Den justinianske pest lagde Romerriget i graven

Efter 60 års splittelse får den byzantinske kejser Justinian i 541 samlet Romerriget igen. Riget er stærkt som aldrig før, men snart bliver det invaderet af en hidtil ukendt fjende: Pestbefængte rotter.

Efter 60 års splittelse får den byzantinske kejser Justinian i 541 samlet Romerriget igen. Riget er stærkt som aldrig før, men snart bliver det invaderet af en hidtil ukendt fjende: Pestbefængte rotter.

Creative-assembly/Vilius Petrauskas

Middelhavsbyen Pelusium myldrer af liv. Fra kajerne lastes hørlinned i store bundter og sække med hvede ombord på ventende fragtskibe.

Skibene skal videre til havne overalt i Middelhavet, for varer fra Pelusium er eftertragtede og har gjort byen ved Nilens udløb kendt i hele det byzantinske kejserrige.

Men i året 540 har skibene mere end de sædvanlige handelsvarer med.

Pesten spredte sig langs Middelhavet. Den nævnes fx på en spansk sten fra 500-tallet.

© Archivo Digital Centro CIL II, Universidad de Alcalá

I lastrummet gemmer der sig rotter med pestbefængte lopper gemt i pelsen.

Inden rotterne er krøbet ombord på skibet, har smitten allerede spredt sig til indbyggerne i Pelusium. De syge får høj feber og begynder at tale i vildelse.

“Hos nogle fik kroppen sorte bylder, lige så store som bønner. Disse overlevede ikke engang én dag. Mange kastede også blod op uden synlig årsag”, beretter den samtidige historiker Prokopios.

Udbruddet holder sig ikke længe til den travle havneby. Med skib når pesten til bl.a. Alexandria ca. to dagsrejser borte.

Snart ville smitten rejse gennem Mellemøsten mod nord til Konstantinopel, kejserrigets hjerte.

“Den blev spredt i alle retninger, helt til verdens ender”, fortæller Procopius.

Pesten har for første gang ramt menneskeheden, og millioner skal dø, før en af historiens værste pandemier ebber ud.

Kejseren gjorde sin hustru, Theodora, til en af antikkens mægtigste kvinder.

© North Wind Picture Archives/Imageselect

Mægtig kejser regerede sammen med konen

Bondedrengen Justinian blev adopteret af sin onkel, kejser Justis 1., og opdraget til statsmand. Da Justis døde i 527, overgik tronen til Justinian.

Den nye kejser var intet geni, men han knoklede 18 timer i døgnet og forstod at samle forstandige mænd som rådgivere omkring sig.

Samtiden rynkede på næsen, da han giftede sig med den tidligere skuespillerinde Theodora og gjorde hende til medregent. Hun viste sig dog at være både kompetent og handlekraftig.

For kejseren blev hun en uvurderlig støtte, da et stort oprør brød ud i Konstantinopel i 532. Justinian var handlingslammet, indtil Theodora skar igennem med de udødelige ord:

“Bliv og kæmp. Kejserligt purpur er det smukkeste ligklæde”.

Nu sendte kejseren sin general, Belisarius, til byens hippodrom, hvor oprørerne havde samlet sig.

Over 30.000 blev slagtet af Belisarius og hans soldater, og herefter var oprøret kvalt.

Trods sin brutale regeringsform anses Justinian for den sidste store romerske kejser.

Han reformerede loven og forskønnede Konstantinopel.

Lov mod hedninge skulle styrke riget

Interne magtkampe og krige havde siden 200-tallet sat det mægtige Romerrige under pres. I 395 knækkede imperiet midtover i en østlig og en vestlig del med hver sin kejser.

I de næste 100 år smuldrede Det Vestromerske Rige, mens goter og vandaler væltede ind fra nord.

Til sidst, i år 479, sad goterne på hele Italien og afsatte den sidste vestlige kejser, Ro­mu­lus Augustus.

