Ene mand mod systemet: Roms Kennedy

I næste nu falder den 31-årige politiker om. På havefliserne omkring ham breder der sig en pøl af blod, mens skuffelsel fylder hans sind.

I årevis har han kæmpet for borgerrettigheder til Roms forbundsfæller, de italiske stammer, der i 200 år trofast har givet deres liv i romernes krige uden at modtage anden tak end kravet om flere tropper.

Mens livet flyder ud af Drusus' krop, erkender han, at kampen har været forgæves. Nu kan intet længere afværge den lurende katastrofe. Rom vil blive druknet i blod.

Rigmænd stjal bøndernes land

Marcus Livius Drusus var ikke den første politiker, som måtte betale dyrt for sit forsøg på at rette op på den romerske republiks katastrofekurs. Men aristokraten nåede længere end nogen andre, og da hans indædte forsøg alligevel blev saboteret, udløste det en tragedie, der var tæt på at udslette Rom.

Denne gang var fjenden nemlig romernes egne allierede, de italiske stammer, som beboede den italienske halvø rundt om Rom. De kendte Italien bedre end nogen andre og var oplært i krig af romerne selv. Og de ønskede kun én ting: At se Rom knust.

Paradoksalt nok skyldtes problemerne den romerske republiks succes. Rom havde i løbet af århundrederne f.Kr. underlagt sig størstedelen af Italien og landets forskellige stammer. Erobringerne styrkede republikken, men medførte også vanskeligheder.

Når Rom erobrede et område, blev de lokale italikere tvunget til at betale romersk skat samt stille med tropper til Roms krige. Samtidig inddrog romerne typisk 1/3 af de overvundne italikeres jord som offentlig romersk jord – ager publicus.

I begyndelsen bortforpagtede Rom den offentlige jord billigt til de italiske soldater som tak for krigsindsatsen. Men Roms stadig hyppigere krige tvang italikerne til konstant at stille med krigsduelige mænd, som enten blev dræbt i krig eller var væk i så mange år, at deres landbrug forfaldt.

Det udnyttede pengestærke aristokrater, medlemmer af Roms førende familier, til at opkøbe eller ligefrem stjæle de fraværende bønders jordlodder rundtom i Italien.

I stedet for de små landbrug oprettede aristokraterne gigantiske farme – latifundie – hvor jord og dyrehold blev passet af en hær af slaver. Derefter udkonkurrerede kæmpelandbrugene endnu flere småbønder.

“Italikernes styrke og antal aftog, presset af fattigdom, skatter og militærtjeneste, som de var. Hvis de fik et øjebliks ro fra disse onder, tilbragte de tiden i lediggang. For jorden var ejet af de rige, som brugte slaver i stedet for frie mænd”, skrev den romerske forfatter Appian.

Rom manglede mad og soldater

Italikerne var hjælpeløse. I modsætning til romerne, som de kæmpede for, havde de ringe indflydelse på deres eget liv. “Forbundsfællerne”, som de allierede italiker-stammer blev kaldt, havde hverken ret til at stemme ved Roms valg eller få deres sag hørt ved retten.

Men også Rom led under situationen. De blodige krige kostede hele generationer af italikernes mænd, og det blev sværere og sværere at opdrive nye tropper.

Samtidig begyndte forsyningen af fødevarer at svigte. Aristokraterne skar nemlig ned på produktionen af den ikke særlig indbringende hvede. I stedet dyrkede de vin og oliven samt holdt store dyrehold. Produktionen gav en god fortjeneste, men mættede ikke republikkens mange fattige.

“Det nærende korn slipper op, og der er ikke længere brød til folket”, klagede poeten Lucillius.

Intet tydede på, at situationen ville ændre sig. Magten i Rom tilhørte aristokraterne. De kontrollerede gennem et system af penge og forbindelser adgangen til offentlige embeder og nægtede at opgive deres privilegier.

Flere romere forsøgte i tidens løb at tæmme aristokraternes begær efter jord og magt, men modstanden var for stor.

Blandt de første var Gajus Laelius. Han fremsatte allerede i 141 f.Kr. et forslag om jordreformer, men mistede modet ved mødet med aristokraternes indædte raseri.

