Imperiets mænd ved verdens ende

I omtrent 300 år bevogtede romerske tropper kejser Hadrians 117 km lange mur i det nordlige England. De befandt sig næsten 2.000 km fra Rom i en iskold region, som må have føltes som verdens ende. Soldaterne formåede alligevel – midt i ingenting – at skabe en tålelig tilværelse.

I omtrent 300 år bevogtede romerske tropper kejser Hadrians 117 km lange mur i det nordlige England. De befandt sig næsten 2.000 km fra Rom i en iskold region, som må have føltes som verdens ende. Soldaterne formåede alligevel – midt i ingenting – at skabe en tålelig tilværelse.

akg-images/Luca Tarlazzi

Det har været en lang og kold nat for de 102 soldater, der har holdt vagt på den store forsvarsmur nær fortet Vercovicium.

I bidende kulde har de i timevis spejdet ud i det kulsorte mørke på udkig efter fjenden. Enkelte af mændene er så heldige at stå vagt oven over fortets varme bageovne, men ingen har vovet at lukke et øje – straffen for at sove på vagten er pisk eller i værste fald døden ved stening.

“Jeg har sendt dig et par sokker, to par sandaler og to par underbukser”. Brevbesked til soldat ved muren

Nu, hvor daggryet får det til at lysne i øst, kan soldaterne ane konturerne af det bakkede nordengelske landskab, der strækker sig endeløst mod fjendeland i nord, for muren, som kejser Hadrian i sin tid lod opføre som Romerrigets nordligste grænse, er et af imperiets vigtigste forsvarsværker, og soldaterne på den er rekrutteret udelukkende til at forsvare den mod piktere, kaledoniere og andre keltiske stammer, der vil gøre alt for at slå de romerske besættere ihjel.

Da solen står op i øst, bliver nattens stilhed afløst af lyden fra det horn, der skal vække vagternes 698 kolleger inde i fortet.

Det er tid for de 102 vagter at blive afløst, så de kan få lov til at sove, inden de igen skal forsvare imperiet mod truslerne fra nord – ofte med livet som indsats.

Hadrians Mur bestod af muren og dens vagttårne samt flere voldgrave. Bag ved forsvarsværket lå 17 forter, der husede de i alt 9.000 vagtposter.

© akg-images/Luca Tarlazzi

Vercovicium, som fortet ved Hadrians Mur hed, var et af i alt 17 forter langs den 117 km lange mur, som var bemandet med i alt 9.000 soldater.

Fortet nåede at være i brug i næsten 300 år, inden de sidste tropper rømmede det omkring år 410, da store dele af Romerriget blev løbet over ende af barbarer.

Vercovicium er det bedst bevarede af alle fæstningerne ved Hadrians Mur. Siden 1843 har arkæologer udgravet fortet og fundet hundredvis af genstande.

Fundene har gjort dem i stand til at rekonstruere, hvordan livet formede sig for de romerske tropper, der i de sidste århundreder inden kollapset havde til opgave at bemande kejserens forsvarsmur i det iskolde nord – næsten 2.000 km fra Rom.

Soldaterne kæmpede for borgerskab

Lyden fra hornet ved solopgang var signalet, der indledte soldaternes mange faste rutiner i det 20.000 m2 store fort.

De aflange troppebarakker havde plads til hver 80 soldater og var inddelt i mindre otte-mandsstuer på blot 16 m2, et såkaldt contubernium.

Mændene sagde ikke godmorgen til hinanden på romernes officielle sprog – latin – men derimod på en germansk dialekt. De 800 sol­da­ter i fortet var nemlig såkaldte auxiliartrop­per, hjælpetropper, som romerne havde rekrutteret blandt den tungriske ger­ma­ner­stam­me i lavlandene omkring Meusefloden i nutidens Belgien.

© Shutterstock

3 grunde til at kejseren byggede muren

I århundreder har historikere debatteret Hadrians motiver for at lade muren bygge, og de er nået frem til, at værket tjente flere formål på samme tid.

Vercovicium blev bemandet af den 1. tungriske kohorte, der fungerede som første forsvarslinje. Den skulle holde fjendt­lige angreb tilbage, indtil de almindelige legionærer nåede frem fra byen Eboracum, nutidens York, 350 km væk.

Hjælpetropperne var ikke lige så hårdt trænet som legionærerne, og deres våben var mere primitive. Det betød dog ikke, at soldaterne var mindre slagkraftige end fuldgyldige legionærer.

