I århundreder levede folkestammen kimbrerne godt i Himmerland i det nordlige Jylland. Hvert år stod kornet højt og gyldent på markerne, folk og fæ havde rigeligt med føde.
Tiderne var gode, og familierne bragte mange børn til verden. Men efterhånden blev antallet af mennesker så stort, at det intense landbrug udpinte jorden. Hungersnøden ramte Himmerland, folk og dyr sultede.
En vinter omkring år 120 f.Kr. begyndte folk ved ildstederne at tale om at bryde op og finde nyt land. Fra snakkesalige handelsrejsende, der kom fra syd for at købe rav og skind, havde kimbrerne hørt om fjerne egne med frugtbar jord og behageligt klima.
I takt med at kimbrerne vandrede ned gennem Europa, slog andre germanske stammer sig til dem. Med kvinder og børn vurderes styrken til at have været på flere hundredetusind.
Kimbrerne begyndte at længes efter de søde frugter og de berusende røde drikke, som de handelsrejsende berettede om. Tusinder og atter tusinder mærkede rejselysten i sig, og mange af dem besluttede at drage ud.
Snakken gik fra landsby til landsby, og da foråret kom, pakkede tusindvis af kimbrere deres oksekærrer med alt jordisk gods. Hele landsbyer blev forladt, da indbyggerne samledes i mægtige vogntog, der sneglede sig over de knoldede jordveje bort fra Himmerland.
Sådan mener de fleste historikere, det foregik, da omkring 30.000 kimbrere udvandrede fra det nordlige Jylland omkring år 120 f.Kr. Men ingen ved det med sikkerhed i dag, for kimbrerne havde ikke noget skriftsprog og efterlod sig ingen mindesmærker. Folkestammen er kun kendt fra gamle romerske skrifter.
VIDEO: Se kimbrerenes hærgen igennem Europa
I 12 år vandrede kimbrerne igennem Europa på jagt efter et sted at bosætte sig og de var ikke bange for at gå til stålet for at få det.
Romerriget blomstrede
Samtidig med, at kimbrerne satte sig i bevægelse ned gennem Jylland, oplevede Romerriget fremgang på alle fronter.
På denne tid havde romerne erobret alle lande langs Middelhavets nordlige kyst fra Tyrkiet til Spanien samt Tunesien i Nordafrika. Overalt plyndrede romerne, inddrev skatter og tog masser af slaver – Rom var en supermagt.
Mod nord nåede riget til Alperne. Landet og stammerne på den anden side af bjergkæden interesserede romerne sig ikke meget for. De betragtede alle stammerne mod nord som keltiske, der var dem langt underlegne både militært, kulturelt og politisk:
Kelterne havde end ikke et rige; hver stamme udgjorde et høvdingedømme, som nogle gange samarbejdede, andre gange var i krig med hinanden. Mens romerne havde storbyer med prægtige templer, paladser, badeanstalter, akvædukter, brostensbelagte veje, kloakker og store sportsarenaer, levede kelterne i primitive landsbyer med huse af træ og tørv.
Og hvor Roms overklasse drak vin af sølvbægre og nød delikatesser serveret på tallerkner af guld, spiste de keltiske høvdinge af gemene spisebrætter og drak øl af trækrus.
Romerne kendte intet til kimbrerne og de øvrige germanske folkestammer, der levede længere mod nord.
Omkring 110 f.Kr. havde romerne netop fuldført store erobringer i Spanien, nutidens Tyrkiet og Afrika. Følelsen af uovervindelighed forsvandt dog hurtigt med kimbrernes hærgen.
Flere sluttede sig til kimbrerne
Den første vinter gjorde kimbrerne holdt ved floden Elben, hvor de slog lejr. I dette område levede teutonerne, som lod sig rive med af kimbrernes drømme om nyt land mod syd.
Sandsynligvis indgik kimbrerne og teutonerne en venskabspagt, men de rejste hver deres vej mod syd: Kimbrerne vandrede langs Elben for at have adgang til drikkevand og nåede til vore dages Tjekkiet, derefter fulgte de Donau mod Balkan. Teutonerne vandrede til Sydtyskland.
Kimbrerne hærgede og plyndrede, hvor de kom frem. På Balkan stødte de sammen med flere keltiske folkestammer, der boede på grænsen til Romerriget. Fra fanger og handelsfolk hørte kimbrerne efter alt at dømme om den rigdom, som romerne levede i. Beretningerne gjorde indtryk, for i år 113 f.Kr. – efter syv års vandring – ændrede kimbrerne retning. De vandrede langs Drau-floden mod vest og trængte ind på romersk territorium i provinsen Noricum (i det nuværende Østrig).
“Deres ryttere bar hjelme, der lignede frygtelige rovdyrs gab, og de havde mange underlige skikkelser.” Plutarch om Kimbrerne.
De bad den romerske konsul Papirius Carbo om land, men han afviste dem blankt; i stedet gik han i felten mod dem. Carbo undervurderede dog kimbrernes styrke fatalt, og romerhæren blev fuldkommen tilintetgjort et sted i nærheden af byen Noreia (i dag Neumarkt).
Nyheden om nederlaget spredte rædsel i Rom. Kimbrerne var trådt ind i verdenshistorien som frygtindgydende barbarer fra et ukendt land mod nord.
Den lærde romer Livius skrev: “Et omvandrende folkeslag kaldet kimbrerne farede plyndrende gennem Illyricum (Balkan, red.). De slog konsul Papirius Carbo og hans hær.”
Med en blanding af ærefrygt og forundring beskrev den græsk-romerske skribent Plutarchos de fremstormende kimbrere: “Deres ryttere bar hjelme, der lignede frygtelige rovdyrs gab, og de havde mange underlige skikkelser. Oven på hjelmene var der fastgjort fjerbuske i form af vinger.”
Det vil sandsynligvis sige, at kimbrernes hjelme havde smedede ornamenter, som fx forestillede ulve- og bjørnehoveder. Ud over hjelmene var de kimbriske krigere klædt i ringbrynjer, og de var bevæbnede med spyd, sværd og skjolde.
Kimbrerne var særligt berygtede for deres præstinder. De ofrede krigsfanger, fordi de mente, at de kunne læse fremtiden i fangernes blod.
En anden romersk skribent, Strabo, beskrev kimbrernes kvinder: “Deres hustruer, som ledsagede dem på deres togter, anførtes af præstinder. De var iklædt hvide klæder og bar kapper af det fineste hør sammenhæftet med nåle. Om livet bar de bælter af bronze, men deres fødder var nøgne.”
De kimbriske præstinder bar på et stort kar af bronze, som blev brugt til menneskeofringer. Krigsfanger blev tvunget på knæ og fik halsen skåret over af præstinderne, så blodet strømmede ned i karret. Dampen fra det varme menneskeblod brugte præstinderne til at spå om fremtiden.
Under et plyndringstogt på Balkan har kimbrerne sikret sig dette keltiske kar af forgyldt sølv og skaffet det hjem til Jylland. Det såkaldte Gundestrupkar blev fundet i 1891 nær byen Aars.
Kimbrerne og teutonerne i en hær
Efter sejren ved Noreia kunne kimbrerne have invaderet Norditalien syd for Alperne, men de undlod at angribe og holdt sig i stedet nord for bjergene. Formentlig indså kimbrerne, at Romerriget var enormt og rådede over et stærkt militær. For kimbrerne alene var riget for stor en mundfuld, men sammen med deres germanske venner teutonerne kunne det lade sig gøre.
Det var en strategisk overvejelse, for kimbrerne var klar over, at teutonerne på dette tidspunkt var nået frem til Sydtyskland, hvor de lå i en stor lejr.
På vejen nord om Alperne voksede kimbrertogtet sig endnu større, fordi mange mænd fra den keltiske stamme helvetierne sluttede sig til dem.
Helvetierne havde flere gange kæmpet mod romerske hære, og de gik derfor hellere end gerne sammen med kimbrerne mod den fælles fjende. Samtidig så helvetierne alt det plyndrede gods og guld, som kimbrerne havde samlet, hvilket ansporede dem yderligere til at deltage i plyndringstogtet mod Romerriget.
De kimbriske krigere var kendt for deres runde træskjole med en skjoldbule af metal.
