Dødsfjender stod sammen imod Attila

Rom er kun en skygge af sig selv

Det asiatiske rytterfolk dukkede op ved Romerrigets grænse omkring år 370 og slog sig ned nord for Donau. Når hunnerne trængte ind i riget på deres røvertogter, trak de en stribe af ødelæggelse gennem landskabet.

Indbyggere blev massakreret eller taget som slaver. Men hunnerne mødte kun svag modstand, for Rom havde ­mis­tet meget af fortidens styrke.

Riget var blevet delt i to, og Det Østromerske Rige blev i årevis plaget af hunnerne, som de til sidst blev tvunget til at passivisere med beskyttelsespenge.

Det Vestromerske Rige vaklede under presset fra visigoter, burgundere, vandaler og adskillige andre folkeslag, som havde bosat sig inden for rigets grænser.

Formelt kaldte de sig romere, men de udnyttede enhver chance til at rage land til sig. Kejseren havde mistet så meget magt, at han nu blot var én blandt flere indflydelsesrige mænd i det, som skulle forestille at være hans vestromerske rige.

Manglen på egen styrke tvang derfor romerne til at søge fred med barbarerne. Og nogle af rigets magtfulde mænd så endda nyttige allierede i folkeslagene, der kunne bruges til at sætte andre folkeslag på plads.

Blandt dem var generalen Flavius Aëtius, som ­kendte hunnerne bedre end nogen anden romer.

Aëtius’ barndom hos hunnerne

I antikken var det almindeligt, at diplomatiske aftaler blev beseglet med udveksling af gidsler – ofte sønner af ­betydningsfulde mænd, så ingen følte sig fristede til at bryde pagten.

Flavius Aëtius var søn af en romersk general og derfor et oplagt gidsel. Tre af sine barndomsår levede han blandt ­hunnerne, som udlejede 10.000 leje­soldater til den vestromerske kejser i bytte for guld og gidsler.

Da Flavius ­Aëtius vendte hjem, havde han lært meget af sine værter. “En fremragende rytter, dygtig med buen og ikke ringe med lansen”, beskrev romeren Renatus Frigeridus den unge Aëtius.

Og endnu vigtigere havde den unge mand sluttet venskaber, som skulle få stor betydning i fremtiden.

Aëtius blev officer som sin far, og han steg langsomt i graderne, indtil begivenheder pludselig hvirvlede ham til tops. Den vestromerske kejser døde i år 423, og en borgerkrig brød ud.

To rivaler kæmpede om den ledige trone: En magtfuld embedsmand ved navn Johannes og den blot fem år gamle kejsersøn Valentinian, hvis mor kæmpede for hans sag.

“Kejser Valentinian 3. knuste tronraneren Johannes”, noterede krønikeskriveren Cassiodorus, “og Aëtius fordrev med mirakuløst held hunnerne, som var i Italien for at beskytte Johannes”.

Cassiodorus tav diplomatisk om, at “helten” Aëtius faktisk stod på Johannes’ side, og at de omtalte hunner var lejetropper under hans kommando.

De var bare ankommet for sent til at hjælpe Johannes, og Aëtius’ pris for at sende dem hjem igen var posten som militær øverstbefalende i Gallien.

Venskabet med barbarerne havde gjort ham til en af Det Vestromerske Riges stærkeste mænd.

Alle kæmper mod alle i Gallien

En romersk general i Gallien levede ikke noget afslappet liv. Årene gik, mens Aëtius hastede fra krig til krig, når visigoter, burgundere og frankere på skift forsøgte at røve nyt territorium. Ofte talte hans hær lejetropper hyret blandt hunnerne.

En ung mand ved navn Attila blev hunnernes konge i 434, og Aëtius tilbød ham en alliance mod burgunderne, som havde slået sig ned langs grænsefloden Rhinen.

Romeren ville gerne skabe et tæt bånd til den nye hersker og samtidig sætte et besværligt folkeslag på plads. ­Attila ­accepterede, og et blodbad fulgte.

