Det umættelige Rom

De største og vigtigste af de mange skibe, som anløb Ostia, var kornskibene. For Rom var komplet afhængig af importeret hvede til det brød, som byens underklasse levede af – en underklasse, som i den tidlige kejsertid talte op imod 200.000 indbyggere.

Udeblev kornet, gik pøblen amok, og ingen – end ikke kejseren – kunne vide sig sikker, når først Roms titusinder af fattige i samlet flok forlod deres usle, stinkende kvarterer på jagt efter mad og nogen at lade­ deres vrede gå ud over.

Derfor var det enorme havneanlæg ved Ostia et af Roms vigtigste byggerier nogensinde – og også et af de dyreste.

Kornforsyning krævede stor havn

Byen Ostia lå 30 km sydøst for Rom ved det delta, hvor Tiberfloden munder ud i Middelhavet.

Oprindeligt bestod byens havn blot af nogle kajer langs floden. Den primitive havn havde kun kapacitet til at tage imod få og små fragtskibe, og det viste sig gang på gang at være et problem i forhold til kornleverancerne.

Rom forbrugte enorme mængder hvede og havde samtidig brug for store lagre til at stå imod med, når provinsernes høst slog fejl. De mængder havde Ostia slet ikke kapacitet til at modtage.

I år 42 besluttede kejser Claudius derfor at opføre en egentlig havn til afløsning for de ubeskyttede kajer. Kejseren havde på sin egen krop mærket folkets vrede, når lagrene af hvede ikke kunne dække behovet:

“Han blev stoppet midt på Forum af pøblen, som råbte skældsord og kastede brødstykker efter ham”, fortæller den romerske historiker Sueton.

Den truende atmosfære fik Claudius til at beordre sine arkitekter til at tegne en ny og langt mere rummelig havn, som kunne modtage tidens største skibe.

Da kejseren spurgte arkitekterne, hvad prisen for anlægget i Ostia ville blive, svarede de prompte ifølge en anden af de romerske historikere, Dio Cassius:

“Du har ikke lyst til at påbegynde det!”. Men Claudius lod sig ikke rokke: Havnen skulle bygges – uanset prisen.

Kæmpeskib blev fyldt med beton

Den nye havn blev gigantisk. Selve havnebassinet, der var omkring 800 m på den bredeste led og syv meter dybt, blev gravet ud ca. 4 km nord for Ostia.

Det udgravede bassins sider blev forstærket med kraftige støttemure, hvorefter havet blev lukket ind. På hver side af havnemundingen opførte arbejderne to lange, krumme moler af romersk beton, som havde den specielle egenskab, at den kunne størkne under vand.

For yderligere at beskytte havneindløbet mod vintermånedernes storme besluttede arkitekterne at anlægge en kæmpestor bølgebryder ude på det dybe vand umiddelbart foran havnemundingen:

“For at give bølgebryderen et fast fundament sænkede han på stedet det skib, som i sin tid havde bragt den store obelisk fra Egypten til Rom”, skriver den romerske historiker Sueton.

Før det blev sænket, havde ingeniørerne i det enorme skibs lastrum støbt kæmpestore betonblokke, som sank ned på havbunden sammen med skibet.

“Ovenpå byggede han et meget højt tårn med fyrtårnet Pharos ved Alexandria­ som forbillede, for at skibe kunne styre efter lyset derfra om natten”, beretter Sueton.

Herefter udgravede arbejderne to store kanaler, som forbandt havnen med Tiberfloden, så flodpramme kunne sejle skibenes varer det sidste stykke op til Rom.

Anlæggelsen af havnen var så stor en opgave, at den først stod helt klar 22 år senere under kejser Nero, der i år 64 e. Kr. markerede begivenheden ved at udsende en mønt med en tegning af havnen med både moler og skibe.

Fra nu af kunne selv de største fragtskibe losse deres eftertragtede laster stort set på Roms dørtrin.

Kraner løftede bure med vilde dyr

Fra hele Middelhavet, lige fra Syrien i øst til det nuværende Spanien i vest, kom fragtskibene til den nye havn, som fik navnet Portus Ostiensis – Ostias Havn. Vigtigst af alle de mange fartøjer var kornskibene fra Egypten og Nordafrika.

Ifølge forskerne importerede Rom årligt helt op imod 270.000 tons hvede, og langt hovedparten blev losset i det nye havneanlæg. Selv om Claudius' havn lå et pænt stykke fra de gamle kajanlæg i selve Ostia, så bevarede byen sin betydning.

Havnearbejderne måtte ganske vist færges over Tiberen til den nye havn, men Ostia forblev ikke desto mindre centrum for havnens handel og administration. Dag og nat sled havnearbejderne med at losse og omlade de enorme varemængder, som Roms forbrugere efterspurgte.

Kornet var pakket i store sække, mens olivenolie og vin ankom i tunge amforaer af ler. Op til 10.000 amforaer kunne en skibsladning bestå af. Og det var tungt arbejde at slæbe godset op fra de kvælende hede lastrum.

Mellem seks og otte dage tog det typisk at tømme et skib med 250 tons korn. Men det var for intet at regne mod de skibe, der ankom med marmor- og granitblokke til Roms utallige prestigebyggerier.

Det gods var så tungt, at havnens trækraner måtte tages i brug.

Også skibe med slaver ankom til Ostia, men slaveskibene vakte næppe nær så meget opsigt som de skibe, der ankom med vilde dyr fra Afrika. Det kunne være bure med løver, aber og næsehorn – eller ligefrem tonstunge elefanter.

Også dyrene skulle videre til Rom, hvis indbyggere havde en umættelig appetit på at overvære gladiatorernes blodige kampe mod vilde dyr.

