Grådige romerne gik på guldjagt i Spanien
Det romerske imperiums grådighed efter guld kendte ingen grænser. Heller ikke i Spanien, hvor romerske ingeniører udviklede antikkens mest imponerende og frygtindgydende metode til at aftvinge Moder Jord sine gyldne skatte.
Romerne var storforbrugere af slaver, men i Las Medulas blev sliddet udført af spanske stammer. Med hamre, kiler og hakker udgravede arbejderne tunnelerne i det stenhårde ler.
De mange hundrede svedige og tilmudrede arbejdere stirrer anspændte på det 100 m høje bjerg af rødbrunt ler og sten. Det er sommeren år 73 e.Kr., og både landskab og arbejdere vånder sig i heden i området Las Medulas i den romerske provins Hispania Tarraconensis.
I månedsvis har de under ledelse af ingeniører hugget tunneler ned gennem bjerget, og nu skal den endelige styrkeprøve mellem Moder Natur og det romerske imperium afgøres. Vinderen får de tusinder af guldkorn, som gemmer sig i bjergets millioner af tons ler.
I det fjerne lyder en ildevarslende buldren, da arbejderne åbner sluserne til et vandreservoir højere oppe ad bjergkammen. Med over 150 km/t. fosser næsten 20 mio. l vand ned mod en tunnel, som går lodret ned gennem minebjerget ned til grundfjeldet.
Med en brølende gurglen fyldes tunnelen med frådende hast, indtil jordskorpen begynder at sitre under tilskuernes fødder.
Med et øredøvende brag eksploderer bjergets top og kaster sten og træer højt op i luften. Fra sprækkerne skyder gejsere af overophedet luft og vanddamp sig ud fra bjergets indre.
På afstand ser arbejderne med tilfredshed og ærefrygt, hvordan bjerget som en dødeligt såret kæmpe kollapser i et inferno af vand og mudder. Sejren – og guldet – er Roms.
Beretningen om Roms guldjagt i Las Medulas i det nordvestlige Spanien er overleveret af den romerske historiker Plinius den Ældre, som var udsendt som administrator i provinsen i år 73 e.Kr.
For at få fat i guldet udarbejdede romerne ifølge Pliniius en genial og frygtindgydende metode: “Ruina Montium” – bjergødelæggelse. Det blev oldtidens største jordfjernings-projekt og kom til at ændre landskabet for altid. Selv den berejste Plinius var forbløffet: “Hvad der sker her, overgår selv giganters værk”.
I 200 år udvandt Rom guld i Las Medulas lerbjerge. I dag kan turister i området fortsat se de vandtunneler, romerne brugte til at ødelægge bjergene med.
Rom var ramt af guldets forbandelse
Af alle oldtidens folkeslag var romerne det mest guldtørstige. Rom havde brug for guld til at finansiere opretholdelsen af det enorme imperium, og for byens spidsborgere var guldsmykker et altafgørende statussymbol. Med sørgmodighed betragtede Plinius sine landsmænds evige søgen efter guld i Jordens indre:
“De ting, hun har skjult og gemt i undergrunden, er de ting, som ødelægger os og driver os ned i dybderne”, skrev han i sit værk om metaller.
Jagten på guld var årsagen til, at kejser Augustus i år 26 f.Kr. sendte hele tre romerske legioner til det nordvestlige Spanien for at nedkæmpe de lokale stammer. Året efter indledte hærens ingeniører udvindingen af regionens rigdomme.
En stor del af guldet lå på bunden af flodsenge og kunne let vaskes ud. Andre steder måtte romerne grave sig dybt ind i områdets skiferbjerge, hvor guldårerne befandt sig.
Ved Las Medulas gemte ædelmetallet sig imidlertid i de bjerge af ler og grus, som over millioner af år havde aflejret sig for foden af de store bjergkæder. Ifølge Plinius var det sammenpressede ler hårdere end selv flint:
“Det siges at være den hårdeste ting, der eksisterer, bortset fra grådighed efter guld, som er den mest stædige af alle ting”, skrev naturvidenskabsmanden.
For at udvinde Las Medulas' skatte måtte romerne derfor igangsætte antikkens mest avancerede mineprojekt.