Flere kejsere i Det Østromerske Rige, også kaldet Det Byzantinske Rige, håbede på at samle riget igen.

Men først under Justinian 1. lykkedes genforeningen i 500-tallet. Takket være ­Justinians brillante general, Belisarius, blev goter og vandaler fordrevet fra de tidligere romerske besiddelser i Spanien og Afrika.

I 536 kronede feltherren sin succes ved at indtage Rom og smide goterne ud. Rigets oprindelige hovedstad var atter på romersk-byzantinske hænder.

Justinian stod nu i spidsen for den vestlige verdens største imperium og begyndte at reformere loven, så alle folkeslag blev lige – så længe de var kristne.

Hans ambition var at skabe et kristent storrige, hvor gammel, hedensk overtro var fordrevet, og derfor var det fx strengt forbudt at bande i Guds navn.

“Den slags forsyndelser er skyld i både hungersnød og jordskælv og plager”, lød begrundelsen i Justinians nye civile lovsamling “Corpus juris civilis”.

Men Justinian havde arvet et nedslidt rige. Årtiers krige mod bl.a. hunnerne i 400-tallet havde drænet statskassen.

Og uden penge til vedligeholdelse var veje og akvædukter gået i forfald.

Alt det ville Justinian dog råde bod på; snart blev skatterne hævet, og mønterne rullede ind.

“I disse områder så vi ødelagte, plagede landsbyer. På jorden lå lig, uden at nogen samlede dem op”. Johannes af Efesos, 500-tallet.

Skatten blev fastsat efter, hvad en person ejede, så opkræverne drog riget rundt og endevendte folks hjem for at bedømme værdien af hver en husstand.

Nogle rygter sagde endda, at der var blevet indrettet skumle fangekældre, hvor skattesnydere risikerede at havne, hvis de ikke betalte.

For at undgå optøjer sikrede kejseren sig folkets hyldest ved at afholde de yderst populære hestevæddeløb i Konstantinopels hippodrom med plads til 100.000 tilskuere.

Tiltagene virkede, og i løbet af nogle få år blomstrede hovedstaden igen.

Kronen på Justinians skaberværk var byggeriet af katedralen Hagia Sofia, der var verdens største kirke, da den stod færdig i 537.

Med talrige sejre på slagmarken og en kejser elsket af sit folk så det enorme byzantinske imperium i 541 uovervindeligt ud.

Men snart skulle nogle små lopper kaste imperiet ud i kaos.

Justinian 1. byggede bl.a. den berømte kirke Hagia Sofia i Konstantinopel.

© Shutterstock

Korn og vin rådnede på marken

Få måneder efter pestudbruddet i Pelusium blev borgere i bl.a. Gaza og Jerusalem ramt. De syge fik høj feber og sorte bylder ved lænden og i armhulerne.

Mens datidens krøniker næsten alle udpeger Afrika som arnested for smitten, er nutidens forskere mere i tvivl. En nyere teori lyder, at sygdommen snarere kom fra Indien.

Skibe fra fx handelsbyen Barigaza i Nordvestindien sejlede op gennem Rødehavet og lagde til i havnebyer i Nordafrika. Med ombord var formentlig rotter med pestbærende lopper.

Rotten blev selv smittet af loppebid og kunne nu give sygdommen videre. Når dyret døde, hoppede lopperne videre til en ny vært – rotter eller mennesker.

Indiske krydderier og klæde blev fragtet videre nordpå af karavaner til fx Pelusium.

Med karavanerne rejste også pestlopper i menneskets hår eller i de fragtede varer. En inficeret loppe kunne overleve i ugevis.

“På denne tid var der en plage, ­hvorved hele ­menneskeheden kom tæt på udslettelse”. Den samtidige historiker Procopius.

I 541 bredte pesten sig i Middelhavsområdet, og katastrofen udviklede sig hurtigt. På den tid foretog den ­syriske præst Johannes af Efesos en rejse rundt i kejserriget.