“Han opgav sagen af frygten for konsekvenserne og fik af den grund tilnavnet sapiens – “den vise”, bemærker den græske forfatter Plutarch beskt.

Men protesterne voksede, og i 133 f.Kr. agiterede aristokraten Tiberius Gracchus for en mere retfærdig jordlov.

“Italiens vilde dyr har deres huler og gemmesteder, men de mænd, som kæmper og dør for Italien, ejer intet andet end solskin og luft”, rasede Gracchus.

Hans forslag blev dog aldrig til noget, for han blev brutalt myrdet året efter. Da hans bror, Gajus, forsøgte at videreføre sin brors reformprogram, mistede også han livet.

Men hvis aristokraterne troede, at de havde lagt låg på reformiveren, tog de fejl. Det nye angreb kom fra en komplet uventet side.

Arrogance fik 80.000 dræbt

Italikernes manglende rettigheder og den skæve jordfordeling rørte ikke Marcus Livius Drusus, da han var ung – tværtimod. Hans far, Marcus Livius Drusus den Ældre, var hovedrig og besad adskillige offentlige embeder. Han opnåede endog titel af censor, Roms fornemste embedstitel.

Og gennem sit ægteskab med Servilia, datter af aristokraten Quintus Caepio, blev unge Drusus tæt knyttet til Roms mest magtfulde familier.

Af samme årsag havde Drusus den Ældre da også været aristokraternes spydspids i deres kamp mod jordreformer. Det var hans veto, som i sin tid gjorde det umuligt for Gajus Gracchus at få sine reformer godkendt.

Da unge Drusus’ far døde, arvede han familieformuen, og alle forventede, at den rige aristokrat ville gå i farens ærkekonservative fodspor.

Men i 105 f.Kr. indtraf en begivenhed, som ændrede Drusus’ syn på sin egen klasse for altid. Ved Arausio i vore dages Sydfrankrig mødte to romerske hære den brutale kimbrer-stamme, som var vandret ned gennem Europa fra nord.

Kimbrerne var romerne talmæssigt overlegne, men det viste sig at være det mindste problem. Den romerske styrke var delt i to hære ledet af hver sin general. Den ene af generalerne var Drusus’ svigerfar, Quintus Caepio.

Den aristokratiske general betragtede den anden general, Gnæus Mallius Maximus, der ikke kom fra en af Roms elitefamilier, som uværdig. Han nægtede derfor at samarbejde og angreb alene kimbrerne med sin egen hær.

Beslutningen endte katastrofalt. Først blev Caepios hær udslettet, hvorefter kimbrerne angreb og knuste Maximus’ hær. På få timer mistede Rom 80.000 legionærer – halvdelen italikere.

Ifølge de antikke kilder havde Rom aldrig før lidt så knusende et nederlag.

“Caepios ejendele blev solgt på auktion, eftersom ulykken skyldtes hans overilethed”, skriver Plutarch.

Tragedien chokerede hele Rom, men allermest Drusus. Den unge aristokrat indså, at hans svigerfar og rigets andre førende mænd var komplet ligeglade med republikken og især med de retsløse forbundsfæller, som vantro modtog nyheden om, at tusinder af deres sønner og fædre aldrig ville vende hjem – alene pga. en romersk aristokrats arrogance.

Da ingen andre ville, besluttede Drusus sig i al hemmelighed for at hjælpe italikerne – og dermed også republikken.

En hemmelig plan

I årene efter Arausio knyttede Drusus kontakt til en række af italikernes ledere, blandt dem Pompaedius Silo. Han var den italiske marser-stammes populære overhoved, og de to mænd blev nære venner. Dermed fik Drusus et enestående indblik i forbundsfællernes situation.

Drusus’ chance kom i 92. f.Kr. Det år blev han valgt som én af i alt 10 folketribuner. Opgaven var at beskytte folkets rettigheder og interesser over for overklassens magtbase: Senatet.

Hans senatskolleger trak på skuldrene. I det korrupte Rom var det almindeligt, at folketribuner lod sig vælge blot for at være i lommen på aristokraterne. Alle antog, at Drusus ville gå samme vej.

