En smeltende hed sensommerdag i år 14 e.Kr. indser Roms mest magtfulde mand, at han omsider må give slip på sit jerngreb om livet og det romerske imperium.
Den 76-årige Augustus er nogle dage forinden blevet syg undervejs fra det nordlige Italien og har ladet sig indkvartere i sin villa i Nola øst for Napoli.
Nu står det klart, at den gamle mand ikke vil overleve, så venner og familie er hastet til villaen.
Skræmte står den lille skare omkring oldingens sygeseng. I over 40 år har Augustus styret imperiet med næsten overjordisk styrke, og kun de færreste kan forestille sig Rom uden den altdominerende hersker.
Men Augustus er uendelig træt og ønsker bare fred. Han har nået alt, han har sat sig for – og så alligevel ikke.
Skæbnen har spillet ham et puds, og han ved det. Alle har han kunnet manipulere, bare ikke den lunefulde skæbne, og nu er det for sent at gøre mere.
Den gamle mand kigger på gæsterne med sine grå øjne, hvis mystiske lys i årtier har fået venner og fjender til at gyse.
Han beder om et spejl, så han kan rette sine lokker. Hele hans liv har været et stort blændværk, et nøje iscenesat skuespil. Augustus kan lige så godt fuldføre det med stil:
“Hvis jeg spillede min rolle godt, så klap”, erklærer han, inden øjnene lukker sig for sidste gang.
Ved sin død var Augustus noget nær en gud i Rom. På gader og stræder ofrede borgerne til billeder af hans såkaldte genius – hans usynlige kraft.
Fra brutal hævner til folkeforfører
For nøjagtigt 2.000 år siden, den 19. august, døde Romerrigets første og nok mest gådefulde kejser.
Selv fastholdt Augustus til det sidste, at han havde genindført den romerske republik, og at han selv blot var Roms førstemand. Men det var løgn – en af utallige.
For reelt havde han reduceret Roms 500 år gamle republik til en tom skal og selv overtaget al magt. Kun de færreste opdagede det dog, før det var for sent. For Roms første kejser var en af verdenshistoriens største mestre i spin og propaganda.
Det var et mord, som 58 år forinden havde kastet Augustus ind på Roms brutale politiske scene. I år 44 f.Kr. blev den folkekære hærfører og politiker Julius Cæsar stukket ihjel af en stor gruppe senatorer.
Årsagen var, at Cæsar havde udnævnt sig selv til diktator og sat Roms senat og dets aristokratiske elite uden for indflydelse.
Morderne håbede, at de ville kunne rulle alle Cæsars reformer tilbage og genindføre republikken.
Cæsar havde imidlertid adopteret den blot 19-årige Augustus som sin arving. Han bar dengang navnet Gajus Octavius (kendt som Octavian), og den unge mand skulle
vise sig at være sin adoptivfars nådesløse hævner. Sammen med Cæsars ryttergeneral Marcus Antonius knuste han den republikanske opposition og indledte en klapjagt på Cæsars mordere, der hver og én blev opsporet og dræbt.
Octavian og Antonius delte derefter magten over riget mellem sig: Octavian blev herre i Rom og Vesten, mens Antonius styrede Egypten og Østen. Alliancen holdt imidlertid kun kort.
Antonius lod sig forføre af Egyptens berømte dronning Kleopatra, og Octavian udnyttede skandalen til at erklære krig mod sin tidligere forbundsfælle. I år 31 f.Kr. tørnede Antonius' og Octavians flåder sammen ud for Actium i Grækenland.
Antonius og Kleopatra tabte og måtte flygte tilbage til Egypten. Få måneder efter ankom Octavian til Alexandria med sin hær, hvorefter både Antonius og Kleopatra begik selvmord.
13 års blodig borgerkrig med tusinder af spildte romerske liv til følge var omsider forbi, og Octavian kunne vende hjem som sejrherre. Med sejren var det tid til at indlede en politisk pr-kampagne uden sidestykke i Roms historie.
I år 31 f.Kr. blev Marcus Antonius' flåde slået af Octavian (Augustus) ved Actium. Dermed blev Octavian verdens herre.
Frygtede sin adoptivfars skæbne
Octavian vendte tilbage til Rom i år 30 f.Kr. og lod hovedstaden eksplodere i et tre dage langt triumftog, hvor Egyptens skatte blev vist frem. Samtidig lod han romerne vide, at borgerkrigens rædsler var ovre. Nu gjaldt det forsoning:
“Som sejrherre skånede jeg alle, der bad om nåde”, skrev han efterfølgende.
Selv om Octavian formelt kun var konsul, den ene af de to øverste poster i Roms senat, besad han med en række ekstraordinære beføjelser reelt samme diktatoriske magt, som Cæsar havde haft – og det var hans største problem.
Octavian frygtede at lide samme skæbne som sin adoptivfar. Men han vidste, at en tilbagevenden til den oprindelige republik var umulig.
Imperiet var blevet for stort til at blive styret af en sluttet kreds af snæversynede, magthungrende rigmænd, som udbyttede rigets fattige klasser og kun tænkte på egen vinding.Imperiet havde brug for en visionær leder – Octavian selv.
Han udtænkte derfor en snedig plan: Udadtil skulle alt se ud, som om republikken var genopstået – men reelt skulle alt styres af Octavian i kulissen.
Under et senatsmøde den 13. januar i år 27 f.Kr. viste 35-årige Octavian sine skuespilevner, da han ifølge den romerske historiker Dio Cassius bekendtgjorde over for de måbende senatorer, at han fratrådte sin post:
“Jeg nedlægger mit embede med alle dets beføjelser og tilbagegiver jer alt: hæren, lovene og provinserne”.
De chokerede senatorer var først helt tavse. Så rejste den ene togaklædte herre efter den anden sig, roste højlydt Octavian for at have skabt fred i riget og tryglede ham derefter om at fortsætte.
Med teatralsk mine afslog han igen og igen, men accepterede til sidst at forblive konsul og beholde kontrollen over særligt urolige provinser: Spanien, Gallien, Syrien og Egypten, hvor størstedelen af Roms hære befandt sig.
Taknemmelige tildelte senatorerne Octavian ærestitlen Augustus – “Den Ophøjede”. En mindre pralende titel blev anvendt til daglig: “Princeps”, som egentlig betød første-senator.
Som en markering af de nye tider blev Octavians officielle navn fremover “Imperator Cæsar Augustus”.
“Fra da af overgik jeg alle andre i autoritet, men besad ikke mere magt end de andre, som var mine kolleger i embederne”, skrev Augustus siden.
Virkeligheden var mindre rosenrød: De senatorer, som havde ført an i bønnerne og hyldesten, skyldte alle Augustus deres stilling, og deres optræden var en nøje koreograferet forestilling, forberedt af Augustus selv.
Forførte alle med fred og penge
Senatsmødet i år 27 f.Kr. var en kæmpetriumf for Augustus, der stadig var konsul og nu havde fået tildelt magten over størstedelen af hæren af senatet.
Dertil kom, at han også havde fuld kontrol over Egypten, hvis skatte gjorde ham til Roms rigeste mand.
Han var nu i stand til personligt at betale soldaternes sold, og da statskassen ikke kunne finde penge til at købe korn til de fattige for, trådte Princeps til og betalte af egen lomme.
Han blev derfor umådeligt populær blandt Roms proletariat.
“Efter at han havde lokket soldaterne til sig med gaver, folket med kornuddelinger og alle med fredens velsignelser, tiltog han sig senatets, embedsmændenes og lovenes beføjelser uden at møde modstand”, skrev den romerske historiker Tacitus rammende.
Som konsekvens stemte folket ved de årlige embedsmands-valg kun på kandidater, som Augustus støttede.
Det var fortsat kun Roms elite, som kunne stille op til valgene, men Princeps godtog kun mænd, som ville arbejde for statens bedste og ikke for egen vindings skyld.
Tidligere havde provinsguvernører ofte groft udbyttet deres provinser og ligefrem angrebet nabolande i håbet om krigsbytte.
Det satte Augustus nu en stopper for. I sine egne provinser indsatte han loyale stedfortrædere, og i de øvrige provinser blev guvernørerne nøje overvåget af Augustus' kontrollanter, som sørgede for, at skatterne ikke eksploderede, og at ingen anvendte provinsernes tropper uden tilladelse.
Samtidig gjorde Augustus det umuligt for andre at overstråle ham. Triumftog gennem Roms gader blev stort set afskaffet og forbeholdt medlemmer af Princeps' inderkreds. Og da en provinsguvernør efter en sejr på slagmarken lod statuer af sig selv opstille, blev han prompte kaldt hjem i vanære.
Fra at have været rigets mest magtfulde institution var senatets medlemmer nu blevet reduceret til Augustus' rådgivere uden mulighed for at udfordre Princeps økonomisk eller militært.
Efter sin død i år 14 e.Kr. blev Augustus brændt. Under kremeringen blev en ørn sat fri for at bære hans ånd op til guderne.
Skabte sin egen personkult
For ikke at vække misundelse eller forargelse sørgede Augustus for aldrig at fremvise sin rigdom og magt offentligt.
Sammen med sin hustru Livia boede han på Palatinerhøjen i Rom i et mindre hus, som hverken var “iøjnefaldende i størrelse eller elegance”, som historikeren Sueton formulerer det.
Han besøgte huset efter Augustus' død og blev overrasket over den beskedne udsmykning og møblernes ringe kvalitet:
“De ville end ikke være blevet anset for passende for en privat borger”.
Ifølge de romerske kilder lod Augustus hustruen Livia og datteren Julia, som han havde fra et tidligere ægteskab, væve sit tøj.
Samtidig dyrkede han billedet af sig selv og sin familie som samfundets moralske fyrtårne og indførte bl.a. strenge straffe for ægteskabsbrud, ligesom at han forbød kvinder som tilskuere til atletik-stævner, hvor de mandlige deltagere var nøgne.