Med egne øjne så den chokerede kirkefader pestens hærgen.

“I disse områder så vi ødelagte, plagede landsbyer. På jorden lå lig, uden at nogen samlede dem op”, skriver han.

Andre steder, fortæller kirkefaderen, blev lig slæbt til gravpladser dagen lang. Køer og geder løb løs, fordi deres ejere var døde. Pesten fik landbruget til at falde fra hinanden.

“I alle områder, vi passerede, stod frugtbare marker med hvid, knejsende hvede, men der var ingen til at høste hveden”, noterede Johannes.

Pesten gjorde sit indtog i Konstantinopel i sommeren 542, og den spredte sig som en løbeild.

Den tætbefolkede by med ca. en halv million indbyggere var en af verdens største, og ifølge historikeren Procopius nåede dødstallet op på 5.000-10.000 om dagen.

Lig hobede sig op i gaderne, for byens gravere kunne ikke følge med og få lagt alle i jorden.

“På denne tid var der en plage, hvorved hele menneskeheden kom tæt på udslettelse”, lyder det hos Procopius.

© HISTORIE

540 – Pesten ankommer

Pesten ankommer til den egyptiske havneby Pelsium. Hvordan den ankommer til byen er usikkert, men der er sandsynligvis tale om pestbefængte rotter, der har sneget sig om bord på skibe fra Østafrika eller Indien.

© HISTORIE

541 – Sygdommen spreder sig langsomt

De pestramte rotter ulmer i Pelsium, men sygdommen spreder sig ikke voldsomt i det første år. De omkringliggende områder ved Middelhavet og Gaza bliver dog ramt, bl.a. Egyptens største by Alexandria, som rammes af voldsomme pestudbrud.

© HISTORIE

542 – Hovedstaden rammes hårdt

De pestbefængte rotter sniger sig ombord på handelsskibe der sejler fra Egypten til resten af det Byzantinske imperium. Rigets hovedstad og en af verdens største byer Konstantinopel bliver det egentlige epicenter og tusindvis dør dagligt i byen.

© HISTORIE

543 – Mennesker dør i hobetal i hele riget

Fra Konstantinopel og de andre store handelsbyer bliver pesten spredt med skibe ud til hele imperiet og rammer bl.a. i Karthago, Rom og Arlens i Frankrig. Millioner er døde inden året er omme og verdens første pestepidemi ebber først ud i 549. I løbet af de næste 200 år, rammes verden af 17 bølger mere.

Kejserparret under kritik

End ikke på sit palads i Konstantinopel kunne Justinian og hans hustru, Theodora, undgå stanken af død, for tusindvis af lig rådnede i sommerheden.

Kejseren gav endda tilladelse til, at de døde kunne skaffes af vejen uden en kristen begravelse.

I stedet blev ligene smidt i Bosporus-strædet eller sejlet til forstaden Sycae på den anden side af strædet.

“Graverne klatrede op i Sycaes ­fæstningstårne og fyldte lig i dem. Som resultat strømmede en led stank gennem byen og gjorde beboerne bekymrede”, fortæller Procopius.

Ligene fordærvedes så hurtigt, at graverne måtte sy de døde ind i sække, ellers faldt de fra hinanden, før de bar dem væk på bårer.

Det viste sig hurtigt, at der slet ikke var bårer nok i byen, så kejseren beordrede fremstilling af 600 nye hos byens snedkere.

Justinians tiltag imponerede ikke ­kejserens kritikere. Bag sine rosende ord var heller ikke Procopius en beundrer af herskeren – i sit ­hemmelige skrift “Anekdota” omtaler han Justinian som “grådig og ondskabsfuld”.

Mens pesten hærgede, voksede kritikken af kejseren især blandt rigets overklasse og officerer, der i årevis havde været modstandere af hans hustru Theodora.

Under sin kroning i 527 havde ­Ju­sti­ni­an chokeret den konservative elite ved at gøre sin 20 år yngre hustru til medregent.

