Stirling Council
Skotland arkæologer

Den vigtigste vej i Skotlands historie gravet ud af families baghave

Bag en gammel kro har arkæologer fundet dele af en romersk vej, som har formet Skotlands historie. Både vikinger, Vilhelm Erobreren og William Wallace har marcheret ad vejen mod skæbnesvangre slag.

Et skotsk ægtepar, som driver kroen The Old Cottage Inn fra det 17. århundrede, har formentlig den mest historiske baghave i Skotlands gamle hovedstad, Stirling.

En udgravning af baghaven har nemlig vist, at en 2.000 år gammel vej løber lige gennem grunden.

Vejen blev anlagt af romerne omkring 50 e.Kr. Den kom dog først rigtigt til sin ret i 84 e.Kr., da den romerske general Julius Agricola brugte den til at rykke sine op mod 30.000 romerske legionærer ind i det skotske højland – i et forgæves forsøg på at besejre pikterne.

Hæren strakte sig ifølge romerske kilder hele 16 km, fordi den kun kunne marchere ad den smalle vej.

Arkæologen Murray Cook, der stod i spidsen for udgravningen, kalder vejen “den vigtigste vej i Skotlands historie”.

I løbet af vejens historie har romere, vikinger, konger og historiske frihedskæmpere som William Wallace, Robert the Bruce (Robert den 1. af Skotland) og Oliver Cromwell benyttet sig af den, når krige og kampe for frihed og territorie har udspillet sig i England og Skotland.

Selvom vejen i årevis har været kendt af historikerne, har det aldrig været klart, præcis hvor den gik – kun at den fører op til Stirling Castle ved Forth-floden, som er den naturlige barriere til det skotske højland mod nord.

Udgravning af stenvej i græsjord

I bunden af udgravningen træder den antikke hærvejs stenbelægning tydeligt frem.

© Stirling Council

Familien er lykkelige over fundet

Jennifer Ure, som bor i den gamle kro med sin mand og deres to børn, er meget begejstret over fundet:

“Det er fantastisk at tænke på, at både Vilhem Erobreren og Kong Henrik 8. har gået på en vej, hvor vores baghave ligger nu”, udtaler hun til STV News.

Arkæologen Murray Cook, som er ansvarlig for udgravningen, er også henrykt over opdagelsen.

“At gå, hvor Robert the Bruce, romerne, pikterne og vikingerne har gået, er forbløffende”, udtaler arkæologen.