Sidste sæk! Fra den tidlige morgen har en flok svedige havnearbejdere slæbt sække med korn om bord på en lille flodpram. En kornmåler har overvåget lastningen, mens en sortklædt “calculator” omhyggeligt har talt sækkene og sat en lille pind i sit tællebræt, for hver sæk der blev hentet om bord.
Nu er flodprammen klar til at blive trukket op ad Tiberen, ind til Rom og dens forslugne millionbefolkning.
Scenen er afbildet på et romersk gravmaleri fra 200-tallet e.Kr., fundet i Ostia, Roms vigtigste importhavn og byens livline. Det var i Ostia, tusinder af små og store fragtskibe hvert år lossede alt fra olivenolie og vin til marmor og metaller hentet overalt i det vidtstrakte romerske imperium.

I år 42 e.Kr. lod kejser Claudius en gigantisk havn med moler og fyrtårn anlægge lidt nord for Ostia. Ca. 60 år senere udvidede kejser Trajan anlægget med endnu en havn.
De største og vigtigste af de mange skibe, som anløb Ostia, var kornskibene. For Rom var komplet afhængig af importeret hvede til det brød, som byens underklasse levede af – en underklasse, som i den tidlige kejsertid talte op imod 200.000 indbyggere.
Udeblev kornet, gik pøblen amok, og ingen – end ikke kejseren – kunne vide sig sikker, når først Roms titusinder af fattige i samlet flok forlod deres usle, stinkende kvarterer på jagt efter mad og nogen at lade deres vrede gå ud over.
Derfor var det enorme havneanlæg ved Ostia et af Roms vigtigste byggerier nogensinde – og også et af de dyreste.
Kornforsyning krævede stor havn
Byen Ostia lå 30 km sydøst for Rom ved det delta, hvor Tiberfloden munder ud i Middelhavet.
Oprindeligt bestod byens havn blot af nogle kajer langs floden. Den primitive havn havde kun kapacitet til at tage imod få og små fragtskibe, og det viste sig gang på gang at være et problem i forhold til kornleverancerne.
“Du har ikke lyst til at påbegynde det!” Kejser Claudius' arkitekt adspurgt om prisen for en havn i Ostia.
Rom forbrugte enorme mængder hvede og havde samtidig brug for store lagre til at stå imod med, når provinsernes høst slog fejl. De mængder havde Ostia slet ikke kapacitet til at modtage.
I år 42 besluttede kejser Claudius derfor at opføre en egentlig havn til afløsning for de ubeskyttede kajer. Kejseren havde på sin egen krop mærket folkets vrede, når lagrene af hvede ikke kunne dække behovet:
“Han blev stoppet midt på Forum af pøblen, som råbte skældsord og kastede brødstykker efter ham”, fortæller den romerske historiker Sueton.