Det var dog de færreste kritikere, der offentligt turde lufte deres utilfredshed.

Overklassen blev også hårdt ramt af pesten og klagede over “skandaløse profitter”, når byens gravere forlangte lønnen for­dob­let til to guldstykker for at slæbe de råd­nen­de lig af slaver bort.

Mangel på ­arbejdskraft sendte lønningerne i vejret, og bare det at få vasket tøj blev tre gange så dyrt.

Der gik heller ikke længe, før den livlige handel på markederne forsvandt, og hungersnød brød ud.

Især i byerne sultede folk, fordi bønderne ikke ville levere varer af frygt for smitten.

Justinian udstedte et forbud mod at skrue priserne op, men manglen på mad fik folk til at betale næsten hvad som helst. I den syriske by Antiochia kunne et brød byttes for en ko.

For kejseren betød krisen, at skatteindtægterne svandt ind, og for at spare på de ædle metaller var Justinian tvunget til at sænke indholdet af guld, sølv og kobber i rigets mønter.

“Nogle mener, at guddommelig vrede er årsagen til ødelæggelserne. En udmålt, retfærdig gengældelse for menneskets synd i form af en decimering af hele befolkninger”. Den græske historiker Agathia, 500-tallet.

De blev gjort mindre – eller fremstillet af jern og bly.

Arkæologiske fund viser, at fx kobbermønterne i løbet af pestudbruddet blev 23 pct. lettere end i tiden før pesten.

Justinian havde intet valg – han lod skatterne stige yderligere, hvilket kun gjorde ham mere upopulær.

Et af kejserens mest kontroversielle tiltag var, at bønderne ikke blot skulle betale deres egen faste skat, men også afdrage den skat, deres afdøde naboer skyldte.

Gennem antikken blev Europa flere gange ramt af epidemier, men i dag er forskerne uenige om, hvorvidt smitten var pest.

Når antikkens historikere skulle beskrive en epidemi, kaldte de ofte smitten for “en plage”.

Ordet stammer fra latin, plaga, og betyder slag eller sår. Ordet kendes fra Biblens fortælling om Egyptens 10 plager.

På engelsk blev plaga til plague, som vi oversætter til pest. Derfor omtales flere store smitteudbrud som pest, selvom der sandsynligvis er tale om andre sygdomme.

© Los Angeles County Museum of Art

Den Athenske Pest: Proppet storby var smitte-rede

Tidspunkt: 430 f.Kr.
Hvor: Bystaten Athen
Antal døde: Op mod 100.000

Under Den Peloponnesiske Krig mod Sparta blev Athen ramt af en voldsom epidemi, som antikkens historikere mente kom fra Etiopien.

Byen var fuld af krigsflygtninge, hvilket gav ideelle betingelser for smittespredning.

Fra athenske grave antages det, at op mod 100.000 mennesker døde. Øjenvidner beskriver symptomer med indvortes betændelse.

Derfor mener forskerne ikke, at der var tale om pest, men snarere tyfus eller mæslinger.

© Photo Josse/Bridgeman Images

Den antoninske pest: Østerlandsk syge dræbte millioner

Tidspunkt: 166 e.Kr.
Hvor: Romerriget
Antal døde: 20-25 mio.

Da sejrrige romerske tropper vendte hjem efter at have indtaget byen Seleukeia i nutidens Iran, tog de en frygtelig smitte med. I de næste 10-15 år døde op mod hver tredje af Romerrigets 60-70 mio. indbyggere.

Forskerne mener, at smitten opstod i Kina og spredtes via Silkevejen mod vest. Bl.a. den romerske læge Galen ­beskrev symptomerne som udslæt og diarré.

Forskerne mener derfor ikke, at der var tale om pest, men muligvis virussygdommen kopper.

© ACBahn

Den cyprianske pest: Pest kunne være ebola

Tidspunkt: 250 e.Kr.
Hvor: Romerriget
Antal døde: Ukendt

Op mod 5.000 borgere døde hver dag i Rom, da hele riget blev ramt af en ukendt smitte.

