Nu om dage bruger vi ordet “diktator” i en negativ betydning om en statsleder, som styrer sin nation med hård hånd. Men begrebet henviste oprindeligt til en embedsmand i den romerske republik, som i en begrænset periode fik autoritet til at træffe beslutninger på egen hånd.
Tanken var, at en leder med uindskrænket magt var nødvendig i særligt pressede situationer, hvor beslutninger skulle træffes hurtigt – fx hvis en opstand brød ud og truede statens sikkerhed. I sådan et tilfælde kunne den ene af de to valgte konsuler, som regerede over Rom, blive udnævnt til diktator.