De tungriske krigere var kendte for deres gode evner på slagmarken, og de var blevet stillet en særlig præmie i udsigt:

Efter 25 års tro tjeneste ville de få tildelt det eftertragtede romerske borgerskab.

Mens Roms legionærer var beskyttet af panser og rektangulære skjolde, bar de tungriske tropper ringbrynje og ovalt skjold. Det gjorde dem meget mobile.

© Historic England/Shutterstock

Fortets soldater var blonde med blå øjne

Tropperne i det romerske Vercovicium-fort kom fra den tungriske­ stamme, der holdt til i nutidens Belgien. De var af germansk afstamning og lignede derfor ikke den gennemsnitlige­ romerske legionær.

Det betød bl.a., at soldaterne og deres efterkommere ud i al fremtid fik ret til at blive dømt i en romersk retssag, ret til at blive fritaget for særskatter og ret til at stille op til offentlige embeder. Borgerskabet var derfor en gave, som de ville gøre alt for at få.

Renlighed var en dyd

Den romerske hær lagde stor vægt på renlighed – både i forterne og i forhold til soldaternes personlige hygiejne.

Bakterier anede romerne intet om, men de vidste, at renlighed holdt soldaterne raske. Derfor var mændenes første opgave at hente vand til personlig hygiejne.

I de små soldaterstuer har arkæologerne bl.a. fundet kamme af ben. De var vigtige i mændenes konstante kamp mod en frygtelig fjende: blodsugende lus. I et nabofort ved Hadrians Mur har forskerne således fundet en kam med en intakt lus siddende mellem tænderne.

Tropperne har uden tvivl også måttet døje med lopper og ikke mindst væggelus, som har holdt til i soldaternes tynde halmmadrasser.

Væggelus var et stort problem overalt. Den romerske satiriker Petronius beskriver fx en mand, der gemte sig under sengen for sin forfølger.

For at undertrykke lyden fra sit åndedrag knugede han madrassen så hårdt mod ansigtet, at han “pressede sine læber imod selveste væggelusene”.

I de tætpakkede barakker har de blodsugende kryb haft optimale forhold.

Hjælpetropperne bar sokker i deres støvler for at holde varmen i det kolde nordlige England.

© The trustees of the british museum/Shutterstock

Soldaterne har efter al sandsynlighed også børstet deres tænder – ikke med en tandbørste, men ved med fingeren at gnide tænderne med fx salt eller pulveriseret trækul.

Ifølge romerske kilder blev urin brugt til at blege tænderne, hvilket fik digteren Catul til at gøre grin med en mand, der havde meget hvide bisser:

“Det, andre tisser, bruger han hver morgen til at rense sine tænder og gummer med. Så det, at dine tænder er så flotte, viser bare, at du er fuld af pis”.

Efter morgenvasken gik turen til latrinen ved lejrens sydmur. Her kunne 30 mænd gå på lokum på samme tid, og ligesom borgerne i Rom sad de og talte med hinanden i det åbne rum.

I Rom brugte folk en natursvamp til at tørre sig med, men her i nord måtte soldaterne nøjes med mos.

Toiletternes ind­hold blev skyllet ud og ledt ud gennem fortets ydermur, så afføringen ikke blev en sundhedsrisiko.

© Historic England

Badehus

Soldaternes badehus lå øst for fortet ved en lille bæk. Badehuset havde både kolde og varme bassiner og fungerede også som troppernes sociale værested.

© Imageselect

Latrin lå afsides

Det store fællestoilet var placeret langt fra fortets kornlagre og sygehus.

© Peter Connolly/akg-images

Tårne gav oversigt

Murens vagttårne stod med en afstand fra hinanden på ca. 500 m og var typisk ni meter høje.

© akg-images

Barakkerne var mændenes hjem

Hver barak var af træ og husede en såkaldt centurie på 80 soldater, som var fordelt på 8-mandsværelser. For enden af barakken boede enhedens leder, kaldet centurion, i sit eget lille hus. Enhedens i alt 800 soldater udgjorde tilsammen en såkaldt kohorte.

Trods romernes forsøg på at holde en vis hygiejne gik det ofte galt. Under udgravningen af en latrin, som blev brugt af en romersk garnisons-centurion i nutidens Holland, fandt forskerne æg fra indvoldsorm.

Fundet viser, at officeren må have spist jordforurenet mad og derfor blevet inficeret med både spoleorm og piskeorm, der kan give stærk mavepine og diarré.

