Italiener støbte Pompeji i gips

Genstandene er tavse vidnesbyrd om de tusinder af indbyggere, som mistede livet i katastrofen. Hvordan ofrenes sidste sekunder har været, kan Fiorelli end ikke forestille sig. Arkæologen har fra tid til anden fundet knoglerester, men de fortæller ham ikke meget.

Pludselig rammer en af arbejdernes spader et hulrum. Fiorelli stikker sin arm ned gennem det lille indgangshul. Med fingrene føler han sig frem og mærker en genstand i bunden af hulrummet. Det er en knogle fra et menneske.

“Jeg indså med det samme, at hulrummet var aftrykket fra et menneske”, skrev Fiorelli efterfølgende.

Mens arkæologen fisker flere knogler op gennem hullet, får han et indfald. Hulrummet var opstået, da liget blev dækket af vulkanaske, og må derfor have bevaret den døde krops konturer.

Fiorelli blander vand og gips i en spand og hælder massen ned gennem indgangshullet, indtil hulrummet er fyldt.

Da blandingen er størknet, lader han hulrummet åbne. Indeni ligger den næsten perfekte afstøbning af en midaldrende mand, som hviler på ryggen.

Hans højre hånd ser ud til at gribe fat i folden på en for længst forsvundet kappe, og på fødderne bærer han sømbeslåede sandaler. I den gabende mund sidder enkelte tænder, der stikker ud af gipsen.

Fiorellis eksperiment blev et afgørende vendepunkt for udgravningerne af Pompeji, som på det tidspunkt havde varet i over 100 år. Med sin enkle, men banebrydende teknik havde italieneren ikke alene sat ansigter på romerbyens for længst forsvundne indbyggere.

Hans afstøbninger viste også deres sidste øjeblik i livet ned i de mest grufulde de­tal­jer – fra forvreden dødskamp til re­sig­neret accept af det uundgåelige.

Vesuvs ofre var – på sin vis – vakt til live.

Nu har Pompejis døde været indkapslet i gips i over 150 år, og de overrasker fort­­sat forskerne, som i disse år med moderne­ teknikker forsøger at få mere viden om romerbyens vulkanofre.

Ofrenes knogler blev stjålet

Katastrofen, som Fiorelli udgravede det tragiske vidnesbyrd om i 1863, indtraf den 24. august år 79 e.Kr. Pompejis omkring 15.000 indbyggere havde haft en rolig formiddag, da byen lidt efter middag blev rystet af et voldsomt brag, der fik husene til at svaje.

De rædselsslagne indbyggere strømmede ud på gaderne, hvor de 10 km mod nord kunne se, hvordan vulkanen Vesuv pumpede en gigantisk søjle af rødglødende aske, pimpsten og klippestykker op i luften.

Forskerne har regnet ud, at vulkanen i den indledende fase spyede omkring 10.000 tons vulkansk materiale ud – pr. sekund.

Efter få minutter nåede askesøjlen 15 kilometers højde, og snart efter begyndte aske og klippestykker at regne ned over byen.

Mange indbyggere forsøgte at flygte ud af byen. Andre gemte sig inden døre, i håbet om at vulkanen ville falde til ro igen.

Begge dele var livsfarligt. En del af de flygtende blev dræbt af faldende klippestykker eller løsrevne tagsten.

Skæbnen indhentede de tilbageblevne næste morgen, da vulkanens askesøjle kollapsede og sendte laviner af skoldhed aske og gasser ind over byen, hvis indbyggere blev brændt ihjel. På gaden eller i husene – ingen undslap i live.

Det var disse navnløse ofre, Fiorelli med sin enkle gipsmetode satte ansigt, krop og endda tøj på 1.800 år senere. Tidligere udgravere i den begravede by havde ikke taget notits af de mystiske hulrum i de stenhårde askelag, men havde blot udgravet knoglerne indeni.

De første knogler dukkede allerede op, da udforskningen af Pompeji begyndte i midten af 1700-tallet.

På det tidspunkt var udgravningerne præget af trofæjagt, og ligesom værdigenstande blev også knogler et populært bytte for både udgravere og tilrejsende gæster:

“Nogle folk ønsker at tage rester med sig – noget, jeg også har gjort, således at jeg i mit lille museum kunne have en knogle, som var mere end 17 århundreder gammel”, erkendte franskmanden Francois Latapie fx efter et besøg i 1776.

I løbet af 1800-tallet begyndte udgraverne at indsamle nyfundne knogler mere systematisk, og de mest interessante blev udstillet på et museum i Napoli, mens resten blev deponeret i magasiner.

Da studiet af skeletter endnu var i sin barndom, var det ikke meget nyt om ofrene, forskerne kunne udlede. Alt det ændrede sig, da Giuseppe Fiorelli­ blev udnævnt til leder af udgravningerne i 1860.

Familie omkom under flugten

Fiorelli var ikke som de fleste arkæologer. Han havde oprindeligt læst jura og kastede sig efterfølgende over arkæologi, især studiet af mønter fra oldtiden.