Intet var for stort til Roms fragtskibe
Langt de fleste romerske skibe var bygget relativt små, så de kunne lægge til i enhver havn. Til bl.a. hvede anvendte romerne dog super-fragtskibe, som kunne laste omkring 1.200 tons.
Tonstunge elefanter, gigantiske obelisker og korn nok til 70.000 romeres forbrug i en hel måned. Romernes fragtskibe var i stand til at transportere stort set alt. Flertallet af skibene var ikke ret store og kunne maksimalt laste 350 tons. Især kornskibene kunne dog være gigantiske.
Forfatteren Lucian, der levede omkring 150 e.Kr., beretter bl.a. om det 55 m lange kornskib Isis: “Det blev fortalt, at hun kunne laste korn nok til at føde Attica (den halvø, Athen ligger på, red.) i et helt år”, skriver forfatteren imponeret.
Forskerne har regnet ud, at Isis har haft kapacitet til omkring 1.200 tons hvede. Først i 1500-tallet begyndte europæerne igen at bygge så store handelsskibe.
Årsagen til de romerske fragtskibes succes var, at godstransport på havet var hurtigere og ikke mindst billigere end på landjorden. Ud fra romerske prislister kan det fx ses, at det var billigere at fragte en skibsladning korn fra Spanien til Syrien end at transportere samme mængde korn blot 120 km over land.
I god vind kunne skibene sejle 4-5 knob, svarende til 8-9 km/t.Under optimale vindforhold tog det et fragtskib omkring ni dage at nå fra Sydspanien til Ostia. Men var vinden imod, måtte handelsskibene foretage lange krydsninger, som kunne forlænge rejsen dramatisk.
Den græske historiker Strabon, der levede omkring Kristi fødsel, fortæller bl.a. om en sørejse fra Spanien til Italien, som af den grund kom til at tage hele tre måneder. De mange romerske skibsvrag, fundet på bunden af Middelhavet, vidner om, at ikke alle skibstransporter endte godt.
Omkring hvert femte af alle skibene gik tabt eller mistede deres last. Især om vinteren var vejret barsk, og perioden fra 11. november til 10. marts kaldte romerne derfor “mare clausum”, lukket hav.
Det typiske skib
Den truende atmosfære fik Claudius til at beordre sine arkitekter til at tegne en ny og langt mere rummelig havn, som kunne modtage tidens største skibe.
Da kejseren spurgte arkitekterne, hvad prisen for anlægget i Ostia ville blive, svarede de prompte ifølge en anden af de romerske historikere, Dio Cassius:
“Du har ikke lyst til at påbegynde det!”. Men Claudius lod sig ikke rokke: Havnen skulle bygges – uanset prisen.
Kæmpeskib blev fyldt med beton
Den nye havn blev gigantisk. Selve havnebassinet, der var omkring 800 m på den bredeste led og syv meter dybt, blev gravet ud ca. 4 km nord for Ostia.
Det udgravede bassins sider blev forstærket med kraftige støttemure, hvorefter havet blev lukket ind. På hver side af havnemundingen opførte arbejderne to lange, krumme moler af romersk beton, som havde den specielle egenskab, at den kunne størkne under vand.
For yderligere at beskytte havneindløbet mod vintermånedernes storme besluttede arkitekterne at anlægge en kæmpestor bølgebryder ude på det dybe vand umiddelbart foran havnemundingen:
“For at give bølgebryderen et fast fundament sænkede han på stedet det skib, som i sin tid havde bragt den store obelisk fra Egypten til Rom”, skriver den romerske historiker Sueton.
Før det blev sænket, havde ingeniørerne i det enorme skibs lastrum støbt kæmpestore betonblokke, som sank ned på havbunden sammen med skibet.
“Ovenpå byggede han et meget højt tårn med fyrtårnet Pharos ved Alexandria som forbillede, for at skibe kunne styre efter lyset derfra om natten”, beretter Sueton.
Hele verden forsynede Rom
Med sine ca. én million indbyggere var Rom oldtidens største by, og hovedparten af byens forbrugsvarer måtte importeres fra provinserne.

Hvede
Især importeret fra: Egypten
Afstand til Ostia: 2.000 km
Anvendt til: Brød
Rom var dybt afhængig af hvede til brødproduktion fra især Egypten og Tunesien. Alene i Egypten hentede fragtskibe årligt ca. 130.000 tons hvede.

Krydderier
Især importeret fra: Indien
Afstand til Ostia: 5.000 km
Anvendt til: Madlavning
Romerske købmænd tjente enorme summer på at lade skibe hente bl.a. peber i det sydlige Indien. Skibene afsejlede fra havne i Det Røde Hav.

Kød
Især importeret fra: Tyrkiet
Afstand til Ostia: 1.500 km
Anvendt til: Mad
Langt den største del af romernes kød kom fra selve Italien, da kød var svært at transportere. Levende kvæg blev dog til tider importeret fra bl.a. nutidens Tyrkiet.
Herefter udgravede arbejderne to store kanaler, som forbandt havnen med Tiberfloden, så flodpramme kunne sejle skibenes varer det sidste stykke op til Rom.
Anlæggelsen af havnen var så stor en opgave, at den først stod helt klar 22 år senere under kejser Nero, der i år 64 e. Kr. markerede begivenheden ved at udsende en mønt med en tegning af havnen med både moler og skibe.
Fra nu af kunne selv de største fragtskibe losse deres eftertragtede laster stort set på Roms dørtrin.
Kraner løftede bure med vilde dyr
Fra hele Middelhavet, lige fra Syrien i øst til det nuværende Spanien i vest, kom fragtskibene til den nye havn, som fik navnet Portus Ostiensis – Ostias Havn. Vigtigst af alle de mange fartøjer var kornskibene fra Egypten og Nordafrika.
Ifølge forskerne importerede Rom årligt helt op imod 270.000 tons hvede, og langt hovedparten blev losset i det nye havneanlæg. Selv om Claudius' havn lå et pænt stykke fra de gamle kajanlæg i selve Ostia, så bevarede byen sin betydning.
Havnearbejderne måtte ganske vist færges over Tiberen til den nye havn, men Ostia forblev ikke desto mindre centrum for havnens handel og administration. Dag og nat sled havnearbejderne med at losse og omlade de enorme varemængder, som Roms forbrugere efterspurgte.

