Stjernen på Circus Maximus
Hestene skraber utålmodigt i sandet, mens de fnysende presser sig mod de lukkede døre. Bag dem står kusken Gaius Appuleius Diocles klar i sin væddeløbsvogn. Atmosfæren er elektrisk.
150.000 romere fylder Circus Maximus' tribuner. Kejseren er på plads i sin loge og afventer ligesom alle andre startsignalet. I samme sekund dommeren giver tegn, brager startboksenes døre op. Vognene skyder ud i arenaen til publikums jubelbrøl. Jorden skælver under hjul og hove, og piskene smælder. Den første stridsvogn runder svinget og modtager publikums hyldest.
Diocles ligger nummer tre. Kusken foran pisker sine heste frem. Sveden driver af ham, og hestenes rygge skummer hvidt. Med brystet spændt læner Diocles sig frem og giver hestene løsere tøjler.
Modstanderen forsøger at blokere vejen, men han kan ikke længere kontrollere sine heste. De tager svinget for hurtigt, og med et uhyggeligt brag bliver vognen knust mod barrieren, mens Diocles stormer forbi. Han sparer ikke på pisken. Hvid fråde dækker hestenes muler, og sandet sprøjter fra vognhjulene.
Diocles indhenter den forreste vogn. Tilskuerne rejser sig i spænding. Diocles vrider de sidste kræfter ud af firspandet. Med 70 km/t. klemmer han sig op på siden af den førende vogn. Den anden kusk forsøger at mase Diocles ind i barrieren. Men lige meget hjælper det. Diocles tordner over målstregen først, som han har gjort det utallige gange før.
Diocles begyndte sit liv på det romerske samfunds bund og var med stor sikkerhed analfabet. Ikke desto mindre endte han som en af sin tids allerstørste sportsstjerner. Ifølge den inskription, som kuskens tilhængere lod opsætte i Rom i år 146, vandt han i sin 24-årige karriere ikke færre end 1.462 sejre.
De antikke tekster har ikke overleveret detaljerede beskrivelser af Diocles' løb, men ifølge mindetavlen førte han 815 gange løbet fra begyndelse til ende, og 502 gange vandt han efter at have ligget lige efter nummer et over et langt stykke: “Og 67 gange vandt han efter at have kørt allerbagerst”, lyder inskriptionen, som hylder ham som “mesteren over alle væddeløbskørere”.
I løbet af sin karriere nåede Diocles at tjene ufattelige summer i Roms mest populære sport, som på festdage fik tusinder af romere til at valfarte til Cirkus Maximus for at følge deres største passion – væddeløb med stridsvogne.
Fra markedsleg til Roms topsport
De første stridsvognsvæddeløb blev ifølge de antikke forfattere kørt i Rom i 753 f.Kr. og var simple markedslege, der fandt sted på en improviseret bane ved Tiberfloden. Men omkring 600 f.Kr. opførte Roms femte konge, Tarquinius Priscus, byens første rigtige væddeløbsbane i Murciadalen. Den primitive bane med trætribuner blev forløberen til det mægtige Circus Maximus.
I begyndelsen dystede rige romerske aristokrater mod hinanden om æren i deres private stridsvogne. Væddeløbsfeberen greb også den almindelige befolkning, og i 200-tallet f.Kr. indførte det romerske bystyre et system, hvor enhver romer kunne få tilladelse til at stille med heste og kuske til et væddeløb.
Almindelige borgere gik derfor sammen og investerede i stalde, der med tiden voksede sig større og større.
Kun de stærkeste dystede på Circus Maximus
I 2. århundrede f.Kr. tog de romerske erobringer fart, og en strøm af penge flød til Rom. Hver gang romerne vandt en ny provins, vendte feltherrer hjem med stort krigsbytte, og for at hædre sig selv skrev de kontrakter med staldene om at afholde væddeløb i deres navn.
Præmiesummerne var enorme, og med tiden udviklede staldene sig til professionelle faktioner, eller hold, som det kendes fra moderne sport.
Holdene tog navn efter de farver, de kørte i. De ældste var De Hvide og De Røde, og i tiden omkring Kristi fødsel kom De Blå og De Grønne til. Alle holdene havde hjemme på Marsmarken et par kilometer fra Circus Maximus, og rivaliseringen var intens.