Hvor stort et togt kimbrerne, teutonerne og helvetierne udgjorde, vides ikke med sikkerhed, men antallet af krigere må have været på omkring 80.000. Derudover fulgte mindst dobbelt så mange “civile” – hyrder, slaver og handelsfolk – med for at betjene hæren samt kvinder, børn og gamle.
Kimbrerne, teutonerne og deres allierede krydsede Rhinen nord for Strasbourg og vandrede ned gennem Rhône-dalen mod Marseille i Sydfrankrig. Allerede før vor tidsregning var Marseille en vigtig havneby, centrum for den romerske provins Gallia Narbonensis.
De germanske barbarer var nu på vej mod Romerriget, og romerne gjorde sig klar til kamp.
Tyrefiguren er fundet i Store Vildmose i nordlige Jylland.
Gud var en tyr
“Kimbrerne svor ved den kobbertyr, som senere blev taget som bytte,” skrev den romerske historiker Plutarchos efter kimbrernes nederlag ved Vercellae i Norditalien.
Under deres vandring havde kimbrerne haft den store tyrefigur med sig. Nu endte den som krigsbytte hos en højtstående romersk officer, der udstillede den i sit hjem i Rom.
Blandt oldtidens folk var tyredyrkelsen udbredt. Keltiske stammer anså tyren for hellig, og flere steder i Himmerland har arkæologer fundet små tyrehoveder. Tyretroen har formentlig sine rødder i de vilde urokser, som stammefolk anså for det stærkeste og farligste dyr i skovene.
Barbarerne drev plyndrende rundt
Fra år 109 til år 105 f.Kr. udkæmpede romerne i Sydfrankrig to store slag mod kimbrertogtet. Og de tabte dem begge.
I det sidste slag blev 80.000 romerske soldater og 40.000 tjenere, hestepassere og købmænd dræbt. Det var et totalt nederlag ifølge den romerske historiker Orosius, som fortalte, at kun ti romere slap bort med livet i behold.
Nyheden vakte fornyet rædsel i Rom, fortæller Orosius: “I Rom blev der ikke alene stor sorg, men der opstod også frygt for, at kimbrerne umiddelbart ville gå over Alperne og hærge i Italien.”
Ifølge den romerske skribent Livius var kimbrernes høvding en ung og grusom mand ved navn Bojerik. Den romerske hærfører Scaurus blev efter slaget taget til fange af Bojerik, som afhørte ham. Scaurus advarede Bojerik mod at gå ind i Italien, som romeren hævdede aldrig ville kunne erobres. Det fik Bojerik til at henrette ham.
Omkring 50 år efter kampen mod kimbrerne stillede romerne denne sten i det nuværende Bayern. Den markerer grænsen mellem Romerriget og stammerne mod nord – blandt dem kimbrerne.
Andre romerske fanger led samme skæbne – de blev hængt i træer med løkker om halsen eller nedslagtet. Alt byttet i form af romerske våben, heste og mønter blev smidt i Rhône-floden som offergaver til kimbrernes guder.
Tre gange havde kimbrertogtet nu slået romerske hære – én gang i Østrig og to gange i Sydfrankrig – men barbarerne holdt sig stadig fra at gå over Alperne.
Måske havde fangen Scaurus' advarsel alligevel gjort indtryk på kimbrerhøvdingen Bojerik og teutonernes høvding Teutobod. I hvert fald stillede høvdingene sig tilfredse med at plyndre og hærge i Frankrig og Nordspanien.
Kimbrerne stammede sandsynligvis fra Himmerland. Forskerne ved ikke, hvorfor de forlod deres hjemstavn, men et bud er oversvømmelser.
Marius' hær slår teutonerne
Endelig i år 102 f.Kr. – efter at have hærget alt fra Belgien til Spanien – lagde Bojerik og Teutobod en slagplan for invasionen af Italien. Stammerne skulle dele sig i to angrebsgrupper. Mens Teutobod igen drog mod Alperne i Sydfrankrig gennem Rhône-dalen, vandrede Bojerik og hans kimbrere igen nord om Alperne for at trænge gennem Brennerpasset og ind i Italien.
Det var en strategisk plan; stammerne skulle angribe romernes kerneland på to fronter. Men denne gang stillede romerne med den erfarne hærfører Gajus Marius, der få år før havde besejret den nordafrikanske konge Jugurtha.
