De romerske myndigheder brugte forskellige metoder til at tage livet af dødsdømte personer.
Den fremgangsmåde, der var i brug i længst tid, var såkaldt henrettelse ved fald, hvor forbrydere blev bagbundet og smidt ud fra en ca. 25 m høj klippe i Rom.
Ifølge nogle skriftlige kilder blev metoden indført efter Roms grundlæggelse i 700-tallet f.Kr. og brugt helt frem til det første århundrede e.Kr.
Romerne betragtede denne form for henrettelse som dybt vanærende, og straffen blev derfor udelukkende brugt mod forbrydere der blev fundet skyldige i mord, forræderi eller falsk vidnesbyrd, som romerne så på med ekstra strenge øjne.