De første kristnes bedste våben: Martyrdøden

Vilde dyr, flåning og afbrænding. Tre årtier efter Kristi korsfæstelse indledte kejser Nero Romerrigets 300 år lange forfølgelse af de kristne. Men rigets mægtige herskere måtte erkende, at den kristne sekt var langt farligere og mere fanatisk end nogen anden fjende, Rom havde stået overfor.

Vilde dyr, flåning og afbrænding. Tre årtier efter Kristi korsfæstelse indledte kejser Nero Romerrigets 300 år lange forfølgelse af de kristne. Men rigets mægtige herskere måtte erkende, at den kristne sekt var langt farligere og mere fanatisk end nogen anden fjende, Rom havde stået overfor.

Scala Picture Library

Skrigene runger mellem husmurene i byen Nicomedia i den østlige del af Romerriget. Midt på byens forum er kejser Dio­kletian ved at tage sin hævn. Nogle dage forinden, i februar 303 e.Kr., var kejserens palads i byen gået op i flammer.

Diokletian mener, at de kristne står bag, og at et ukendt antal af paladsets tjenere i hemmelighed også tilhører den forhadte sekt, som han har udråbt til fjende af Det Romerske Imperium.

Da den maltrakterede tjener fortsat nægtede at lade sig mærke med smerterne, blev han spændt på en grillrist.

Én efter én bliver de mistænkte ledt ind på pladsen og påbudt at foretage et offer til den guddommelige kejser. Diokletian­ ved, at er de kristne, vil de nægte – deres religion forbyder dem at tilbede andre end deres ene gud. Flere af fangerne foretager offeret, men adskillige trodser ordren. En af dem er Diokletians kammertjener, Petrus, som selv i kejserens påhør er urokkelig.

“Han blev beordret til at ofre, men da han nægtede, blev han klædt af, hængt op og tæsket med jernstænger over hele sin krop”, beretter den samtidige historiker Euseb, der selv var kristen.

Ifølge historikeren lod Petrus sig ikke mærke med bødlernes slag, der flænsede hans kød og knuste hans knogler. “Hans knogler stak allerede ud gennem den flåede hud. De blandede eddike og salt sammen og hældte det over den lemlæstede krop”.

Kejser Diokletian udså sig ligesom galningen Nero de kristne som ofre og igangsatte­ oldtidens værste kristenforfølgelser.

© AKG-Images

Da den maltrakterede tjener fortsat nægtede at lade sig mærke med smerterne, blev han spændt på en grillrist: “Hans lemmer, som stykker af kød, der skal ristes og spises, blev lagt i ilden – lidt ad gangen, så han ikke døde hurtigt”, skriver Euseb og tilføjer, at Petrus opgav livet uden at kny og derved blev den virkelige sejrherre i styrkeprøven mellem den kristne tro og det mægtige Romerske Imperium – en sand martyr.

Henrettelserne i Nicomedia var kulminationen på næsten 300 års forfølgelser af de kristne i Romerriget. Med alle midler havde kejser efter kejser forsøgt at stampe den kristne tro ud med forbud, ekstrem tortur og uhyrlige henrettelsesmetoder. Men intet hjalp.

Forbløffede kunne romerske guvernører berette, hvordan dødsdømte kristne næsten virkede opstemte ved udsigten til at blive det, de selv kaldte martyrer. En sådan fjende havde Rom aldrig før stået overfor.

Et jødisk problem

Forfølgelserne af de kristne blev indledt få årtier efter korsfæstelsen af Jesus omkring år 30 e.Kr. Andre selvbestaltede messias-skikkelser var før udsprunget af den jødiske tro med budskaber om et kommende kongerige styret af Gud. Sådanne udtalelser var en direkte trussel mod Roms overherredømme, og mange af lederne blev henrettet, hvorefter deres sekter var gået i sig selv igen.

Men de såkaldte kristusfølgere eller kristne, der var opstået omkring Jesus, var langt mere hårdføre. I årene efter Jesu korsfæstelse fortsatte følgerne med at prædike om hans liv og gerninger. Ligesom­ Jesus fokuserede de i begyndelsen på de jødiske samfund, hvis ledere stemplede de kristne som kættere.

Stefan blev i år 35 e.Kr. stenet af jøderne og siden udråbt til martyr.

