Da tågen lettede om morgenen den 10. januar i år 49 f.Kr., vidste Julius Cæsar ikke, hvor han var. I løbet af nattens march havde han forvildet sig væk fra vejen.
Heldigvis dukkede der en hyrde op, der kunne vise vej. På den måde kom Galliens erobrer til floden Rubicon, der udgjorde grænsen mellem provinsen Det Nære Gallien og selve Italien.
Da Cæsar krydsede grænsefloden Rubicon i spidsen for sine legionærer i år 49 f. Kr. betød det borgerkrig.
Tre dage tidligere havde senatet i Rom udnævnt Cæsar som sin statsfjende på trods af, at han i løbet af otte års kampe havde udvidet Romerrigets magt helt op til Den Engelske Kanal.
“Terningen er kastet”
Cæsar tøvede. Hvis han gik over floden, ville der udbryde borgerkrig. Hvis ikke, ville hans fjender lade ham arrestere og anklage for magtmisbrug.
Han traf sin beslutning og råbte til soldaterne: “Terningen er kastet!”
Ved at krydse grænsen brød Cæsar den romerske republiks love. Og hans militære og politiske sejre i de kommende år skulle forvandle Romerriget fundamentalt og bane vejen for en ny form for statsdannelse: kejserdømmet.
Tidslinje: Julius Cæsars liv
Republikken Rom
Julius Cæsar (100–44 f.Kr.) tilhørte en af Roms ældste adelsslægter, og hans position kunne enten føre til enestående succes eller total undergang.
Under Cæsars opvækst havde Roms politiske liv nemlig udartet sig til blodige konflikter mellem forskellige politiske retninger.
Efter at Roms sidste konge var blevet fordrevet fra byen i år 509 f.Kr., proklameredes en republik, hvor forskellige folkegrupper stemte på embedsmænd, der blev valgt for et år og altid skulle være to eller flere på hver post for at undgå magtkoncentration.
Senatet og folketribuner
Hertil kom et rådgivende organ, senatet, hvis medlemmer bestod af den politisk og militært erfarne elite. Ved siden af dette fandtes folketribunerne, der havde ret til at nedlægge veto, hvis de mente, et forslag gik imod folkets interesser.
Den velafbalancerede forfatning fungerede, så længe alle romere arbejdede hen mod samme mål. Men i takt med, at Romerriget voksede, øgedes spændingerne i samfundet.
Popularer og optimater
Cæsars opvækst var præget af uenigheder mellem to “partier”: popularerne (de folkelige), og optimaterne (de bedste).
Sidstnævnte udgjorde en priviligieret elite, som ikke ønskede nogen forandringer. Også popularernes ledere hørte til overklassen, men de førte en mere populistisk politik for at vinde stemmer.
I Cæsars teenageår udbrød der borgerkrig (88–82 f.Kr.) mellem den folkelige Marius og den konservative Sullas tilhængere.
Der udbrød borgerkrig mellem den folkelige Marius (th.) og den konservative Sulla. Cæsar støttede Marius.
Cæsars faster havde været gift med Marius, og han selv havde som 17-årig giftet sig med Cornelia, datter af en af Marius' nærmeste mænd, så der var ingen tvivl om, hvilken side han stod på.
Situationen blev sat på spidsen med Sullas sejr. Denne krævede, at Cæsar skulle lade sig skille. Cæsar nægtede. En dristig beslutning: Sulla henrettede modstandere på samlebånd, og Cæsar blev tvunget til at flygte fra Rom.
Cæsar flygter fra Rom
Han gjorde nu sin “militærtjeneste” i Lilleasien, hvor romerne kæmpede mod et større oprør. Det lykkedes Cæsar at få lydkongen Nikomedes til at bistå romerne med en flåde.
Ondsindede rygter påstod, at han gik i seng med kongen: “Nikomedes' bordel” var et skældsord, som Cæsar måtte trækkes med resten af sit liv. Hans sexdrift var tilsyneladende lige så stærk som hans kampgejst, hvilket gjorde, at hans fjender kaldte ham for ”alle kvinders mand og alle mænds kvinde”.
Sulla dør
Efter Sullas død i år 78 f.Kr. kunne Cæsar vende tilbage til Rom, hvor han skabte sig et navn som en dygtig taler og advokat.