Altid klar til kamp

Efter morgenmaden var det tid til den daglige kamptræning. I forkammeret til hver ottemandsstue iførte soldaterne sig udrustningen – støvler, ringbrynje og hjelm – før de gik ud på eksercitspladsen.

Her stod de i geledder med deres ovale skjold foran sig. Det var ikke firkantet som legionærernes, for hjælpetropperne skulle være mobile og patruljere i uvejsomt terræn.

Langtfra alle tog opstilling foran deres centurion. Halvdelen af fortets mænd var konstant på vagt langs muren, ude for at skaffe brænde eller i færd med at vedligeholde forsvarsanlæggene.

De tilstedeværende modtog træning i alt lige fra nærkamp med spyd og gladius-sværd til brugen af stenslynger og buer. Var de uheldige, skulle de marchere. Den gennemsnitlige soldat skulle bære på ca. 27 kg i form af våben og oppakning, så for mændene fra det belgiske lavland var en march igennem Nordenglands bakkelandskab en kraftpræstation.

De soldater, der skulle på vagt, vandrede ud til seks gennemgangs-porte i muren, hvor de afløste nattevagterne. Hver port blev bemandet med fire contubernia, altså 32 mænd, der skulle kontrollere menneske- og varestrømmen mellem nord og syd.

Den enorme mur fungerede nemlig også som toldmur med en port for hver 1.600 m.

På muren stod også vagttårne bemandet med hver otte soldater.

Fund af gamle ildsteder og dyreknogler i tårnenes grund-etage tyder på, at soldaterne indtog deres måltider i tårnet. Vagterne på muren kunne ses på lang afstand som en permanent advarsel til de keltiske stammefolk.

Den romerske forfatter Vegetius skrev, hvordan hærens vagttjeneste altid var stramt reguleret:

“Hver eneste dag, selv i fredstid, skiftes soldater fra alle delinger til at tage nattjeneste, vagtpost-tjeneste og opgaver i marken. Navnene på dem, der har taget deres tørn, skrives på lister, så ingen overbebyrdes eller undtages”.

Ind imellem pligterne stjal soldaterne sig tid til bl.a. at skrive breve. Dusinvis af “romerske postkort” er blevet fundet i forterne langs muren.

Sådan var fortet indrettet:

Soldaterne og deres familie skrev deres breve på tynde skiver af birke- og egetræ.

“Jeg har sendt dig et par sokker fra Sattua, to par sandaler og to par underbukser”, lyder det i et brev til en soldat fra et anonymt familiemedlem.

Sokker og varmt tøj var nødvendigt i højlandet, hvor temperaturen om vinteren ofte nåede frysepunktet. Andre breve afslører et rigt og varieret liv i forterne.

“En ven sendte mig 50 østers fra Cordonovi (ukendt sted, red.), jeg sender dig halvdelen”, lød det fra en gavmild sjæl.

En anden sendte et vredt brev med beskeden: “Nu ved du, at jeg har det godt – du gudsløse kammerat, der ikke har skrevet til mig en eneste gang!”

Kommandanten levede i sus og dus

Midt i Vercovicium stod fire bygninger, der fungerede som regimentets hjerte: kommandantens hus, hovedkvarteret og to kornlagre.

Mens livet var stresset og klaustrofobisk i soldaterbarakkerne, bød kommandantens hus på uhørt luksus. Han boede i fortets største bygning, der var udstyret med gulvvarme, smukke vægmalerier og endda en gårdhave – alt sammen modelleret efter de fineste villaer hjemme i Italien.

Her var også et stort, privat køkken, hvor slaver tilberedte fine måltider med velkendte ingredienser fra Middelhavsområdet.

Nabobygningen var regimentets hovedkvarter, der tjente mange funktioner: I kælderen stod en pengekiste med soldaternes løn, og i stuen sad administrationen. Bagerst i bygningen var et særligt rum til regimentets standart, fane, der døgnet rundt blev bevogtet af to soldater. Standarten var hellig for tropperne og skulle forsvares til sidste blodsdråbe.

De sidste af fortets centrale bygninger var to 24 m lange kornlagre. Her var korn nok til at forsyne de 800 mand i et helt år.

Det nordlige England var en kold, mørk og fremmed oplevelse for soldaterne fra kontinentet. Men de arkæologiske­ fund viser, at tropperne via driftige købmænd­ fik varer hentet fra hele imperiet.

