Den uduelige legion

Gallerne gjorde opstand

Den 14. legion blev oprettet i vinteren 58 f.Kr. af Julius Cæsar i det nordlige Italien.

Den berømte hærfører havde brug for tropper til sin ambitiøse erobring af Gallien, som omfattede nutidens Frankrig og Belgien.

Rekrutterne var primært unge mænd i alderen 17-20 år. De var alle romerske borgere og underskrev ved rekrutteringen en kontrakt på 16 års tjeneste, inden de svor, at de ville tjene og om nødvendigt dø for Rom.

Fra da af var legionen soldaternes nye familie.

I de fire første år bestod den nyoprettede legions opgaver i at bevogte militærlejre, eskortere forsyningskolonner og høste hvede til Cæsars syv andre legioner.

I disse år erobrede Cæsars hære store dele af Gallien i en række slag, som vandt hærføreren ære og misundelse hjemme i Rom.

I sensommeren 54 f.Kr. beordrede Cæsar sine legioner i hi for vinteren.

14. legion blev sendt til Atuatuca i nutidens Belgien, hvor Cæsar havde indgået en fredsaftale med bl.a. stammekongen Ambiorix.

Ligesom mange andre gallere var Ambiorix dog godt træt af romerne og havde sammen med en række andre konger planlagt en samlet opstand, der skulle drive romerne ud af Gallien.

Uvidende om Ambiorix’ planer ankom 14. legion til området Atuatuca, hvor legionærerne byggede en lejr for vinteren.

Romerne havde netop færdiggjort den palisadeomkransede lejr, da Ambiorix’ 10.000 krigere angreb fortet.

I sidste øjeblik nåede romerne at lukke portene, inden gallerne trængte ind i lejren.

Og efter et par forgæves forsøg på at forcere palisaderne opgav Ambiorix. I stedet sendte han besked til romerne om, at han ønskede at forhandle fred.

Over for to romerske officerer erklærede Ambiorix – ifølge Cæsars optegnelser – at han var blevet tvunget til at angribe romerne af de andre stammer, og at en stor germansk hær var på vej til Atuatuca.

Nu, hvor Ambiorix havde gjort sin pligt, ville han garantere fri passage, hvis romerne straks rejste bort.

Legionen blev udslettet

Kongens besked skabte uro i den romerske lejr. Nogle argumenterede for, at legionen straks burde forlade området.

Den næstkommanderende, Marcus Cotta, var til gengæld stærkt uenig.

“Hvad er mere uansvarligt og uprofessionelt end at følge en fjendes råd?” protesterede han, men blev overhørt. Og til sidst rømmede romerne lejren.

Efter få kilometers march blev legionærerne angrebet af Ambiorix’ krigere, der havde ligget på lur i skoven. Legionærerne kæmpede bravt en halv dag, men til sidst blev linjerne gennembrudt af gallerne.

Størstedelen af legionen blev udslettet, kun en mindre gruppe formåede at flygte tilbage til den forladte lejr skarpt forfulgt af fjenden.

Blandt de flygtende var standartbæreren, der bar legionens dyrebareste symbol – sølvørnen.

“Da han blev overmandet af en stor flok fjender, kastede han stangen med ørnen ind over palisaden og blev selv dræbt foran lejren, mens han kæmpede med stort mod”, beretter Cæsar.

Imens lukkede hans kammerater portene og holdt fjenden ude, indtil natten faldt på. Da gallerne næste morgen igen angreb lejren, mødte de ingen modstand.

Den 14. legions sidste soldater havde alle begået selvmord.

Udslettelsen af den 14. legion gav genlyd hele vejen til Rom.

De få gange i romersk historie, hvor en hel legion var blevet udslettet, var dens nummer aldrig blevet genanvendt.

Den ærekære Cæsar ønskede imidlertid ikke at blive mindet om katastrofen i Atuatuca og oprettede derfor straks en ny 14. legion.

Cæsar glemte dog aldrig Ambiorix’ forræderi. Efter at have knust gallernes oprør gik Cæsar i gang med systematisk at ødelægge Ambiorix’ stammes livsgrundlag.