Men den retfærdighedssøgende aristokrat havde en hemmelig plan. Først ville han foreslå reformer, som ville gavne alle Roms store vælgergrupper: De almindelige borgere, ridderne, der bl.a. talte Roms handelsfolk, og endelig aristokraterne.

Håbet var, at Drusus på den måde kunne vinde opbakning til sit største projekt: Romersk borgerskab til forbundsfællerne.

Til Roms almindelige borgere foreslog han derfor en lov om reducerede kornpriser samt en omfordeling af den offentlige jord, så en større andel tilfaldt de laveste klasser. Forslaget vandt stor applaus blandt Roms fattige borgere, som var den vigtigste gruppe. Det var dem, der, uanset senatets raseri og modstand, kunne stemme et lovforslag igennem.

For også at mildne senatet og ridderne fremlagde han et andet lovforslag, som skulle give senatorerne større indflydelse på domstolene, hvor ridderne hidtil havde haft magten. Til gengæld skulle senatet udvides med 300 riddere, som dermed fik adgang til Roms mest magtfulde forsamling.

Men Drusus havde forregnet sig.

Overklassen rasede

Trods forslaget om, at senatorerne skulle have medbestemmelse over domstolene, lugtede den mest konservative del af senatet straks uråd, for den resterende del af forslagene mindede meget om dem, de to Gracchus-brødre i sin tid havde mistet livet for.

Modstanden kom især fra sønnen af generalen Quintus Caepio, hvis arrogance havde kostet Rom så dyrt i kampen mod kimbrerne. Sønnen, der også hed Quintus Caepio, havde tidligere været gift med Drusus' søster.

Nu viste Caepio sig som Drusus’ mest indædte fjende, og sammen med bl.a. konsulen Philippus indledte han fra talerstolen en offensiv mod Drusus.

“Standarter, ørne og bannere var der ganske vist ingen af. Men byens borgere var så delte, som tilhørte de hver deres militære lejr”, skriver den romerske forfatter Lucius Florus om striden.

Store flokke af fattige romere dukkede op for at støtte Drusus, og da Philippus på et tidspunkt forsøgte at få standset forhandlingerne, blev Drusus’ støtter så frustrerede, at en af dem stormede op til talerstolen og angreb Philippus.

“Han klemte om hans hals, indtil blodet flød ud over hans øjne og mund”, beretter Lucius Florus.

Philippus overlevede angrebet og brugte straks episoden til at påpege, hvor farlig en mand senatet stod overfor. Drusus afviste Philippus og påpegede hånligt, at det nok var suppe og ikke blod, som sprøjtede ud af Philippus’ hals, eftersom han var kendt for sin glubende appetit.

Men ikke kun senatorerne var i oprør. Drusus’ jordomfordelingslov ville også gå ud over mange italikere, som frygtede, at de nu skulle afgive jord til Roms fattige. Store flokke af forbundsfæller samlede sig derfor til demonstration i Roms gader.

Selv Drusus’ nære ven, Pompaedius Silo, følte sig nødsaget til handling. Som leder af marser-stammen marcherede han med 10.000 italikere mod senatet.

Flokken havde alle skjulte våben. Hensigten var at storme bygningen og tvinge senatorerne til at give dem borgerrettigheder. Først i sidste øjeblik nåede en af Drusus’ forbundsfæller at standse den krigeriske skare ved at påpege, at aktionen kun ville forværre deres situation.

Italikerne gik hjem, men presset på Drusus var nu maksimalt.

Drusus’ popularitet styrtdykkede

For Drusus stod det klart, at han ikke længere kunne udskyde det afgørende lovforslag om borgerrettigheder til forbundsfællerne. På et hemmeligt møde i foråret 91 f.Kr. lovede han italikernes ledere, at hans næste lovforslag ville gælde deres sag.

Men rygterne om Drusus’ aftale med italikerne begyndte at svirre blandt Roms magtfulde mænd, og snart efter fik Drusus nys om, at en gruppe italiske ekstremister planlagde at snigmyrde konsulen Philippus.