Cyprian, biskoppen i Karthago, oplevede også smitten i sin by og beskrev, hvordan “tarmene blev slappe ved konstant afføring, og i marven opstod en ild”.

Eftertiden navngav siden epidemien efter biskoppen, men selvom han selv kaldte smitten for pest, er forskerne i tvivl. Beskrivelserne tyder mere på en virusinfektion som ebola.

Sygdom skulle fordrives med bøn

For byzantinerne var massedøden ubegribelig. Lægerne stod magtesløse, og epidemien udløste en religiøs panik.

Folk flokkedes i kirkerne for at anråbe Gud om nåde. Blandt mange andre spekulerede den græske historiker Agathias over, om pesten kunne være Guds straf.

“Nogle mener, at guddommelig vrede er årsagen til ødelæggelserne. En udmålt, retfærdig gengældelse for menneskets synd i form af en decimering af hele befolkninger”, skriver Agathias i sit værk “Historia” fra 500-tallet.

Det hjalp ikke på omverdenens forståelse, at de pestramte virkede som besatte af dæmoner: De talte i vildelse, og mange af dem kastede sig i havet for at kølne deres brændende varme hud.

Rotter med pestsmittede lopper sneg sig ombord på handelsskibe og spredte pesten vidt og bredt i løbet af få år.

© Shutterstock

Den usædvanlige opførsel fik præster til at prøve at helbrede med eksorcisme.

“Man anså dem for unaturlige væsener i menneskelig forklædning og prøvede at rense dem ved at fremsige de helligste navne og uddrive ondskaben, men opnåede intet, da alle døde”, ­fortæller Procopius.

Sygdommen kunne udvikle sig så hurtigt, at nogle smittede faldt om og døde, hvor de gik. Derfor begyndte folk at sy deres navn i tøjet. Hvis de blev fundet døde, ville de kunne identificeres, så familien fik besked.

At epidemien ramte alle samfundslag, blev tydeligt i løbet af år 542, da selv Justinian blev syg.

Mens kejseren svævede mellem liv og død, overtog Theodora magten, hvilket ikke huede indbyggerne.

“Selvom ingen af ­anklagerne kunne be­vises, blev ­Belisarius på kejserindens ordre af­skediget”. Den samtidige historiker Procopius.

I sin ungdom havde hun været skuespillerinde, danser og ifølge nogle rygter endda prostitueret.

I sin kirke­historie kalder Johannes af Efesos kejserinden for “den u­vær­dige Theodora”.

Men kejserinden lod sig ikke kue af sladder.

Med adgang til rigets skattekiste byggede hun bl.a. pesthospitaler og børnehjem til alle de børn, ­pesten havde gjort forældreløse.

Nabo overfaldt det svækkede rige

Theodoras gode gerninger mildnede ikke mishaget mod hende. Selvom kejseren officielt havde givet sin hustru andel i magten, frygtede Theodora et kup.

Kejserparret var barnløst, og Theodoras farverige fortid svækkede hendes autoritet. Under epidemien opholdt Theodora sig hele tiden i Konstantinopel, hvor hun sørgede for, at kejseren blev plejet af de bedste læger.

Her kunne hun også holde øje med eventuelle rivaler.

Den alvorligste udfordrer til kejsertronen var general Belisarius, der hav­de gen­erobret Rom og samlet det gamle Romerrige. Blandt befolkningen var generalen for populær til at blive fængslet og henrettet.

I stedet kommanderede kejserinden Belisarius til paladset, og foran hele hoffet anklagede hun ham for kupforsøg og forsøg på at forgifte kejserparret. Sandsynligvis var anklagerne helt grundløse.

“Selvom ingen af ­anklagerne kunne be­vises, blev ­Belisarius på kejserindens ordre af­skediget”, skriver ­Procopius.

