Manden på udsigtsposten har spejdet ud over det blå Middelhav i timevis. Hans trænede øjne læser enhver krusning på havets overflade, mens fiskerne på stranden døser.
Endelig får manden øje på det, hans øjne søger – en skygge, en uventet bølge.
“Fisk!” råber han. Fiskerne på stranden springer op og stormer ned til bådene, der ligger i vandkanten halvt trukket op på land.
En hel lille flåde af fartøjer, drevet frem af årer, skyder ud på vandet. Med sig har fiskerne et arsenal af net, køller og fiskekroge. Det er tid at fange fisk. Mange fisk.
Scener som denne udspillede sig stort set hver dag rundt om Middelhavet i tiden efter vor tidsregnings begyndelse.
Romerrigets indbyggere drev nemlig et sandt industrifiskeri under kyndig vejledning af en vagtsom fiskespotter – en thynnoskopos – der kunne varsle om fiskestimer på vej.
Når fiskerne vendte tilbage til kysten, oversteg deres fangst langt behovet for fersk fisk på det lokale marked.
Men fiskene gik ikke til spilde. Omrejsende grossister aftog gerne resterne på markedet og fragtede dem til store industrianlæg, som producerede den vigtigste delikatesse i det romerske imperium: garum.