Israel Antiquities Authority

Historisk og blodplettet mønt reddet i sidste øjeblik

Mønten, der fik romerriget til at gå i krig mod jøderne, var sat til salg for 7,5 mio. kr. Nu er den knap 2.000 år gamle kostbarhed på vej hjem til sine retmæssige ejere.

På et retskontor i New York blev en lille mønt for nylig overdraget til repræsentanter fra Israels antikvitetsmyndigheder. Selvom den lille mønt, ikke ser ud af meget, er den utrolig sjælden og vidner om nogle af historiens mest dramatiske begivenheder.

Den næsten 2.000 år gamle såkaldte kvart-shekel var tæt på at ende bag lås og slå hos en privat samler. I 2002 blev mønten stjålet fra en udgravning i Israel og smuglet ud af landet. De israelske myndiheder fulgte møntens spor – via mellemmænd i Jordan og Storbritannien havnede den til sidst i USA, hvor den i 2017 blev sat til salg på en auktion.

Salget fik de israelske antikvitetsmyndigheder imidlertid sat en stopper for, og efter længere tids arbejde med at fastslå møntens oprindelse, blev den så for nylig udleveret til Israel.

Jødernes opstand førte til Jerusalems ødelæggelse og i år 73 begik de sidste oprørere selvmord i Masada.

© David Roberts

Mønt var symbol på selvstændighed

Mønten er noget ganske særligt, fordi den præget af oprørere i år 69 e.Kr., hvor jøderne forsøgte at løsrive sig fra det mægtige Romerrige.

At præge egne mønter uden Roms tilladelse var det samme som at erklære sig selvstændig, så da de sidste oprørere begik selvmord højt oppe på Masada-fæstningen, smeltede romerne alle mønterne om.

Derfor er der meget få såkaldte kvart-shekeler tilbage fra denne periode, og mønten var derfor vurderet til 7,5 mio. kr.