Med generalen ude af spillet fortsatte kejserinden med at regere, indtil Justinian i løbet af 543 kom sig og atter kunne overtage styringen.

Efter pestens indtog lå riget nærmest uddødt hen. I Konstantinopel alene var op mod 40 pct. af indbyggerne døde, og i hele imperiet var millioner omkommet i løbet af ­pan­de­mi­ens første år.

Pesten tyndede også ud i Justinians soldater. Langs grænsen til det ­rivaliserende Perserrige lå kejserens fæstninger halvtomme hen. Persiens hersker, Khosroes 1., var ikke sen til at udnytte svækkelsen.

Sikker på en hurtig sejr marcherede perserkongen i 543 ind i den romerske provins Armenia i nutidens A­ser­bajdsjan.

Justinian skyndte sig at genindsætte Belisarius, som loyalt marcherede mod perserne.

Hans hær var skrumpet ind, men under det første møde med persernes ambassadør ankom Belisarius med 6.000 af sine bedste mænd – allesammen iført en let jagt­udrustning.

Tricket virkede: Perserne var overbeviste om, at dette måtte være fortroppen – og at Belisarius holdt sin virkelige hær i baghånden.

Perserkongen trak sine tropper tilbage, og da hans hær kort efter blev ramt af pest, forlod han hurtigt provinsen.

I en 1.500 år ­gammel tand ­har forskerne fundet pestbakterien, som udløste den ­justinianske pest.

© State Collection of Anthropology and Palaeoanatomy Munich

Den justinianske pest var forløber for den sorte død

Videnskabsfolk er i dag sikre på, at den justinianske pest var historiens første pestepidemi.

Gennem grundige undersøgelser af DNA-materiale fra adskillige massegrave fra perioden har forskerne fundet klare spor efter pestbakterien Yersinia pestis.

Nogle af de bedst bevarede skeletter stammer fra 500-tallets Tyskland. Her gemte de afdødes tænder på rester af den næsten 1.500 år gamle pestbak­terie.

Undersøgelserne viser dog også, at selvom både den justinianske pest og den sorte død var forårsaget Yersinia pestis, så er der ikke tale om den samme gren af smitten.

I dag er bakterien, der forårsagede den justinianske pest, omgivet af mystisk, da den – i modsætning til bakterien bag den sorte død, tilsyneladende er komplet uddød i dag.

Forskerne mener, at der må være tale om en ­muteret udgave af bakterien. Men hvordan denne mutation fandt sted, er svært at sige med sikkerhed.

Genetiske undersøgelser tyder på, at pesten kom fra Centralasien.

Et skelet dateret til omkring 180 e.Kr. og fundet i Tian Shan-bjergkæden i det østlige Kina rummer en gren af Yersinia pestis, som minder meget om den justinianske pest.

Derfor mener forskerne, at pesten opstod her og i 300- og 400-tallet blev bragt til Mellemøsten og Europa af ­steppefolk som hunnerne.

Den dag i dag støder lægerne på pestbakterier i mennesker, men ­smitten kan slås ned med antibiotika.

Snedig taktik reddede hovedstaden

I midten af 540’erne var de værste pestudbrud overstået i Det Byzantinske Rige – muligvis fordi mange af de overlevende var blevet immune, eller fordi færre mennesker gav mindre smittefare.

Men nedturen for Justinian fortsatte, da hans handlekraftige hustru døde i 548.

Dødsårsagen er uvis, men intet tyder på, at pesten fik ram på hende. Nutidige forskere peger på brystkræft.

Uden Theodora ved sin side blev Justinian forvandlet til en ensom mand med en enorm opgave.

Eksperter vurderer, at op mod 4 mio. mennesker omkring Middel­havet omkom, før pesten ebbede ud i 549.

I hele kejserriget anslås antallet af døde til 7 mio. eller hver fjerde af Justinians 27 mio. undersåtter.

Pandemien efterlod et svækket rige; snart generobrede visigoterne Spanien, og i Italien var østgoterne på stærk fremmarch.