© Mary F. Burns/Shutterstock

Keramik kom ofte fra det sydlige Gallien (Frankrig), men blev også fremstillet på stedet.

© Shutterstock

Røget grisekød blev hentet fra Po-sletten i Norditalien.

© Shutterstock

Krydderier var ekstremt dyre, da de skulle importeres fra Indien.

© Scala Archives/Shutterstock

Fiskesovs var elsket af alle romere, der brugte den som datidens ketchup. Sovsen blev produceret så langt væk som Sicilien og fragtet til England.

© Scanpix/Shutterstock

Sur Vin (posca) var en fast del af soldaternes daglige ration.­ Den ankom i amfora-krukker fra Gallien og Italien.

© Shutterstock

Tørrede figner og olivenolie blev sejlet ind fra hele Middelhavsområdet.

© Historic England/Shutterstock

Ædelsten fragtedes fra Sydeuropa til smykkeproduktion. I Vercovicium har arkæologerne fx fundet en rød jaspis-sten, der blev forarbejdet lokalt.

Gulvene var hævede for at sikre, at luften kunne cirkulere frit under bygningen og dermed forebygge mug og råd. Hver dag fik tropperne udleveret en kornration svarende til 800 gram pr. mand.

Forskere har regnet ud, at soldaterne havde brug for 3.000 kalorier dagligt for at kunne udføre deres opgaver og op mod 6.000 kalorier i felten.

Mens soldaterne trænede om morgenen, bød eftermiddagen ofte på sure pligter. I de velkendte otte-mandsgrupper skulle de rengøre toiletter, hovedkvarteret og kommandantens udstyr.

Andre blev sendt ud for at vedligeholde veje mure, tårne og barakkerne af træ.

Sjov i badehuset

Efter en hård dags arbejde yndede soldaterne – én gang ugentligt – at tage en tur i badehuset. Mens fuldgyldige legionærer typisk opførte deres badehuse inde på fortets område, måtte hjælpetropperne bygge deres uden for de beskyttende mure.

Vercovicium-fortets badehus blev således opført nede ved en bæk, hvor friskt vand kunne ledes gennem bygningen, der indeholdt et koldt bad, et lunkent bad, et glohedt bad – og et lokum.

De svedige og beskidte soldater vaskede først det værste snavs af i det kolde bad, og derefter åbnede de gradvist hudens porrer ved at tage et dyk i det lunkne og glohede bassin.

Den civile by uden for fortet tiltrak lykkejægere fra hele oplandet. De håbede på at få del i soldaternes mange penge.

© Bridgeman images/Imageselect/Shutterstock

I byen morede tropperne­ sig med vin, spil og sex

Alverdens laster kunne nydes i den lille, civile by, som voksede op uden for fortet. Her boede også soldaternes illegale hustruer og børn.

Selvom de romerske hjælpetropper ikke tjente alverden, var de langt bedre stillet end mange lokale. Deres penge tiltrak derfor folk fra nær og fjern, som falbød enhver vare – og syndig last.

Derfor voksede en helt lille by, vicus på latin, op i skyggen af fortets mure.

Formelt var det ulovligt for en romersk soldat at gifte sig, men mange stiftede alligevel hemmeligt familie, som ofte holdt til i den nærliggende by.

De forhutlede og stråtækte træhuse udgjorde kort fortalt en serviceby, der gjorde livet tåleligt for soldaterne. De havde nemlig ikke andre muligheder for at bruge deres løn i miles omkreds.

En bestillingsliste fundet ved en vicus nær muren afslørede, at en tørstig soldat bestilte keltisk øl, fiskesovs og vin.

Fra udgravninger ved andre forter ved forskerne, at soldaterne bestilte alt fra støvler og smykker til østers og indiske krydderier.

I et værtshus ved Vercovicium har arkæologerne også fundet terninger fra spil.

Ud over terninger ved forskerne også, at soldatene spillede en form for backgammon og lystigt indgik store væddemål om penge.

Til sidst vendte de om og afsluttede med at lukke hudens porrer igen i det kolde bad.

Badehuset eksisterede dog ikke kun af hygiejniske årsager. I flere bade langs Hadrians Mur har arkæologer fundet terninger, brætspil, amforaer til vin, beholdere til keltisk øl og masser af østersskaller.

Badene fungerede altså som socialt værested, hvor tropperne for en stund kunne glemme sliddet, ensomheden og kulden.