Flodpramme sejlede fragtskibenes last op ad Tiberen til Rom. Prammene blev trukket af okser.
Amforaen var oldtidens skibscontainer
Romerne anvendte millioner af amforaer til at transportere varer rundt. De kraftige lerkrukker kunne bruges til alt fra stinkende fiskesovs til den fineste galliske vin.
Vin, olie og fisk. Det hele kunne pakkes og forsendes i en amfora, antikkens svar på vor tids containere. De største skibe kunne laste 10.000 amforaer, hvoraf de tungeste i tom tilstand vejede 30 kg og kunne rumme 70 l olie.
Når fragtskibene anløb havnen i Ostia, blev amforaerne omladet til mindre flodpramme og via Tiberen sejlet ind til Rom. Størstedelen af lercontainerne blev genbrugt, men undtagelsen var amforaer, der havde været olivenolie i. De var antikkens engangsflasker, for i Rom blev olien hældt over i store lerkar, hvorefter de tomme amforaer blev smadret og smidt i en bunke.
Bunken blev med tiden et helt bjerg, Monte Testaccio, der i dag er 35 m højt. Arkæologer har regnet ud, at bjerget rummer skårene fra ca. 53 mio. amforaer, som tilsammen har indeholdt seks mia. liter olie.
Krukkerne blev stablet
Transport-amforaens bund endte i en spids, så den kunne læsses af på fx en strand, hvor spidsen blev boret ned i sandet. Skibenes lastrum var derfor ofte dækket med vulkansk sand, så det nederste lag krukker stod godt fast.
Amforaerne kunne stables i op til fire lag og blev surret fast til hinanden med reb.
Kornet var pakket i store sække, mens olivenolie og vin ankom i tunge amforaer af ler. Op til 10.000 amforaer kunne en skibsladning bestå af. Og det var tungt arbejde at slæbe godset op fra de kvælende hede lastrum.
Mellem seks og otte dage tog det typisk at tømme et skib med 250 tons korn. Men det var for intet at regne mod de skibe, der ankom med marmor- og granitblokke til Roms utallige prestigebyggerier.
Det gods var så tungt, at havnens trækraner måtte tages i brug.
“Det var det mest utrolige fartøj, der nogensinde er set på havet” Plinius d. Yngre om det skib, Claudius brugte som fundament i sin havn.
Også skibe med slaver ankom til Ostia, men slaveskibene vakte næppe nær så meget opsigt som de skibe, der ankom med vilde dyr fra Afrika. Det kunne være bure med løver, aber og næsehorn – eller ligefrem tonstunge elefanter.
Også dyrene skulle videre til Rom, hvis indbyggere havde en umættelig appetit på at overvære gladiatorernes blodige kampe mod vilde dyr.
Storm ødelagde 200 skibe
Havnen, der blev indviet i år 64, var meget stor, selv efter nutidig standard. Selve havnebassinet var næsten 900.000 m2 stort, og på trods af de beskyttende moler viste det sig snart, at skibene var meget udsatte, når vejret var hårdt.
Allerede to år inden havnens officielle indvielse viste størrelsen sin svaghed, for i år 62 ødelagde en voldsom storm omkring 200 skibe, der lå i havnen.

Alle amforaer var lavet af grovkornet ler og udstyret med to hanke ved halsen.

Amforaer til transport varierede i størrelse. De fleste var dog mellem 50 og 100 cm høje.

