En romersk legion bestod af omkring 5.300 mand, der var organiseret i en række mindre enheder.
I Romerrigets tidlige historie havde legionerne forskellige størrelser og strukturer, men fandt deres endelige form efter en omfattende militærreform i år 107 f.Kr. Her blev general Gajus Marius valgt til konsul i Rom og gik i gang med at effektivisere hæren.
Han åbnede bl.a. rækkerne op for Roms laveste klasser og indførte standardiseret udstyr og træning.
En af de væsentligste reformer berørte dog selve organiseringen af hæren. Gajus Marius indførte legionen som den største enhed og delte den op i flere mindre infanterienheder med hver sin leder.
På den måde blev hver legion blev delt op i 10 kohorter, som typisk bestod af 480 legionærer. Disse soldater blev delt i seks centurier på hver 80 mand, som igen var delt op i ottemandsgrupper.
Den nye struktur strømlinede alle enheder og gav klare kommandoveje – hvilket gjorde soldaterne lettere at kommandere på slagmarken.
Og ændringerne gav hurtigt resultat. Efter den store reform blev Roms hær forvandlet til en uovervindelig krigsmaskine, som underlagde sig det meste af oldtidens kendte verden.
Sådan var en legion organiseret:
