De første gladiatordyster i Rom fandt sted i år 264 f.Kr. ved et begravelsesoptog. Her blev tre par gladiatorer sat til at kæmpe til døden for at ære en afdød senator.
Hvem romerne fik idéen til de blodige kampe fra, var selv ikke oldtidens historikere enige om. Nogle – som fx Nikolaus af Damaskus – pegede på nabofolket etruskerne mod nord.
Andre – som fx Livius – mente, at romerne var blevet inspireret af naboerne i Campania mod syd, som efter sigende havde fejret en krigssejr i 310 f.Kr. med gladiatorkampe.
De fleste nutidige historikere hælder til Livius’ teori, som bl.a. bakkes op af, at de tidligste romerske gladiator-skoler netop lå i Campania.
Gladiatorer kæmpede ved begravelser
I de første ca. 150 år blev de romerske gladiatorkampe kun afholdt ved begravelser.
Med tiden forsvandt det rituelle præg dog, og velhavende romere forsøgte at købe sig til popularitet ved at arrangere blodige kampe.
Dysterne blev så populære, at de med tiden slog rødder i hele Romerriget – indtil de blev forbudt i år 404 e.Kr.
Gladiatorerne var tykke
I film bliver gladiatorer ofte fremstillet som veltrænede og muskuløse. Men i virkeligheden var de fleste arena-kæmpere fedladne.
Ifølge forskerne spiste gladiatorerne sig bevidst tykke, fordi et tykt fedtlag beskyttede mod snitsår og skjulte vitale nerver og blodårer.
3 berømte gladiatorer
Flamma gik fra sejr til sejr i arenaen. Mens de fleste gladiatorer kun fik én kamp, deltog Flamma i 34 kampe, inden han blev dræbt.
Spiculus nød enorm popularitet i oldtidens Rom og havde en stor fan i kejser Nero, som overdyngede sin yndlingsgladiator med gaver.
Carpophorus kæmpede som bestiarius mod vilde dyr. På én dag nedlagde han hele 20 dyr – bl.a. en løve, en bjørn og en flodhest.