Storm ødelagde 200 skibe

Havnen, der blev indviet i år 64, var meget stor, selv efter nutidig standard. Selve havnebassinet var næsten 900.000 m2 stort, og på trods af de beskyttende moler viste det sig snart, at skibene var meget udsatte, når vejret var hårdt.

Allerede to år inden havnens officielle indvielse viste størrelsen sin svaghed, for i år 62 ødelagde en voldsom storm omkring 200 skibe, der lå i havnen.

Katastrofen var uden tvivl stærkt medvirkende til, at den byggeglade kejser­ Trajan omkring år 100 e.Kr. besluttede at anlægge en helt ny havn umiddelbart bag ved den gamle. Havnen var kun omkring halvt så stor som Claudius', men kunne til gengæld yde fragtskibene langt bedre beskyttelse.

Hjertet i det nye havneanlæg var et sekskantet og 4-5 m dybt havnebassin. Det målte 715 m på tværs, og hver af de seks sider var 357 m lange.

Med anlæggelsen af den nye havn fulgte fornyet økonomisk aktivitet i Ostia, som i det følgende århundrede udviklede sig til noget nær en miniature-udgave af Rom.

Ostia voksede til 75.000 indbyggere

Langs kajerne i den nye, sekskantede havn skød nye lagerbygninger op i rekordfart, men også i selve Ostia byggede romerne på livet løs.

Samtidig voksede byens indbyggertal i 200-tallet fra 50.000 til 75.000. Gamle bygninger blev revet ned og erstattet af nye, og byen fik et stort torv samt et teater, adskillige badeanstalter samt offentlige toiletter med plads til 20 personer ad gangen.

De byer, der handlede med Ostia, oprettede repræsentationer i byen, og de mange gæster og søfolk på gennemrejse betød, at hoteller og værtshuse skød op overalt. Og langtfra alle var lige pæne, for havnebyens mange beværtninger tiltrak samfundets mest lyssky elementer­.

Den romerske satiredigter Juvenal beskriver bl.a., hvordan en forsvunden officer med et blakket ry efter al sandsynlighed vil kunne findes i en af Ostias berygtede barer:

“Du vil finde ham ligge fordrukken sammen med en lejemorder og i selskab med matroser, tyve, bortløbne slaver, bødler og ligkistesnedkere­”, skriver han.

Byen fik også nye, kæmpemæssige magasiner til korn og andre varer. For at holde kornet tørt blev de forsynet med hvælvede gulve.

Et af kornlagrene er bevaret, og alene dets hovedfløj var 186 m lang, hvortil kom sidefløjene. Byggeboomet nåede sit højeste under kejser Hadrian, der regerede fra 117 til 138.

I hans embedsperiode opførte driftige entreprenører bygninger med et samlet areal på 137.000 m2 i Ostia. Omsat til moderne mål svarer det til arealet på flere end 900 enfamiliehuse.

Derfor blev kejseren æret med både statuer og indskrifter rundt om i byen. På en af dem prises Hadrian for at have “bevaret og fremmet byen ved al tænkelig gunst og gavmildhed”.

Mødested for hele Romerriget

Takket være den livlige skibstrafik slog mange håndværkere sig ned i Ostia – det gjaldt fx rebslagere og folk, der påtog sig at reparere og tætne skibe. Dertil kom de tusinder af arbejdere, slaver og embedsmænd, som dagligt arbejdede med at losse og registrere varer og gods.

Ud fra inskriptioner og borgerlister i Ostia har forskerne også fundet ud af, at en stor del af byens indbyggere var indvandrere.

Mange af dem kom fra Nordafrika, men også fra det nuværende Syrien, Egypten, Tyrkiet og Spanien. Tilflytterne ejede deres egne skibe, arbejdede med handel eller sad i byens administration.

Byens indbyggere afspejlede derfor i højere grad end selv imperiets hovedstad de mange forskellige folkeslag, Romerriget bestod af.

Mangfoldigheden i Ostia kom også til udtryk i form af templer af enhver art. Naturligt nok havde byen flest templer for søfartens guder og for Ceres, kornavlens gudinde, men også Fortuna, skæbnegudinden, blev tilbedt i Ostia.

Under et vejarbejde i 1961 stødte byggearbejdere desuden på resterne af det, som skulle vise sig at være den første jødiske synagoge­ i Europa.

Ostia bliver en spøgelsesby

Omkring år 300 e.Kr. begyndte Ostias nedgangsperiode. Rom var præget af politisk kaos med mange skiftende kejsere, og som konsekvens kollapsede økonomien.

Det betød nedgang i skibstransporterne til det nærliggende havneanlæg.

Samtidig flyttede flere og flere af Ostias indbyggere til boligkvarterer, som lå tættere på havneområdet mod nord, og mange af Ostias bygninger blev forladt eller indtaget af fattige.

Helt galt gik det, da kejser Konstantin i år 330 flyttede rigets hovedstad fra Rom til Konstantinopel i det nuværende Tyrkiet.

Kornfragtskibene fra Egypten sejlede nu til den nye hovedstad, mens Rom blev forsynet fra Nordafrika.

Bebyggelserne omkring det egentlige havneområde – Portus – i nord var nu så omfattende, at Konstantin besluttede at gøre Portus til en selvstændig by.For Ostia var det det endelige dødsstød, og i 400-tallet var den før så travle havneby blot en skygge af sig selv.

Og da de kristne begyndte at opføre mægtige helligdomme i Rom, blev Ostias stolte bygninger forvandlet til et stenbrud. En stor del af Peterskirkens marmor stammer bl.a. fra Ostia.

I dag er kejser Claudius' og Trajans gigantiske havneanlæg ved Ostia for længst sandet til, men de mange ruiner af byens handelskontor og kornlagre vidner om de århundreder­, hvor Ostia var det umættelige­ Roms livline.