De voldelige dødsfald skyldtes enten selvmord (7 pct.), fald på slagmarken (13 pct.) eller – oftest – mord eller henrettelser (49 pct).
“Så ulyksaligt var de romerske kejseres liv, at deres skæbne – uanset deres handlinger – ofte var den samme. Et liv fuld af nydelse eller dyd – dovenskab eller hæder – førte alle til en utidig begravelse”, skrev den anerkendte britiske historiker Edward Gibbon i 1700-tallet.
De fleste af de myrdede kejsere mistede livet i magtkampe om tronen.
I mindst seks tilfælde var gerningsmændene kejsernes egne livvagter fra prætorianergarden, som var berygtede for at afsætte deres egne herskere.
Især efter år 31 e.Kr. blev garden så magtfuld, at den for den rette pris eller mængde magt myrdede kejsere, der faldt i unåde.