Marius havde indført streng disciplin i sin hær. I stedet for at lade slaver og tjenere slæbe oppakningen fik soldaterne ordre til at bære egen deres oppakning.
“Han øvede dem på mange måder i løb og i lange dagsmarcher og tvang dem til selv at bære deres oppakning og med egen hånd tilberede deres mad.” Plutarch om hvordan Marius trænede den romerske hær.
Plutarchos skrev om Marius' hær: “Han øvede dem på mange måder i løb og i lange dagsmarcher og tvang dem til selv at bære deres oppakning og med egen hånd tilberede deres mad. Derfor kaldte man siden de arbejdsomme mænd for marianske mulæsler, som stiltiende og godvilligt fandt sig i enhver ordre.”
Marius' idé gjorde de romerske kamptropper mere uafhængige af forsyningstropperne, og dermed mere manøvredygtige, når de nærmede sig en fjendtlig hær. De skulle ganske enkelt ikke vente på forsyninger, før de kunne gå i kamp.
De romerske soldater, der gav sig selv tilnavnet “Marius' mulæsler”, måtte marchere i hundredvis af kilometer mod Alperne. Resultatet blev, at soldaterne blev hærdede og disciplinerede.
Desuden indrullerede Marius fattige romere i sin hær. De fattige var hidtil blevet anset for farlige at træne til soldater, fordi de kunne finde på at stifte uro og gøre oprør mod de rige. Men Marius' strenge disciplin gjorde netop disse plebejere til benhårde, professionelle soldater, som siden blev til rygraden i de romerske legioner.
Ved Slaget om Aquae Sextiae led teutonerne et totalt nederlag. Høvdingen Teutobod blev taget til fange og sandsynligvis henrettet.
Med denne motiverede hær gik Marius i felten mod teutonerne i Sydfrankrig for at stoppe deres invasion af Italien. De to hære mødtes på den franske side af Alperne nord for Marseille.
Marius stillede op i slagorden med det meste af sin hær, som teutonerne løb storm mod. Marius' soldater stod fast og stak teutonerne ned, efterhånden som de kom. Samtidig lykkedes det en romersk styrke at komme ind bag teutonerne. Bagholdsangrebet fik teutonernes slagorden til at gå i opløsning, og de indledte en panikagtig flugt.
Ifølge Plutarchos blev 100.000 teutoner stukket ned. Deres høvding Teutobod blev taget til fange og sandsynligvis henrettet i Rom.
Romernes hærfører Gajus Marius satte en stopper for kimbrernes hærgen i 101 f.Kr.
Roms redningsmand førte an i borgerkrig
Gajus Marius kom fra en romersk bondefamilie. Han gjorde karriere i hæren og steg hurtigt i graderne pga. sine store strategiske evner.
I årene 107-105 f.Kr. anførte han den romerske hær i krigen mod den nordafrikanske konge Jugurtha, der var en trussel mod Roms magt. Senere blev han sat til at nedkæmpe teutonerne og kimbrerne. De militære sejre gjorde ham så populær, at han hele syv gange blev valgt til posten som romersk konsul – mere end nogen anden romer. Marius var “folkets mand”, men fik mange fjender blandt Roms overklasse.
Hans største modstander var den romerske general Sulla, som i 87 f.Kr. invadrede Rom og tvang Marius til at flygte til Afrika. Da Sulla rejste med sin hær til Grækenland, erobrede Marius Rom tilbage med sine tropper. Men hans åndelige helbred var stærkt medtaget, og han så fjender alle vegne. Under to ugers rædselsregime henrettede han alle, som han mente, var imod ham, indtil han selv mistede livet – tilsyneladende af naturlige årsager.
Kimbrerne kælkede ind i Italien
I juli år 101 trængte Bojerik og kimbrerne over Alperne. De vidste besked om teutonernes nederlag, men det afskrækkede dem ikke.
Romerne forsøgte at befæste de vigtigste bjergpas, men ifølge Plutarchos var det ingen synderlig hindring for kimbrerne, som sagtens kunne vandre over is og gennem dyb sne: “Endvidere lagde de sig oven på deres brede skjolde og lod sig glide ovenfra langs bratte fjeldvægge ned i gabende kløfter.”