Sabotage og trusler mod kuske og trænere var ikke ualmindeligt op til store løbsdage. Og endnu værre gik det, når de mange tusinde fans pludselig sad side om side på tribunerne: “De sprang konstant op fra deres sæder, råbte og skreg og gik løs på hinanden.
Fra deres munde kom de fæleste forbandelser. De slyngede deres tøj mod kuskene og måtte nogle gange forlade Circus helt nøgne”, skrev den græske forfatter Dio Chrysostom i 1. årh. efter at have besøgt byen Alexandrias svar på Circus Maximus.
De Grønne og De Blå udviklede sig efterhånden til de største hold med private træningsbaner samt et dusin vogne og hundreder af heste. Kun de stærkeste og hurtigste heste dystede i Circus Maximus, og de blev hentet til Rom fra hele Middelhavsregionen.
Trods løbenes enorme popularitet var det en lavstatusbeskæftigelse at være væddeløbskører. Størstedelen af kuskene var derfor slaver, som kom i kontakt med holdene som staldknægte og i en tidlig alder havde lært at håndtere heste. Slavernes drøm var at få lov til at føre et firspand i Circus Maximus og tjene nok penge til at købe deres frihed og stifte familie.
For det fleste kuske var målet at tjene så mange penge som muligt, for risikoen for alvorlige ulykker var stor, og mange karrierer endte brat med en smadret stridsvogn og brækkede knogler. Derfor følte kuskene ikke stor loyalitet over for holdene, og så snart et rivaliserende hold tilbød flere penge, skiftede de uden tøven hold, ligesom fodboldspillere gør det i dag.
Diocles blev multimilliardær
Det gjaldt også Romerrigets mest succesfulde kusk, Gaius Appuleius Diocles. Diocles var født i Lusitania i nutidens Portugal, der dengang var en romersk provins. Ifølge hans mindetavle begyndte Diocles sin karriere i år 122, da han som 18-årig blev udset til at køre for De Hvide.
To år senere vandt han sin første af i alt 81 sejre for holdet, inden han seks år senere skiftede til De Grønne, som han vandt 216 gange for. Derudover kørte han 205 sejre hjem for De Blå, før han skiftede til De Røde, hvor han vandt sine sidste 960 sejre. I alt kørte Diocles 4.257 løb og vandt 1.462 af disse.
Han var ikke den mest vindende kusk i Romerrigets historie. Den ære tilfaldt Pompeius Musclosus med 3.599 sejre. Men når det kom til indtjening, var Diocles i en liga for sig.
Modsat mange af de andre kuske havde han nemlig specialiseret sig i store løb med mange penge på spil, og hele 29 gange vandt han førstepræmien på 50.000 sestertier – ca. 50 gange så meget, som en romersk soldat tjente årligt. Desuden opnåede Diocles i løbet af sin 24-årige karriere en stjernestatus som svarer til vore dages største fodboldspilleres.
De mange præmiepenge gjorde det muligt for Circus Maximus' mest succesfulde kuske at føre en livsstil, som selv Roms overklasse til tider må have skævet misundeligt til. De købte store landsteder, omgav sig med slaver, mens de lod sig tilbede af fans og kvinder.
Byens borgere stor i kø til Circus Maximus
En af årsagerne til, at Diocles kunne tjene så mange penge, var væddeløbenes ekstreme popularitet. På løbsdagene valfartede op imod 150.000 romere i de tidlige morgentimer til Circus Maximus. Lange køer opstod ved de indgange, som førte til de øverste, gratis siddepladser, og rundt om Circus tjente gadehandlere tykt på de tilstrømmende gæster.
Tilskuerne kunne købe snacks, vin og brød fra et utal af boder, og souvenirbutikker solgte ministatuetter af Diocles og de andre populære kuske. Og i de skyggefulde indgangspartier falbød prostituerede deres kroppe.
Tilskuerne kunne også spille på udfaldet af dagens væddeløb, og forretningsmænd skiftedes til at være bookmakere og koordinere spillene. Væddeløbene tiltrak så mange borgere, at Rom ifølge den romerske digter Juvenal stort set var tom på løbsdagene.
Da digteren en dag hørte lyden af tusinder af hyldestråb og klap, antog han straks, at tidens mest populære hold – De Grønne – måtte have vundet. For hvis de havde tabt, så havde byen været “ligeså fortvivlet og modløs som den dag, da konsulerne bed i støvet ved Cannae”.
