Romerne elskede dans, men primært som tilskuere.
“Ingen danser ædru, medmindre han er vanvittig”, mente politikeren og filosoffen Cicero.
Ligesom sangere og skuespillere blev dansere nemlig forbundet med prostitution og var ofte slaver fra Grækenland eller Spanien.
Faggrænserne var da også flydende i underholdningsbranchen, hvor såkaldte infames måtte bruge enhver evne til at behage publikum.
Dans og erotik hang sammen i det gamle Rom. Værdige borgere så på, men deltog ikke.
Deres levevej gjorde dem til udstødte uden den status og de rettigheder, som romerske borgere normalt havde.
Især under festlige begivenheder var dans populært. Under bacchanalia–festivalen for den romerske gud for vin, Bacchus – blev dansere fx hyret til at danse 15 dage i træk.
Festivalen var ofte skandaleramt og kendt for, at både vinen og de seksuelle undertoner flød i stride strømme.
Kejser Nero bryder konventionerne for dans i Romerriget
Den gode smag blev også udfordret af overklassens unge mænd, der dansede livligt, i en kort periode omkring 200 f.Kr.
Og kejser Nero brød alle normer ved at optræde med sang, lyrespil og dans.
I begyndelsen underholdt han kun sin inderkreds, men senere gik han på scenen ved forskellige store festivaler.
Læs også: De 12 største romerske guder – og alle de små