Samtidig gjorde flere romerske generaler mytteri og plyndrede landet.

Igen var der bud efter Belisarius, der blev sat til at generobre Italien – med blot 4.000 mand. Efter fire års hårde kampe var Rom igen på byzantinske hænder og østgoterne slået på flugt, men kampene havde slidt på Belisarius.

I 1700-tallet opstod der myter om, at en jaloux Justinian havde ­stuk­ket øjnene ud på sin general, ­Belisarius, og tvunget ham til at vandre rundt i riget som tigger.

© Sepia Times/Getty Images

Han nedlagde sin kommando og gik på pension. Den uovervindelige general havde været en væsentlig årsag til, at pesten ikke fik værre konsekvenser for riget.

I år 555 nåede Det Byzantinske Rige sit hidtil største omfang.

Med gen­erobringerne i vest og flere udvidelser mod øst formåede Justinian at udvide kejserdømmets areal med over 45 pct. i forhold til sin tronbestigelse 28 år før.

Men dette højdepunkt markerede også afslutningen på byzantinernes storhedstid; i de følgende år vendte både pest og ydre fjender tilbage. Justinians håb om at holde riget samlet blev knust.

Allerede i 558 slog den dødelige ­epidemi igen til i Konstantinopel og kostede på ny både menneskeliv og skatteindtægter.

Justinians løsning var at skære i soldaternes sold, hvilket fik flere ­garnisoner til at begå mytteri.

Uden at møde modstand nåede bulgarske krigere nærmest uhindret frem til Konstantinopels porte i 559.

Justinian overtalte den aldrende Belisarius til at redde hovedstaden endnu en gang.

Generalen tog opgaven på sig, men uden en tilstrækkelig hær måtte han udtænke et nyt snedigt trick: Frivillige bønder og indbyggere fra Konstantinopel fik soldaterudrustning samt sværd og skjold.

Med denne ukampdygtige hær tog Be­li­sa­ri­us opstilling foran Konstantinopels mure.

På generalens ordre begyndte de udklædte civilister taktfast at banke deres sværd mod skjoldene.

Lyden af de mange “soldater” fik bulgarerne til at flygte.

Sejren gav dog kun en stakket frist for det hårdt prøvede rige. Ældet af de mange år i felten døde den 60-årige Belisarius i 565.

Og uden sin snu general var Justinian magtesløs, da longobarderne myld­re­de ind i Italien for at plyndre og hærge.

Få måneder efter sin general døde kejseren – 83 år gam­mel. Frankere satte sig på Gallien, og longobarderne erobrede hele Italien i 568.

Inden 600-tallet var de fleste af Belisarius’ ­erobringer gået tabt.

Imperiedrømmen blev knust

Krigene splittede Det Byzantinske Rige og betød bl.a., at krigsflygtninge bredte sig – og dermed spredte pesten sig igen. I de næste 200 år rasede pestepidemier ikke færre end 18 gange i bl.a. Frankrig.

“Så mange blev dræbt i hele regionen, at det ikke var muligt at tælle dem. Der var så stor mangel på kister og gravsten, at ti eller flere kroppe blev begravet i samme grav”, noterer biskoppen Gregor af Tours i 571.

I 602 blev Det Byzantinske Rige kastet ud i en borgerkrig, og muslimske hære udnyttede muligheden til at invadere ­Mellemøsten.

De gamle romerske provinser Syrien og Egypten blev muslimske i ­hhv. 637 og 640.

Da pesten efter flere nye udbrud ganske uforklarligt forsvandt omkring år 750, var – anslår nutidige forskere – op mod 25 mio. mennesker døde.

Byzantinernes kontrol over store dele af Europa var brudt, og verdensdelen gled ned i den mørke middelalder.

Arven fra antikken blev glemt, og småriger begyndte at præge kontinentet.

Selv mindet om den justininanske pest ­blegnede – så Europa var komplet uforberedt i 1347, da den sorte død bankede på.