Da Cæsar i år 75 f.Kr. rejste til Rhodos for at videreuddanne sig inden for retorik, blev han taget til fange af sørøvere. Han mente, at den løsesum, de forlangte for ham, var for lav, ergo hævede han prisen på sig selv.
Mens han ventede på, at venner rejste pengene, tilbragte Cæsar nogle uger hos piraterne og lovede at vende tilbage og korsfæste dem, når det hele var overstået. Piraterne tog det som en spøg, men Cæsar holdt ord og sørgede for, at de blev straffet.
Så op til Alexander den Store
Der kom gang i Cæsars karriere, da han i år 69 f.v.t blev valgt til kvæstor og fik ansvar for finanserne i provinsen Spanien. Her fik han en dag øje på en statue af Alexander den Store og brast i gråd.
Det gik op for ham, at han selv allerede var ældre, end Alexander havde været, da han havde erobret hele verden.
Tilbage i Rom havde Cæsar besluttet at nå toppen. Hans politiske tilhørsforhold blev klart i og med en begravelsestale over hans faster, i hvilken han priste Marius. På den måde sikrede Cæsar sig en gruppe vælgere, men det var straks sværere at finansiere valgkampen.
Som regent stod Cæsar bag de største gladiatorkampe, Rom endnu havde set.
Ved hjælp af lån lykkedes det ham at opnå embedet ædil i år 65 f.Kr. En ædil skulle, ud over at sørge for renovationen i Rom, også arrangere underholdning til folket.
Cæsar arangerede de største gladiatorkampe, man nogensinde havde set. Gladiatorerne havde oven i købet rustninger på af sølv.
Støttede Pompejus
Juilius Cæsar stod nu i gæld til op over begge ører. For at få alting til at fungere skaffede han sig venner i høje stillinger. I senatets debatter stødte han den berømte feltherre Pompejus.
Denne havde opnået store militære sejre i det østlige Middelhavsområde, men var kommet på kant med optimaterne, der mente, han opførte sig som en konge. I teorien var den romerske republik stadig et system af ligesindede, men i praksis lå magten hos nogle få.
Romerriget var et system, hvor magtfulde mænd beskyttede og hjalp svagere personer – klienter – med alt fra lån til juridisk bistand.
Klienterne forventedes derfor at stemme på deres velgører til valgene. Hvis nogen, som fx Pompejus, havde stået i spidsen for mange legioner af loyale mænd, kunne han udøve kontrol over langt flere klienter end andre politikere. Dette gik hurtigt op for Cæsar.
Det første triumvirat
Da han til sidst stillede op til valget som konsul, den allerhøjeste post i staten, sørgede han for at opnå støtte fra både Pompejus og Crassus, den rigeste mand i Rom.
Alle tre var ildeset af den politiske elite for deres fremtoning (Cæsar flirtede med ”folket”, Pompejus med veteranerne og Crassus med ”kapitalen”). De tre mænd lovede nu at hjælpe hinanden. Deres overenskomst fra år 60 f.Kr. er senere blevet kaldt det første triumvirat.
Pompejus flygter, efter at Cæsar har besejret ham i slaget ved Farsalos i år 48 f.v.t.
Blandt Roms indbyggere talte man om ”uhyret med de tre hoveder”. Takket være triumviratets samlede klienter vandt Cæsar valget og blev en af de to konsuler i år 59 f.Kr. Han gik straks i gang med lovgivning om jorduddeling til Pompejus' veteraner.
Senatet var rasende og planlagde at rejse tiltale mod ham, når embedsåret var slut. Men triumviratet havde lagt langsigtede planer. Ikke nok med, at de sørgede for at skaffe loyale personer til de kommende års embeder.
De havde også held til at gennemføre, at Pompejus skulle være statholder i Spanien og Cæsar i Gallien i hele fem år.
Crassus skulle tage sig af de østlige provinser. Planen gav Cæsar frie hænder i Gallien og samtidig en klemme på hans værste konkurrenter til magten.
Forum Romanum var det romerske imperiums hjerte på Cæsars tid.
