Marcus Junius Brutus (85-42 f.Kr.) var i år 44 f.Kr. med til at at stikke én eller flere knive i Roms diktator Julius Cæsar, så han forblødte og døde på senatets gulv.
Efter mordet erklærede senatet Cæsar for fjende af republikken. Brutus og hans medsammensvorne havde dermed loven på deres side og fik amnesti.
Men Cæsar havde været så populær i befolkningen, at kendelsen fik Roms indbyggere til at gøre opstand, og Brutus måtte flygte til middelhavsøen Kreta.
Brutus tog sit eget liv
I Rom udbrød der borgerkrig om magten mellem de to konsuler Gaius Octavius og Marcus Antonius. Brutus forsøgte imidlertid selv at tage magten, og i 42 f.Kr. marcherede han med sine legionærer mod Rom.
Nyheden fik Octavius og Marcus Antonius til at indgå en alliance, og sammen besejrede de Brutus ved Philippi den 23. oktober 42 f.Kr.
Brutus flygtede op i bakkerne, hvor han ifølge den romerske historiker Plutark nedkaldte en forbandelse over Marcus Antonius, før han med sin daggert tog sit eget liv.
Brutus var i oldtiden kendt som Cæsars søn. Rygtet opstod sandsynligvis, fordi hans mor,
Servilia, angiveligt var kejserens elskerinde.