Gravsten bekræfter dramatisk gladiatorkamp i Pompeji
For 2.000 år siden udviklede en sagnomspunden gladiatorkamp sig så voldsomt i Pompeji, at kejser Nero efterfølgende måtte forbyde byen at afholde gladiatorshows. Det bekræfter fundet af verdens længste gravinskription.

Den romerske historiker Tacitus har tidligere berettet om en katastrofal gladiatorkamp i Pompeji. Fundet af det lange gravskrift bekræfter nu hans historie.
Det endte så voldsomt, at selv kejser Nero blev indblandet, da en gladiatorkamp i Pompeji for 2.000 år siden løb løbsk.
Nu har den dramatiske begivenhed fået nyt liv efter fundet af en gravsten, hvis inskription beskriver hændelsen.
Gravstenen blev fundet nær en indgang til Pompeji, og inskriptionen skriver sig med sine fire meter ind i historien som verdens længste gravskrift.
7 fortællinger
Ingen ved præcis, hvem den person, der blev begravet under den lange inskription, var, eller hvad han hed.
Til gengæld indeholder den 7 fortællinger om de vigtigste begivenheder i den afdødes liv, såsom hans udnævnelse til dommer, hans bryllup og den omtalte gladiatorkamp.
Og netop beskrivelsen af gladiatorkampen vækker opsigt.
Indtil nu har man nemlig kun haft den romerske historiker Tacitus' ord for, at netop denne kamp fandt sted.