“På slagmarken knuste Aëtius kongen over burgunderne, som levede i Gallien, og han gav ham fred”, berettede krønikeskriveren Prosper Tiro. “Kongen nød dog ikke freden længe, for hunnerne ud­slettede ham samt hele hans folk”.

Ifølge de antikke kilder blev 20.000 mænd, kvinder og børn massakreret, da de vilde ryttere fejede gennem Rhin­dalen. Burgunderne ville ikke give Aëtius besvær i lang tid fremover.

Deres skæbne forfærdede dog mange romere, for burgunderne var kort forinden blevet kristne, og nu havde hedenske barbarer med Roms velsignelse nedslagtet dem.

Opstandelsen blev kun større, da ­Aëtius sendte en hunner-hær tværs gennem Gallien. Den skulle vestpå for at sætte visigoterne på plads, men undervejs plyndrede tropperne hæmningsløst, og de ofrede til deres hedenske guder.

Mange romere så det som Guds straf, da hunnerne blev besejret af de kristne visigoter. Fiaskoen fik hunnerkongen Attila til at vende Aëtius ryggen, så den ­romerske general mistede adgangen til de brutale lejetropper.

Attila fik desuden mere og mere magt og ville hellere bruge sine tropper til at skabe sig et ­imperium end som lejesoldater.

Attila gik på frierfødder

Hunnerne var væk, men Flavius Aëtius’ karriere og det romerske Gallien over­levede, for kejserens stærke general var en snedig diplomat, som beherskede den romerske strategi divide et impera (del og hersk) til fingerspidserne.

Han forstod altid, hvordan han kunne spille sine fjender ud mod hinanden. De besejrede burgundere gav han fx nyt land ved Alperne, mod at de underkastede sig.

I nord allierede han sig med frankerne, og det centrale Gallien overlod han til folkeslaget alanerne, mod at de tjente i hans hær. Hans største fjende – visigoterne – stod nu alene, og de vovede ikke at udfordre romerne på egen hånd.

Aëtius’ store evner blev anerkendt af romerne, og snart var han rigets måske mægtigste mand. Mange statslige breve blev sendt til ham i stedet for til kejser Valentinian, som mange i Romerriget anså for uduelig.

På mange måder var Aëtius rigets virkelige leder, mens Valentinian fornøjede sig med jagt og fester. Aëtius forsøgte også at forbedre forholdet til Attila.

Den østromerske diplomat Priscus, som var en del af Attilas hof, ­beretter, at Aëtius bl.a. sendte Attila en lærd italiener, som skulle fungere som hunnerkongens privatsekretær. Men i 450 trak mørke skyer alligevel op.

Attila havde i årevis modtaget 1.000 kg guld fra Det Østromerske Rige i beskyttelsespenge, men kejser Marcian besluttede at stoppe betalingerne.

Attila havde i forvejen plyndret så grundigt i østromernes område, at det eneste sted med stor rigdom tilbage var hovedstaden Konstantinopel.

Men hunnerkongen var godt klar over, at hans ­rytterhær ikke kunne overvinde byens mægtige mure. Altså måtte Attila finde nye jagtmarker, hvis hans soldater skulle holdes tilfredse med plyndringsgods.

Den ring, som slaven Hyacinthus lagde i hans hånd på vegne af kejser Valentinians søster, var det perfekte argument for at føre krig mod vest.

Justa Grata Honoria var en kvinde med ambitioner – og dem ville kejseren ­slukke: Valentinian agtede at tvangsgifte hende med en ubetydelig adelsmand.

Som modtræk sendte Honoria bud til ­Attila, hvis hjælp hun mente var til salg. Men i stedet for guld krævede han ægteskab og halvdelen af riget i medgift.

“Bag sin vildskab var Attila en udspekuleret mand, og han kæmpede diplomatisk, før han gik i krig”, forklarede den romerske krønikeskriver Jordanes.

Ingen romersk kejser kunne dog give sin søster til en hedning, som allerede havde flere andre koner. Og kravet om store landområder var direkte absurd.