Rom eksporterede kun få varer, bl.a. dyre glasvarer som fx dette drikkehorn, der er fundet i Danmark.
Katastrofen var uden tvivl stærkt medvirkende til, at den byggeglade kejser Trajan omkring år 100 e.Kr. besluttede at anlægge en helt ny havn umiddelbart bag ved den gamle. Havnen var kun omkring halvt så stor som Claudius', men kunne til gengæld yde fragtskibene langt bedre beskyttelse.
Hjertet i det nye havneanlæg var et sekskantet og 4-5 m dybt havnebassin. Det målte 715 m på tværs, og hver af de seks sider var 357 m lange.
Med anlæggelsen af den nye havn fulgte fornyet økonomisk aktivitet i Ostia, som i det følgende århundrede udviklede sig til noget nær en miniature-udgave af Rom.
Ostia voksede til 75.000 indbyggere
Langs kajerne i den nye, sekskantede havn skød nye lagerbygninger op i rekordfart, men også i selve Ostia byggede romerne på livet løs.
Samtidig voksede byens indbyggertal i 200-tallet fra 50.000 til 75.000. Gamle bygninger blev revet ned og erstattet af nye, og byen fik et stort torv samt et teater, adskillige badeanstalter samt offentlige toiletter med plads til 20 personer ad gangen.

Varerne, som blev fragtet til Rom, endte i små butikker eller store markedshaller, hvor romerne kunne købe alt fra fiskesovs produceret i Spanien til peber hentet i Indien.
De byer, der handlede med Ostia, oprettede repræsentationer i byen, og de mange gæster og søfolk på gennemrejse betød, at hoteller og værtshuse skød op overalt. Og langtfra alle var lige pæne, for havnebyens mange beværtninger tiltrak samfundets mest lyssky elementer.
Den romerske satiredigter Juvenal beskriver bl.a., hvordan en forsvunden officer med et blakket ry efter al sandsynlighed vil kunne findes i en af Ostias berygtede barer:
“Du vil finde ham ligge fordrukken sammen med en lejemorder og i selskab med matroser, tyve, bortløbne slaver, bødler og ligkistesnedkere”, skriver han.
Byen fik også nye, kæmpemæssige magasiner til korn og andre varer. For at holde kornet tørt blev de forsynet med hvælvede gulve.

Rester af boligblokke og pakhuse kan stadig ses i det gamle Ostia. Blandt ruinerne er de enorme lagerbygninger til korn og olivenolie, som blev fragtet til byen fra provinserne.
Et af kornlagrene er bevaret, og alene dets hovedfløj var 186 m lang, hvortil kom sidefløjene. Byggeboomet nåede sit højeste under kejser Hadrian, der regerede fra 117 til 138.
I hans embedsperiode opførte driftige entreprenører bygninger med et samlet areal på 137.000 m2 i Ostia. Omsat til moderne mål svarer det til arealet på flere end 900 enfamiliehuse.
Derfor blev kejseren æret med både statuer og indskrifter rundt om i byen. På en af dem prises Hadrian for at have “bevaret og fremmet byen ved al tænkelig gunst og gavmildhed”.
Mødested for hele Romerriget
Takket være den livlige skibstrafik slog mange håndværkere sig ned i Ostia – det gjaldt fx rebslagere og folk, der påtog sig at reparere og tætne skibe. Dertil kom de tusinder af arbejdere, slaver og embedsmænd, som dagligt arbejdede med at losse og registrere varer og gods.
Ud fra inskriptioner og borgerlister i Ostia har forskerne også fundet ud af, at en stor del af byens indbyggere var indvandrere.
Mange af dem kom fra Nordafrika, men også fra det nuværende Syrien, Egypten, Tyrkiet og Spanien. Tilflytterne ejede deres egne skibe, arbejdede med handel eller sad i byens administration.
“Matroser, tyve, bortløbne slaver, bødler og ligkistesnedkere” Digteren Juvenal om klientellet i Ostias berygtede barer.
Byens indbyggere afspejlede derfor i højere grad end selv imperiets hovedstad de mange forskellige folkeslag, Romerriget bestod af.
Mangfoldigheden i Ostia kom også til udtryk i form af templer af enhver art. Naturligt nok havde byen flest templer for søfartens guder og for Ceres, kornavlens gudinde, men også Fortuna, skæbnegudinden, blev tilbedt i Ostia.
Under et vejarbejde i 1961 stødte byggearbejdere desuden på resterne af det, som skulle vise sig at være den første jødiske synagoge i Europa.
Ostia bliver en spøgelsesby
Omkring år 300 e.Kr. begyndte Ostias nedgangsperiode. Rom var præget af politisk kaos med mange skiftende kejsere, og som konsekvens kollapsede økonomien.
Det betød nedgang i skibstransporterne til det nærliggende havneanlæg.
Samtidig flyttede flere og flere af Ostias indbyggere til boligkvarterer, som lå tættere på havneområdet mod nord, og mange af Ostias bygninger blev forladt eller indtaget af fattige.

