Et liv som romersk kejser var kendetegnet ved overdådig luksus og nærmest uendelig magt – og en overhængende fare for en brutal og blodig død.
Af de 70 kejsere, som i ca. 400 år regerede over det samlede romerske rige – fra Augustus til Theodosius 1. – mødte 51 et voldeligt endeligt. Det svarer til 73 pct. af kejserne.
Det var blot 20 ud af de i alt 70 romerske kejsere led af naturlig død. De resterende 50 fik en fik en voldsom ende på livet.
De voldelige dødsfald skyldtes enten selvmord (7 pct.), fald på slagmarken (13 pct.) eller – oftest – mord eller henrettelser (49 pct).
“Så ulyksaligt var de romerske kejseres liv, at deres skæbne – uanset deres handlinger – ofte var den samme. Et liv fuld af nydelse eller dyd – dovenskab eller hæder – førte alle til en utidig begravelse”, skrev den anerkendte britiske historiker Edward Gibbon i 1700-tallet.
De fleste af de myrdede kejsere mistede livet i magtkampe om tronen.
I mindst seks tilfælde var gerningsmændene kejsernes egne livvagter fra prætorianergarden, som var berygtede for at afsætte deres egne herskere.
Især efter år 31 e.Kr. blev garden så magtfuld, at den for den rette pris eller mængde magt myrdede kejsere, der faldt i unåde.