Forsker: Vi har fundet spor af forsvunden romersk legion

Ifølge kinesiske forskere har en ny dna-analyse løst en af historiens store gåder: Hvor forsvandt 10.000 romerske soldater hen for omkring 2.000 år siden?

© Shutterstock

For 2.000 år siden forsvandt en romersk legion på 10.000 soldater sporløst i Mellemøsten. Nu mener forskere fra Kinas store Lanzhou-universitet at have løst gåden.

En dna-analyse af en gruppe bønder i Nordkina viser nemlig, at 56 pct. af deres dna er europæisk. Ifølge forskerne er disse kinesere efterkommere af romerne.

10.000 slap væk

Legionen deltog i år 53 f.Kr. i et slag i Iran, som endte med et katastrofalt nederlag for romerne. Tusinder blev dræbt, men efter sigende slap 10.000 legionærer væk og drog mod øst.

Ifølge en teori kæmpede romerne der efter som lejesoldater i Asien.

Kinesiske krønikeskrivere nævner fx, at de i år 36 f.Kr. tilfangetog en gruppe soldater, som kæmpede i “fiskeskæl-formation” – måske romernes berømte skildpadde-formation, hvor skjoldene overlapper hinanden.

Romere blev kinesere

Ifølge de kinesiske forskere blev romerne frigivet og slog sig ned i Gansu-provinsen, hvor mange indbyggere i dag har blå øjne og lyst hår.

Næste skridt er nu at udgrave i området for at finde arkæologiske spor og dermed “påvise historiens sandhed”, siger Yuan Honggeng, som leder undersøgelserne.

Mangler beviser

Ikke alle eksperter er dog enige i kinesernes konklusion. Fx siger antropolog Maurizio Bettini fra universitetet i Siena, at kineserne er nødt til at finde romerske mønter eller våben for at bevise deres påstand:

“Uden sådanne beviser vil historien om den forsvundne legion blot være en myte”.

Fiskeskæl-formationen”, som kan have været den romerske skildpadde-formation.

© Shutterstock