© Bridgeman Images

Jøderne tvang de kristne­ ud i verden

Den intense jødiske forfølgelse af de kristne i Judæa blev årsagen til, at kristendommen blev spredt til hele imperiet.

De tidligste kristne frygtede ikke romernes forfølgelse lige så meget, som de frygtede den etablerede jødedom. Jøderne ville ikke acceptere de kristnes insisteren på, at Jesus var Guds søn. De kunne højst gå med til, at han var en profet og lærer.

De jødiske ledere frygtede desuden, at kristendommen skulle splitte den jødiske tro i to. Det lille kristne trossamfund, der opstod i Jerusalem i kølvandet på Kristi korsfæstelse, blev derfor indædt forfulgt.

Af samme årsag blev den kristne kirkes første officielle martyr ikke myrdet af romerne, men derimod af jøderne. Martyrens navn var Stefan, og han blev i år 35 e.Kr. stenet til døde på ordre fra det jødiske råd. Blandt bødlerne var en mand ved navn Saulus, som senere blev kristen missionær under navnet Paulus.

Forfølgelserne af de kristne i Jesu hjemland tvang de kristne missionærer, der hidtil kun havde prædiket blandt jøder, til at søge til andre dele af Romerriget. I stedet for lokal blev kristendommen således global.

Jesus havde ifølge Det nye testamente forudsagt angrebene og afgivet et løfte, der gav følgerne styrke:

“I vil blive forrådt af forældre og brødre og frænder og venner, og nogle af jer vil blive slået ihjel. I vil blive hadet af alle på grund af mit navn. Men ikke et hår på jeres hoveder skal gå tabt. Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle”.

En af de første martyrer – kristne, som troede så stærkt, at de var villige til at gå i døden – var disciplen Jakob, søn af Zebedæus­, som havde været i Kristi inderkreds­. Efter Jesu korsfæstelse mis­sio­ne­rede han ivrigt blandt jøderne i sit hjemland og rejste angiveligt også til det romerske Spanien for at kristne provinsens jødiske immigranter.

I år 44 e.Kr. lod kong Herodes Agrippa, som med Roms velsignelse herskede over jøderne, ham halshugge, fordi kongen mente, at den kristne sekt var en trussel.

Jødernes romerske overherrer anså konflikten mellem jøder og kristne for et internt jødisk problem og ville ikke blande sig. Det ændrede sig imidlertid snart.

Romerne får øjnene op for de kristne

Paradoksalt nok var manden, der føjede kejserne i Rom til listen over fjender af kristendommen, en tidligere jøde, der ivrigt havde jaget kristne i det jødiske trossamfund. Han var siden konverteret og nu, under navnet Paulus, missionerede han for den kristne tro.

Mange kristne anså Roms forfølgelse for et tegn på, at dommedag var nær – den dag, hvor Kristus vendte tilbage for at herske.

© Scanpix

Paulus rejste i en 30-årig periode Romerriget rundt og tilbagelagde op mod 16.000 km under sine missionstogter. Til forskel fra andre kristne forsøgte Paulus ikke kun at omvende jøder, men talte med enhver, der ville lytte.

Og hans budskab gik rent ind – især Kristi ord om, at verdens fattige, de forfulgte og de undertrykte ville få deres belønning i Himmeriget.

I et imperium, hvor millioner levede kummerlige liv uden håb om en bedre fremtid, appellerede fortællingerne om Paradis efter døden bredt. Især slaver og kvinder, som befandt sig i bunden af samfundet, lyttede med glødende interesse.

Langtfra alle var dog begejstrede, og flere steder i imperiet førte Paulus’ virke til optøjer, som missionæren kun med nød og næppe undslap. Da han i år 57 e.Kr. rejste til Jerusalem, gik det helt galt.

“Denne forbandede races skikke har fået så stor indflydelse, at de nu udbredes i hele verden.” Filosoffen Seneca

En gruppe jøder beskyldte ham for at have besudlet Templet og krævede hævn. Larmen hidkaldte byens romerske garnison, som ifølge Det nye testamente måtte redde Paulus fra pøbelen:

“Væk med ham fra Jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve!” rasede jøderne og krævede ham pisket.

Kun fordi Paulus var romersk statsborger, undslap han pisken. I stedet blev han sendt til den romerske provinsguvernør i byen Caesarea, hvor Paulus sad i fængsel i to år, indtil han blev sendt til Rom for at fremføre sin sag for imperiets øverste myndighed – kejser Nero.