I bedre tider ville kejseren have skummet af raseri, men Valentinian måtte nøjes med at sige nej så diplomatisk som ­muligt – og gennemføre Honorias planlagte bryllup i en fart.

Ulykkeligvis nægtede Attila at give afkald på sin brud og det halve imperium. Budbringere måtte ride i pendulfart mellem de to herskere, indtil hunnerkongen lukkede forhandlingerne med en sidste fornærmende besked:

“Gennem mig har Attila, min herre og jeres herre, givet jer besked på at gøre paladset parat til ham”, lød ordene til ­kejser Valentinian. Da var hunnerhæren allerede på march, og Det Vestromerske Riges stod over for sin skæbnetime.

Romerne har brug for venner

Attila krydsede Rhinen tidligt i foråret 451, og ingen anede, om det var for at plyndre eller bosætte sig. Ved hoffet blev kejser Valentinian rådet til at opgive Gallien og samle sine tropper ved Alperne.

Men Aëtius var stærkt imod denne plan, som ville svække riget og koste ham personlig magt, der byggede på kontakten til de germanske folk.

Og når generalen talte, måtte kejseren lytte, for ingen andre kunne måle sig med Aëtius’ talent og høje status som general. Afgørelsen blev, at Gallien skulle forsvares.

Aëtius fik dog kun få forstærkninger, så han måtte klare sig med sine egne tropper. Hertil kom alanerne og burgunderne, som skyldte ham troskab, og fra nord kom frankere, saksere og andre, som var villige til at sætte deres fjend­skaber i bero. Men de var ikke nok.

Hvis Aëtius skulle kæmpe mod Attila, måtte han også have visigoternes mægtige hær på sin side – visigoterne, som havde plyndret Rom i år 410, og som Aëtius selv havde udkæmpet bitre krige mod.

En alliance med dødsfjenderne virkede umulig. Nøden tvang kejser Valentinian til at skrive et brev, han ­bestemt ikke brød sig om at sende.

“Tapreste af folk, vi gør klogt i at ­forene os mod denne despot, som ønsker at trælbinde hele verden”, lød de ­indsmigrende ord . “Da du er en militær magt, så løs dine problemer ved at slutte dig til os”.

Hvert et ord var en pine for kejseren, for i praksis anerkendte han visigoternes konge som sin ligemand. Men brevet fik et hjerteligt svar:

“Goterne ved, hvordan de skal ­bekæmpe denne hadefulde fjende”, lød det fra kong Theoderik. Visigoterne ville gøre fælles sag med romerne.

Attila hærger i Gallien

Mens hele Gallien rustede sig til kamp, marcherede Attila vestpå. Ud over hunnere talte hans hær ostrogoter, gepider og en stribe andre germanske folkeslag, som alle havde undgået at blive udslettet af hunnerne ved at underkaste sig.

Historikerne har vurderet, at den samlede hær var på mellem 20.000 og 40.000 hunniske og germanske soldater. Størstedelen af Attilas hær var til hest, og ryttere gennemplyndrede landskabet i en bred stribe langs Attilas rute.

Gårde og landsbyer lå forsvarsløse, og stærke bymure holdt ikke hunnerne væk, for modsat mange andre af historiens ­nomadefolk kunne de bygge belejrings­mas­kiner.

Den kunst havde de formentlig lært af romerske og græske slaver. I april indtog hunnerne Metz, og da hæren var færdig med at plyndre og myrde, blev byen brændt ned.

Hunnerkongen spredte så meget rædsel blandt de romersk-galliske indbyggere, at de omtalte ham som “flagellum Dei” – Guds pisk – som straf for deres synder.

Efter Metz nåede Attila til Orléans, hvis byport han forsøgte at åbne med at lade rambukke hamre løs.

Men Orléans var forsvaret af alanerne, og alaner­kongen forsvarede sig hårdnakket, fordi han vidste, at romerne og visigoterne var ved at samle deres tropper. I juni kom ­undsætningen til syne i horisonten.

