En gladiator var folkehelt i pøbelens øjne
En gladiator var en toptrænet slave eller krigsfange, der udkæmpede blodige kampe i arenaen. Havde man stor succes som gladiator blev man dyrket som folkehelt og var især populær blandt Roms underklasse.

En gladiator levede et kort liv
En gladiator gik i arenaen to-tre gange om året og kæmpede typisk 10-15 minutter hver gang. For at sikre, at kampene varede så længe som muligt, blev gladiatorerne sat op imod modstandere af samme størrelse og med tilsvarende erfaring. Selv de dygtigste gladiatorer levede imidlertid sjældent ret længe. De fleste nåede ikke at deltage i 10 kampe, og kun et fåtal fyldte 30 år.
Når en gladiator selv erkendte sit nederlag i arenaen, stak han en finger op i luften, hvorefter kampen blev stoppet. Derefter kunne tilskuerne afgøre, om taberen skulle henrettes straks eller frigives.
Berømte gladiatorer:
Flamma deltog i hele 34 kampe. Inden sin død som 30-årig afslog han fire gange at blive frigivet. I stedet fortsatte han som gladiator.
Spartacus indledte et stort slaveoprør i 73-71 f.Kr. og anførte omkring 70.000 slaver i krig mod Roms krigshærdede legioner.
Carpophorus kæmpede især mod vilde dyr. I én kamp dræbte han en bjørn, en løve og en leopard. I alt nedlagde han 20 dyr den dag.
Den daglige træning for en gladiator
Alle gladiatorer var tilknyttet en skole, hvor de trænede og boede. Eleverne blev undervist dagen lang af tidligere gladiatorer, og om aftenen blev de låst inde i små celler. Kosten bestod af bl.a. byg og bønner, der gav eleverne et beskyttende fedtlag omkring maveregionen.