Alle byer blev brændt, kornlagre beslaglagt og dyr dræbt, mens enhver tilfangetagen galler enten blev dræbt eller solgt til slavehandlerne.

“Hvis enkelte havde gemt sig, ville de sandsynligvis alligevel dø af mangel på alt, når hæren blev trukket tilbage”, skrev Cæsar koldt i sine optegnelser.

14. legion havde fået den værst tænkelige fødsel, men Cæsar gav den med genfødslen en ny chance. Havde han haft store forhåbninger til legionen, så fordampede de dog hurtigt.

Kort efter genoprettelsen satte hærføreren legionen til at bevogte et fort, som deres forgængere havde efterladt i Ambiorix’ gamle område.

Fortet blev angrebet af en germansk stamme på strejf, og kampen kostede næsten 1.000 soldater livet, fordi dele af legionen i kampens hede overhørte officerernes ordrer.

I det strenge romerske militærapparat kunne et brud på disciplinen i værste fald udløse dødsstraf. De fleste af synderne var dog blevet dræbt i slaget, så Cæsar lod det passere.

Men ingen var i tvivl om, at han var rasende på den 14. legion for at have svigtet ham igen.

I Spanien ventede nok en ydmygelse

I år 49 f.Kr. brød borgerkrigen ud mellem Cæsar og det romerske senat.

Efter først at have sikret sig Italien gav Cæsar ordre til en række af sine legioner om at rydde Spanien for senats-tro legioner.

Nu fik den 14. legion en ny chance for at bevise sit værd.

I det nordlige Spanien stødte Cæsars mænd på fem fjendtlige legioner.

Mellem de to hære lå en lille bakketop, og Cæsar beordrede straks 14. legion til at indtage den strategisk vigtige bakke.

Fjenden havde imidlertid forudset Cæsars plan, og mens 14. legion masede sig vej op ad bakken, indtog de fjendtlige legioner bakketoppen.

Fast besluttet på ikke at skuffe Cæsar igen fortsatte 14. legion opad i et stormangreb.

De senats-tro tropper havde imidlertid fordel af højdeforskellen og pressede langsomt Cæsars legionærer nedad.

Og da yderligere tropper også angreb 14. legion fra flankerne, gik de unge soldater i panik og begyndte en vild flugt nedad.

Cæsar, som havde været vidne til den pinlige retræte, tog resolut kommandoen over en af sine mest erfarne legioner og angreb bakketoppen fra en ny side.

Slaget blev vundet, men 14. legion havde nu for tredje gang svigtet Cæsar, der besluttede, at den uduelige legion fremover kun skulle sættes til opgaver, hvor den ikke kunne gøre skade.

Og da Cæsar kort efter indtog Nordafrika, blev 14. legion som den eneste efterladt i det nuværende Tunesien.

For soldaterne i 14. legion var håbet om at genvinde Cæsars tillid knust.

I ny og næ hørte de om hærførerens storslåede sejre med andre legioner, mens de selv kedede sig bravt i Tunesien.

Legioner smeltede sammen

Cæsar blev myrdet i år 44 f.Kr. Snart efter overtog Octavian – den senere kejser Augustus – magten og gav sig til at reorganisere den romerske hær.

Antallet af legioner var under borgerkrigen eksploderet til 59, som Augustus reducerede til 28 ved at pensionere titusinder af soldater og sammenlægge flere af legionerne.

14. legion fik tilført soldater fra en anden legion og blev omsider trukket hjem fra skammekrogen i Afrika.

Soldaternes nye destination var Ger­­­­­ma­­nia, hvor legionen fik en ny chance for at hævde sig.

I år 12 f.Kr. indledte Augustus erobringen af Germania, og kernen i in­­va­­­sions­­-styr­­­ken var 35.000 legionærer – herunder 14. legion – som kryd­­se­­de floden Rhinen.

I de følgende 28 år udkæmpede 14. legion en af romersk histories brutaleste og blodigste krige i nutidens Tyskland og Tjekkiet.