Cæsar erobrer Gallien
Som 42-årig tog Cæsars liv en ny drejning. Erobringen af Gallien i år 58–50 f.Kr. bliver tit fremstillet som en serie ”fantastiske operationer”, men var realiteten et folkemord uden lige.
Krigserklæringen var besynderlig. Cæsars galliske provins bestod af Det Nære Gallien på Po-sletten i Italien, samt det sydfranske Provence (af det latinske provincia).
Med lånte penge og magtfulde venner tog Cæsar magten. Ciaran Hinds spillede Cæsar i TV-serien Rome.
Da et folk, der blev kaldt helvetierne, fra vore dages Schweiz, i foråret 58 begav sig ud på vandring for at finde bedre land, greb Cæsar ind for at ”beskytte” de keltiske stammer i Gallien, som romerne så som deres allierede.
Helvetierne blev knust, men dermed var konflikten ikke løst – snarere tværtimod. Da magtbalancen nu var forrykket, gik store skarer af germanere over Rhinen med deres høvding Ariovistus i spidsen.
Cæsar besejrede dem, og ca. 80.000 germanere faldt. I Rom mente Cæsars fjender, han burde overlades til germanerne eller stilles for en krigsret for overgrebene, når han kom hjem.
Men Cæsar holdt sig fra Rom. For hver eneste sommerkampagne begav han sig længere bort, og triumviratet forlængede hans kommando med yderligere fem år. Fra år 55–54 f.Kr. begav han sig oven i købet til Britannien, en ø, som mange romere ikke troede fandtes.
Sin egen krigskorrespondent
Det hele står at læse i hans egenhændigt forfattede Commentarii de bello Gallico, (Kommentarer angående krigen i Gallien). Der blev skrevet rapporter ved slutningen af hvert års kampagne, og disse blev spredt blandt både tilhængere og modstandere i Rom.
Cæsar var med andre ord sin egen krigskorrespondent og kunne vinkle oplysningerne til sin egen fordel. Han skriver om sig selv i tredje person.
”Denne panikstemning ophørte først med Cæsars ankomst,” kan der stå, og hvis soldaterne ikke kæmpede ordentligt, kunne han håndgribeligt tage fat i flygtende soldater og vende dem om med et barsk: ”Der er fjenden!”
Commentarii de Bello Gallico i en udgave fra 1783.
Julius Cæsar skrev sin egen historie
Cæsar var ikke kun en dygtig feltherre, men blev også en beundret forfatter. I sin Commentarii de Bello Gallico (Kommentarer over den galliske krig) skildrer han erobringen af Gallien i år 58–52 f.Kr. i syv korte bøger.
Her beskrives feltherrens militære dygtighed og de underlige folk i Gallien, Germanien og Britannien. Hans latin er klart og koncist med slagkraftige formuleringer, der går lige til sagen uden retoriske krummelurer, og teksten har i århundreder været brugt som begynderlærebøger i latin.
I hans opfølger De bello Civili (Borgerkrigen) skildres kampene mod Pompejus og krigen i det egyptiske Alexandria i år 49–48 f.Kr.
Belejringen af Alesia
I år 52 f.Kr. samlede kelterne sig til en sidste modstand. Høvdingen Vercingetorix og hans hær blev snart spærret inde i bjergfæstningen Alesia. Selvom Cæsars tropper var talmæssigt underlegne, lavede de en ring af voldgrave og palisader rundt om byen.
Da endnu flere keltere kom til undsætning, byggede romerne en ydre palisade og forsvarede sig dermed samtidig mod de belejrede gallere og deres undsætningsstyrke.
Romerske tropper knuser gallerne ved belejringen af Alesia i 52. f.Kr.
De mest uhyggelige scener udspillede sig, da kelterne sendte deres kvinder, børn og gamle bort, fordi der ikke var mere mad i byen. Romerne nægtede at slippe dem ud eller tage dem som slaver. Flygtningene sultede ihjel i ingenmandsland.
Nu forstod Vercingetorix, at alt håb var ude, så han red ud af Alesia og kastede sin rustning for Cæsars fødder.
Gallernes høvding Vercingetorix overgiver sig til Caesar i år 52 f.Kr.