Udhuggede 1.000 km kanaler
Plinius er den eneste romerske kilde, som omtaler, hvordan romerne udvandt guld i Nordvestspanien, og hans overlevering har store huller.
Men ved at sammenholde hans tekst med de arkæologiske levn er det i store træk lykkedes forskerne at rekonstruere det gigantiske udvindingsprojekt. De fleste af bjergene af aflejret materiale i Las Medulas var kilometerlange og over 100 m høje. Spredt i leret lå de bittesmå guldkorn.
Beregninger viser, at hver kubikmeter ler gennemsnitligt indeholdt blot 0,05 g guld. Kun guld-udvaskning i kæmpeskala kunne betale sig. Og det krævede vand – i enorme mængder.
Heldigvis var romerne eksperter i vandtransport. De lod derfor 16 kanaler udhugge i klippen i de omgivende bjergkæder, hvor de tappede vand fra søer og floder.
Ifølge Plinius var bjergsiderne så stejle, at de folk, som skulle markere kanalernes rute og hældningsgrad, måtte hænge udspændt i luften i lange reb, mens de arbejdede: “For tilskuere, som iagttog operationen på afstand, lignede de ikke så meget en sværm af mærkelige dyr som en flok fugle”.
Via kanalerne, hvoraf de længste var over 100 km lange, blev vand ført til det lavereliggende Las Medulas og opbevaret i kæmpestore bassiner.
Forskerne har regnet ud, at alene de tre største af kanalerne dagligt har leveret 34 mio. l vand til mineområdet – svarende til 14 olympiske svømmebassiner. Med vandlogistikken på plads kunne romerne gå i gang med selve guldudvindingen.
Lerbjerge skulle knuses
I de tilfælde, hvor lerbjergenes guldførende lag lå blottet, nøjedes romerne med at grave render i overfladen. Fra bassinerne ledte de derefter vand ned i renderne og lod strømmen løsne overfladen og skylle ler, grus og guld ned i vaskekanaler foret med træplanker. Her blev guldkornene efterfølgende siet fra.
Ofte lå de guldførende lag imidlertid i bjergets nederste lag, hvilket betød, at romerne i nogle tilfælde først var nødt til at fjerne over 100 m ler, grus og sten for at komme ned til rigdommene. Det var ifølge Plinius i de tilfælde, at “Ruina Montium” – bjerg-ødelæggelsen – blev anvendt.
Lerbjergene var flere kilometer lange, så arbejderne gravede først et net af lodrette og vandrette tunneler i bjerget for at afgrænse den del, de ønskede at fjerne. Tunnelerne blev herefter fyldt med vand fra bassinerne for at svække bjergmassivet og skabe en brudflade.
Sideløbende gravede andre arbejdere en hovedtunnel næsten lodret ned fra bjergets top til grundfjeldet i bunden. Her skiftede de retning og gravede sig vandret ind under bjerget og derefter opad nogle meter. For enden af tunnelen gravede de en stor globeformet hule midt inde i bjerget.
Ifølge Plinius knoklede arbejderne i månedsvis i de trange tunneler, der ikke var meget mere end en meter i diameter. Deres eneste lyskilde var olielamper, hvis brændtid markerede, hvornår næste skiftehold skulle afløse dem. Ikke sjældent kollapsede tunnelerne uden varsel under bjergets vægt og knuste de uheldige arbejdere.
“Det synes faktisk mindre dumdristigt at forsøge at hente perler på havets bund: Hvor har vi dog gjort Verden farlig!” klagede Plinius.
Vandhammer blæste alt i stykker
Efter at have færdiggjort hulen i bjergets midte gik romerne i gang med den mest imponerende og frygtindgydende del af “Ruina Montium”. En lang kanal blev gravet fra et af bassinerne højere oppe på bjergkammen og ned til hovedtunnelen, hvorefter helvede blev sluppet løs.
Idet slusen til bassinet blev åbnet, fossede millioner af liter vand ned i hovedtunnelen. Plinius beretter, at bjerget kort efter eksploderede: “Det revnede bjerg kollapser med et brag så enormt, at det er umuligt for den menneskelige fantasi at forestille sig, på samme vis med den voldsomme eksplosion af luft”.