“Murene skælvede under rambukkenes slag og var ved at briste, da Aëtius kom, og Theoderik, goternes konge, og hans søn Thorismund hastede til byen med deres hære og drev fjenden bort”, beretter biskoppen Gregor af Tours.

Undsætningshæren talte formentlig 20-40.000 mand ligesom hunnerne. Da Attila indledte sit felttog, kendte han alt til fjendskabet mellem romerne og visigoterne.

Han havde næppe regnet med, at de to bitre modstandere ville slutte sig sammen – selv hvis det var deres eneste redning.

I klemme mellem byen og den romersk-germanske hær var hunnerkongen nødt til at opgive ­Orléans og trække sig tilbage.

Spådom advarer hunnerkongen

Attilas hær havde kurs tilbage østpå mod Rhinen, men besluttede at gøre holdt. Antikkens forfattere kalder stedet for De Katalauniske Marker, og ifølge mange ­historikere er det sandsynligvis identisk med et område nær byen Châlons-en-Champagne, 215 km fra Orléans.

Kilderne giver intet klart svar på, hvorfor hunnerkongen stoppede op. Måske havde han hele tiden tænkt sig at kæmpe, men søgt efter den rette slagmark med åbent land, hvor hans ryttere kunne udnytte deres bevægelighed.

Eller også indhentede forfølgerne ham ­simpelthen, for hunnernes vogne var tungt lastede med krigsbytte.

Under alle omstændig­heder ville slaget sandsynligvis afgøre Det Vestromerske Riges skæbne, og Attila ­besluttede sig for at spørge guderne til råds inden afgørelsens time.

Hans spåmænd studerede ko-indvolde og undersøgte mærker på renskrabede knogler. Derpå kunne de fælde deres dom: Hunnerne ville tabe slaget, men fjendernes anfører ville falde, og hans død ville udhule deres sejr.

Attila håbede, at spådommen talte om general Aëtius, og var parat til at risikere et nederlag, hvis romeren til gengæld blev ryddet af vejen.

Den geniale general havde i årevis bekæmpet oprør og holdt sammen på stumperne af det gamle kejserrige.

Hvis han døde på slagmarken, stod ingen klar til at tage hans plads – Romerriget ville sandsynligvis gå i opløsning og være lige til at erobre.

Skæbneslaget kan begynde

Da dagen gryede den 20. juni år 451, stod hærene endnu langt fra hinanden. Aëtius og Theodoriks tropper forlod deres lejre ved daggry, og de måtte marchere langt, før de fik hunnerne i syne.

Attila sad klar på sin hest i midten af sin slaglinje og var omgivet af hunner. På flankerne stod gepider og ostrogoter, som var hans mægtigste vasaller og til hest ligesom hans egne mænd. Hæren talte også heruler, alemannere og andre mindre folkeslag.

Romere forestillede sig ofte, at alle disse mænd var vilde bar­barer, som kæmpede iført dyreskind, men mange bar formentlig ringbrynjer og hjelme af jern efter mange års kontakt med Romerriget.

Nu kiggede de roligt på, imens Aëtius’ hær marcherede frem og indtog sin slagorden foran dem.

“I ved, hvor svagt romernes angreb er”, råbte hunnerkongen til sine mænd. “Mens de stadig er ved at stille op, bliver de bremset, ikke af det første sår, men af slagmarkens støv”. Attila mente, at ­romernes forsigtighed var et bevis på, at de var nogle kujoner.

Romerhæren var ganske rigtigt stoppet op, hvor landskabet beskyttede mod ­angreb fra siden. Aëtius vovede ikke at rykke frem, for Attila havde langt flere ryttere, som kunne trænge rundt om hans slaglinje.

I stedet skabte han en kompakt mur af skjolde og satsede alt på, at hans mange fodfolk kunne modstå fjendens utallige pile.

Nu var det op til hunnerkongen at tage det første skridt, og Attila tog imod udfordringen. “Jeg vil kaste det første spyd mod fjenden!” råbte ­Attila, mens han red fremad. Alle hans ryttere fulgte ham i vild galop og kampråb.