Drabet skulle udføres, mens konsulen deltog i den årlige ceremoni, der fejrede sammenholdet mellem Italiens byer. Den symbolske værdi i at gennemføre drabet netop her var perfekt for ekstremisterne.

Selvom Drusus afskyede Philippus, sendte han straks en advarsel til konsulen. Men i stedet for at vise taknemmelighed anklagede konsulen Drusus for at stå i ledtog med ekstremisterne.

Rygterne om Drusus’ nære forbindelser til italikerne fik hans popularitet til at falde selv blandt de almindelige romere. I et desperat forsøg på at vinde folket tilbage tyede han til et velkendt kneb: Bestikkelse. På hans opfordring blev prisen på korn til Roms borgere nedsat.

Romerne værdsatte Drusus’ indsats. Men aristokraterne rasede, for det billige korn blev finansieret ved at tilsætte mere kobber i statens sølvmønter, og det fik værdien af rigmændenes formuer til at rasle ned.

Drusus blev dermed den mest forhadte mand i Rom – selv blandt moderate aristokrater.

Det sidste håb blev knust

I september 91 f.Kr. stod Drusus med ryggen mod muren. Overklassens vrede voksede, og senatet gjorde alt for at trække lovgivningsarbejdet i langdrag. Dertil kom, at hans muligheder for at fastholde underklassens støtte nu var sluppet op.

“Han havde intet tilbage at give af. Tilbage var kun luft og mudder”, skriver forfatteren Lucius Florus.

Drusus besluttede derfor at sætte alt på et bræt ved at fremsætte alle sine lovforslag, inklusive borgerret til forbundsfællerne, som en samlet pakke, folket kunne stemme om.

Dette sidste håb om succes blev imidlertid knust af ærkefjenden Philippus. Konsulen gravede triumferende en gammel lov frem, som netop forbød at fremsætte love om forskellige områder i én samlet pakke.

For Drusus var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Som folketribun kunne han i teorien nedlægge veto mod senatets beslutning om at forbyde hans samlede lovpakke.

Men den nu 31-årige politiker orkede ikke at fortsætte kampen mod et senat, hvis medlemmer var ude af stand til at indse, at hans kamp også ville gavne dem. Uden ham ville forbundsfællerne for længst have gjort oprør.

“Selvom jeg har magten til at gå imod senatets dekret, vil jeg afstå, for jeg ved, at de skyldige snart vil få deres straf”, lød hans sidste ord i senatet ifølge den græske forfatter Diodor.

Derefter trak den dybt skuffede aristokrat sig tilbage til sin villa på Palatinerhøjen i det centrale Rom.

For italikerne stod det derfor klart, at de selv måtte tage affære. I årevis havde de forberedt sig på en eventuel konfrontation med Rom – og de var klar. Våben, strategi og tropper var klar. De manglede bare signalet.

En sen aften få uger efter vandrede Drusus igennem sin søjleomkransede have. En ukendt gerningsmand angreb den unge politiker, der faldt om. Herefter flygtede angriberen ud i mørket.

Da hans tjenestefolk kom løbende, fandt de en dolk boret dybt ind i Drusus’ ene lår. Det skarpe knivsblad havde perforeret lårpulsåren, og en sådan blødning kunne ingen læge stoppe.

Ifølge den romerske forfatter Vellejus Paterculus lød den døende Drusus’ sidste ord: “Vil mit fædreland nogensinde igen få en borger som mig?”

Italikerne rejste sig

Nyheden om mordet på Drusus fik italikerne til at rejse sig til kamp overalt på den italienske halvø.

“Drusus’ død fik den konflikt, som længe havde ulmet i Italien, til at flamme op i lys lue”, skriver Vellejus Paterculus.

I de følgende to år kæmpede romerne for livet, da deres tidligere forbundsfæller, som de så tit havde taget for givet, angreb fra alle retninger.

De ekstremt blodige kampe endte efter to år, da de hårdt pressede romere tilbød borgerskab til alle de italikere, der lagde våbnene.

Dermed havde italikerne omsider opnået det, som Drusus – Roms Kennedy – så indædt havde kæmpet for.