Cæsar bliver Roms statsfjende
Mens Cæsar var væk, fortsatte de politiske intriger i hovedstaden. Takket være krigsbyttet fra Gallien kunne han nu betale sin gæld fra ungdommen og derudover bestikke politikerne til at støtte hans sag.
Men nu blev triumviratet opløst. Cæsars datter Julia, der var gift med Pompejus, døde i barselsseng. Crassus faldt under et felttog i Mesopotamien.
Cæsar havde håbet at kunne vende tilbage og blive valgt til konsul igen, men stærke kræfter i senatet var imod.
Cæsars fjender mente, han skulle stilles for en krigsret for de overgreb, han gjorde sig skyldig i under felttogene.
Galliens erobrer var blevet alt for magtfuld for republikkens bedste, og senatet krævede nu, at Cæsar skulle demobilisere sine tropper.
Cæsar nægtede. Hvis han vendte tilbage, ventede der ham en rettergang, hvor han antagelig ville blive dømt for magtmisbrug under sin tid som konsul i år 59 f.Kr. samt for en krig, der aldrig var blevet godkendt af senatet. Derpå ville han formentlig blive landsforvist.
Da tidsfristen løb ud i januar 49 f.Kr. udnævnte senatet Julius Cæsar som statsfjende.
Benådede sine fjender
Sådan gik det til, at Cæsar i spidsen, for en enkelt legion, knap 15.000 mand, invaderede Italien. Med sine kampvante og loyale soldater strøg han så hurtigt ned gennem Italien, at Pompejus, der var blevet udnævnt til konsul, og store dele af senatet valgte at flygte til Grækenland.
Men det, alle havde frygtet, skete ikke. I stedet for at henrette dem, der kom i vejen for ham, lod Cæsar sine fjender benåde.
Han forklarer selv sin holdning i et brev, der er citeret af Cicero: ”Dette må være min nye måde at sejre, så jeg befæster mit rige med barmhjertighed og humanisme.”
Cæsar havde flere vigtige embeder og var en tid også medlem af senatet. Her spillet af Jeremy Sisto i tv-serien Julius Cæsar (2002).
Denne mildhed, clementia, blev Cæsars vigtigste våben. Da han marcherede ind i Rom, fremstod han som en bedre repræsentant for republikken end Pompejus og de andre, der var flygtet fra deres land. Men faktum var, at han havde grebet magten med våben i hånd.
I 49–45 f.Kr. fulgte en borgerkrig, hvor Cæsar med ubændig energi for rundt i alle hjørner af imperiet.
Cæsar besejrede Pompejus
Først besejrede han Pompejus' tropper i Spanien i slaget ved Ilerda. Derpå besejrede han Pompejus selv og den republikanske hær ved Farsalos i Grækenland.
Nu begav han sig til Egypten og havnede i en lokal borgerkrig, som han vandt ved hjælp af landets unge dronning Kleopatra. Med hende indledte Cæsar også et forhold, som resulterede i sønnen Cæsarion, senere sin mors medregent.
Ifølge myten begik Kleopatra selvmord ved hjælp af en slange.
Kamp mod indre og ydre fjender
På sin vej mod den absolutte magt fik Cæsar både venner og fjender, såvel blandt de underkuede folk som blandt romerne selv.
Med diplomatisk fingerspidsfornemmelse gjorde han erobringen af Gallien lettere ved at spille de forskellige stammer ud mod hinanden.
Borgerkrigen i Egypten løste han ved at satse på den rette partner, kongens storesøster Kleopatra.
Den størst bedrift var nu alligevel, at det så længe lykkedes ham at overleve i den romerske politiks verden af komplicerede overenskomster. Under borgerkrigen benådede han konsekvent sine modstandere, som da kom i taknemmelighedsgæld til ham og blev hans ”venner”.
I alt besejrede Cæsar nogenlunde lige så mange ydre som indre fjender i krig. Til de førstnævnte hører germanerhøvdingen Ariovistus, gallerhøvdingen Vercingetorix og kong Farnakes af Pontos.
Til de sidstnævnte hører republikkens ledere Pompejus, Metellus Scipio og Cato den Yngre.
På hjemvejen gennem Lilleasien samme år knuste han et oprør ved Zela, hvor han udtalte de berømte ord veni, vidi, vici – ”jeg kom, jeg så, jeg sejrede.”
