De romerske myndigheder brugte forskellige metoder til at tage livet af dødsdømte personer.
Den fremgangsmåde, der var i brug i længst tid, var såkaldt henrettelse ved fald, hvor forbrydere blev bagbundet og smidt ud fra en ca. 25 m høj klippe i Rom.
Ifølge nogle skriftlige kilder blev metoden indført efter Roms grundlæggelse i 700-tallet f.Kr. og brugt helt frem til det første århundrede e.Kr.
Romerne betragtede denne form for henrettelse som dybt vanærende, og straffen blev derfor udelukkende brugt mod forbrydere der blev fundet skyldige i mord, forræderi eller falsk vidnesbyrd, som romerne så på med ekstra strenge øjne.
Den dødsdømte fik bundet hænderne bag ryggen og blev skubbet i døden.
Mere “almindelige” forbrydelser blev typisk straffet med kvælning, der blev udført af en bøddel i et fængsel.
Hvis den dødsdømte var kendt, kunne henrettelsen dog foregå offentligt.
En af de mærkværdigste henrettelsesmetoder i Romerriget var poena cullei, der var forbeholdt mordere, som tog livet af et medlem af deres familie.
I disse sager blev forbryderen syet ind i en stor sæk sammen med en slange, en hund, en hane og en abe og derefter smidt i en flod for at drukne.