Kimbrerne kælkede ganske enkelt uden om de romerske forsvarsværker, og romerne måtte opgive at forsvare bjergpassene. De frygtede at sprede deres tropper over alt for store områder og ville hellere møde kimbrerne på en regulær slagmark med en stor hær.
Romerne var forfærdede over at se, hvordan kimbrerne kælkede på deres skjolde, og at kulden ikke så ud til at genere dem.
Kimbrerne strømmede ned på Po-sletten, hvor de indtog flere byer og slog sig ned. De havde nået deres mål og nød Italiens overflod; de drak vin og gik i badeanstalt. Men ifølge den romerske historiker Orosius blev kimbrerne dovne af al den luksus:
“Disse hårdføre folk blev kvindagtige under indflydelse af det mildere klima og af en overflod af drikke, føde og bade,” berettede han.
Igen blev Marius og hans “mulæsler” sendt ud mod fjenden. Han fik opstillet sin hær i ly af tåge nær byen Vercellae i Norditalien, uden at kimbrerne anede uråd. Da tågen lettede og afslørede den mægtige romerhær, spredte panikken sig blandt kimbrerne.
En gruppe af dem forsøgte at redde situationen ved at binde sig sammen med kæder og danne et stærkt geled. Formålet var at hindre de romerske soldater i at trænge frem – og samtidig forhindre de sammenbundne i at flygte.
“Kæden” holdt et stykke tid, men romerne fik overtaget alle andre steder på slagmarken, og de kimbriske krigere måtte vige.
Marius' sejr over kimbrerne sikrede ham enorm præstige og magt i Romerriget.
Mange forsøgte at søge dækning bag det vogntog, der var opstillet som et forsvarsværk. Men nu greb de kimbriske kvinder, der var ladt tilbage på vognene, til våben. De stak deres egne mænd ned for at forhindre dem i at flygte fra slagmarken. Kvinderne tog også kampen op med romerne; de kastede med spyd og huggede med sværd, mens de stod på vognladene.
Men romerne knækkede deres modstand ved at skalpere en gruppe kimbrerkvinder, som de havde taget til fange. Kampen var tabt, indså de kimbriske kvinder. De dræbte deres egne børn og begik derpå selvmord med skarpe våben eller ved at hænge sig i de oprejste vognstænger.
“En kvinde havde først lagt løkker om sine to sønners halse og havde bundet rebene fast til sine egne fødder. Da hun kastede sig ud fra vognen for at hænge sig selv, blev hendes to børn også hængt,” berettede Orosius.
Ptolemæus' originale kort fra ca. 150 e.Kr. er gået tabt, kun kopier er bevaret. Den store ø mod nordøst er Skåne. Øerne nordvest for Jylland er formentlig Mors og dele af Vendsyssel.
Verdens første Danmarkskort
Omkring 150 e.Kr. tegnede den græsk-romerske matematiker og geograf Ptolemæus det første kort over Danmark. Kortet vidner om den frygt, romerne mange år efter nærede for barbarerne fra nord, for Ptolemæus kaldte slet og ret Jylland for “Den Kimbriske Halvø”.
Ptolemæus var aldrig selv i nærheden af det nordlige Europa. Efter alt at dømme tegnede han kortet på grundlag af de oplysninger, en romersk flådeekspedition samlede om Danmark i år 5 e.Kr. Romerne gik givetvis i land for at forhøre sig om deres gamle fjende, kimbrerne.
De fik at vide, at folkestammen skam fortsat levede i Nord- og Midtjylland.
Kimbrerne blev udslettet
Historikerne mener, at ca. 50.000 kimbrere døde den dag på Po-sletten. Romerne tog ca. 40.000 fanger, der endte som gladiatorer eller slaver.
Dermed var det store kimbrertogt ophørt med at eksistere. Tilbage var kun omkring 6000 kimbrere, der var blevet ladt tilbage øst for Rhinen i Tyskland, hvor de skulle passe på kimbrernes røvede gods. Hjemme i Himmerland var der også kimbrere tilbage, men de formåede aldrig at rejse sig igen, og med tiden blev de alle opslugt af andre stammer og forsvandt i historien.