På en løbsdag blev i alt 24 løb afholdt, hvor tre vogne fra hvert af de fire hold deltog. Løbsarrangørerne sørgede for, at løbene var så fair som muligt, og kuskene trak lod om placeringerne i de 12 startbokse. Under løbene gjaldt det om at barbere svingene så tæt som muligt.
Hvis vognene tog en for bred bue, blev de presset ud i tribunen og mistede vigtige sekunder, og skar kuskene svinget for skarpt, risikerede de at blive knust mod midterbarrieren eller ganske enkelt tippe vognen over.
Diocles mestrede alle manøvrer på væddeløbsbanen. Størstedelen af sine sejre tog han fra allerførste stund, hvor han efter en suveræn start førte løbet hele vejen til målstregen.
Heste-hooligans skabte skræk og rædsel på Circus Maximus
De mest dedikerede væddeløbsfans ville gøre alt for deres hold. De levede og åndede for væddeløbene i Circus Maximus, og da De Rødes berømte kusk Felix var død i et uheld, kastede
en fan ifølge den romerske historiker, Plinius den Ældre sig på ligbålet og brændte sammen med sin helt.
GRØNT HOLD var kendte fanatikere - RØDT HOLD var de mest frygtede - HVIDT HOLD var et af de ældste - BLÅT HOLD hadede de grønne.
Andre fans kaldte sig ved deres idolers navn og imiterede deres opførsel ned til den mindste detalje.
Sejrrige heste blev elsket og forgudet lige så højt som deres kuske, og fansene vidste alt om deres yndlingsdyrs alder, oprindelse, starter og sejre.
Nogle fans var så dedikerede, at de overværede hver eneste træning, og enkelte gik så vidt som til at tage hestepærer med hjem for at sikre sig, at deres favoritheste ikke havde ædt noget, der kunne ødelægge hestenes præstation på banen.
Decideret hooliganisme opstod især i Konstantinopel, Romerrigets hovedstad fra år 330. Her drog store horder af fanskarer ofte hærgende igennem byen efter mørkets frembrud og angreb tilfældige forbipasserende med knytnæveslag, spark og dolke, mens de skrålede hadske krigssange.
Med tiden fik holdene større og større magt, og De Blå og De Grønne blev endda indflydelsesrige politiske partier. I 532 indledte de to holds fans et oprør mod kejser Justinian. Urolighederne endte med at koste op imod 30.000 mennesker livet.
Publikum elskede ulykker
De første 160 meter var al kontakt mellem vognene forbudt, men derefter havde kuskene frit spil og måtte endda slå pisken i øjnene på rivalernes heste, så de styrede ud af kurs. I svingene klumpede vognene sig ofte tæt sammen, og det medførte et væld af ulykker.
Hvert hold stillede med tre vogne til et løb, derfor aftalte kuskene, at én skulle køre for sejren, mens de to andre udelukkende skulle forsøge at stoppe modstanderne. Det kunne gøres på mange måder.
En mulighed var bl.a. at køre direkte ind i konkurrenterne, så vognakslerne knækkede, eller at piske hestene op i bagenden på den forankørende vogn, så den braste sammen.
Publikum elskede de ofte meget voldsomme sammenstød, hvor de skrøbelige vogne blev knust mod hinanden eller barrieren, mens hestene styrtede om i sandet i et virvar af seletøj.
En af de mange ulykker er beskrevet af biskoppen Sidonius Apollinaris omkring år 450: “Hans (kuskens, red.) heste styrtede, et virvar af ben røg ind i hjulene, indtil egerne ikke havde plads til flere. De drejende hjul knuste de sammenfiltrede ben. Herefter fløj kusken – det femte offer – ud af vognen, som landede oven på ham, og blodet flød fra hans pande”.
Mange kuske blev dræbt, fordi de ikke nåede at skære sig fri af hestenes tøjler, som de havde bundet rundet om livet. De blev derfor slæbt rundt i arenaen i rasende fart af hestene. Og selv rutinerede kuske kunne ikke vide sig sikre på at overleve en dag på væddeløbsbanen.
Den skæbne overgik bl.a. den berømte kusk Flavius Scorpus, der efter 2.048 sejre blev dræbt, da hans vogn forulykkede. Den romerske digter Martial skrev i den anledning et begravelsesskrift for den unge kusk: “Her ligger jeg, Scorpus, det larmende Circus' pragt, Roms yndling.
Alligevel var min berømmelse så kort. Som 27-årig døde jeg – stadig ung, sandt at sige – men skæbnen talte mine sejre og troede mig meget gammel”.
