Hvor badning i dag er et personligt anliggende, var den for romerne en social begivenhed.
Hver dag valfartede de fleste frie romere til et af de mange offentlige badehuse, hvor de besøgende både vaskede sig og mødtes med venner og bekendte for at småsludre eller drøfte forretninger.
Selve badeanlægget var opdelt i en række rum, som romerne typisk besøgte i en bestemt rækkefølge.
Et af de populæreste rum var caldarium – varmerummet – hvor de badende kunne lade hede og damp blødgøre kroppen, inden de nedsænkede sig i et opvarmet bassin.
Varmerummet blev opvarmet ved hjælp af et centralt varmesystem kaldet hypocaust.
Systemet bestod af en stor ovn eller et bålfad, som oftest stod i et tilstødende rum og blev nøje passet af slaver.
Varmen og røgen fra denne ild blev via en åbning ledt ind under gulvet i baderummet, som var hult nedenunder. Herfra blev varmen ledt videre til et hulrum mellem murstenene i væggen.
Resultatet blev, at baderummet blev varmet op både nedefra og fra siderne på samme tid.
For at udnytte varmen bedst blev de romerske badeanlæg bygget, så caldariet altid var placeret tættest på ilden.
Historikerne ved ikke med sikkerhed, hvor varme de romerske varmerum kunne blive.
Et kvalificeret bud er, at temperaturen formentlig lå omkring 50-55 °C.
De fleste romerske byer havde flere badeanlæg. I 354 e.Kr. havde Rom hele 952 badehuse.
Ilden krævede konstant opmærksomhed og blev nøje overvåget af slaver. De sørgede også for at tilføre brænde for at holde den helt rette temperatur i baderummene.
Vandbassinet med det varme vand havde en fast plads i de fleste caldarier. I de fleste tilfælde var bassinet bygget ned i gulvet.
Kroppen blev plejet ved at smøre den ind i olie, som derefter blev skrabet af. Den brugte olie blev undertiden opsamlet og brugt af kvinder til hårpleje.
Hypocaust hed varmesystemet i de romerske badehuse. Det bestod af teglstens-søjler, hvorpå gulvet blev støbt. Et stort bål opvarmede hulrummet under gulvet, der sendte varmen videre op til baderummet.