Kampene kulminerede i år 15 e.Kr., da 100.000 romere og germanere tørnede sammen.

Germanerne blev ledet af høvdingen Arminius, der seks år tidligere havde udslettet tre legioner under det såkaldte varusslag ved Teutoburgerskoven og tilføjet Rom et ydmygende nederlag.

Kampen blev derfor fra begge sider ført med en sjældent set vildskab.

“Fra den femte time til om natten fortsatte myrderierne. Fjendens lig og våben lå spredt over 11 mil (ca. 16 km, red.)”, fortæller Tacitus om slaget, som romerne trak sig sejrrigt ud af.

For 14. legion betød den langvarige krig, at legionen, som Cæsar havde haft så stor mistillid til, langsomt udviklede sig til en af de mest driftssikre og brutaleste i den romerske hær.

Felttog i Britannia blev en triumf

I år 41 blev Claudius udråbt til kejser, og den nye hersker havde brug for en hurtig, men opsigtsvækkende militær sejr.

Cæsar havde godt 90 år tidligere sendt en flåde til Britannia, men derefter forladt øen igen. Siden havde de fleste romere glemt alt om øen mod nord.

Kejser Claudius udså det tågede ørige som et oplagt mål. I foråret 43 beordrede han 14. legion og tre andre legioner til den franske nordkyst, og få dage senere stævnede Roms skibe mod den sydengelske kyst.

De britiske stammer var af kelterne i Nordfrankrig blevet advaret om romernes planer, og briterne havde da også ventet ved kysten for at gå til angreb.

Men romerne var blevet forsinket af en storm, og briterne var draget hjem igen i den tro, at fjenden havde opgivet.

Legionerne kunne derfor uhindret gå i land.

I løbet af blot få måneder besatte de kampvante legionærer størstedelen af Sydengland.

14. legions yngste soldater havde 12 års krigserfaring fra Germania, mens de ældste havde kæmpet i hele 32 år. Brutale kampe havde gjort legionærerne til elitetropper uden frygt eller nåde.

De dårligt organiserede briter havde ingen chance. Efter to store slag var den stærkeste og mest krigeriske af stammerne blevet slået så grundigt, at hovedparten af de andre stammer i syd opgav at udfordre romerne.

Kun i Wales fortsatte modstandskampen, men ni år efter landgangen knuste den 14. legion også her oprørsstyrken.

Sejren i Britannia var endnu en triumf for 14. legion.

Snart blomstrede handlen i den nyanlagte by Londinium, og i provins-hovedstaden Camulodunum (nutidens Colchester) havde kolonister og britiske handelsmænd bygget en mindre stor-by med både romerske bade, et amfi-teater og et kæmpe tempel til ære for kejser Claudius.

Briterne gjorde oprør

I år 60 døde kongen af iceni-stammen, som længe havde haft en vasalaftale med Rom. Ifølge kongens testamente skulle romerne arve halvdelen af hans rige, mens den anden halvdel tilfaldt hustruen Boudicca.

Ifølge romersk lov kunne kvinder imidlertid ikke arve efter mænd, og den romerske provinsadministrator sendte sine mænd til Boudicca for at overtage hele boet.

Da dronningen nægtede, blev hun prompte pisket og hendes to unge døtre voldtaget. Derefter blev den afdøde konges mandlige slægtninge ført bort i lænker.

Boudicca svor, at hun ville hævne sig selv, sine døtre og sit folk. På kort tid overtalte den rasende dronning de andre stammeledere til et samlet angreb på romerne.

I månedsvis samlede briterne våben og udstyr, og da Britannias guvernør, general Paulinus, i sommeren 61 drog ud med 14. legion for at nedkæmpe de sidste oprørslommer i Wales, slog Boudicca til.

“Vi skal vise dem, at de er harer og ræve, der forsøger at herske over hunde og ulve!” råbte dronningen, inden hendes 120.000 krigere satte i bevægelse.

Byen Camulodunum blev hurtigt indtaget, og et sandt rædselsorgie af myrderier gik i gang.