Andre kuske nåede end ikke at skabe sig et navn, før det hele var forbi. Det vidner bl.a. den følgende gravindskrift om: “Her ligger jeg, lille Florus, en tospands-kører. Jeg var netop begyndt som væddeløbskører, da jeg tumlede ind i dødens skygger”.
Rytterne red nærmest i en brødkurv
Fart betød alt i de romerske væddeløb. Derfor var vognene konstrueret af lette materialer og vejede blot 25-35 kg. Selve vognkassen var bygget af tynde trælister og kurveflet, forstærket med læderstropper.
Vognens ringe vægt gav maksimal fart, men til gengæld var risikoen for alvorlige ulykker så meget desto større. Væddeløbsvognene kunne på langsiderne nå op på 70 km/t. Med den hastighed kunne selv en tue af sand på banen få vognen til at vælte med fatale konsekvenser til følge.
Mosaikker viser bl.a., hvordan vogne ligger knust på banen, og kuske bliver trampet ned af hestene efter at være blevet kastet ud af vognen.
Væddeløbskørernes eneste beskyttelse bestod i en primitiv læderhjelm, knæbeskyttere samt en art korset af læderremme, som sad rundt om brystet. I sidste ende var kuskenes bedste beskyttelse derfor deres talent.
Rom var opdelt i farver
Når Diocles vandt et løb, glødede tre fjerdedele af Circus Maximus af vrede, mens den sidste fjerdedels jubelbrøl rungede ud over tribunerne. Sejrsceremonien var knap overstået, før det fanatiske publikum forlangte, at næste løb skulle starte, og sådan gik dagen, indtil det sidste løb var kørt, og mørket brudt frem.
Herefter tog fansene som regel på bar, hvor de fejrede sejrene natten lang. Under drikkeorgierne blev de rivaliserende fans hånet, og det førte uvægerligt til slagsmål. En dag i Circus Maximus endte derfor ofte i kaos, hvor kejseren måtte sætte garden ind for at genoprette roen.
Hvilke fans, der holdt med hvilke hold, afhang som regel af, hvilken gade de kom fra. Rom var nemlig opdelt i hvide, røde, grønne og blå kvarterer. Og i mange familier var hestene og kuskene de eneste samtaleemner i dagene op til et væddeløb.
Den slags fanatisme faldt mange af Roms intellektuelle for brystet. Forfatteren Plinius d. Yngre skrev i et brev: “Det forbløffer mig at se tusinder og tusinder af voksne mennesker opføre sig som børn. Alt, hvad de vil, er at se hestene galoppere og mændene stå i væddeløbsvognene, og det gør de så igen og igen.
Man kunne forstå det, hvis det var hestenes fart eller kuskenes egenskaber, som tiltrak dem, men alt, de er interesserede i, er en farve. Den altoverskyggende indflydelse fra en billig tunika er så enorm, og ikke kun for den vulgære horde, men også for mange respektable mænd”.
Plinius fattede ganske enkelt ikke den passion og smerte, fansene følte, når favoritholdet enten vandt eller tabte. Og de tog alle midler i brug for at sikre sejren. Nogle fans tyede endda til magi og fik astrologer til at nedkalde forbandelser over konkurrenterne.
Det kan bl.a. læses på en forbandelsestavle fundet i den nordafrikanske by Hadrumetum: “Jeg bønfalder dig, dæmon, hvem end du er, om i denne time, denne dag, fra dette øjeblik at torturere og dræbe De Grønnes og De Hvides heste, og at du i et styrt slår deres kuske Clarus, Felix, Primulus og Romanus ihjel og ikke efterlader et suk i deres kroppe”.
Dårlig økonomi endte væddeløbene på Circus Maximus
Da Diocles i år 146 trak sig tilbage i en alder af 42 år, havde han tjent omkring 36 mio. sestertier. For det beløb kunne kusken have betalt alt det korn, som byen Roms en million indbyggere fortærede på helt et år.
Diocles' videre skæbne kender historikerne ikke. Til gengæld står det klart, at væddeløbene i Rom fortsatte i endnu 350 år. Men som følge af det vestlige romerriges stadigt dårligere økonomi forsvandt væddeløbene fra byen i løbet af 500-tallet. Derefter lå det mægtige Circus Maximus, som igennem mere end 500 år havde dannet ramme om nogle af Roms største dramaer, øde hen.