Skjoldmur skal stoppe rytterangreb

På slagmarkens nordligste fløj red Attilas allierede gepider frem med lanser, som var så tunge, at rytterne måtte holde dem med begge hænder.

Pile, spyd og frankiske kasteøkser fløj imod dem, og mange af gepidernes ryttere brast om på slagmarken. Resten nåede frem og jog deres lange våben ind i skjoldmuren.

Men på denne del af slaglinjen stod kamphærdede romere fra Gallien, som længe havde tjent under Aëtius.

Trods gepidernes voldsomme angreb skulle der mere til at skræmme veteranerne, der stod imod angrebet med deres store ovale skjolde og spyd. Kampen bølgede frem og tilbage, og begge sider led tab, men skjoldmuren holdt – indtil videre.

Situationen var den samme på slagmarkens modsatte fløj, hvor kong Theodoriks visigoter også havde dannet en tæt forsvarslinje med deres skjolde.

De blev angrebet af deres fjerne slægtninge ostrogoterne, som de var blevet skilt fra, da hunnerne trængte ind i Europa 75 år ­tidligere. Den gang var visigoterne flygtet ind i Romerriget, og med tiden var de endt i Gallien.

Ostrogoterne ­valgte der­imod at underkaste sig ­hunnerne, som de havde tjent i krig lige siden. Slægt­skabet mellem de to gotiske folk dæm­pe­de langtfra blodtørsten i dette slag, beretter krønikeskriveren Jordanes:

“Mand mod mand tørnede de sammen, og kampen blev voldsom, forvirret, frygtelig og nådesløs. En kamp som aldrig set før”.

På begge flanker kæmpede hæren ­indædt, uden at nogen af siderne fik overtaget. Det var i centrum, hvor Attila angreb med sine hunnere, at en afgørelse begyndte at tegne sig.

Attilas sejr er næsten i hus

På slagmarken brugte hunnerne en simpel taktik, som havde sikret dem sejr efter sejr: De red frem i grupper, mens de affyrede en regn af pile mod fjenden, hvorefter de trak sig tilbage og gav plads til en ny gruppe.

Rytterne stoppede ikke op på noget tidspunkt, så de udgjorde særdeles vanskelige mål for fjendtlige bueskytter og spydkastere.

Nutidige forsøg har vist, at træning kan lære en rytter at skyde både hurtigt og præcist, selvom hans hest galoperer. Det fik alanerne i midten af Aëtius’ slaglinje at føle.

De var selv et rytterfolk og havde bueskytter til hest, men de talte langt færre krigere end de hunner, som angreb dem – alanerne blev dænget til med tusindvis af dødbringende pile.

Ifølge de romerske kilder havde Aëtius anbragt alanerne midt i slaglinjen, fordi han ikke stolede på deres kampvilje.

Med romere og visigoter på hver side ville de forhåbentlig være mindre fristede til at stikke halen mellem benene, når det begyndte at se sort ud.

Men selv ­frygten for de allieredes hævn var ikke nok til at stå imod hunnernes ubønhørlige angreb. Alanerne vaklede til sidst og begyndte at trække sig tilbage.

Tilbagetrækningen skabte et stort hul midt i den romerske frontlinje, som ­hunnerne uhindret kunne trænge ­igennem. Nu begyndte det at se sort ud.

De nærmeste visigotiske enheder mis­te­de modet, og da deres konge forsøgte at forhindre panik, indtrådte katastrofen: Kong Theodorik faldt af sin hest og blev i forvirringen trampet ihjel af sine egne mænd. Slagets afgørelse var nær.

Modangreb vender krigslykken

Intet syntes nu at kunne stoppe Attilas hunnerhær, som forsøgte at trænge ­gennem hullet i fronten og komme om bag romerne og visigoterne. Men netop i sejrens øjeblik vendte situationen igen.

Ved slagets begyndelse havde kong Theodorik efterladt sin søn Thorismund på en højderyg med udsigt over slaget. Her holdt han vagt med en styrke af ­ryttere. Først nu galoperede han ned og angreb ostrogoterne bagfra.

