Nu om dage bruger vi ordet “diktator” i en negativ betydning om en statsleder, som styrer sin nation med hård hånd. Men begrebet henviste oprindeligt til en embedsmand i den romerske republik, som i en begrænset periode fik autoritet til at træffe beslutninger på egen hånd.
Tanken var, at en leder med uindskrænket magt var nødvendig i særligt pressede situationer, hvor beslutninger skulle træffes hurtigt – fx hvis en opstand brød ud og truede statens sikkerhed. I sådan et tilfælde kunne den ene af de to valgte konsuler, som regerede over Rom, blive udnævnt til diktator.
Diktatoren fik seks måneder
En diktator fik typisk en specifik opgave – fx at føre en krig eller slå et oprør ned. Diktatoren havde beføjelse til at overtrumfe alle andre romerske politikere og ændre lovene, hvis han vurderede det nødvendigt. Til gengæld måtte han ikke forlade Italien, og han måtte kun bruge de offentlige midler, som senatet gav ham.
Typisk gav diktatoren afkald på titlen, når han havde løst sin opgave, også selvom de seks måneder endnu ikke var gået. Titus Larcius var ifølge traditionen den første mand, som blev udnævnt til diktator. Han fik til opgave at beskytte Rom i forbindelse med en truende krig mod romernes nabostammer.
Mange historikere betragter i dag Napoleon som den første diktator i en mere nutidig forstand. Han var en populær general, som langsomt kravlede op ad magtens stige, indtil han ændrede forfatningen, opløste senatet og kronede sig selv til først konsul på livstid og senere enevældig kejser i 1804.