Fio­rel­­li var med andre ord en mand med øje for detaljer og systematik. Efter at have lavet den første gipsafstøbning gav Fiorelli straks sine gravere besked på at passe ekstra på:

“Hvis I finder hulrum, så rør dem ikke, men giv mig besked øjeblikkeligt!”

Arkæologen kom ikke til at vente længe. Blot to dage senere – den 6. februar 1863 – opdagede graverne to nye hulrum fyldt med skeletdele. Fiorelli fyldte hulrummene op med sin gipsblanding og ventede derefter med spænding på, at blandingen skulle størkne.

Da arbejderne åbnede hulrummet, dukkede afstøbningerne af to kvinder op.

De to ofre var omkommet lige ved siden af hinanden, som havde de ligget i en seng sammen. Den højeste af kvinderne lå på sin højre side og så ud til at være en ældre dame. Hendes ansigt kunne ikke skelnes, men hendes ene arm og begge ben var bevaret.

Det andet offer var tilsyneladende en ganske ung pige – ikke meget ældre end 16 år, da hun blev dræbt af glohed as­ke og gas midt på gaden.

Hendes ansigt lå halvt begravet i jorden. Med sin højre hånd holdt hun sig for munden, mens hun støttede hovedet mod sin venstre albue og arm, hvis hånd og fingre krampagtigt viste den smerte, hun må have følt i de sidste sekunder af sit liv.

Det var en nærliggende tanke, at de to kvinder var mor og datter, som var faldet om på gaden og omkommet ved siden af hinanden.

Spørgsmålet var, om faren i så fald var den midaldrende mand, Fiorelli havde fundet som den første. Det kunne forklare, hvorfor manden havde været i besiddelse af flere kvindesmykker.

Tålmodigt havde han båret hustruens og datterens smykker samt familiens lille formue, mens de løb igennem den vulkanske regn. I sin hånd bar han også husets nøgler, i håbet om at den lille familie snart kunne vende hjem igen.

De tre var på vej mod byporten for at slippe væk, men de nåede aldrig så langt. Undervejs blev de ramt af askelavinen, som udslettede alt på sin vej og begravede ligene i en puppe af aske.

Rig kvinde bar på alle sine værdier

Rygtet om gipsafstøbningerne fik hurtigt folk til at strømme til udgravningen. En af de første var den italienske litteratur-professor Luigi Settembrini, som blot en uge efter fundet af de to kvinder ankom for at se afstøbningerne.

Synet gjorde et så stort indtryk på professoren, at han om natten var ude af stand til at sove og i stedet skrev et brev til Fiorelli:

“Det er umuligt at se de tre af­støb­ninger og ikke blive bevæget. De har været døde i 18 århundreder, men de er menneskeskabninger set i deres lidelse. Det er dødens smer­te, som har generhvervet krop og form”, forklarede professoren, der aldrig havde set noget lignende.

“Indtil i dag har man opdaget templer, huse og andre genstande af interesse for kul­tu­rel­le mennesker, kunstnere og ar­kæ­o­loger­. Men nu har du, min kære Fio­rel­li, fundet menneskesmerte, og en­hver, der er menneske, mærker det”.

Fiorelli var klar over, at han havde fundet noget ulig alt andet. Spørgsmålet var, om de tre afstøbninger var enestående, eller om de fandtes i større tal rundt­omkring i den døde by. Få dage efter fik han svaret, da hans folk fandt endnu et hulrum – blot 25 m fra stedet, hvor de første tre var blevet fundet.

Afstøbningen viste sig at være en ung kvinde sidst i 20’erne. Hun var faldet om på siden, da hun blev dræbt af askelavinens ekstreme hede. Hendes hoved var slynget bagud med håret strakt ud på jorden. På fingrene havde hun to sølvringe.

Kvindens endeligt havde efter alt at dømme været uhyggelig smertefuldt. Hendes krop lå i en voldsomt forvreden stilling, mens hendes ene hånd pegede op mod himlen i en fortvivlet gestus.

Kvindens klæder var krøbet op, så benene lå blottede. Alt tydede på, at hun tilhørte Pompejis overklasse.

Under flugten havde hun medbragt sine mest værdifulde ejendele, som lå spredt rundt om hende: Perleøreringe­, et håndspejl af sølv og seks sølvskeer.

Ved kvindens side lå også et antal mønter, en medaljon med et indgraveret billede af den romerske Fortuna – lykkens gudinde – samt en lille statue af kærlighedguden Amor, indhyllet i et stykke stof.

Ligesom familiefaren havde også den unge kvinde taget nøglerne til huset med sig.

Verden så ofrenes lidelse

Fiorellis gipsfigurer skabte furore verden over. Pompejis tragiske skæbne havde længe været et populært emne blandt kunst­nere og forfattere.

Blandt dem var Edward Bulwer-Lytton, som 1834 havde ud­­gi­­vet romanen “Pompejis sidste dage”, som tegnede et billede af indbyggernes stoiske og heroiske død.