Ifølge nogle historikere var det synet af sin far, der blev trampet ihjel, som fik Thorismund til at angribe – under alle omstændig­heder var tidspunktet perfekt, for mens størstedelen af Attilas tropper var i færd med at bryde romernes og visitgoternes linjer, var deres flanke ubeskyttet.

Thorismunds helt uventede fremstød sendte de nærmeste modstandere på flugt, og panikken bredte sig gennem hunnernes slaglinje.

Attila kæmpede med sine tropper i hullet mellem romerne og visigoterne, men han så nu prinsens ryttere nærme sig bagfra og forstod, at han stod til at blive klemt mellem to fjender.

Nogle kilder fortæller endda, at hunnerkongen var tæt på at blive dræbt.

Men Attila og mange af hans mænd havde held til at flygte tilbage til lejren. Her forskansede de sig bag lange rækker af hestevogne og kærrer og forberedte sig på en forsvarskamp.

Inden der kom styr på den brogede alliance af romere og germanske folk, var solen dog gået ned, og det var for sent storme.

Thorismund måtte vente med at hævne sin fars død til næste morgen. Begge sider havde mistet mange mænd, og slagmarken var oversået med døde og sårede.

Inde i hunnernes vognborg befalede hunnerkongen sine mænd, at de skulle forberede et ligbål af hestesadler.

Når fjenden angreb, ville han kaste sig i flammerne, så han i det mindste kunne få en ærefuld død og ikke blive taget til fange. Men angrebet kom aldrig.

Venstre hånd skærer højre hånd af

Thorismund tænkte kun på at udslette Attila og hans hunnerhær til sidste mand, men den udspekulerede general Aëtius afledte hans opmærksomhed.

Romeren mindede Thorismund om, at han hav­de flere brødre, som alle kunne gøre krav på farens trone. Hvis han ­selv ­øns­ke­de at vinde magten, måtte han straks vende hjem til vi­si­go­ter­nes hovedstad, Toulouse.

Selvom visigoter og romere kæmpede sammen i dette øjeblik, var Aëtius ­udmærket klar over, at den usikre alliance ikke ville vare for evigt.

De stærke ­visigoter ville nok snart igen true Romerriget, og så ville han måske få brug endnu en alliance med hunnerne.

Efter at den ærgerrige Thorismund drog hjemad med sin hær, lod Aëtius hunnerne trække sig uhindret tilbage til Ungarn. Romerens strategiske magtspil viste sig dog at give bagslag.

Nederlaget ved De Katalauniske Marker havde ikke ødelagt Attilas kampgejst. Allerede året efter vendte han tilbage med sin ustoppelige hær af hunnere, der denne gang trængte helt ned i Italien.

Men felttoget i 452 blev Attilas sidste. Året efter giftede han sig med endnu en kone, og morgenen efter bryllupsfesten blev han fundet død.

Angiveligt var hans næse begyndt at bløde, mens han sov, så han kvaltes i sit eget blod.

Hunnernes mægtige imperium blev delt mellem tre af Attilas sønner, men ­rivalisering indbyrdes svækkede riget og førte til oprør blandt vasallerne.

Anført af gepiderne vristede flere germanske folk sig fri, og allerede i år 469 faldt den ­sidste af Attilas sønner i kamp, og hunnerne blev opslugt af andre folkeslag.

Honorias husslave Hyacinthus, der ­leverede ringen til Attila, blev tortureret og henrettet af kejser Valentinian for at hjælpe søsteren. Honoria selv døde sandsynligvis også kort tid efter.

General ­Aëtius fik kun et år mere at leve i. Under et besøg i Ravenna blev han myrdet af kejser Valentinian, som frygtede, at ­generalen stræbte efter hans trone. Drabet fik dog store konsekvenser for ham:

“Du har skåret din højre hånd af med din venstre”, erklærede en rådgiver dystert til kejseren. To af Aëtius’ mænd myrdede Valentinian som hævn i år 455, og det svækkede Vestromerske Rige ­rykkede endnu tættere på afgrunden.