Ifølge Benny Lautrup, professor i fysik ved det anerkendte Niels Bohr Institut i København, har romerne udnyttet den energi, som den enorme vandsøjle skabte på sin vej ned gennem den over 100 m lange tunnel, til at skabe en såkaldt vandhammer. En vandhammer opstår, når en frembrusende vandsøjle stoppes pludseligt af en forhindring.
I Las Medulas-minen var forhindringen tunnelens luft, som vandet skubbede foran sig og ind i hulen for enden. Ifølge Benny Lautrup må luften i hulen på grund af det gigantiske tryk fra vandet være blevet voldsomt komprimeret.
Idet vandsøjlen blev bremset, overførte den samtidig al sin energi til luften. Som konsekvens blev luften flere tusinde grader hed. Af samme årsag føles en cykelpumpe meget varm, når nogen forsøger at pumpe et pumpet cykeldæk yderligere op.
“Sammentrykningen sker så hurtigt, at luften ikke kan komme af med varmen og derfor bliver gloende hed”, forklarer Benny Lautrup.
Det voldsomme tryk blæste til sidst toppen af lerbjerget og fik den kæmpestore lerbunke til at kollapse. Ifølge Benny Lautrups beregninger vil vandhammeren i den romerske mine, afhængigt af tunnelstørrelse og mængden af vand, teoretisk have kunnet udvikle energi svarende til eksplosionskraften i mellem 25 og 55 kg TNT.
En sådan mængde sprængstof ville let kunne blæse et solidt murstenshus omkuld. En vandhammer-ulykke på Ruslands største vandkraftværk blæste i 2009 vægge og tag af et stort turbinerum bygget i stål og beton. 76 ansatte omkom ved ulykken.
De mange tons ler og sten fra det kollapsede lerbjerg blev skyllet ud i store kanaler,
hvor minearbejderne – under den romerske hærs opsyn – siede det værdifulde guld fra.
Fjernede 95 mio. m3 landskab
Efter lerbjergets sammenstyrtning lukkede de romerske ingeniører op for nye vandbassiner og begyndte systematisk at spule det kollapsede lerbjerg ned gennem dalsænkningerne. Undervejs blev sten sorteret fra, hvorefter vandet blev ledt ind i lange trækanaler. Her blev guldkornene siet fra, mens de mange tons ler og grus blev skyllet ud i havet.
Efter at have fjernet den første del af lerbjerget gik romerne i gang med resten – denne gang ved brug af en ny metode. Eksplosionen havde efterladt en næsten lodret, blottet bjergside. Igen gravede romerne dybe tunneler ned fra toppen af bjerget. Herfra gravede de et netværk af tunneler vandret ud imod bjergsiden uden dog at bryde igennem.
Tunnelerne blev herefter fyldt op med vand, som langsomt mættede leret. Mætningen og trykket fra de mange millioner liter vand fik til sidst den blottede bjerside og en stor del af bjerget bagved til at brase sammen. Operationen blev herefter gentaget igen og igen, indtil hele lerbjerget var skyllet væk.
Forskerne har regnet ud, at romerne i løbet af de ca. 200 år, de udvandt guld i Las Medulas, fjernede ca. 95 mio. m3 ler, grus og sten. Til sammenligning fjernede franskmændene blot 80 mio. m3, da de udgravede den 165 km lange Suez-kanal i 1869. Ifølge Plinius så han med sine egne øjne, hvordan Spaniens landareal voksede på grund af alt det jord, romerne skyllede ud i Atlanterhavet.
Resultatet var dog begrænset i forhold til den enorme arbejdsindsats. Beregninger viser, at de 200 års minedrift ved Las Medulas højst kan have givet et udbytte på ca. fem tons guld.
Da romerne endelig forlod Las Medulas, lignede området et livløst månelandskab – et sted hvor tusinder af arbejdere havde mistet livet for at slukke Roms guldtørst. Som Plinius skrev: “Den største forbrydelse mod menneskeheden blev begået af den person, som første gang satte en guldring på fingeren”.