Vercovicium bød også på rig lejlighed til at tilbede både romerske og keltiske guder. På et stenalter fundet uden for fortets område stod:

“Soldaterne i Tungri-stammens 1. kohorte, under præfekten Publius Aelius Modestus’ kommando, dedikerer dette til Herkules”.

Stenen udgjorde blot ét ud af 30 altre, hvor soldaterne ofrede alt fra dyr til honning i håb om gudernes velvilje.

Købmænd kunne skaffe alt

Ud på aftenen spiste soldaterne dagens største måltid. Ved at studere indholdet af de ældgamle latriner kan arkæologer overraskende præcist sige, hvad regimentet fik at spise.

Den romerske forfatter Vegetius skrev, at soldaten altid skulle have adgang til “vin, vin-eddike og salt”.

I forterne ved muren lagrede soldaterne store mængder mad som fx korn. Specialvarer som fx fiskesovs leverede private købmænd.

© Imageselect

Udgravninger viser dog, at tungri-soldaterne indtog en varieret kost, der bl.a. bestod af tørrede figner, linser, tørret fisk, oliven og frisk frugt. Om aftenen kunne de trætte soldater stort set gøre, som de ville, hvis de ikke skulle på vagt.

Det mest oplagte var at gå ud gennem sydporten og opsøge den civile by – vicus på latin – som var skudt op for at servicere soldaterne.

Her var boder med importvarer fra kontinentet, men også skomagere og tekstilhandlere og ikke mindst et utal af små barer og bordeller.

Næsten alle romerske forter havde sådan en serviceby som nabo. Ifølge den romerske kejser Alexander Severus var vicus stedet, hvor soldaterne kunne “elske, drikke og vaske sig”.

De romerske hjælpetropper var brutale mænd, der åbenbart ikke havde problemer med at dræbe uskyldige civile.

© Collaboration JS/Arcangel/Shuttestock

Mordofre lå gemt under gulvene

Da arkæologerne i 1930’erne udgravede et værtshus lige uden for Vercovicium, gjorde de et makabert fund: To skeletter – en mand og en kvinde – lå gemt under lergulvet.

Manden havde en knivspids siddende mellem ribbenene, så han var uden tvivl blevet myrdet. Kvinden var sandsynligvis også et offer.

Da arkæologerne årtier senere udgravede en soldaterbarak i Vindolanda-fortet, der ligeledes ligger ved Hadrians Mur, dukkede knogler op under gulvet i det ene hjørne.

Det viste sig at være skelettet af en 8-10 år gammel pige begravet med hænderne bundet bag på ryggen. Analyser af knoglerne viste, at pigen var født i Middelhavsområdet.

Hun var utvivlsomt blevet myrdet af en eller flere soldater, som efterfølgende har skjult udåden ved at grave hende ned under gulvet.

Også i tilfældet med manden og kvinden taler meget for, at fortets våbenkyndige soldater er morderne.

Angreb i ly af natten

Risikoen for angreb fra de keltiske stammer var størst om natten, når soldaterne skulle bruge mere tid på at mobilisere hele regimentet.

I 181 e.Kr. skete netop det, da et forbund af keltiske stammer angreb muren.

Vercovicium holdt stand, men tre nærliggende forter blev rendt over ende og brændt ned.

“Stammerne på øen krydsede muren, der skilte dem fra de romerske legioner. De ødelagde meget og dræbte en general og hans tropper”, forklarer den romerske historiker Dio Cassius.

Angrebet resulterede i et årti med hævnaktioner, hvor romerske patruljer trængte dybt ind i fjendeland for at angribe keltiske landsbyer.

Ved fortet Kirksteads blev et alter få år efter rejst til minde om “en succesfuld aktion på den anden side af muren”.

Ved et andet fort blev et alter rejst for at fejre “nedslagtningen af en bande”.

Kampene var medvirkende til at blot 45 pct. af hjælpetropperne fuldførte de 25 tjenesteår. Resten døde i kamp eller af sygdom eller blev hjemsendt på grund af fysiske skavanker.

VIDEO - se Hadrians Mur i dag:

Den 1. tungriske kohorte fra Belgiens lavland forblev i Vercovicium i næsten 200 år, indtil både Hadrians Mur og den provins, soldaterne forsvarede, blev opgivet af Rom og overladt til invaderende saksere og lokale krigsherrer.

De tungriske soldater forlod dog aldrig England, men blev opslugt i kaosset, der fulgte efter sammenbruddet. Hjælpetroppernes efterkommere – hvis de findes – er i dag briter.