Indgraveret ædelsten fundet i sunken romersk fiskerlandsby

Utroligt sjældent fund afslører, hvorfor selv den romerske overklasse kom på besøg i et lille fiskersamfund nær Venedig.

Agat-ædesten på havbund

Det er endnu ikke fastslået, hvilken mytologisk figur, der præcis er tale om. Men arbejdet med at indgravere den i agat-stenen har krævet stort talent, og kun de rigeste romere har haft råd til en smykkesten som denne.

© Ca’ Foscari University of Venice

På bunden af lagunen ved Venedig har arkæologer fra Ca’ Foscari Universitet gjort et spektakulært fund.

I ruinerne af den oversvømmede, 1.900 år gamle romerske fiskerlandsby Lio Piccolo dukkede der for nylig en lille oval-formet agat-sten op.

Halv-ædelstenen er helt unik, fordi en mytologisk figur er indgraveret i midten af den.

”I et lagune-område er det et yderst sjældent fund”, forklarer Carlo Beltrame, der ledte udgravningen. Området var i oldtiden, ligesom i dag, populært for fiskere.

Men ejeren af den smukke sten har formentlig ikke været fisker, vurderer forskerne.

Kun et medlem af den absolutte elite i det romerske samfund har haft råd til så smukt et smykke.

Serverede hjemmegroede østers

Men hvordan endte en rigs romers smykkesten i en lille fiskerlandsby? Det spørgsmål har arkæologerne måske også et svar på.

I Lio Piccolo har arkæologerne nemlig også fundet resterne af en tank, der lader til at have været brugt til opbevaring af levende østers.

Da en amatørarkæolog i 1980’erne fandt resterne af tanken, der var flot dekoreret med freskoer og mosaikker, konkluderede han, at der måtte være tale om en fornem villa.

Men noget tyder på, at der i stedet har været tale om et sted hvor østers blev opdrættet, solgt og muligvis serveret for Romerrigets overklasse, skriver forskerne i en pressemeddelelse.

Om stenen er blevet brugt til at betale for et østersgilde, eller om ejermanden blot har tabt den, kan forskerne ikke sige mere om.

Ovalformet agat-sten med indgravering

Den sjældne agat-sten er indgraveret med et motiv af en ukendt mytologisk figur, der tilsyneladende bærer noget på skuldrene.

© Ca’ Foscari University of Venice