Arkæologiske udgravninger dokumenterer, at et af historiens mægtigste imperier – Romerriget – blev grundlagt i løbet af 700-tallet f.Kr. som en lille handelslandsby ved floden Tiberens bred.
I løbet af de efterfølgende ca. 1.200 år voksede den uanseelige landsby til verdens største by, Rom, og blev hovedstad for et magtfuldt storrige, som omfattede enorme landområder i både Europa, Afrika og Asien.
Erobringstogter var nøglen til storhed
De nye territorier kom i hus ved hjælp af en lang række succesfulde erobringstogter, som blev suppleret med en velfungerende administration og en uovertruffen infrastruktur.
På rigets storhedstid – i århundredet efter Jesu fødsel – havde de romerske hærførere formået at erobre et rige med mellem 50 og 90 mio. indbyggere – svarende til omkring 20 procent af verdens befolkning.
Sådan blev Rom et storrige
Scipio Africanus 236-183 f.Kr.
Romerne har allerede erobret den italienske halvø, da general Scipio besejrer kartagerne under den 2. puniske krig (218-201 f.Kr.). Dermed bliver Rom til Middelhavets stormagt, og vejen til kolonier i Nordafrika og Mellemøsten er banet.
Julius Cæsar 100-44 f.Kr.
I et storstilet felttog besejrer Julius Cæsar de krigeriske stammer mod nord og gør Gallien (nutidens Frankrig) romersk. Imperiets grænse strækker sig nu helt til Den Engelske Kanal og Rhinen.
Trajan 53-117 e.Kr.
Som Roms sidste store erobrer-kejser udvider Trajan sit rige i både Østeuropa og Mellemøsten. Under Trajan når Romerriget sit højdepunkt og omfavner et område på hele fem mio. km² – et territorium, der i dag er delt mellem 48 moderne lande.