Storbrand krævede syndebukke

I Rom, hvortil Paulus ankom i år 60 e.Kr., havde kristendommen også vundet tilhængere blandt de fattigste. Da de kristne, ligesom jøderne, kun troede på én Gud, forvekslede mange romere de to grupper. Jøder havde levet i Rom i århundreder, men havde aldrig været populære, fordi de som regel isolerede sig og samtidig insisterede på religiøs særbehandling.

Men da jøderne under den romerske borgerkrig i år 49 f.Kr. havde støttet Julius­ Cæsar, gav diktatoren dem som tak officielt lov til at praktisere deres religiøse skikke. Mange romere var imidlertid fortsat skeptiske:

“Denne forbandede races skikke har fået så stor indflydelse, at de nu udbredes i hele verden”, lød det fx fra den berømte filosof Seneca omkring år 60 e.Kr.

På gravstenen står: “Fremmede, når du kigger på et afpillet lig, kan du så se, om det var smukke Hylas eller grimme Thersites?”

© The Trustees Of The British Museum/Scala Picture Library

Romerne elskede livet

Selvom romerne gjorde døden til en leg, var de forargede over de kristnes hang til martyrdøden. Romerne selv foretrak livet. Den romerske gravsten opfordrer alle til at gribe nuet.

Den nye kristne sekt havde ligeledes sære religiøse skikke, men modsat jøderne nød de ikke statens beskyttelse. Da Paulus kom til Rom, blev han sat i husarrest i to år, hvorefter han angiveligt blev frikendt for anklagerne om at have opfordret til oprør. Men fra nu af holdt romerne øje med den voksende sekt, og snart efter indtraf en katastrofe, som skulle besegle Paulus’­ skæbne.

Om natten mellem den 18. og 19. juli år 64 e.Kr. brød en brand ud i boderne uden for Roms Circus Maximus. Især de fattige kvarterer bestod af træbygninger, som gav ilden rig næring. Den romerske historiker Tacitus beskrev indbyggernes panik:

“Skrigende og skræmte kvinder, sygdomsramte flygtninge og børn, mænd, der søgte at redde sig selv eller andre, mens de trak syge og sårede afsted”.

Da flammerne endelig brændte ud, lå næsten to tredjedele af Rom i aske. Tusinder­ var omkommet, og endnu flere stod uden tag over hovedet. I Roms sort­svedne gader krævede de overlevende nogen draget til ansvar.

De kristne var nemme ofre

I første omgang vendte romerne deres vrede mod Nero. Kejseren havde ifølge rygterne selv beordret byen brændt ned, så han kunne bygge det gigantiske palads, han længe havde ønsket. Om rygterne talte sandt, er uvist, men Nero måtte finde andre at kaste mistanken på.

De kristne var det letteste valg. De fleste kom fra Roms provinser og var for flertallets vedkommende konverteret fra jødedommen, som mange romere i forvejen havde et problematisk forhold til.

Det er sandsynligt, at mange kristne boede i de samme slumkvarterer som Roms jøder. Et af disse kvarterer lå i nærheden af det sted, hvor branden begyndte – øst for Circus Maximus. Ifølge den romerske satiriker Juvenal var området kendt for dets fattige jødiske beboere:

“Nu udlejes lunden med dens hellige kilde og helligdom til jøder, hvis største rigdom er en kurv og noget hø”.

© Shutterstock

Missionærer rejste imperiet tyndt

Fra at have været en lokal sekt i Judæa blev kristendommen via missionærer bredt ud til Romerrigets fjerneste afkroge.

Omkring år 300 var anslået 6 millioner af borgerne kristne – godt 10 procent af imperiets samlede befolkning.

Det faktum, at dette kvarter – modsat de mange andre kvarterer i nærheden – ikke brændte, kan have fået rygterne til at svirre. Og de blev muligvis forstærket af de kristnes egne profetier om Kristi tilbagekomst, som også Paulus havde prædiket.

Ifølge profetierne ville verden blive ramt af krig, sygdom og katastrofer, umiddelbart inden Kristus vendte tilbage til Jorden for at besejre det onde og genforene mennesket med Gud som før syndefaldet.

Den apokalyptiske brand i Rom kan have fået nogle kristne til at tro, at den var et varsel om Kristi genkomst, og måske endda fået dem til at juble og dermed kaste mistanke på sig selv. På sin vis fik de ret: Dommedag var nær, kejserens dommedag. For Nero anklagede de kristne for branden og indledte dermed martyrernes tid.

Kristne oplyste Roms gader

Kort efter branden gik jagten på hovedstadens kristne i gang. “Først lod Nero dem, der indrømmede at være kristne, arrestere, og efter angivelser fra dem blev en stor skare andre dømt”, skriver Tacitus. Ifølge historikeren blev de ikke kun dømt for brandstiftelse, “men lige så meget for deres had mod mennesket”.

Straffen var døden. Nero ville vise, at han var folkets mand, så han gjorde henrettelserne til et offentligt skue. “Deres død blev gjort til en sport. Klædt i dyrehuder blev de flået i stykker af hunde eller korsfæstet”.

Apostlen Peter blev efter eget ønske korsfæstet med hovedet nedad.

© Scala Picture Library & Imageselect

Andre kristne blev hængt op på pæle og overhældt med tjære. Om natten tændte bødler de menneskelige fakler, så de kunne oplyse gaderne, mens skrigene rungede, og en kvalm lugt af brændt kød lagde sig over Rom.

Heller ikke Paulus undslap. Den gamle missionær blev halshugget. Ifølge legenden hoppede hans hoved tre gange hen ad jorden, da det blev skilt fra kroppen, og ved hvert hop sprang på mirakuløs vis en kilde frem. Kort efter blev også apostlen Peter henrettet i Rom på Neros ordre.

Martyrer fik direkte adgang til Gud

I årene efter Nero blev kristne gang på gang udpeget som syndebukke. Den kristne advokat Tertullian skrev senere: “Hvis Tiberens vande stiger op til murene, hvis Nilen ikke går over sine breder og vander markerne, hvis himlen tilbageholder sin regn, hvis et jordskælv rammer eller hungersnød, stiger råbet straks: ‘Smid de kristne for løverne!’”

“Må jeg nyde de vilde dyr, der er gjort klar til mig.” Den kristne biskop Ignatius.

Det var let at give de kristne skylden for imperiets ulykker. Særligt fordi de nægtede at foretage et symbolsk offer til Roms guder en gang om året – et offer, alle imperiets borgere skulle bringe for at sikre gudernes gunst. Mange mente, at de kristnes afvisning var skyld i katastroferne, og de blev derfor jaget vildt overalt.

Men forfølgelserne fik ikke de kristne til at vakle i troen – tværtimod. En af årsagerne var, at mange kristne så de grundløse anklager, der ofte resulterede i lidelse og død, som en chance for at skippe ventetiden og komme direkte i Paradis.

Blandt de frivillige martyrer var Ignatius af Antiochia, der gjorde alt for at ende som løvemad.

© Scala Picture Library

Kristne tiggede om at blive martyrer

Mange tidlige kristne ønskede brændende at blive martyrer ligesom Jesus. Flere meldte endda sig selv til romerne i håb om at få ønsket opfyldt.

I år 185 mødte en flok kristne fx op hos guvernøren i provinsen Asien og forlangte at blive henrettet. Guvernøren henrettede et par stykker og sendte resten hjem med besked om, at de selv måtte finde reb at hænge sig i eller klipper at kaste sig ud fra.

Da kristne i Spanien i 200-tallet blev henrettet for at have angrebet romerske templer, nægtede biskoppen at ophøje dem til martyrer, fordi det tydeligvis havde været formålet med angrebet.

De tidlige kristne troede ikke på, at de straks efter døden kom i Himlen. I stedet måtte de vente til genopstandelsen – den dag, hvor Kristus vendte tilbage til Jorden. Det gjaldt imidlertid ikke martyrerne, der ifølge kirken led for hele menneskeheden, ligesom Jesus havde gjort, og derfor røg direkte i Himlen til gud. Det krævede dog ikke alene, at de var uskyldige i anklagerne, men også at de virkelig led.

En af de kristne, som indså mulighederne i en grusom og glorværdig død, var biskop Ignatius, som i år 108 blev arresteret og bragt til Rom for at blive kas­tet for løverne i Circus Maximus. Undervejs til Rom sendte Ignatius breve til byens menigheder, hvori han bad dem om ikke at forhindre hans martyrium.

“Må jeg nyde de vilde dyr, der er gjort klar til mig”, skrev han og fortsatte: “Jeg beder til, at de vil være ivrige efter at angribe mig og vil gøre alt for at spise mig hurtigt. Men hvis de er uvillige til at angribe mig, må jeg tvinge dem”.

