En gladiator var folkehelt i pøbelens øjne

En gladiator var en toptrænet slave eller krigsfange, der udkæmpede blodige kampe i arenaen. Havde man stor succes som gladiator blev man dyrket som folkehelt og var især populær blandt Roms underklasse.

En gladiator levede et kort liv

En gladiator gik i arenaen to-tre gange om året og kæmpede typisk 10-15 minutter hver gang. For at sikre, at kampene varede så længe som muligt, blev gladiatorerne sat op imod modstandere af samme størrelse og med tilsvarende erfaring. Selv de dygtigste gladiatorer levede imidlertid sjældent ret længe. De fleste nåede ikke at deltage i 10 kampe, og kun et fåtal fyldte 30 år.

Når en gladiator selv erkendte sit nederlag i arenaen, stak han en finger op i luften, hvorefter kampen blev stoppet. Derefter kunne tilskuerne afgøre, om taberen skulle henrettes straks eller frigives.

Berømte gladiatorer:

  • Flamma deltog i hele 34 kampe. Inden sin død som 30-årig afslog han fire gange at blive frigivet. I stedet fortsatte han som gladiator.

  • Spartacus indledte et stort slaveoprør i 73-71 f.Kr. og anførte omkring 70.000 slaver i krig mod Roms krigshærdede legioner.

  • Carpophorus kæmpede især mod vilde dyr. I én kamp dræbte han en bjørn, en løve og en leopard. I alt nedlagde han 20 dyr den dag.

Den daglige træning for en gladiator

Alle gladiatorer var tilknyttet en skole, hvor de trænede og boede. Eleverne blev undervist dagen lang af tidligere gladiatorer, og om aftenen blev de låst inde i små celler. Kosten bestod af bl.a. byg og bønner, der gav eleverne et beskyttende fedtlag omkring maveregionen.

Fiskeren

Retiarius bar kun en dolk, en trefork og et net og var derfor ikke tynget af rustning. Han bevægede sig hurtigt rundt i arenaen og forsøgte at fange sin modstander med nettet, inden han slog til med sin dolk. Foto: Osprey Publishing

Snigeren

Thraex kunne med sit krumme sica-sværd ramme modstandere på steder, hvor et lige sværd ikke kunne nå. Han havde desuden et lille skjold, høje benskinner og en hjelm, der tilsammen gjorde ham til en af de bedst beskyttede gladiatortyper. Foto: Osprey Publishing

Spidderen

Hoplomachus drog fordel af sit spyds lange rækkevidde. Våbnet kunne bruges til at stikke og kaste med, men mistede han sit spyd, måtte han klare sig med sit sekundære våben: en lille dolk. Foto: Osprey Publishing