Otto Albert Koch

Forsker: Nu ved vi hvor Varus’ legioner blev udslettet

Varusslaget er et af Romerrigets mest skæbnesvangre. Nu viser et såkaldt metallisk fingeraftryk, hvor 20.000 legionærer omkom.

Mellem 16.000 og 20.000 romerske legionærer blev i år 9 e.Kr. slagtet i Teutoburg-skoven. Massakren i Nordtyskland var en af den romerske hærs meste smertefulde nederlag, men præcis hvor de mange soldater døde, har hidtil ikke kunne afklares.

Takket være nye kemiske analyser kan tyske forskere nu fastslå, at de tre romerske legioner blev nedkæmpet af germanere i den del af skoven, som kaldes Kalkriese.

Bakkedraget Kalkriese ligger i det nordlige Tyskland. På slagmarken har arkæologer tidliger fundet romerske mønter og metalprojektiler til romerske slynger.

© NordNordWest, Shutterstock

Jern afslører legionens dødskamp

Det endegyldige bevis blev fundet ved hjælp af metalgenstande, som arkæologer har udgravet forskellige steder i Teutoburg-skoven.

”Når vi ved, hvor en legion har haft sit hovedkvarter, kan vi kemisk analysere metallet (som dryppede ned i legionærernes bål, red.) – en slags metallisk fingeraftryk,” forklarer Annika Diekmann fra Det Tyske Minemuseum i Bochum.

Under Varusslaget blev hele tre romerske legioner udslettet, og hver af dem havde ifølge Diekmann sit letgenkendelige metalliske fingeraftryk.

I løbet af en to årig periode analyserede hun 550 prøver fra legionærernes hovedkvarterer og skovbunden i Teutoburg.

Hendes resultater viser, at den 19. romerske legion marcherede 600 km fra sit hovedkvarter i Dangstetten i Sydtyskland og mødte sin undergang på bakkedraget Kalkriese, der ligger 100 km syd for Bremen.