Inspireret af martyrer som Paulus, Peter og Ignatius blev det ligefrem populært blandt de kristne at søge martyriet.

Under forfølgelserne morede romerne sig bl.a. med at binde de kristne fast på hornene­ af en vild tyr.

© Getty Images

Som den kristne Tertullian sammenfattede det: “Korsfæst, torturer, fordøm, og knus os alle til pulver, hvis I kan. Jeres uretfærdighed er det strålende bevis på vores uskyld”, skrev han og fortsatte: “Gør jeres bedste, og gør torturredskaberne klar – det hjælper intet. I øger blot verdens kendskab til troen og får den til at forelske sig i vores religion”.

Menigheden voksede

Noget tyder på, at Tertullian havde ret. På trods af forfølgelserne blev de kristne menigheder ved med at vokse. Jo flere der blev hængt, korsfæstet og brændt, jo stærkere stod de kristne, der valgte at vende den anden kind til. Villigheden til at dø for deres tro og overbevisningen om, at der ventede et bedre liv efter døden, lokkede mange til de kristnes rækker.

Siden Neros klapjagt på kristne havde statsmagten holdt sig tilbage og overladt det til civilbefolkningen at gøre livet svært for de kristne. Men da Trajan i år 98 blev kejser, gav han befaling om, at befolkningen skulle anmelde de kristne, så de kunne stilles for en domstol.

Officielt fandtes der ingen love, der forbød kristendomen, men det var forbudt at forsamles i hemmelige selskaber. Alligevel var Roms guvernører ofte i tvivl om fremgangsmåden. Plinius den Yngre, der omkring år 110 e.Kr. var guvernør i provinsen Bithynien i øst, skrev derfor til kejser Trajan og bad om råd:

“Jeg har aldrig deltaget i retssager mod kristne og ved ikke, hvilken forbrydelse de straffes for, og hvordan de skal straffes, efterforskes og i hvilket omfang?”

© Shutterstock

De kristne fik Roms værste straffe

Romerne satte en ære i voldsomme dødslege i fx arenaen. Men til de kristne reserverede de som afskrækkelse imperiets mest afskyelige dødsmetoder.

Hidtil havde Plinius holdt sig til at forhøre de folk, der blev anmeldt for at være kristne: “Jeg udspurgte dem, om de var kristne. De, der indrømmede det, udspurgte jeg en anden og en tredje gang, mens jeg truede dem med straf”.

Til Plinius’ irritation fastholdt mange alligevel deres tilståelse. Dem lod han henrette, fordi: “Stædighed og trodsig hårdnakkethed uden tvivl bør straffes”.

De kristne slagtes

Det var dog langtfra alle, som var i tvivl om, hvordan de kristne skulle behandles. I provinsen Gallien fik de kristne i år 177 de romerske borgeres had at føle. Ifølge Euseb blev massakren indledt med “råben, slag, røverier, steninger og fængslinger og alle ting, som en hadsk menneskehob glæder sig over at byde sine fjender”.

De kristne blev overgivet til guvernøren, som straks lod dem alle torturere. Blandt fangerne var slavepigen Blandina, der ifølge Euseb var lille og svag. Slavepigens tro gjorde hende imidlertid nærmest usårlig. Ifølge Euseb var pigen “fyldt med en sådan kraft, at de, der torturerede hende, én efter én fra morgen til aften blev kørt trætte og indrømmede, at de var målløse”.

I stedet besluttede de rådvilde romere, at hun og de andre kristne skulle kastes for vilde dyr i den lokale arena.

“Blandina blev hængt på en stolpe og tilbudt til de vilde dyr, der blev sluppet løs på hende”, forklarer Euseb.

I den tyske by Waldsassen ligger angiveligt skelettet af martyren­ St. Theodosius – en romersk soldat, som døde for sin tro.

© AKG-Images

Martyrerne blev superstjerner

Næsten 2.000 år efter deres død bliver de jordiske rester af oldtidens martyrer fortsat æret – også selvom mange nok slet ikke var martyrer.

I året 1578 fandt lokale vinarbejdere en skjult tunnel – en katakombe – under jorden langs Roms Via Salaria. I tunnellen lå titusinder af skeletter, angiveligt fra kristendommens første århundreder.

