjte, blev en løve pludselig sluset op fra arenaens kældersystemer – uden han opdagede det. Da løven overfaldt og dræbte ham, steg et latterbrøl op mod himlen. Den slags morbid humor elskede romerne.

Vilde dyr fra hele verden

Fra hele det vidtstrakte rige blev vilde dyr fragtet til Rom, for der var hele tiden brug for friske forsyninger, og kunne en arrangør præsentere en hidtil ukendt dyreart, gav det altid bonus. Det gjaldt ikke mindst, da de første hyæner indtog Colosseum.

De mange vilde dyr i arenaen krævede store sikkerhedsforanstaltninger. En cirka fire meter høj mur adskilte derfor de nederste tribuner fra arenaen. Foran muren var et stort net spændt ud, så de desperate dyr ikke kunne komme hen til muren bagved.

Skulle det alligevel lykkes et dyr at bryde igennem nettet og nå toppen af muren bagved, så var den øverste del af muren udstyret med store elfenbensruller. Rullerne gjorde det umuligt for dyrene at få et fast greb, fordi de ville rotere under dyrenes poter.

Som en sidste sikkerhedsforanstaltning stod bueskytter posteret rundt langs den nederste mur.

Formiddagens jagt på dyr blev i pauserne krydret med gøglere, der jonglerede, gik på stylter eller lavede akrobatiske øvelser. Siden fulgte henrettelserne ved middagstid, men det var og blev eftermiddagenes gladiatorkampe, der var det store trækplaster.

De fleste gladiatorer var krigsfanger eller slaver, altså ufrie mænd. Men der var også enkelte frie mænd, som frivilligt skrev kontrakt. Nogle foretrak fx det prestigefyldte job som gladiator frem for det rutineprægede arbejde i hæren.

En god gladiator var værdifuld, så talentspejdere prøvede hele tiden at finde nye emner, når et hold krigsfanger ankom til Rom eller der blev holdt slavemarked. Derefter fulgte et årelangt træningsophold i en af Roms mange gladiatorskoler. Den største og mest kendte hed Ludus Magnus og lå umiddelbart øst for Colosseum.

Gladiatorerne blev trænet i forskellige kampteknikker, og når de kæmpede for alvor, blev de parret, så de var nogenlunde jævnbyrdige. Colosseums kræsne tilskuere ønskede spændende kampe, ikke bare nedslagtninger.

Og kæmpede en gladiator godt, var publikum eller kejseren parat til at skåne ham, selv om han tabte. En del gladiatorer nåede derfor at overleve så længe, at de fik deres frihed eller blev udnævnt til instruktører­ på en gladiatorskole.

Er du mere nysgerrig på gladiatorer, så kan du her læse om de mange forskellige gladiatortyper, deres kost, deres fagforening og flere andre overraskende ting ved det at være gladiator.

Dræbte blev slæbt ud med kødkrog

Men dødeligheden var i gladiatorfagets natur høj. Der var dog tilfælde, hvor en falden gladiator forsøgte at spille død.

Det kneb virkede dog stort set aldrig. Når en kamp var ovre, og en gladiator lå tilbage, kom en mand udklædt som Charon – en etruskisk dødsdæmon fra underverdenen – og prikkede til den døde med rødglødende jern. Enhver, der blev afsløret i at spille død, fik straks hovedet knust med en stor hammer.

Herefter blev den døde trukket ud af arenaen med en stor kødkrog og videre ud i ligkapellet – “Spoliarium”.

Her blev den dødes våben fjernet, men i modsætning til kriminelle og kristne martyrer fik gladiatorerne en begravelse. Kriminelle og kristne fik, efter de var døde, smadret ansigtet, hvorefter ligene blev dumpet i en massegrav.

Kødet fra de mange døde dyr blev brugt som dyrefoder – eller spist. Fra de romerske historikere vides det fx, at et hjerte fra en elefant­ havnede i kejserens køkken.

Lynnedslag lammer Colosseum

Colosseum var i brug i adskillige hundrede år. Groft sagt var kampene i arenaen populære i hele det romerske imperiums levetid, men flere gange blev Colosseum ramt af ulykker, der satte amfiteatret ud af spillet i kortere eller længere tid.

Flere gange blev bygningen fx rystet af jordskælv, og et par gange skabte lynnedslag store skader.

Værst gik det for sig i år 217. Et kæmpemæssigt lyn satte ild i trækonstruktionerne øverst i bygningen, og hverken den kraftige regn eller det vand, der i al hast blev hentet fra byens akvædukter, kunne slukke den.

Varmen fra branden var så kraftig, at mange sten flækkede, da de efterfølgende blev overhældt med vand fra brandslukningsarbejdet. Hele fem år varede det, inden Colosseum­ kunne genåbne.

Interessen for gladiatorkampe daler

Efterhånden som kristendommen langsomt, men sikkert vandt indpas i Rom, voksede også modstanden mod gladiatorkampene.

De kristne kaldte Colosseum for “et tempel indviet til dæmoner”, og selv blandt de romerske kejsere kølnedes interessen for de systematiske drab efterhånden.

Kejser Marcus Aurelius (kejser fra 161-180 e.Kr.) markerede bl.a. sin skepsis ved at medbringe alskens arbejde, når han sad i sin loge i Colosseum.

I stedet for at følge kampene valgte han til stor irritation for Roms borgere at læse, skrive breve eller snakke med venner.

Sidste forestilling: En dyrejagt

I 324 blev kristendommen officiel religion i Romerriget, og to år senere blev gladiatorkampene forbudt. Ikke desto mindre fortsatte de mange steder i det store rige, men både Romerrigets og Colosseums nedtur var i gang.

Efter år 438 blev der kun gennemført små dyrejagter og offentlige henrettelser i Colosseum. Folk begyndte at plyndre bygningen, hvor de fx stjal værdifulde blyrør, og hverken latriner eller fontæner blev længere vedligeholdt.­

I 523 var det uigenkaldeligt slut. Den sidste forestilling, en dyrejagt, fandt sted, og derefter begyndte en omtumlet tilværelse for det markante bygningsværk.

Hvordan og hvornår var det egentlig, at Rom faldt? Få hele historien og forklaringen på, hvorfor Romerriget gik til grunde.