Historikerne har længe mistænkt, at der har været et fort i området, da det blev beskrevet af en lokal antikvar i 1707.
Men indenfor de sidste 50 år er adskillige undersøgelser blevet gennemført uden succes. Denne gang forsøgte arkæologerne at undersøge området med såkaldt gradiometri, hvor de magnetiske udsving under jorden måles uden behov for et eneste spadestik. Med den nye teknologi var det pludselig muligt at se et omrids af det, som må være fortet.
Romerne opgav hurtigt muren igen
Fortet er kun det tiende, der er fundet ved muren. Arkæologerne mener, at muren oprindeligt var udbygget med 41 forter, der var bygget med lidt mere end en kilometers afstand.
Muren var kejser Antoninus Pius' forsøg på at trænge Roms fjender, picterne, længere mod nord.
Ved hjælp af det store bygningsværk, som tog 12 år at opføre, fik han i 154 e.Kr. flyttet grænsen omtrent 160 km nord for Hadrians mur.
Men det skulle hurtigt vise sig at være en for stor opgave for romerne. Blot otte år efter den stod færdig, blev Antoninus' mægtige mur forladt. I 162 e.Kr. trak romerne sig tilbage til Hadrians mur, som forblev i brug helt indtil 400-tallet.