Han skyndte sig til Afrika, og uden for Thapsus besejrede han en modstandshær mere, med elefanter og alting. Til sidst lykkedes det ham også at vinde over Pompejus' støtter, der længe havde holdt stillingerne i Spanien.
Cæsars sejre i Gallien, Britannien, Germanien, Italien, Spanien, Grækenland, Egypten, Lilleasien og Afrika var helt uden sidestykke. Han overvandt alle Roms tidligere feltherrer – alt sammen i løbet af godt ti år.
Ændrede tiden
I efteråret år 45 f.Kr. var Julius Cæsar Romerrigets ubestridte enehersker. Men han var ikke kun et militært geni, han var også en organisator af det helt store format.
Lovene blev gennemgået, hovedstaden fik nye badehuse og templer. Der skulle graves kanaler og drænes sumpe, og bjerge skulle jævnes med jorden. Cæsars reformer kendte ingen grænser.
Som kronen på værket "ordnede han tiden" ved at indføre skudår og den julianske kalender med 365 dage – romernes gamle månekalender var nemlig flere måneder forkert på den.
Under et senatmøde i år 44 f. Kr. blev Cæsar myrdet i en sammensværgelse.
Det hele skete i et rasende tempo. Partistridighederne i Rom var ganske vist overstået, men med hundredtusindvis af klienter og loyale legioner fungerede Cæsar nu selv stort set som konge.
I efteråret år 45 f.Kr. blev han udnævnt til diktator på livstid. Hvilke planer Cæsar i grunden havde for Romerriget og sig selv, er der ingen, der ved.
Forsvarsløs blev Cæsar dræbt med 23 dolkestik.
Derimod er det tydeligt, at han hen mod slutningen af sit liv mistede omdømmet. Han kaldte republikken for ”en tom skal”. Han begyndte at gå klædt på en måde, der mindede om de gamle konger. Han rejste sig ikke for senatet. Til sidst kom det til en større sammensværgelse mod ham.
Blandt drivkræfterne var Brutus og Cassius, som begge havde kæmpet for Pompejus, men var blevet benådet af Cæsar.
Mordet fandt sted ved et senatsmøde den 15. marts år 44 f.Kr. En forsvarsløs Cæsar blev omringet og stukket ned med 23 dolkestik.
William Shakespeare.
Cæsar var historiens mest populære romer
Efterverdenens billede af Cæsar er blevet farvet af en masse forfattere, der gennem tiderne har skildret den berømte romers liv.
Det mest kendte værk er uden tvivl William Shakespeares drama Julius Cæsar, der blev uropført i 1599 og skildrer de hændelser, som førte til mordet på Cæsar.
En mere humoristisk skildring af krigeren Cæsar finder man i tegneseriealbummene om Asterix af René Goscinny og Albert Uderzo.
Her har Cæsar besat hele Gallien bortset fra netop den lille landsby, hvor Asterix og Obelix bor. Med list og styrke gør de to venner alt for at irritere den romerske feltherre og hans tomhjernede legionærer.
I 2000-tallet har Conn Igguldens romaner Kejseren (Roms porte, Kongers død, Sværdenes mark og Krigens guder), solgt i millionoplag verden over.
De følger Julius Cæsars liv fra opvæksten til hans tragiske endeligt.
Indbyrdes krig brød ud
Men attentatmændenes motiv var aldrig selv at gribe magten. De troede, at republikkens demokratiske rutiner ville blive genoprettet, så snart tyrannen var væk. I stedet udbrød der en ny borgerkrig, som først sluttede 15 år senere, da Cæsars adoptivsøn Octavian blev enehersker i Rom og under navnet Cæsar Augustus grundlagde kejserdømmet.
Cæsar – hvis navn på klassisk latin blev udtalt ”Kaisar” – har siden da levet videre i det russiske ”zar”, det tyske ”Kaiser” og det danske ”kejser”.
Julius Cæsar måtte lade livet for sin politiske kometkarriere, men hans navn blev synonymt med en herskertitel. Den terning, der blev kastet ved Rubicon, har påvirket verdenshistorien helt op til i dag.