Nu om dage bruger vi ordet “diktator” i en negativ betydning om en statsleder, som styrer sin nation med hård hånd. Men begrebet henviste oprindeligt til en embedsmand i den romerske republik, som i en begrænset periode fik autoritet til at træffe beslutninger på egen hånd.
Tanken var, at en leder med uindskrænket magt var nødvendig i særligt pressede situationer, hvor beslutninger skulle træffes hurtigt – fx hvis en opstand brød ud og truede statens sikkerhed. I sådan et tilfælde kunne den ene af de to valgte konsuler, som regerede over Rom, blive udnævnt til diktator.
Historiens er fyldt med brutale diktatorer
Leopold 2.
Land: Belgien
År: 1865-1909
Ofre: Op mod 15 mio.
Kong Leopold 2. af Belgien koloniserede og regerede med stor brutalitet over et område i Congo, som var 14 gange større end Belgien. De lokale indbyggere blev udnyttet som slaver i gummi-industrien og blev misbrugt, mishandlet og henrettet af Leopolds private milits, hvis de ikke sled sig selv ihjel.
Adolf Hitler
Land: Tyskland
År: 1934-1945
Ofre: Ca. 17 mio.
Efter præsident Paul von Hindenburgs død i 1934, samlede rigskansler Adolf Hitler al politisk magt hos sig selv og blev diktator i Nazityskland. Magten brugte han til at kaste verden ud i en blodig krig, og han indledte et systematisk massedrab på jøder og andre grupper, som ikke passede ind i nazisternes ideologi.
Josef Stalin
Land: Sovjetunionen
År: 1924-1953
Ofre: Ca. 23 mio.
Stalin regerede med en skånselsløs jernnæve over Sovjetunionen i næsten tre årtier og udryddede enhver, som stod i vejen for ham. Derudover gennemførte han en række fejlslagne reformer, der skulle gøre Sovjetunionen til en stormagt, men i stedet førte til hungersnød, som kostede millioner af liv.
Mao Zedong
Land: Kina
År: 1949-1976
Ofre: Op mod 78 mio.
Mao grundlagde det kommunistiske Kina i 1949 og gennemførte udrensninger og fejlslagne økonomiske og kulturelle reformer, som kostede millioner af menneskeliv. Antallet af ofre kan være svært at opgøre, men forskellige bud lyder på, at mellem 49 og 78 mio. mennesker døde som følge af hans beslutninger.
Diktatoren fik seks måneder
En diktator fik typisk en specifik opgave – fx at føre en krig eller slå et oprør ned. Diktatoren havde beføjelse til at overtrumfe alle andre romerske politikere og ændre lovene, hvis han vurderede det nødvendigt. Til gengæld måtte han ikke forlade Italien, og han måtte kun bruge de offentlige midler, som senatet gav ham.
Typisk gav diktatoren afkald på titlen, når han havde løst sin opgave, også selvom de seks måneder endnu ikke var gået. Titus Larcius var ifølge traditionen den første mand, som blev udnævnt til diktator. Han fik til opgave at beskytte Rom i forbindelse med en truende krig mod romernes nabostammer.
Mange historikere betragter i dag Napoleon som den første diktator i en mere nutidig forstand. Han var en populær general, som langsomt kravlede op ad magtens stige, indtil han ændrede forfatningen, opløste senatet og kronede sig selv til først konsul på livstid og senere enevældig kejser i 1804.