Den romantiserede beskrivelse måtte nu vige for Fiorellis afstøbninger, som beviste, at vir­­ke­­lig­­heden var langt mere dyster. Pompejis sidste timer havde været fyldt med smerte, lidelse og dødsangst.

For at beskytte afstøbningerne mod regn og sol lod Fiorelli dem flytte til et lille hus, hvor udgravningens hyppige gæs­ter kunne besigtige dem. En af gæs­ter­ne var den amerikanske forfatter William Howells, der blev vist ind til af­­støb­­ningerne af en af Fiorellis folk:

“Guiden tager dig med væk fra gaden og ind i huset, hvor de ligger. En uhyggelig skygge falder over dit hjerte, når du træder ind i deres nærvær”.

Også den berømte journalist og forfatter Mark Twain besøgte udgravningen og så bl.a. en af de første kvindeafstøbninger, Fiorelli havde fået lavet:

“Kvinden havde vidt spredte fingre, som var hun dødsens angst, og jeg forestillede mig, at jeg i hendes formløse ansigt stadig kunne se konturerne af den vilde fortvivlelse, som forvrængede det, da himlen regnede ild på disse gader for så mange år siden”.

Fiorelli selv var utvivlsomt glad for den store opmærksomhed omkring afstøbningerne, da den sikrede pengestrømmen til hans udgravning.

Andre arkæologer tog over

Giuseppe Fiorelli nåede at grave i Pom­pe­ji i 15 år, inden han i 1875 blev for­­frem­­met til generaldirektør for an­­ti­­kvi­­te­ter og finere kunst i Rom. Under ud­grav­ningerne lykkedes det ham at lave af­støb­ninger af yderligere to af Pompejis ofre.

De var dog ikke af samme kvalitet som de første fire. Netop som Fiorelli gjorde sig klar til at forlade Pompeji, fandt udgraverne imidlertid et nyt offer, hvis udseende overraskede Fiorelli.

Offeret var en mand, som modsat de forrige ofre så ud til fuldstændigt at have accepteret sin skæbne.

Manden viste ingen tegn på angst eller dødskamp, men så nærmest ud til at være gledet helt passivt ind i døden. Offeret fik derfor tilnavnet “Den syge” af udgraverne. Han skulle vise sig ikke at være den eneste, som så ud til at være sovet ind i døden.

Fiorellis efterfølgere på posten fortsatte med at bruge hans gipsmetode og fik sat ansigt og krop på omkring 100 af de i alt lidt over 1.100 ofre, som indtil nu er blevet fundet i byen.

Blandt de mest op­sigts­væk­ken­de er en lille dreng og hans mor, som blev udgravet i 1882. De to gemte sig i et hus, mens himlen regnede aske og pimpsten.

Formentlig be­slut­te­de de til sidst at flygte fra byen, men da var gaden fyldt med vulkansk materiale, så døren var u­mu­lig at tvinge op. Eneste mulighed var at hoppe ud ad vinduet.

Knap var de kom­met ud, før byen blev ramt af den glo­hede askelavine, som dræbte dem begge. Arkæologerne var i stand til at lave en afstøbning af drengen og morens ene arm, som holdt fast i drengens ben.

Barnet, ca. 10 år gammelt, var tilsyneladende hårdt såret, og moren havde desperat for­søgt at støtte ham under flugten. Men ingen kunne løbe fra Pompejis skæbne.

Fiorelli så aldrig alle de døde

I løbet af årene fandt arkæologerne flere ofre, men Fiorellis gips-metode fandt også nye anvendelser.

Trædøre, vinduer og møbler havde i mange tilfælde også efterladt hulrum, som kunne fyldes med gips. Selv hulrum efter træer og planter kunne støbes. På den måde lykkedes det bl.a. forskerne at genskabe de pragthaver, som byens rige havde nydt.

Men størst indtryk gjorde afstøbningerne af de døde fortsat. I 1974 mødte et hjer­te­skæ­ren­de syn arkæologerne, da de la­ve­de afstøbninger af en række ofre i et af byens huse.

Det viste sig at være en familie på fire, som havde gemt sig under husets trappe, da de blev dræbt.

Moren lå på ryggen med et barn på omkring fire år på skødet. Det skrækslagne barn hav­de tilsyneladende søgt beskyttelse, netop da askelavinen kom brasende.

Nær­ved lå faren, mens et lidt ældre barn blev fundet i husets korridor – helt alene.

Giuseppe Fiorelli nåede aldrig at se alle disse afstøbninger. Den opfindsomme arkæolog døde i Napoli i 1896. Men den arv, han havde efterladt, levede videre. Hans forgængere havde kun fokuseret på Pom­pe­jis værdier.

Men Fiorelli så endnu stør­re værdi i de liv, som var blevet levet i byen. Med sine afstøbninger gav han ver­den et enestående indblik i de skæbner, som Vesuv udslettede i år 79 og efterlod­ i et fængsel af forstenet aske.