Den beskedne livsførelse og strenge moral var dog rent blændværk. På en ø nær Napoli, langt fra offentlighedens nysgerrige øjne, havde Augustus sin egen luksusvilla, hvor han kunne nyde livet med nære venner.
Og ifølge Sueton besad han desuden langt op i alderen “en passion for at deflorere helt unge piger, som blev hentet til ham i alle kvarterer – selv af hans egen hustru”.
Arvingerne døde på stribe
Augustus havde imidlertid et problem. Han havde kun datteren Julia og dermed ingen mandlig arving. I år 25 f.Kr. bortgiftede han derfor den kun 14 år gamle Julia til sin søsters søn, Marcellus.
Konsulembedet, som Augustus besad, kunne dog ikke arves, og desuden lignede det efterhånden et skjult diktatur, at han år efter år blev genvalgt til embedet. I år 23 f.Kr. bekendtgjorde han derfor, at han ikke længere ville stille op.
I stedet lod han senatet tildele ham folketribun-myndigheden for livstid. Folketribunen var folkets repræsentant i senatet og kunne fremsætte lovforslag og nedlægge veto mod andres beslutninger. Og vigtigst af alt: Tribunmyndigheden kunne Augustus langt lettere overdrage til sin arving.
Samme år indtraf katastrofen imidlertid, da Marcellus døde af sygdom. Augustus' hustru Livia så nu en chance for, at Augustus kunne adoptere den ene af hendes to sønner, Tiberius, og gøre ham til arving. Han havde bl.a. anført Augustus' felttog i nutidens Ungarn og Østrig med stor succes.
Men Augustus kunne ikke fordrage ham og giftede i stedet Julia bort til sin gamle ven og tro støtte Agrippa, der dermed blev hans naturlige arvtager. Julia og Agrippa fik hurtigt fem børn, men i år 14 f.Kr. døde Agrippa pludseligt under en rejse i øst, kun 50 år gammel.
Nu fik Livia omsider overtalt Augustus til gifte Julia bort til Tiberius, som blev tvunget til at lade sig skille fra sin højt elskede hustru, Vipsania.
Det blev et dybt ulykkeligt ægteskab. Julia var ifølge Sueton blevet opdraget strengt, men efter hele tre tvangsægteskaber begyndte hun en lang række seksuelle eskapader med Roms unge mænd.
Efter sigende var hun allerede begyndt, da hun var gift med Agrippa. Hun gennemførte dog kun fuldt samleje, når hun var gravid: “Passagerer tillades aldrig om bord, før skibet er fuldt lastet”, som hun udtalte.
Trods ægteskabet nægtede Augustus imidlertid fortsat at gøre Tiberius til sin arving og adopterede i stedet Julias og den afdøde Agrippas to ældste sønner, Gaius og Lucius. Tiberius forlod derfor Rom og bosatte sig på Rhodos.
I mellemtiden nåede rygterne om Julias seksuelle udskejelser Augustus. Han havde i årevis omhyggeligt opbygget et billede af sin familie som moralens fanebærere og lod rasende datteren deportere til en fjern ø.
Da han fik besked om, at en af datterens fortrolige, en kvinde ved navn Phoebe, havde begået selvmord, råbte han: “Jeg ville have foretrukket, at jeg var Phoebes far!”
Tiberius blev Roms kejser. Her giver han og broren laurbærgrene til Augustus.
Den bitre ende
Den 61-årige Augustus så aldrig sin datter igen, men satte i stedet alt ind på, at Gaius og Lucius blev hans værdige arvinger.
Som 19-årig blev Lucius sendt til Spanien, mens den to år ældre Gaius tog til Lilleasien for at lære riget at kende.
Men igen greb den lunefulde skæbne ind i herskerens planer. I år 2 e.Kr. fik han således den frygtelige besked, at Lucius var død undervejs til sin destination af en pludselig sygdom. Og blot to år efter døde også Gaius.
Alle Augustus' forhåbninger til fremtiden var med ét knust. Han var nu 67 år gammel og havde mistet alle de arvinger, han havde satset på. Tilbage var kun Tiberius, som efter syv år i eksil var vendt tilbage til Rom.
I år 4 e.Kr. lod Augustus derfor senatet tildele Tiberius folketribun-myndigheden, hvorefter han officielt adopterede ham med ordene: “For statens skyld”. Roms kejserdynasti var dermed en realitet. Ingen protesterede, for som historikeren Tacitus senere skrev:
“Hvor mange var der vel tilbage, som huskede republikken?”
Romerrigets første kejser – og måske største skuespiller – døde 10 år senere. Han havde – som han påstod – genoprettet republikken, men på samme tid frataget dens institutioner al magt.
Svagheden i Augustus' system blev imidlertid synlig efter hans død: Det virkede kun med den helt rette mand i spidsen. Tiberius udviklede sig hurtigt til en paranoid diktator, der henrettede hundreder af frygt for attentater og gemte sig på øen Capri.
Og efterfølgerne viste sig endnu mere inkompetente og morderiske. Den sidste af Augustus' arvtagere blev den gale kejser Nero, der 54 år efter Augustus' død blev afsat og derefter begik selvmord.