Det kostede politikeren Gracchus livet, da han forsøgte at give Roms fattige flere rettigheder.
Hver tredje romer var på bistandshjælp
Frygten for social uro fik de romerske politikere til at uddele gratis hvede til op imod 400.000 romere.
Gratis hvede holder folket i ro. Roms politiske elite lærte hurtigt, at sultne borgere var en større fare end fjendtlige hære. Billigt korn fra provinserne havde i århundrederne før Kristi fødsel tvunget Italiens småbønder i knæ.
I stedet flyttede bønderne til Rom, hvor de blandede sig med Roms proletariat, som levede i evig angst for hungersnød som følge af svigtende kornleverancer og høje priser.
I år 123 f.Kr. fik politikeren Gaius Gracchus gennemført en lov, der pålagde staten at sørge for billig hvede til Roms underklasse.
Overklassen var stærkt imod, og under de efterfølgende tumulter blev Gracchus dræbt. Men ingen turde røre pøblens billige hvede, som snart efter blev gjort gratis. Fra da af kunne mandlige borgere i Rom hver måned frit afhente 33 kg hvede fra statens kornlagre.
Ordningen gav med tiden op imod 400.000 romere mad på bordet. Ifølge den romerske forfatter Marcus Varro betød det, at endnu flere fattige strømmede til Rom: “De vil hellere beskæftige deres hænder i teateret og i Circus end på korn- og vinmarkerne”, skrev han i bittert.
Helt galt gik det, da kejser Konstantin i år 330 flyttede rigets hovedstad fra Rom til Konstantinopel i det nuværende Tyrkiet.
Kornfragtskibene fra Egypten sejlede nu til den nye hovedstad, mens Rom blev forsynet fra Nordafrika.
Bebyggelserne omkring det egentlige havneområde – Portus – i nord var nu så omfattende, at Konstantin besluttede at gøre Portus til en selvstændig by.For Ostia var det det endelige dødsstød, og i 400-tallet var den før så travle havneby blot en skygge af sig selv.
Og da de kristne begyndte at opføre mægtige helligdomme i Rom, blev Ostias stolte bygninger forvandlet til et stenbrud. En stor del af Peterskirkens marmor stammer bl.a. fra Ostia.
I dag er kejser Claudius' og Trajans gigantiske havneanlæg ved Ostia for længst sandet til, men de mange ruiner af byens handelskontor og kornlagre vidner om de århundreder, hvor Ostia var det umættelige Roms livline.

Læder
Især importeret fra: Sortehavsregionen
Afstand fra Ostia: 2.700 km
Anvendt til: Sko, bælter, brynjer
Alle romere brugte læder til fx sko, men især hæren var storforbruger af læder, som blev brugt til soldaternes sandaler, sværdskeder og brynjer.

Klæde
Især importeret fra: Syrien
Afstand fra Ostia: 2.500 km
Anvendt til: Tøj, puder, tæpper
Klædehandlerne importerede bl.a. store mængder linned fra Syrien, som var en af Romerrigets vigtigste industriprovinser.

Marmor
Især importeret fra: De græske øer
Afstand fra Ostia: 1.200 km
Anvendt til: Templer og andre offentlige byggerier
Marmorblokke til fx søjler blev fragtet fra bl.a. Kykladerne til Rom.