Da Vatikanet fik nyheden, kunne de gejstlige knap nok få armene ned af bare begejstring, eftersom mange af skeletterne måtte være fra martyrer. I det nordlige Europa, bl.a. Tyskland, var utallige martyr-relikvier blevet ødelagt af protestanter. Med det nye fund havde den katolske kirke pludselig fundet et næsten uudtømmeligt lager af martyrer.

Vatikanets folk gik straks i gang med identifikationen. Hvis en grav var markeret med “M”, antog de skelettet for at være en martyr – desuagtet at “M” på latin står for navnet “Marcus” – et af Romerrigets mest udbredte.

Efterfølgende blev mindst 2.000 komplette skeletter sendt til kirker i Tyskland, Østrig og Schweiz for at styrke katolikkernes moral. I en basilika i den tyske by Waldsassen ligger i dag fx 10 skeletter, som alle påstås at være martyrer fra Roms katakomber.

Men den slemt tilredte kvinde fortsatte med at opildne sine kristne medofre i arenaen, der ivrigt kæmpede imod dyrene. To kristne overlevede og blev til sidst “ristet i en glødende jernstol”. Blandina ville løverne ikke røre, så bødlerne opgav og førte hende tilbage til fængslet.

Til sidst blev slavepigen atter ført til byens arena, hvor hun igen blev tortureret og derefter syet ind i et net og trampet ihjel af en rasende tyr. Martyrens mod blev ifølge Euseb beundret af tilskuerne, der “aldrig havde set en kvinde udholde så forfærdelig tortur”.

De kristne skulle udryddes

Blandina var blot én af tusinder af kristne martyrer. Langsomt var det ved at gå op for de romerske myndigheder, hvor stærk en fjende de stod overfor.

På trods af forfølgelserne fortsatte de kristne med at sprede sig, og i starten af 300-tallet var op mod 10 procent af imperiets befolkning kristne, og mange tilhængere havde opnået høje embeder. Frygten for, at de kristne var ved at overtage magten i riget indefra, spredte sig.

Den 23. februar 303 beordrede kejser Diokletian et direkte angreb på den kristne tro, der én gang for alle skulle udryddes. Soldater stormede og raserede den nybyggede kristne kirke i den østlige storby Nicomedia. Byens kristne blev henrettet og deres hellige bøger brændt.

Dagen efter udstedte kejseren et dekret, der forbød dem at samles for at bede. Alle kristne skrifter skulle desuden brændes og kirkerne rives ned. Kristne, der ikke frivilligt overgav deres hellige skrifter eller nægtede at afsværge deres tro, blev henrettet – oftest på bestialsk vis. De heldige blev “kastet i flammerne eller druknet i havet”, forklarer Euseb.

© Shutterstock

Sådan blev man martyr

Vejen til paradis krævede blot, at man fulgte fire trin.

Andre blev bundet til træers grene, der med reb var blevet bøjet sammen. Da rebene blev skåret over, rettede træerne sig ud og “flåede lemmerne fra hinanden”.

Hele byer, hvor alle indbyggere var konverteret, blev brændt ned til grunden.

Martyrerne vandt

Kejser Diokletians udryddelseskampagne virkede imidlertid ikke. De kristnes antal fortsatte med at stige. Da Dio­kletian abdicerede i 305, var Konstantin en blandt flere kandidater til titlen som kejser. Han havde indset, at kristendommen var umulig at udrydde, og besluttede i stedet at bruge den til egen fordel i kampen om tronen.

I 312 sikrede den tidligere general sig magten over Romerriget, da han besejrede sine modstandere i slaget ved Den Milviske Bro uden for Rom. Aftenen inden slaget havde Konstantin i et drømmesyn angiveligt set et kristent kors, der bar inskriptionen “med dette tegn vil du sejre”. Konstantin bad derfor sine mænd om at udsmykke deres skjolde med det kristne kors.

I år 313 udstedte Konstantin et dekret, der gjorde det lovligt igen at tilbede den kristne gud. Han lod kirker bygge, og ifølge en overlevering lod han sig endda døbe på sit dødsleje. I år 380 fulgte kejser Theodosius trop og gjorde kristendommen til den eneste godkendte religion i riget.

Kristendommen var på godt 300 år gået fra at være en jaget tro til at være Romerrigets statsreligion – og det var martyrerne, som mere end nogen andre havde vundet slaget.