Forskere finder ukendt romersk kejser

I årtier troede historikere, at han var pure opspind, men nu beviser guldmønter, at romerriget havde én kejser mere end hidtil antaget.

I årtier troede historikere, at han var pure opspind, men nu beviser guldmønter, at romerriget havde én kejser mere end hidtil antaget.

Sponsianus

”Falsk”. Det stempel har historikere længe givet til nogle mønter, der skulle forestille at være slået af en ukendt romersk kejser ved navn Sponsianus.

Men nu har videnskabelige undersøgelser afsløret, at de ikke som hidtil antaget, var sofistikerede forfalskninger fremstillet i 1700-tallet, men derimod den ægte vare.

”Vi er meget sikre på, at de er autentiske”, forklarer professor Paul Pearson fra University College London, der har stået for undersøgelsen.

Og hvis mønterne er ægte, så skal navnet Sponsianus føjes til den lange liste over romerrigets kejsere.

“Vores beviser tyder på, at Sponsianus regerede over det romerske Dacia, en isoleret guldmineudpost, på et tidspunkt hvor kejserriget var plaget af borgerkrig og grænseområderne blev løbet over ende af plyndrende invasionshære”, forklarer Pearson.

Sposianus tog ifølge forskerne magten i den romerske provins Dacia (det grønne område). Herefter udråbte han sig selv til kejser.

© Cristiano64

Mønterne var for gode

Pearson og hans kolleger undersøgte kejser Sponsianus’ mønter og bed mærke i to ting, der overbeviste dem om, at der ikke var tale om forfalskninger.

Under mikroskop, kunne de se, at mønterne havde samme slidmønster som andre mønter fra midten af 200-tallet e.Kr. Og det bekræftede, at mønterne var i brug i årevis.

Desuden indeholdt mønterne en stor mængde guld, hvilket en forfalskning sandsynligvis ikke ville have gjort.