Tusindvis af mænd, kvinder og børn – både romere og briter – blev tortureret og slagtet i en hævnrus.

“De hængte de fremmeste kvinder op, skar brysterne af dem og syede dem til deres læber, så det så ud, som om de spiste dem”, skriver Dio Cassius.

Herefter stak briterne ild på byen og drog hærgende videre.

Nordøst for Camulodunum blev halvdelen af 9. legion angrebet og udslettet af stammekrigerne, der havde ligget på lur.

Nu nåede nyheden om oprøret frem til Paulinus og 14. legion, som i al hast vendte om og marcherede mod sydøst.

Her blev de 5.000 legionærer mødt af ca. 2.000 pensionerede veteraner fra 20. legion og 3.000 hjælpetropper og ryttere fra nutidens Holland.

I mellemtiden var Boudiccas hær ifølge Dio Cassius svulmet op til 230.000 mand – andre historikere angiver dog et lavere tal.

Som en flodbølge skyllede de over Sydengland og udslettede tre hovedbyer og myrdede over 70.000 civile.

Britisk dronning opildnede til kamp

Det endelige opgør kom til at stå på sletten ved floden Anker, som Paulinus havde valgt med omhu.

Ved floden var sletten bred, hvorefter den snævrede ind i V-form. Paulinus lod sine tropper opstille på det smalleste sted, så Boudiccas enorme hær ville være nødsaget til at angribe frontalt.

Derefter red Paulinus op foran sine opmarcherede tropper.

“Kammerater, det er nu tid til målrettethed, det er tid til vovemod. Hvis I vinder over denne fjende, vil ingen andre længere kunne modstå os!” råbte generalen ifølge Dio Cassius.

Tavse kunne legionærerne iagttage, at Boudicca fra sin stridsvogn ligeledes talte til sine krigere:

“I dette slag må I vinde eller dø! Dette er en kvindes beslutning. Hvad angår jer mænd, så kan I vælge at leve og være slaver, hvis I vil!”

Et brøl steg op fra menneskehavet. Boudicca gav signal til angreb, og stammekrigerne stormede frem mod den lille romerske styrke.

Legionærerne rørte sig ikke ud af stedet. Da de første briter havde kastet deres spyd, lød de romerske horn. 14. legion dannede hurtigt tre kileformede formationer og gik til angreb.

Kileformationen var aldeles ukendt for briterne, og da de første krigere nåede frem, havde de ingen anelse om, hvordan de skulle tackle angrebet.

Beskyttet af skjolde på alle sider og med sværd, der stak alt ned i deres nærhed, fungerede de romerske kiler som plovskær, der fræsede igennem de uorganiserede britiske linjer.

Samtidig angreb også det romerske rytteri fra hver flanke.

Desperate forsøgte krigerne at holde stand, men intet syntes at kunne stoppe legionærerne.

Selv Nero var stolt

De forreste briter forsøgte at komme væk, men menneskehavet bag dem umuliggjorde al flugt. Nu satte panikken ind.

Tusinder af krigere masede sig baglæns, men blev trampet ned af deres fremadstormende fæller.

Skridt for skridt blev briterne presset tilbage – blot for at opdage, at de kærrer og vogne, som de sejrssikre krigeres familier var ankommet i, blokerede for deres flugt.

14. legion var ikke til sinds at lade briterne slippe. Krigere, kvinder, børn, heste – alt blev hugget ned.

To timer efter slagets begyndelse var slagteriet omsider slut, og 80.000 briter lå døde på sletten.

Romerne havde blot mistet 400 mand. Boudicca overlevede slaget, men tog senere gift.

Da nyheden om sejren nåede Rom, blev 14. legion med ét den berømteste hærenhed i romersk historie.

På markedspladser, i badene og i krostuerne talte romerne stolt om den uovervindelige legion, som havde stået fast og reddet den romerske provins.

Selv kejser Nero sagde, at 14. legion fra nu af skulle være kendt som “hans mest effektive legion”.

Soldaterne i den 14. legion bar deres nyvundne berømthed med stolthed – skampletten fra Atuatuca var for altid vasket væk.